Tag-arkiv: Camino de Santiago

Dag 19 La Isla – Tornon

Våd, regn, mudder. Verden set fra et regnslag. Ikke muntert. Men til sidst skinner solen, og søde mennesker gør dagen rarere.

Mandag den 27. april 2015

Pakket ind i både regnjakke og  regnslag

Pakket ind i både regnjakke og regnslag

Mine læderstøvler er våde. De krøllede aviser har ikke kunne trække alt væden ud af støvlerne. De er ikke helt gennemblødte, men nok til at sokkerne hænger i, da jeg stikker fødder ned i støvlerne.

På vej ud af La Isla finder jeg en åben købmand, som sælger lidt af hvert, inklusiv paraplyer. Og jeg har netop forladt butikken, da regnen begynder at falde. I bagagen er der nu ristede mandler og en stor plade chokolade. Bananerne spiser jeg med det samme. Det er hurtigt energi. Men jeg har dårlig samvittighed over, at chokolade er rykket op til gruppen af basisføde. Normalt spiser jeg slik meget langsomt og nyder smagen. På disse regnvejrsdage, hvor det bare handler om at få energi, sluger jeg chokoladen næsten uden at smage på den.

Ligesom i går foregår turen på mudrede stier. Jeg burde gå ud på asfaltvejen, men mine fødder er trætte af det hårde underlag, og denne vej er trafikkeret.

I byen Colunga finder jeg et konditori, hvor jeg kan spise morgenmad og tørre en smule. Besynderligt konditori, der er nemlig ingen rigtige kager. I det hele taget ikke meget at spise. Jeg spiser nogle tørre kageagtige humbler, drikker te og bliver opdateret på det trådløse netværk. Lidt længere inde i byen finder jeg en bar og bestiller en portion tortilla og mere te. Det er en af den slags barer, hvor de deler gratis tapas ud til gæsterne. Denne omgang består af mere tortilla. Jeg er nu mæt, der er ikke flere muligheder for at besøge cafeer, inden jeg når Villaviciosa, hvor jeg vil overnatte. Der er udsigt til en lang våd dag.

Dagens pauser bliver ikke just behagelige. Et sted finder jeg et busstoppested uden bænk. Når jeg masser mig helt ind mod bagvæggen og sætter mig på jorden, kan jeg sidder nogenlunde i tørvejr. Ikke komfortabelt. I den stilling bliver jeg opsøgt af en ældre kvinde. Da jeg sidder på jorden, lægger jeg først mærke til hendes træsko. De er skåret ud af et stykke træ og er ret høje med to tværbjælker som såler. Kvinden har sine tøfler på inde i træskoene. Jeg ser dem på flere barer, hvor de bliver stillet ved indgangen, mens ejeren sidder i sine tøfler på barstolen.

Kvinden tiltaler mig og forklarer, hvilken vej jeg skal følge for at komme videre. Mange går nemlig forkert lige præcis der, hvor jeg sidder. Afmærkningen er for dårlig, mener kvinden. Faktisk burde jeg fortælle turistkontoret i Colunga om den dårlige afmærkning. Jeg nikker. Men jeg har dog absolut ingen planer om at gå tilbage til Colunga og fortælle dem, at andre pilgrimme tilsyneladende har problemer.

Kvinden fortsætter hen til postkassen, højt hævet over vandpytterne i sine træsko. Jeg kommer igen på benene på en meget uelegant måde. Få hundrede meter længere fremme ser jeg et nyt busstoppested med ordentlig afskærmning og bænk.

Længere fremme ligger en kirke med en overdækket gang. Her er allerede tre unge pilgrimme, som også overnattede i La Isla. En tjekke, en spanier og en fransk kvinde. Da har allerede gang i nødder og chokolade. Tjekken byder på tørrede kakaobønner. Han har boet og arbejdet på blandt andet Fejø og kan en smule dansk.

Omme bag kirken ligger kirkegården, og her er der vand. Det er et tip, jeg noterer mig, hvis jeg en dag mangler vand. Spanske kirkegårde ligger ofte isolerede, og de har en vandhane. Gravene er bygget ind i en mur, nogle af hullerne står åbne. I et hul er der kun en lille kasse og et skilt, hvor der står, at her hviler resterne af XX.

