Kategoriarkiv: Camino d Norte & Primitivo

Rejsebeskrivelse af 34 dages vandring som pilgrim fra Irun ved den franske grænse, langs kysten og gennem bjergene i Baskerlandet, Cantabrien, Asturias og Galicien til Santiago de Compostella i Nordspanien. Der er tips til seværdigheder og smagsoplevelser undervejs. Klik på linket ældre indlæg for at se alle dagene.

Dag 28 Padron – Cadavo Baleira

Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Naturen er meget smukkere i solskin. I dag går turen gennem et varieret landskab med flotte udsigter og skove. Undervejs frister flere cafeer med friskpresset juice og andet godt.

 

Onsdag den 6. maj 2015

Jeg tager mig god tid med morgenmaden og kommer sidst af sted klokken ni, da værten Viktor kommer. Med sig har han en buket af morgenfruer, som han udsmykker stuen i herberget med. Jeg roser hans anbefaling af restaurant.

Morgenen er kølig, men det regner ikke. I begyndelsen truer mørke skyer. Oppe på en bakke er der en vandre-rasteplads med borde og bænke, hvor jeg spiser yoghurt og en appelsin. Caminoen virker mere organiseret i Galicien, når det handler om praktiske tilbud til pilgrimme.

Turen går meget op og ned. Oppe er foråret stadig i gang, mens træer og buske er sprunget helt ud i dalene. I et pas ligger et gammelt pilgrimshospital, som er restaureret og giver et bedre indtryk end Hospitales ruiner i bjergene, som var indtaget af dyr.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Første cafe ligger i et stenhus i en dal. Solen er kommet frem nu, så det er varmere udenfor end inde. Her er overraskende mange pilgrimme, og den ene vært springer fra bord til bord. Jeg bestiller en stor og god sandwich. Mine støvler er våde, så jeg skifter sokker tre gange undervejs. Et sted er stien forvandlet til et lille vandfald og et andet sted, er det heldigt, at man kan kravle op på en stenmur, da stien er forvandlet til en sø.

Mit tempo er sat ned, da jeg stadig har ondt i foden. Jeg holder ofte pause og går langsommere og langsommere. Annedorte er læge, og hun har rykket og trykket på foden for at se, om den er brækket. Ens knogler kan godt brække ved langvarig belastning, og det sker både for soldater og på caminoen. Heldigvis er min fod ikke brækket. Smerten skyldes, at den ene fod går på kanten af støvlen. Min støvle er for lille. Inden afgang havde jeg læst, at støvlerne skulle være to numre større end normalt, fordi ens fod vokser. Jeg nøjedes med et enkelt nummer større. Og nu kan min fod ikke længere være i støvlen og brokker sig over den manglende plads.

Herberget i Cadavo Baleira er rungende nyt. Jeg havde set et foto af herberget på nettet og regnede med, at det var en ombygget benzintank. Det viser sig bare at være en kreativ arkitekt. Jeg finder plads på en af de to sovesale, som er næsten fyldte. Der mangler plads til vores rygsække. Her er det en skranke med glasrude foran til værten, som registrerer en. Hun er der dog ikke, og da jeg forsøger at ringe, strejker telefonen – måske på grund af den meget beton.

Da de sidste pilgrimme kommer, er sovesalene fyldte, og de får i stedet et handicapværelse. Herberget gør meget ud af, at det er handicapvenligt med rampe til kørestole. Men selve handicapværelset indeholder en helt almindelig køjeseng. Hvordan de vil få en kørestolsbruger i seng, er en gåde.

Vi går en flok på restaurant. Jeg kommer til at sidde overfor den hollandsk-talende kvinde, så en del af konversationen er sort snak. Vi taler om, hvor smukt foråret er, nu hvor solen endelig skinner. Landskabet er et studie grønne nuancer. Annedorte siger, at navnet på hendes bog om turen på Primitivo ville være “50 shades of green”. Jeg svarer, at min bog skulle hedde “50 shades of mud” efter mine studier af mudder og konsistens. Lige fra det helt sjappede til det faste, som føjer sig efter foden uden at dække den. En helt særlig variant er mudder blandet med kolort. Mange steder deler pilgrimme vej med køer på vej til græs. Det nye forårsgræs får køernes maver til at skide som små eksplosioner af tynd afføring og minde om den måde, en flodhest markerer sit domæne ved at fordele lortet med en roterende halepropel.

De tre tyske veninder er i godt humør og skåler i barens hjemmebrændte sprut. Men så bliver jeg kaldt tilbage til herberget, hvor værten er dukket op for at indskrive mig. På herberget er koreanske Young kommet under vingerne hos nogle spanske herrer, der laver mad til hende.

På sovesalen ligger den samme spanske mand, jeg delte værelse med dagen inden. Midt om natten flipper han ud og råber op, fordi en anden pilgrim snorker. Derefter skælder Jose ud på ham, fordi han nu har vækket alle. Jeg finder aldrig ud af, hvad manden hedder. Han kommer til at gå under navnet: manden med den røde trøje.

Dag 29 Cadavo Baleira – Castro Verde – Lugo

Emil er rykket fra Lønneberg til Vilabade i Galicien og skærer stadig figurer i træ

Emil er rykket fra Lønneberg til Vilabade i Galicien og skærer stadig figurer i træ

Har du undret dig over, hvad der blev af Emil fra Lønneberg? Han snitter såmænd stadig træfigurer. Jeg møder ham i en landsby i Galicien. Der får jeg rejsens mest spøjse souvenir.

 

Torsdag den 7. maj 2015

Det regner både om natten og om morgenen. Jeg sov ikke meget om natten og føler mig sløj. Min fod gør nu endnu mere ondt, når jeg går i støvler, så jeg beslutter at gå en kort tur i dag. Der er ti kilometer til Castro Verde, og det meste af turen er på grusveje og stier, som er bedst for fødderne.

Da jeg både er træt og sløj, er jeg også irritabel. Jose laver morgenmad og insisterer på, at vi skal smage al hans mad. Jeg har mit eget og er ikke med på at grine denne morgen. Så jeg skynder mig at spise og begynde turen. Heldigvis er regnen holdt op.

Midt på en skovvej står et toilet som en kommentar til de trængende pilgrimme. Caminoen mangler i høj grad toiletter, og på både Camino de Norte og Primitivo er der ofte langt mellem cafeer. Det kunne bare være et das, som der findes ved shelters i mange lande. Vandposter er der til gengæld mange af.

I dag står toilettet som en vittighed og giver næring til mit humør. Det samme gør naturen. Bjergene er ved at flade ud. Da jeg er kommet gennem skoven, har jeg udsigt over et forholdsvis fladt land med byen Lugo som en hvid klat 20 kilometer fremme.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring

På vej ned ad bakke passerer jeg en enlig kirke med en stor have. Her finder jeg en kilde og holder pause til lyden af rislende vand. Jeg fortsætter ind i landsbyen Vilabade, og her stopper en ældre mand mig pludseligt.