Tjekken finder sin fløjte frem. Det er et langt traditionelt tjekkisk instrument skåret af hyld med et enkelt hul. Musikken er for at kalde solen frem, men i dag virker al musik som en regndans. Regnen holder små pauser, men kun små.

Endnu en franskmand støder til. Vi er enige om, at vi er nået til kirken i Priesca, men da vi senere fortsætter, kommer vi til kirken. Så turen tager længere tid, end vi havde håbet.

Her er der ikke andre muligheder, end at vandre ud det og håbe, det ikke er for dybt

Her er der ikke andre muligheder, end at vandre ud det og håbe, det ikke er for dybt

De mudrede stier bliver mere og mere besværlige. Typisk går man op ad bakken på asfalt og ned ad bakke i mudder, så der er større risiko for at glide. Nogle steder er der hele søer, man skal igennem. Endnu en god grund til at have vandrestave. Så kan man kontrollere, hvor dybt mudderet er, inden man træder ud i det. Vandrestave, som jeg ikke ejer. De ville også være gode til at holde balancen, når jeg går på kanten af et hjulspor, de steder hvor krattet tillader, at man passerer. Nogle steder er der ikke andet at gøre end bare at vade ud i mudderet og vandet og mærke, hvordan støvlerne bliver tungere og vådere.

Mudrede gennemblødte støvler

Mudrede gennemblødte støvler

Mine fødder er slidte og det fugtige hud danner vabler. Jeg beslutter derfor at overnatte på et lille herberg i Tornon i stedet for at vandre hele vejen til Villaviciosa. En pil viser fra til herberget hen over en stor vej og ned af en stejl bakke. Solen titter frem, og en hund gør i en have. Straks dukker en mand op, som bekræfter, at dette er herberget.

Jeg skal af med det værste tøj og de mudrede støvler under et halvtag. De tre unge dukker også op, da de har taget samme beslutning. Vi får et værelse med stor altan og almindelige senge. Her er et hjemligt badeværelse og en stor stue med sofaer og en brændeovn med ild i. Det er i den grad hjemligt og efter et bad og tøjvask, indtager vi de bløde møbler, mens der bliver lavet mad til os.

Herberget er et lille donativo herberg med aftensmad og morgenmad, hvor man betaler, hvad man vil og kan. Ingen af os har fået anden frokost end nødder og chokolade, da der ikke var cafeer eller butikker efter Colunga og på nær kirken ingen steder, hvor man kunne sidde i tørvejr og spise. Vi får salat, vegetarisk paella, yoghurt og frugt. Bagefter fortæller værtinden om morgendagens rute. I Villaviciosa deler caminoen sig i to. Man kan enten fortsætte på nordruten eller begynde på primitivo ruten. Hun anbefaler et besøg i Gijon og Aviles, men siger, at turen mellem de to byer er grim.

For at komme til Villaviciosa kan vi følge hovedvejen, så vi behøver ikke gå tilbage til caminoen. Men vi skal passe på trafikken.

Dag 20 Tornon – La Vega de Sariego

Et æsel og en hest hilser

Et æsel og en hest hilser i æbleplantagen

Endelig sol, men støvler og tøj vil ikke tørre. Det bliver endnu en dag uden frokost, da landsbyerne er små og landskabet øde. Jeg drejer væk fra havet og begynder på Camino Primitivo.

 

Tirsdag den 28. april 2015

Villaviciosa og omegn er æble- og ciderland. Her er både æbleplantager og bryggerier langs vejen. Jeg er vågnet til solskin og hyggelig morgenmad. Selv om der var dejligt varmt og ild i brændeovnen er mit tøj langt fra tørt. Noget af det hænger på rygsækken og dingler, mens andet bliver taget frem og luftet, hver gang jeg holder pause.

De sorte får flygter i stedet for at hilse som andre dyr

De sorte får flygter i stedet for at hilse som andre dyr

Afgangen fra herberget var en smule besværlig. Herbergs-fatteren fortalte, at deres hund Charcu, som betyder hund på baskisk, ikke bryder sig om, at folk forlader herberget. Den har lige modtaget folk i sit område og passet på dem, og så går de med det samme. Det kan den stakkels hund ikke forstå. Derfor må jeg vente på ejeren, og han skal tage fat i hunden, mens jeg tager de våde støvler på igen. Da jeg passerer huset og vinker til de andre pilgrimme, gør hunden frustreret.