– Vil du se mit museum, spørger han. Han peger på en lade uden skilte eller andet, der afslører, at vi står overfor et museum.

Jeg accepterer, og han trækker porten fra til laden. Indenfor står tusindvis af snittede træfigurer på vakkelvorne borde og hylder. I det øjeblik kunne jeg se det drilske blik i hans øjne og se, at han i virkeligheden er Emil fra Lønneberg. Drengen, der blev straffet ved at blive spærret inde og der snittede sine fantastiske figurer. De snittede figurer er han fortsat med, kan jeg se.

– De koster en euro stykket, oplyser manden.

Sådan en må jeg have. Men jeg skal finde den flotteste, som samtidig ikke er for tung og skrøbelig. Den skal holde til en tur i rygsækken.

Jeg studerer figurerne. Mange har øjne og ansigtstræk. Manden har udnyttet træstykkernes naturlige former og suppleret med små søm og mærker. Mange snit er ikke skåret hele vejen igennem og sidder stadig som krøllede træspåner i forskellig tykkelse. Det er godt tænkt og en god måde at udnytte materialet. Jeg har selv snittet i træ som barn. Min far var sløjdlærer, og jeg har været drengespejder. Da jeg var i tyverne, tilbragte jeg endda en vinter på et aftenskolehold i træskæring blandt ældre mænd, der skar skilte med svungne bogstaver.

Da jeg ser den figur, som tiltaler mig, tager jeg den ikke med det samme. Først må jeg se alle figurerne. Jeg kan høre Jose og manden i den røde trøje passerer udenfor, men de er ikke interesserede i træfigurer. Da jeg har set alle figurerne, vil jeg gå tilbage til den udvalgte figur. Men nu kan jeg ikke få øje på den igen. Mine øjne søger og søger, og da jeg opgiver at finde den udvalgte, må jeg finde en ny. Jeg står bøjet over bordene og mærker pludselig en krampe begynde i ryggen. Det sker en sjælden gang for mig, når jeg har siddet for længe ved computeren. Smerten lammer næsten min krop og kalder kvalme frem. Normalt virker det at lægge mig på ryggen på gulvet. Det har jeg dog ikke lyst til og tror ikke, jeg kan forklare manden, hvad der sker.

I stedet sætter jeg mig på hans hvide plastikhavestol, efter at jeg har fjernet en bakke med halvfærdige figurer. Jeg trækker vejret dybt og strækker ryggen, så godt jeg kan. I mens vælger jeg hurtigt en figur og giver manden en fem-euro seddel.

Manden har ingen byttepenge, og jeg har ikke mindre. Men jeg bliver siddende. Han krydser gårdspladsen, og jeg kan høre ham diskutere med en kvinde inde i huset. Hun skælder ham ud, og det ville ikke undre mig, hvis hun udbrød Emiiiiiiil.

Det tager sin tid og lavmælte argumenter fra hans side, før han kommer med byttepenge i mange små og tunge mønter. Samtidig forærer han mig endnu en figur, så jeg nu har to.

Ryggen er nogenlunde på plads, da jeg går videre. Kirken står åben, og jeg beslutter mig for et besøg. Jose og manden i den røde trøje er her allerede sammen med en lokal kvinde, som fortæller om kirken og de overdådigt svulstige dekorationer. Jeg viser mine træfigurer, og hun griner. Mange besøgende i kirken kommer med små træfigurer efter et besøg i museet. Udtrykket i kirkens skulpturer er anderledes bastant. Heste i næsten fuld størrelse er på spring ud af altertavle.

I næste by Castro Verde vil jeg overnatte på herberget. Men det åbner først klokken 13. Herberget er en ny bygning omgivet af en uklippet græsmark i udkanten af byen. Jeg fortsætter ind i byen for at finde en cafe at vente på. Jose springer ud af en cafe og hiver mig indenfor. Han og den røde mand forærer mig drikkevarer og har nok fornemmet mit dårlige humør tidligere. Jeg er dog blevet i godt humør af vandreturen og besøget hos Emil. Da jeg fortæller, at jeg vil blive i Castro Verde, protesterer de.

Hvorfor finder jeg ikke en bus til Lugo, foreslår de. Hvor jeg tidligere har haft et presset program, har jeg nu bedre tid og tænkt, at jeg ville vandre resten af turen. Men samtidig har jeg også lyst til at se de mennesker, jeg har fulgtes med hidtil.

Jose har allerede været oppe ved bardisken og spurgt efter bustider. De henviser til en anden cafe længere nede af gaden. Jose tilbyder at gå med og hjælpe. Jeg overbeviser ham om, at jeg selv kan finde ud af det.

I den næste cafe får jeg at vide, at bussen lige er kørt, og at næste bus kører om to timer. De to timer overbeviser mig om, at Castro Verde er en kedelig by. Jeg finder ingen restaurant med menu til frokost og vælger derfor en bar. Her får jeg en gigantisk tortilla, som jeg slet ikke kan spise. Prisen for den og drikkevarer bliver 12 euro. Ensformig mad i forhold til en varieret menu.

Busturen tager 30 minutter, og der er allerede fem pilgrimme i bussen, da jeg stiger på. Busstationen i Lugo ligger tæt ved bymurene, og jeg finder et billigt hotel Espana lige ved muren.

Jeg har eget bad med badekar og går i gang med tøjvask, da jeg tager to overnatninger i byen og formoder, at tøjet kan nå at tørre. Håndbruseren taber jeg, og den fiser rundt i badekarret og sprøjter mig og alting til. Så er jeg vågen – og våd. Derefter tager jeg en lang lur og sender sms til Annedorte, der lidt senere ankommer og får værelset ved siden af.

Lugo har en stor plads med cafeer. Der køber vi kage og nyder det gode vejr og hilser på folk, vi kender. I nærheden ligger katedralen. Young støder til os og går med i kirke, selv om hun oplyser, at hun er buddhist og ikke kristen.

Der er messe klokken otte, og Annedorte spørger, om jeg vil med. Hidtil har jeg undgået katolske messer og har næsten traumer efter et år som udvekslingsstudent i USA, hvor jeg noget af tiden boede hos en stærkt religiøs familie, som tvang mig i kirke.

Annedorte lover, at en aftenmesse kun varer omkring en halv time. Så jeg siger ja. En kvinde griber fat i os og genner os ind i det inderste kirkeskib, hvor de lokale sidder. Her er mange mennesker og smuk sang. Stemningen er højtidelig, og alteret lyser overvældende. Flere lokale kvinder og mænd er oppe at tale for forsamlingen. Men så kommer talen om culpa – skylden – og derefter nadveren. For mig er det tyngende og vækker min modvilje. Jeg mindes Patti Smiths vise ord: “Jesus died for somebody’s sins – but not mine.”