Jeg holder en lille juicepause i Villaviciosa, men køber ikke mad, da jeg stoler på min guidebog og en restaurant undervejs. Da jeg kommer til stenen, der markerer de to ruter, møder jeg et fransk par, som jeg sidst så i Markina Xemein. De vil et smut forbi Gijon, inden de går på Primitivo.

Nu hvor Camino Primitivo er begyndt, er det hele blevet mere camino-agtigt. Der er muslingeskaller og ikke kun pile, som viser vejen og vandposter tilegnet pilgrimme.

Klostret i Valdedios ligger nede i dalen

Klostret i Valdedios ligger nede i dalen

Jeg kommer til klostret San Salvador de Valdedios, der, som navnet siger, ligger i en dal mellem små bjerge. På turen møder jeg mange gange tjekken og spanieren. Den franske kvinde er fortsat på nordruten.

Vi kikker ind i klosterkirken, som er lukket med et gitter. Der holder en masse biler og må derfor være gæster et eller andet sted. Men på gårdspladsen er der ingen. Jeg går over på en cafe og finder en plads i solen, hvor jeg kan sprede vasketøjet ud. Godt der ikke er andre gæster. Barmanden fortæller, at der er omvisning og ringer til omviseren for at høre, om jeg kan komme med på en tur. Jeg er lettet over, at guiden ikke tager telefonen. I virkeligheden orker jeg ikke, men barmanden er stolt over klostret og vil gerne dele sin begejstring. Han giver mig en portion chips. Den tilstødende restaurant er lukket, men han har skinke og ost til at lave sandwich. Jeg vælger at vente til en restaurant i en landsby oppe på bjerget.

Et fantasifuldt udsmykket forrådshus

Et fantasifuldt udsmykket forrådshus

Det er en lang sej optur, hvor jeg hilser på en hest og et æsel. Et forrådshus er dekoreret, og en dinglende støvle er forvandlet til urtepotte. Da jeg endelig når restauranten og en tankstation ved en større vej på toppen, ligner bygningerne kulisser fra en socialrealistisk film om uddøde provinsbyer. Et skilt reklamerer med, at restauranten åbnede i 1944. Men der står ikke, hvornår den lukkede. Tanken burde ifølge guiden indeholde en butik, men også den er blæst for indhold.

En støvle og gummestøvle har fået nyt liv som urtepotter

En støvle og gummistøvle har fået nyt liv som urtepotter

En sulten nedtur begynder gennem landsbyer uden hverken barer eller butikker. Da jeg kommer til Vega de Sariego møder jeg tjekken, spanieren sammen med en amerikaner. De har en nøgle og er på vej til herberget. Vi tager hver vores værelse. Jeg har et tørrestativ og eftermiddagssol, så jeg hænger vasketøjet op igen. I baren beklager de, at der ikke er mad, og naborestauranten holder ugentlig lukkedag. Men de kan lave mad til mig om aftenen.

Jeg finder et lille supermarked med stort udvalg og køber pan integral, tomater, ost, yoghurt, oliven og skinke. Sammen med fyrene spiser vi en stor frokost i et lille køkken med tre stole om et bord. Der er mikroovn og vask på badeværelset, så den store madlavning er der ikke plads til.

Klokken nærmer sig 20, da jeg ser nogle pilgrimme komme gennem byen. Vi tror, de leder efter herberget. Men de vil videre til Pola de Siero. Der er mere end 10 kilometer ad delvis mudrede veje og både mørket og et regnvejr truer. Men de insisterer, og jeg undrer mig over, hvorfor det er så nødvendigt at følge en plan. Sandsynligheden for, at herberget i Pola et lukket, når de kommer frem, er stor, og så skal de ud at finde et hotel.

På cafeen får jeg en stor middag om aftenen og en hel flaske vin, som jeg dog levner. Min fod har igen været våd hele dagen, og jeg er begyndt at få ondt i højre side af højre fod. Det er, som om det gør ondt i selve knoglen. Jeg vil skåne foden og kun gå lidt dagen efter. Der er lidt over 10 kilometer til Pola de Siero og derfra går der tog til Oviedo. Jeg har ikke lyst til at være i en by, så jeg tjekker, hvor jeg kan komme hen med toget på den anden side af Oviedo. Oplevelsen med de få tog har lært mig at undersøge køreplanen. Heldigvis kan jeg se, at der kører mange tog ind og ud af Oviedo, så jeg behøver ikke at stile efter et bestemt tidspunkt. Regnen er begyndt igen, og det er, som om mit tøj ikke vil tørre.