Der er et særligt helligt relikvie i en bowle ved en af helgenfigurerne i alteret. Bowlen får en tur rundt i kirken under en baldakin og en procession af alle kirkegæsterne. Heftig lugt af røgelse giver mig kvalme, og jeg bliver ude på kirkegangen og sniger mig ud af kirken efter processionen. Det viser sig, at der er en særlig messe hver torsdag, og den varer længere tid.

Om aftenen spiser vi på restaurant Manger tæt ved hotellet og lige udenfor muren. Vi spurgte på hotellet, og de anbefalede dette sted. Her er en god aftenmenu, stemning og lokale gæster.

Dag 30 Lugo

Katedralen set fra bymuren i Lugo

Katedralen set fra bymuren i Lugo

En fridag i forunderlige Lugo, hvor historien ligger lige under fortovets fliser og i husenes kældre. Bymurene er otte en halv meter høje, og de omkranser hele den gamle by. Det er de største intakte romerske bymure i verden.

Fredag den 8. maj 2015

Først var kelterne her, så romerne, goterne, mauerne og nu er jeg her og tager mig god tid på en fridag. God tid til at sove længe, vågne langsomt og dvæle ved hotellets morgenmad. Heldigvis har jeg sovet godt og har det meget bedre. Sammen med Annedorte møder jeg Young og går to kilometer rundt om bykernen på den romerske mur. Der er udsigt over huse og haver, og et sted taler vi med en PSOD-politiker på kampagne op til det snarlige lokalvalg.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Vi møder Jose og manden i den røde trøje udenfor et hus dekoreret med figurer af hekse. Gallicien er kendt som mystikkens hjemland med et mylder af ånder og hokus pokus. Selv i Huelva er det galliske navn for hekse kendt: meiga.

Annedorte tager endnu en messe, mens jeg forkæler mig selv med en jordbærkage på pladsen. Jeg opsporer byens store marked, hvor der er masser af planter til udplantning, som jeg godt kunne bruge i min have. Blandt andet caldo, som er en glattere version af grønkål, der bliver meget høj og giver kålblade næsten hele året.

Flere steder er der gravet ned til byens romerske fortid med smukke mosaikgulve. Et sted er i en kælder. Nogle gange om dagen viser et multimedieshow, hvordan det har set ud. Desværre er showet slut, da vi kommer, så jeg oplever det ikke.

Byens museum er enormt og kaotisk indrettet. Sjovt at se malerier med billeder af pilgrimme gennem tiderne. I denne del af Spanien er de en del af den lokale bevidsthed. Der er også dystre religiøse billeder. Godt gemt er smykkerne. Nogle er sorte og fremstillet af et kulstof.Særligt godt beskyttet er en samling af antikke guldsmykker. Filigran så fint, at der skal et forstørrelsesglas til at se detaljerne.

Lugo må være Spaniens mekka for glamourøse selskaber. Aldrig har jeg set så mange forretninger med selskabskjoler. I en helt anden stil sælger en butik primitivt lædertøj, flagrende middelalderkjoler og bue og pil. Kunderne er børn med forældre, og jeg formoder, de spiller rollespil og måske er så heldige, at mor og far leger med.

Derefter er der tid til endnu en kage og senere endnu en aftenmenu. I løbet af dagen har vi mødt flere af de kendte ansigter, og de fleste holder hviledag i Lugo.

Dag 31 Lugo – Ferreira

Så smukt et landskab, at man kun kan blive i godt humør

Så smukt et landskab, at man kun kan blive i godt humør

I dag føler jeg mig langt ude på landet, selv om turen begynder i en by. Endelig skinner solen igen og får blomsternes farver til at stråle. Ruten ender i et overor-dentligt venligt herberg.

 

Lørdag den 9. maj 2015

Jeg kan høre Annedorte gå tidligt om morgenen, mens jeg endnu en gang tager mig god tid. På vej ud af byen køber jeg et brød hos en bager. Lugo har det bedste brød, jeg endnu har smagt i Spanien. På restauranterne har der været forskellige brødtyper på bordet, flere mørke fiberrige brød og alle velsmagene. Brødet er en lille tung kugle og stadig varmt fra ovnen. Derfor holder jeg mange små pauser og spiser af det lune brød.

Først går det ned ad bakke. Solen skinner oppe i Lugo, men vejen fører ned i tåge og over en smukt istandsat romersk bro. Men derefter tager det lang tid at komme ud af byen. Og selv om jeg er ude af byen, går en stor del af turen langs kedelige asfaltveje. Heldigvis er der plads til en lille sti i rabatten, så jeg slipper for asfalten. Meget af turen går jeg uden støvler for at skåne fødderne. I stedet bærer jeg støvlerne i hænderne. Mine sandaler er ikke rigtige vandresandaler, og jeg føler, at jeg sjosker i dem. Som om jeg var kommet udenfor med tøfler på. Min fart er nu blevet endnu langsommere.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Enkelte steder drejer ruten fra asfaltvejen ad korte stykker jordvej. Første sted er svært at få øje på, så jeg må gennem buskads for at komme ned på stien. Selv om en del af strækningerne er mudrede, er det stadig en fornøjelse, og jeg jubler hver gang. Mudderet er begyndt at tørre, så det truer ikke støvlerne, der endelig er tørre igen.

Jeg besøger nogle meget landlige cafeer undervejs. Et sted meddeler et opslag, at det ikke er tilladt at tage støvlerne af i cafeen. Heldigvis har jeg sandaler på og kan stille støvlerne ved siden af rygsækken.

I San Roman de Retorta ligger to herberger lige ved siden af hinanden og ser hyggelige ud. En del stopper der, men jeg har aftalt med Annedorte at fortsætte til Ferreira, hvor hun reserverer en seng til mig. På vej ud ad landsbyen ringer hun, da værten er bekymret for mig, der endnu ikke er ankommet. Jeg fortæller, at der ikke er problemer, at jeg bare tager mig god tid i den smukke natur.

Jeg vælger en romervej gennem nogle smukke bakker. Landsbyerne virker flere steder affolkede med ældre beboere. Selv bilerne på vejene er fra forrige årtusinde. Jeg ligger mærker til fem røde biler i træk, som netop er en bilfarve fra en anden æra end i dag, hvor biler er sorte eller grå.

Annedorte ringer igen, for værten har en kammerat, der kører fra Lugo og kan samle mig op på vejen. Jeg afslår og kan se på et vejskilt, at jeg snart er fremme.

Ruten er to – tre kilometer længere end angivet i guidebogen. Flere skilte har vist vej til den romerske bro i Ferreira, så jeg er spændt på at se den. I Lugo gik jeg jo over en stor flot romersk bro. Så da jeg endelig når broen, overrasker den mig med sin størrelse. Bækken er ikke bredere, end man kan skræve over, og broen er et lille bump. Aldrig har jeg set en mindre bro, som rent faktisk kalder sig en bro. Stien efter broen er ligeså våd som bækken under broen, så sokkerne bliver våde i sandalerne.