Dag 21 La Vega de Sariego – Pola de Siero – Oviedo – Grado

Et farvel til kystlandet og goddag til indland med tung mad og mange skyer. Med et par gåture og togture springer jeg over forstæder og industri omkring Oviedo og får endelig tørre fødder igen.

Onsdag den 29. april 2015

Et gammelt stenhus og forrådshus bagved

Et gammelt stenhus og forrådshus bagved

I herberget har vi ikke mødt en bestyrer, og jeg har ikke betalt. Det er endnu et donativo herberg, og jeg vil selvfølgelig gerne betale for at overnatte. Jeg spørger de to unge fyre, som kom med nøglen til herberget, men de ved ikke, hvor man betaler. Siger de. Amerikaneren gik tidligt i seng, så det er først ved morgenmaden, at jeg taler med ham.

Han oplyser, at man skal betale i en butik i nærheden, hvor de unge fyre hentede nøglerne dagen inden. Jeg går til butikken, får betalt og begynder dagens korte vandring. Der er mange afmærkede ruter i området, og caminoen følger en del af dem på stier og skovveje. Desværre er nogle af dem mudrede efter den megen regn. Mine støvler er nogenlunde tørre. De mudrede stier betyder, at vandringen tager længere tid, fordi man hele tiden skal tænke over, hvor man sætter fødderne og passe på, man ikke glider. Der er ingen cafeer eller butikker mellem La Vega og Pola de Siero.

En kofamilie har tyren med på marken

En kofamilie har tyren med på marken

På markerne ser jeg flokke af køer med en tyr. Det ser man ikke i Danmark. Da ruten nærmer sig Pola de Siero bliver jeg ledt gennem nogle kedelige kvarterer med en blanding af ruiner og nybyggeri. Jeg krydser gennem byen og finder stationen. Heldigvis er der et tog, lige da jeg kommer.

Hovedstationen i Oviedo er delt mellem lokalbaner og langdistancetog. Lokalbanerne ligger øverst ved en stor åben plads. Det blæser køligt, og jeg kan ikke umiddelbart se nogen restauranter. Jeg finder trapper til den nederste station, og her ligger en stor gade overfor.

I Oviedo myldrer det med konditorier og barer, til gengæld har jeg svært ved at finde en interessant restaurant. Jeg passerer en med et kedeligt spisekort. Efter at jeg har været langt nede af hovedgaden og gennem adskillige sidegader, går jeg tilbage til den kedelige restaurant.

Her oplever jeg, at jeg er langt fra kystlandets delikate mad. Forretten består af paella med svinekød. Fisken er foldet om en melet grød med rejer og rundt om den står en tyk hvid sovs. Til dessert får jeg for første gang Santiagotærte, og denne version er den absolut tungeste, jeg prøver.

På stationen finder jeg toget, som kører længere ind i landet. Jeg køber billet til Grado, hvor jeg vurderer, at den rigtige natur begynder. Toget er et ultrabumletog, som næsten holder mere stille, end det kører. Der er flotte udsigter undervejs, og jeg ser pilgrimme vandre.

Det fine gamle rådhus i centrum af Grado

Det fine gamle rådhus i centrum af Grado

I Grado går jeg gennem hele byen til hotellet med det spøjse navn Autobar. Jeg får det sidste værelse. De kalder det et dobbelt-værelse, som jeg får til enkelt-værelses-pris. På baren ligger en stabel blade, med et dansk dameblad øverst. Jeg låner det med på værelset, da jeg savner læsestof, efter jeg afsluttede min bog.

Jeg føler mig virkelig snavset og klam og sjovt nok, så er jeg både mudret og svedig. Brusekabinen er den mindste, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg taber sæben, må jeg slukke vandet og træde ud af kabinen, samle sæben op og ind i kabinen igen. Jeg kan næsten ikke få armene ud til siden og slet ikke bukke mig ned.

Grado er kendt for et stort ugentligt marked, men det er desværre slut, da jeg endelig bevæger mig ud i byen. Centrum har smukke gamle huse, og så har jeg aldrig set så mange diskoteker i så lille en by.