I herbergets gård finder jeg Annedorte under en parasol i selskab med Svend, som også er dansker og trænger til at tale dansk. Herberget er smukt indrettet, der er god plads i sovesalen og brede køjer med en god madras. En ligger allerede og forsøger at sove. Ude i gården hygger folk, og familiens børn leger med en stor godmodig hund.

Aftensmaden består af paella serveret i et imponerende rum. Der er udsigt til tagkonstruktionen, som består af hele træstammer. Hvordan har de fået dem op i det århundrede, da huset er bygget? Jeg forstår det stadig ikke. Alle spærene har en naturlig bue, og det hele er sat sammen uden søm og skruer. En konstruktion, hvor spær og brædder hviler på hinanden.

Her møder jeg igen det franske par, som jeg først mødte i Markina i begyndelsen af min tur. Aftenen er magisk og lun. Selskabet er behageligt, godt støttet af de smukke rammer og venlige værtspar.

Dag 32 Ferreira – Melide

Gyvel og lyng i bakkerne inden Melide

Gyvel og lyng i bakkerne inden Melide

I dag er dagen, hvor Camino Primitivo løber sammen med hoved-caminoen Frances. Men først skal jeg gennem de smukkeste bakker med lyng og gyvel og møde en kvinde, der bygger et nyt liv efter en caminovandring.

Søndag den 10. maj 2015

De erfarne pilgrimme advarer om det chok, der venter i Melide med et menneskemylder af personer på vej til Santiago. Der er rygter om fyldte herberg. En spanier har hørt, at der denne weekend er fest i Melide, så vi ringer og bestiller en seng i et herberg, Svend har fået anbefalet.

Vores søde værtspar serverer en stor og god morgenmad, hvor man selv kan riste brød. Jeg tager kiks, juice og kage med til mine mange formiddagspauser. Juicen er blandet med mælk, som jeg også har oplevet i Ghana og Marokko, som eksempel på superfood med flere vitaminer og mineraler.

Efter seks kilometer holder jeg en pause i baren ved et privat herberg i As Seixas. Landsbyen er en flække, hvor et ungt par har indrettet herberg og bar i en gammel gård. Når man kikker sig om i landsbyen, ser man ikke anden målgruppe for baren end pilgrimme. Jeg får friskpresset juice og bruger toilet og trådløst netværk.

Da vejen igen er mudret, tænker jeg, at det måske er det sidste mudder, jeg skal gennem på turen og bliver en anelse vemodig. Tænk at komme til at holde af mudder! Mudderet tørrer i disse dage, hvor det er blevet varmt og solrigt. Og når jeg først kommer til den franske camino, er forholdene langt mere ordnede end her på primitivoen.

Jeg er på vej gennem endnu en landsby, da jeg hører mit navn. Umiddelbart regner jeg med at møde en jeg kender, men råbet kom fra en kvinde i lang nederdel, som står på verandaen til et hus under evig renovering med regnbueflag og logrende hund og kælen kat.

Kvinden byder mig indenfor og fortæller, at hun skal hilse fra Annedorte, som allerede har været forbi. Jeg får udpeget en stol og bliver tilbudt te. I baggrunden kan jeg se et bord med lædersmykker og har en fornemmelse for, hvad dette besøg i virkeligheden handler om.

Men kvinden har ikke travlt med at sælge noget og har en ualmindelig god stemning omkring sig. Hun har boet her i ni år, efter at hun gik caminoen og besluttede, at hun ville bo i Galicien. Samme ambition har Jose, og det kan undre, hvilken tiltrækning det landlige regnfulde område af Spanien har på folk, der er vant til at leve i sydens sol og luksus.

Huset har fået fjernet en del indmad og er ved at blive sat i stand. Øverst er tag og vægge sodet ind i sort fra brændeovnen. For mig ser de rå stenvægge kolde ud, men kvinden fortæller, at huset er nemt at varme op. Bagved huset har hun en ombygget skurvogn, hun sover i.

Det ender med, at jeg selv rejser mig for at kikke på hendes smykker. Det er håndlavede lædersmykker og ikke min stil. Faktisk er jeg næsten holdt op med at bruge smykker. Kvinden laver også selv cremer. Jeg vælger en læbepomade i en valnøddeskal med en fin lille lukkemekanisme af læder. Prisen diskuterer jeg ikke og betaler 10 euro.

Uden at være en traditionel sælger skaber hun så god en atmosfære, så man får lyst til at tage lidt af hende med. Hun bruger dagen på at arbejde på huset, lave smykker og tale med pilgrimme, som passerer. Da jeg går, kommer værten fra nattens herberg med sin hund for at gå tur i de smukke bakker. Han tager også kvindens hund med.

Klik på billederne for at se fotos uden beskæring

Meget af turen går jeg i sandaler. I stedet for at bære støvlerne i hænderne har jeg bundet snørebåndene sammen og hængt dem over rygsækken. Det skaber lidt ubalance, og de dunker ind mod kroppen, som om de sparker mig fremad.

Ind mod Melide går jeg alene på asfaltvej og tænker, hvor underligt det er, at parallelt løber en anden camino, som er fyldt med mennesker. På en bar spiser jeg en is og bliver endnu en gang begloet af en ældre fuld mand. Det virker hver gang komisk, som om de aldrig har set en kvinde. Gårdene langs vejen er blevet større, men her må køerne blive indendørs, så det er slut med bjældeklang fra fritgående køer.

I Melide ligger herbergerne side om side. Jeg finder det bestilte herberg, min seng og derefter Annedorte og Svend i haven. For sidste gang vil jeg vaske tøj. Den udendørs vask skal først gøres rent, og overfladen er meget ru, så den kan flå stoffet i stykker. Det tager ekstremt langt tid at fylde og tømme vasken for vand, så jeg fortryder, at jeg gik i gang med projektet.

Byfesten er i fuld gang, og vi kan høre både trommer og sækkepiber. Da vi går ud for at spise, slår vi først et smut omkring en lille plads med koncert. Sækkepibemusikken er overraskende god og rytmisk. Både mænd og kvinder spiller instrumentet. Vi er i tvivl om harmonikaspillerens køn. Er det en mand eller en kvinde? Og er personen i familie med lydmanden, hvis enorme skæg afslører, at han helt sikkert er mand.

Sultne løsriver vi os fra koncerten. Manden i den røde trøje har anbefalet Pulperia Ezequiel, som er kendt som det bedste sted at spise blæksprutte i Galicien. Maden bliver serveret ved lange borde med bænke. Jeg skal selvfølgelig have blæksprutte, men da jeg ikke har fået ordentlig frokost vil jeg også have grøntsager og bestiller derfor både salat og suppe med grøntkålen caldo. Tjeneren går med det samme, da hun tror, at jeg har bestilt for alle. Så de kalder hende tilbage og bestiller hver en pilgrimsmenu. Hverken Annedorte eller Svend ønsker pulpo. Min mad kommer i tilfældig rækkefølge i store portioner, som jeg selvfølgelig ikke kan spise op.

Vi morer os med historier fra vores ture. Særligt Svends historie vækker begejstring. Han gik til frisør for at blive plysset, og frisøren insisterede på at føntørre hans nu en centimeter korte hår.

Tjeneren har set sig sur på os og begynder at ignorere os. Vi vil nemlig også have dessert. Vi forsøger med de andre tjenere, men vi hører under en bestemt – og af ukendt årsag – sur tjener. Efter en krig lykkedes det os at få en dessert. Men da vi skal betale, er det helt umuligt. Vi ender oppe ved udgangen, hvor vi insisterer på at få en regning. Tjeneren får ingen drikkepenge, og selv om maden var udmærket, var oplevelsen både ærgerlig og komisk. Velkommen til den franske camino!

Dag 33 Melide – Ribadiso

Et iskoldt fodbad

Et iskoldt fodbad

Dagens tur bliver kort, da jeg finder et idyllisk beliggende herberg. Jeg føler mig som en ny elev i skolen, der kommer til klassen lige inden sommer-ferien. Der er et mylder af mennesker, og de er allerede delt op i grupper, som kender hinanden.

Mandag den 11. maj 2015

Jeg vågner i tæt tåge, så mit tøj er selvfølgelig ikke tørt. Som sædvanlig er jeg den sidste på vej ud af døren. Men hvor jeg tidligere har kunnet tage den med ro i herberger uden medarbejdere, beder herberget mig om at komme ud af døren.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Vi går nærmest i kø ud ad byen, og jeg hører amerikansk, tysk og spansk. Nu kan jeg igen overhale folk, selv om jeg sjosker af sted i mine sandaler. Mange pilgrimme er nemlig rigtig dårligt gående. En asiat trækker sig forpint frem med en stok, mens ældre mennesker humper med stive ben og rygsæk uden bærebælte, som slet ikke er beregnet til vandring. Jeg føler mig helt fit, selv om min fod stadig gør ondt, og jeg må holde mange pauser.

Ved en lille bæk smider jeg sko og strømper og stikke fødderne i det iskolde vand. Antallet af cafebesøg sænker også min fart, så jeg igen og igen kan passere de samme personer, som ikke holder så mange pauser. Mine oplevelser med lukkede cafeer betyder, at jeg må udnytte enhver chance for at holde pause. Men de ligger tæt cafeerne, så det bliver dyrt med al den friskpressede juice.

Min frokost er en gang kedelig empanada og tortilla, velkommen til fastfood-verden. Umiddelbart efter kommer jeg ned ad en bakke og over en stenbro. Her ligger et fint herberg med udsigt til den lille flod. Så idyllisk, at jeg beslutter at blive.

Ved floden kan man sidde på en trappe med fødderne i det iskolde vand. Her møder jeg en dansk kvinde, en spanier, en fra Finland og England. Den sidste kvinde har store bid fra væggelus. De ser modbydelige ud. Hun beroliger os med, at al hendes bagage er sprøjtet med gift mod væggelus, så der ikke er flere.

Jeg havde hørt om væggelus inden, men ikke mødt nogen, der var angrebet på min vandring. Nu ser jeg på menneskemængden og kan se, hvordan de små bæster kan spredes med så mange mennesker.

Jeg nyder eftermiddagen. Noget af tiden i selskab med andre ved vandet, resten af tiden i græsset med min bog. Det er dejligt at kunne veksle mellem selskab og hvile. En næsten absurd samtale med en spansk mand tager udgangspunkt i kunstneren Goya. Jeg ved ikke, hvordan den ret hurtigt havnede hos Goya, som jeg beundrer, især for hans portrætter af den spanske kongefamilie, der er udstillet som indavlede og pompøst degenererede. Manden er meget begejstret for poesi og reciterer med blød stemme. For mig hedder han Fernando. Egentlig hedder han noget andet, men min bevidsthed havde allerede navngivet ham, inden han præsenterede sig.

Da jeg spiser aftensmad udenfor, er folk delt i deres gruppe, efter hvilket sprog de taler. En stor gruppe er spanier, en mindre er brasiliansk, så er der tyskerne og alle dem, som taler engelsk. Et helt nyt fænomen for mig er, at kvinderne er klædt om til aftensmaden i fine kjoler og med masser af sminke. Endnu et fænomen er camino-kærester. De nye par består typisk af en mand i fyrrerne, sådan en med lækkert tilbagestrøget hår, sammen med en yngre kvinde med langt hår. Fortroligheden er ved at blive bygget op med masser af vin og tæt samtale. Da jeg senere skal på toilettet, kan jeg høre et par have sex i de små bruseaflukker med iskolde fliser. Godt der ikke er nogen, jeg har lyst til at kaste mig over.

Efter aftensmaden nyder jeg den stille aften på en bænk ved herberget. Folk er enten på restauranten eller allerede gået i seng, så jeg er alene, indtil Fernando kommer og fortsætter samtalen. Måske samtalen bevæger sig mod en tur i brusekabinerne, da han fortæller mig, at mit smil ligner Mona Lisas. Han gør det selvfølgelig på en poetisk måde. Jeg drejer samtalen tilbage til Goyas absurde billeder, inden jeg siger godnat. Og opdager, at min køje står ved siden af den engelske væggelus-ramte kvinde. Det begynder at krible og krable i hele kroppen, bare ved tanken, og jeg mister lysten til flere sovesale.

Dag 34 Ribadiso – A Rua

ko

Køer kommer forbi cafeen

Den sidste del af caminoen føles som Roskilde-festival, bare uden musik. Vi går tæt, og kun få gange kan jeg gå alene og høre naturens lyde. Vejret er flot, og stierne gode, der meste af vejen.

 

Tirsdag den 12. maj 2015

Nu er det min tur til at besøge baderummet – uden nogen form for partner. Det er koldt om morgenen, for der er åbent mellem bygningen og taget. Bruserne har en trykknap uden mulighed for at regulere temperaturen på vandet. I starten er det frysende, men ender som kogende, så morgenbadet er ikke en god start på dagen. Ved spejlet er kvinder i gang med at lægge make-up inden dagens vandring.

Efter knap tre kilometer kommer jeg gennem byen Arzua og vil finde morgenmad. Jeg kommer forbi masser af cafeer med morgenmadsmenuer. Men det ser så fabriksfremstillet ud. På denne del af caminoen kommer råvarerne tydeligvis fra en fryser, uanset om det er brød eller pommes frites. Jeg søger en rigtig bager. På et tidspunkt frygter jeg, at jeg kommer hele vejen gennem byen uden at få morgenmad og forbander min insisteren. Alligevel afviser jeg kritisk cafe efter cafe, og til sidst har jeg heldet med mig. En cafe ligner en rigtig bager, og der er lokale indenfor, altid et godt tegn. Jeg bestiller morgenmad og får samtidig en gratis tapas. Ikke dårligt. Da det er en bager, får jeg et stykke kage med creme og frugt på toppen som tapas. Jeg drikker flere kopper te og ender med tre små stykker gratis kage.

Et håndværkertilbud - en overgroet ruin til salg

Et håndværkertilbud – en overgroet ruin til salg

Meget af turen går langs veje, men heldigvis er der anlagt stier med underlag af grus. Cyklisterne forbander jeg endnu en gang. Der er mange af dem, og de suser forbi, så jeg er glad for, at jeg ikke har taget et umotiveret skridt til siden i stedet for frem. Nogle har go-pro-kameraer på cykelhjelmen, og de filmer ved at kikke ligefrem, kikke til højre og kikke til venstre. Hvem orker at se timevis af rystet optagelse af landskaber, der suser forbi? En del cyklister har sponsortrøjer og får måske betalt turen og skal dokumentere den?

Da jeg sidder ved en cafe, ser jeg i øjenkrogen en massiv flok komme af stien. Da de kommer tættere på, opdager jeg, at det er køer og ikke pilgrimme. Maden ser virkelig trist ud, så jeg er på udkik efter en rigtig restaurant. Endelig lover et skilt, at der er 200 meter til en restaurant. Da jeg krydser hovedvejen, hører jeg en råbe efter mig. En kvinde tror, jeg er gået forkert, og vil hjælpe. Helt rørende. Restauranten er selvfølgelig meget længere væk end 200 meter. På nær en enkelt gæst er her helt tomt, og jeg finder først personalet inde på en sovesal.

De er overraskede over, at jeg vil have rigtig mad og fortæller, hvad de kan lave til mig. Modsat resten af Spanien er der først menu om aftenen, men jeg får en fin tallerken med torsk, kartoffelpure, små blæksprutter og salat.

Restaurantens vægge er udsmykket med mønter

Restaurantens vægge er udsmykket med mønter

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil sove på herberg og har reserveret et værelse på et casa rural, som er en art bed and breakfast. Jeg får et smalt værelse med eget bad for 25 euro. Alt er stilfuldt indrettet, og der er en dejlig have med liggestole. Heldigvis er der ikke vand i poolen, ellers ville jeg have ærgret mig over ikke at have en badedragt med. Men det ville være rart at dyppe sig i varmen.

Hovedretten er havtaske med lækre grillede grøntsager

Hovedretten er havtaske med lækre grillede grøntsager

Aftens-menuen er delikat og hjemmelavet. En gruppe danskere kan ikke finde ud af spisekortet og diskuterer utallige kombi-nationer med tjeneren, inden de ender med at vælge menuen. Og så spørger de gudhjælpemig efter pommesfrites! Et sted med lækre grøntsager og salater. Jeg føler luksus og rigtig god kvalitet for første gang, siden jeg forlod Camino del Norte ved kysten i Ribadesella.

Dag 35 A Rua – Santiago de Compostella

Endelig fremme ved 0-stenen ved katedralen i Santiago

Endelig fremme ved 0-stenen ved katedralen i Santiago

Kan man hoppe og danse efter en camino? Ja, når musikken er god! Det er en byfest og koncert, som gør min sidste dag på caminoen til en festdag. Og selvfølgelig lækker mad i godt selskab.

 

 

Onsdag den 13. maj 2015

Jeg trykker på snooze på telefonens alarm i en hel time, inden jeg er rigtig vågen og kan stå op. I restauranten afslører en fyldt disk med brugt service, at alle andre har spist morgenmad, og jeg må lede efter en tjener, så jeg også kan få lidt at spise.

Stadig lang vej endnu efter første indgangssten til Santiago

Stadig lang vej endnu efter første indgangssten til Santiago

Denne morgenmad er turens absolut bedste med blandt andet røræg, bacon af rigtigt kød, friskpresset juice og frugt. Jeg har udsigt til strømmen af pilgrimme, der vandrer forbi på vejen. En enkelt cyklist stopper og drikker kaffe. Min anbefaling til Casa Rural O Acivro.

Ved indgangen står store kufferter klar til af gang mod Santiago, så det er ikke så sært, at andre pilgrimme kan klæde om til middagen.

Dagens belønning: Kage på cafe i Santiago

Dagens belønning: Kage på cafe i Santiago

På den sidste del af caminoen tæller stenstøtter ned for cirka hver halve kilometer. Fra A Rua viser stenen 19 kilometer. Det er motiverende, når den kort derefter siger 18 kilometer. Men da jeg nærmer mig Santiago forsvinder stenene, og det går op for mig, at ruten er lagt om siden stenenes tid og derfor er længere.

I begyndelsen går turen gennem små stykker af skov, men jo nærmere byen, jo mere bebyggelse og stien bliver afløst af en vejkant. På en cafe møder jeg igen de to hollandske kvinder fra Cornellana. De gik langsommere i begyndelsen af turen og har taget længere stræk på den sidste del.

Og selvfølgelig pulpo

Og selvfølgelig pulpo

Ved frokosttid ser jeg et skilt med en restaurant, men beslutter at fortsætte lidt endnu. Desværre kommer der ikke flere rigtige restauranter, og jeg ender på en bar ved en campingplads med en burger. Sådan en har jeg ikke smagt i årevis. Brødet klistrer til ganen, kødet er noget fedtet smulder. Eneste positive er rigtig salat og en god skive tomat. Fornemmelsen af burgeren bliver i munden helt til, jeg spiser et stykke kage om aftenen.

Jeg har forventet at blive ramt af eufori, da jeg går ind i Santiago. At jeg kan svæve hen over fortovet og mærke glæden boble indeni på samme måde, som når jeg afleverer en stor opgave. Glad er jeg selvfølgelig, men også lidt ligeglad. Det kunne være hvilken som helst by, jeg gik ind i under turen. Den eneste gang, jeg bliver lidt rystet, er på en bro over jernbanen og en stor vej. Brædderne gynger, nogle er knækkede og andre heldigvis erstattet af nye brædder.

Tidligere har jeg hørt, at der også er byfest i Santiago, og en spanier har anbefalet mig at bestille overnatning. I Facebookgruppen for Santiagopilgrimme har jeg bedt om anbefalinger af hoteller og har valgt Hostal la Salle lidt uden for det gamle centrum. Derfor går jeg direkte til hotellet, tager bad og skifter tøj, inden jeg mødes med Annedorte.

På en smuk cafe i gammel fransk stil spiser vi delikate kager og taler og griner. Tidligt på aftenen er der ingen kø ved pilgrimskontoret, så jeg får hurtigt mit pilgrimsbevis. Derefter går vi til pladsen foran katedralen med 0-stenen. Her møder vi tyskerne Peter og Lisa. Da det er spisetid, finder vi de hollandske kvinder, men der er ikke plads ved bordet eller på restauranten, så vi finder et andet sted at spise.

La Pegatina spiller bold med publikum, som til sidst scorer i et basketball-net på scenen

La Pegatina spiller bold med publikum, som til sidst scorer i et basketball-net på scenen

Efter rejer og champignon med dejligt meget hvidløg går vi til koncert på pladsen bag katedralen. Her spiller La Pegatina, et band fra Barcelona. Fantastisk energisk og da alle hopper, hopper jeg med på mine trætte ben. Endelig er jeg for alvor høj af glæde og taknemmelig for, at netop denne nat byder på et inspirerende band, jeg kan danse til.

Efter en bar er jeg tilbage på hotellet omkring klokken to om natten, men så høj af adrenalin og lyttende til nattens pumpende musik, at jeg ikke kan falde i søvn, før det igen er lyst.

Et par fridage i Santiago

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber. Bemærk mændenes flotte hatte

Rugbrød i Santiago! Smagen virker bekendt, men det går et stykke tid, før jeg finder ud af, at der er drysset ristet rugbrød hen over havtasken. Jeg er selvfølgelig på restaurant, da jeg slapper af i Santiago.

Torsdag den 14. og fredag den 15. maj 2015

Torsdag er Kristihimmelfartdag, og det meste af byen er lukket. Det passer mig fint, da jeg har behov for at slappe af efter en nat uden meget søvn. Rengøringen når at banke på tre gange, inden jeg fortæller dem, at de ikke behøver gøre rent i dag.

Jeg finder igen en bager med cafe, som serverer kagetapas sammen med morgenmaden. Bagefter går jeg rundt i byens gader og besøger katedralen. Storslået vil jeg kalde katedralen, men ikke smuk, efter min smag.

Køen ved pilgrimskontoret går langt ud på gaden i dagtimerne, så jeg vil foreslå pilgrimme at vente til om aftenen, hvor man slipper for køen.

Kunsthalle hedder en cafe og et udstillingssted tæt ved katedralen. En af retterne på dagens menu er kanin. Min erfaring siger mig, at utraditionelle ingredienser på spisekortet viser, at kokken er ambitiøs med smagen. Derfor besøger jeg Kunsthalle og spiser menuen til 9,50 euro. Først får jeg en appelsin og spinat salat med sprødt krydret nøddedrys. Derefter kaninen og til sidst en krydret kage. Cafeen rummer en udstilling af moderne kunst, og de spiller god musik. Så anbefaling herfra!

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Traditionel galicisk musik og dans er på programmet ved dagens byfest. Smukt klædte grupper af dansere og musikere turnerer mellem byens pladser og viser, hvad de kan. Der er fællesdans og pardans. Jeg konstaterer, at det også her er kvindens lod at gå baglæns i pardans.

Gaderne er proppede af mennesker, så vi går i kø. Jeg møder igen de tre tyske veninder, som har gået til Finistere. Den langsommste er fulgt med hele vejen. Enten kan hun ikke finde ud af at være alene, eller også har hun endelig fundet styrke til at klare de lange strækninger.

Om aftenen er det igen stor koncert ved katedralen. Denne aften bestyrer en lokal radiostation arrangementet, og en DJ taler uafbrudt på anstrengende hitradio-maner og får publikum til at lave bevægelser og lyde. Publikum er yngre denne aften, og der er ikke den samme anarkistisk umiddelbare glæde og spontanitet over publikum. Da bandet endelig går på, spiller de sentimental teenage-softrock.

Jeg går tilbage til hotellet, for jeg skal have læst ”Bunny Munros død” færdig, så jeg kan sende bogen tilbage til David på herberget i Bodenaya. Det lykkedes fredag, hvor jeg putter den i en kuvert på posthuset. Den unge mand, som ekspederer mig kikker på bogen og spørger, hvad jeg synes om den. Loco, kalder han den og har helt ret. Vi veksler et par ord om filmen ”20.000 days on earth”, der følger Nick Cave. Vi er enige om, at filmen er fantastisk og kunne have fortsat samtalen, hvis ikke en ny kunde stod klar i det blikkende nummersystem.

Næste morgen når rengøringen at banke på to gange, før jeg er ude af døren, og de kan gøre rent. Fredag er en almindelig dag, og jeg besøger det smukke marked. Fantastiske fisk, som altid i Spanien. Desværre er der ikke så mange udplantningsplanter, så jeg finder ingen caldo-planter til at tage med hjem og plante i min have. I nærheden af markedet ligger et folkekøkken, hvor byens mange fattige spiser.

Jeg møder igen tjekken med fløjten. Det viser sig, at han kun har spillet i to måneder. Inden pilgrimsrejsen besøgte han en fløjtemager i Tjekkiet og fik skåret fløjten af hyldetræ. Han lærte grundlydende og improviserer blandt andet ved at kombinere stemme og fløjte. Rytmen banker han med en vandrestok af træ. Fløjten giver ham mulighed for at tjene penge og møde mennesker. Han bor i Berlin og arbejder som kunstner og assistent for andre kunstnere. I Danmark har han som assistent været med til at skabe en skulptur i nærheden af Nørreport, men jeg har desværre glemt præcis hvor.

På Kunsthalle spiser jeg dagens menu med linsesalat komponeret af linser, vindrue, tomat, kartofler og krydderrier i små stykker. Fantastisk delikat. Hovedretten er et spyd med kylling og grøntsager og desserten igen krydderkage. I avisen ser jeg fotos fra et hesteshow, som jeg ikke nåede dagen inden, fordi jeg sov længe. Smukke billeder.

På vej til hotellet har jeg langt mærke til en fiskerestaurant i udkanten af den gamle by – Mama Peixe, Calle Algalia de Arriba 45. Den besøger jeg om aftenen.

Menukortet frister med lækkerier, så det er svært at vælge. Til forret vælger jeg hummus med strimler af rå og syltede gulerødder, appelsin, chilipulver og firkanter af en kokosgele. Overordentligt lækkert! Hovedretten er havtaskekæber med gnocchi, pure og drys af ristet rugbrød og små stykker seranoskinke. Det tager et stykke tid, før jeg genkender smagen af rugbrød. Smagen er bekendt, men jeg spiser sjældent rugbrød og forventer den ikke som del af tilbehøret til en spansk fiskeret. Fantastisk smagssammensætning! Anbefaling til Mama Peixe, som ikke har hjemmeside, men kan findes på Facebook.

Tips til pilgrimsrejse på Camino del Norte og Camino Primitivo

Jeg brugte så meget som muligt af mine egne ting. Jeg endte alligevel med at bruge omkring 6.000 kroner til blandt andet ny rygsæk, støvler, sandaler og regntøj. I frilufts-butikkerne er der et hav af specialprodukter, de er meget ivrige efter at sælge dig.

Støvler

Jeg gik i april og maj måned. På det tidspunkt vil jeg anbefale et par støvler, da der var våde og mudrede veje. Jeg valgte et par støvler i læder og fravalgte goretex, fordi goretex er varmt. Til gengæld blev mine støvler gennemblødt to gange, og hver gang tog det tre dage, før de igen var tørre.

Sokker

Jeg havde vandresokker i uld og bambus med og enkelt par uldstrømper med. Jeg fik kløende rødt udslæt af uldsokkerne, som en kaldte sokkepest. En anden gang vil jeg tage tynde bomuldsstrømper med. Bomuld er udskældt blandt vandrere, men jeg har altid tidligere gået med bomuldsstrømper under hjemmestrikkede uldsokker uden problemer – også i meget varmt klima i Afrika. Jeg endte med kun at gå i de tynde uldstrømper i enten støvler eller sandaler. Hold mange pauser, tag støvlerne af og skift sokker i løbet af dagen.

Tøj

Jeg brugte mit almindelige tøj, da jeg ikke bryder mig om uld og kunststoffer. Mine bukser er af hør og bomuld. Hør er let og tørrer hurtigt, et vidunderligt materiale. Mine t-shirts og tynde trøjer var af silke og ret gamle. Silke består ligesom uld af proteinstof, og jeg tænkte, at silke ville have samme egenskaber som uld. Men silkejersey er forholdsvis tungt og tørrer ikke specielt hurtigt. Silke varmer, når det er koldt og er svalt i varme og holder sig pænt. Men en anden gang ville jeg tage almindelige t-shirts i bomuld med. I sidste øjeblik tog jeg en tynd bomuldstunika med. Det var et hit. Den var mønstret og holder sig pæn, meget let, og så stoppede den vind. Den gik jeg med hver dag og vaskede kun få gange. Jeg havde også købt en tynd dunjakke til indendørs brug. Den var dejlig og virkede ligesom at have en lun sovepose på. Jeg frøs ikke en eneste gang – og jeg er kuldskær.
Hvis man bruger uld, er det vigtigt at bruge uldvaskemiddel i maskinen eller almindelig håndsæbe og vaske i hånden. I vaskepulver er der enzymer, som opløser proteinstoffer, og uld er opbygget af protein. Så vask med enzymer nedbryder uldens egenskaber med det samme.

Overtøj

Jeg havde et regnslag med og fik brug for det. jeg havde købt et i Spejdersport, men det viste sig, at der ikke var ærmer i det. Så jeg måtte gå med både regnjakke og regnslag. Regnjakken skulle være åndbar, men den virkede som en plasticpose. Så jeg kunne ikke bruge den, når det ikke regnede. Det kan ikke betale sig at give 1.000 kroner for en særlig regnjakke, når man alligevel skal bruge regnslag til at dække rygsækken også.

Bagage

Jeg brugte en rygsæk på 38 liter med stativ. Der var rigeligt plads, men den vejede 8 kilo plus vand og mad og nogle gange vådt tøj. Bagagen var tung, fordi jeg medbragte en almindelig bog, guidebog og en ret stor Mayland kalender til notater. Derudover var min toilettaske omfattende med blandt andet fem forskellige slags creme.

Guide

Jeg brugte The Northern Caminos fra forlaget Cicerone. Bogen er på engelsk og udgaven er opdateret i 2015. Men opdateringerne er få, og guiden er ikke særlig præcis. For eksempel var etaperne længere end beskrevet i bogen. Kan du læse tysk, er der bedre guider på tysk. Her er flere alternative ruter beskrevet, så du undgår flere asfaltveje.
Jeg meldte mig i Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og købte pilgrimspas til turen. På hjemmesiden er der masser af gode råd.
På Facebook er der en gruppe for Santiagopilgrimme, hvor mere end 3.000 medlemmer er klar med gode råd, vejledning og inspiration.
Jeg fandt desuden blogs med rejsebeskrivelser på nettet, som beskriver Camino del Norte og Camino Primitivo. Links følger en regnvejrsdag med god tid.

Kryb

Væggelus eller bedbugs er blodsugende bæster, der suger ens blod om natten. De flytter ind i ens bagage, så du bringer dem med fra herberg til herberg. Hvis du får kløende bid, skal du med det samme fortælle det til herbergets værter. Du skal vasket dit tøj og desinficeret alt. Herbergerne sprøjter jævnligt for væggelus.
Et andet kryb er edderkopper. Der findes en husedderkop i blandt andet Spanien, der bider og giver et voldsomt inficeret sår 14 dage efter bidet. Derfor skal du holde øje med alle insektbid. Udvikler de sig, skal du gå til læge. Edderkoppen er beslægtet med danske husedderkopper. De kravler på os om natten og bider, hvis de føler sig truede. Derfor opdager du sjældent edderkoppen, når den bidder. På den kunstige ø Peberholm er de spanske edderkopper observeret. Godt de ikke kan svømme! Jeg har min information om edderkopper fra min læge, som i sin fritid er edderkoppeekspert.

To ting, som gjorde rejsen mere behagelig

Karite-smør også kaldet sheabutter på engelsk. En fed creme, som er ingrediens i mange cremer. Jeg bruger ren karite-smør købt i Vestafrika. Cremen er især god til fødderne. I Europa skal man normalt varme cremen i hænderne, inden man bruger den. Brug den på fødderne om natten, så den har god tid til at trænge ind i huden. Ens lagenpose bliver en anelse snasket af cremen. Til gengæld får du blød og stærk hus på fødderne. Cremen heler huden og er let antibakteriel. Den er også god til massage. I badet kan du lettere gnubbe hård hud væk. Du kan blandt andet købe Karite-creme her
Et tyndt hør-håndklæde. Blandt arvestykker har jeg en bunke hør-håndklæder. De er lette, suger rigtig godt og tørrer hurtigt. Selv håret blev nogenlunde tørt. Jeg tog et med i stedet for de syntetiske letvægtshåndklæder, som ikke suger godt.

Rejse og pris

Jeg fløj med Iberia fra København til San Sebastian (lufthavnen ligger i Irun) og hjem fra Santiago. Begge rejser via Madrid. Først bagefter opdagede jeg, at jeg kunne have købt en returbillet med forskellige lufthavne til en billigere pris. Jeg betalte lidt over 3.000 kroner for rejsen, da jeg ville rejse på bestemte datoer. Desværre fløj flyet så tidligt fra Santiago, at det var nødvendigt med en taxa til lufthavnen. Den kostede 21 euro, som er fast pris fra hotellerne. Jeg brugte omkring 15.000 kroner på hele rejsen. Med overnatninger, mad, entreer til museer og gaver. Jeg sparede ikke på noget og havde 16 overnatninger på hotel eller pensionat. På donativo-herberger med aftensmad og morgenmad betalte jeg 20 euro. Camino del Norte har generelt dyrere herberger, og der var ikke særlige pilgrimsmenuer på restauranterne om aftenen.