Hotellet bliver bestyret af sortklædte damer fra en svunden tid. Da de serverer rejesuppe til min forret, siger jeg tak, men de bliver ved at øse op indtil kanten. Maden er heldigvis mindre tung her.

Dag 22 Grado – Cornellana

Udsigt over dalen, hvor Grado ligger

Udsigt over dalen, hvor Grado ligger

En kort vandredag for at skåne en øm fod og afslapning i solen på det hyggelige kloster i Cornellana. Men jeg begynder dagen i halvdårligt humør, da turen starter i gråvejr og på asfalt.

Torsdag den 30 april 2015

Hvor langt ud på landet i Spanien skal jeg, før jeg ikke kan høre og se en motorvej? Det spørgsmål stiller jeg mig, da jeg er kommet ud af Grado. Jeg går på små asfaltveje, men jeg kan hele tiden høre trafik eller se veje.

Jeg møder to spanske pilgrimme, som, da vi nærmer os herberget San Juan de Vilapanada, går 1,5 ekstra kilometer for at få et stempel i pilgrimspasset. Jeg fortsætter op over et lille pas og kommer endelig ind på en grusvej. Dybt under mig kommer bilerne ud af en motorvejstunnel, og jeg går på en skrænt, som er anlagt for at forhindre stenskred ned på motorvejen. Samtidig kan jeg se nye motorvejssøjler gennem dalen. Er det endnu en motorvej på vej? Eller er en tidligere motorvej blevet opgivet under finanskrisen og får lov at erodere som et mindesmærke over provinspolitikeres ide om, at flere og større veje skaber vækst i et område?

klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg har valgt primitivo-ruten for at komme længere ud i den rå natur, så jeg er mopset. En let regn falder for at understrege mit humør. Lidt efter når jeg en rundkørsel og kan glæde mig over en sti ind i buskadset. Og hvad ser jeg? Der har kort tid inden været sprøjtet med RoundUp eller et andet ukrudtsmiddel, så blomster og græs hænger og sjasker i dødskramper. Da jeg netop er kommet gennem en smal mudret snoet sti i den mørke skov, bliver jeg overhalet af spurtende cyklister på mountainbikes og er taknemmelig for, at jeg ikke mødte dem på stien. For vandrene bag mig er stien nu endnu mere mudret, da cyklisterne forvandler den bløde græsklædte jord til mudder. Nu er jeg også forarget.

Nede i dalen går jeg langs en trafikeret vej over en rivende flod. På den anden side af en bro kan jeg heldigvis dreje ind på en sti langs vandet. Skilte med ”Pesca sin muerte” betyder fisk uden død. Jeg går ud fra, at det er fiskene, der skal overleve mødet med lystfiskerne.

Jeg ankommer til klosterruinen Cornellana, hvor jeg vil overnatte. Nogle gæster peger om på bagsiden af ruinen, hvor herberget ligger. Jeg bliver skrevet ind og kan frit vælge en seng. I et kæmpestort værelse er der kun fire køjesenge, en i hvert hjørne og to badeværelser og toiletter. Fornemme forhold. Jeg har også fået rigtigt nyvasket sengetøj udleveret for kun 5 euro. Der er et stort køkken, gratis vaskemaskine og en stor gård med borde og stole.

Værten anviser byens bedste restaurant Dani og forlader herberget. Først viser han, hvordan man låser og åbner den yderste metalport. Mit humør er med et bedre, og det stiger, da jeg kommer til restauranten. Den er ekstrem travl, og tjenerne løber. Jeg må vente på at få et bord. Selv om jeg er sulten, tager jeg det som et positivt tegn. En restaurants travlhed og popularitet hænger normalt sammen med kvalitet.

Der bliver gavmildt sat hele flasker vin og vand på bordene. Jeg spiser kikærtegryde, chipirones, som er små blæksprutter, og is for 10 euro. Resten af dagen slapper jeg af i herbergets gård og ved floden. Klostret er ved at blive sat i stand af en forening og af kommunen, så det foregår i perioder. Herberget er sat i stand af arbejdsledige og servicebygningerne er bygget af studerende på en håndværkeruddannelse.

Mange pilgrimme kommer for at få et stempel i pilgrimspasset og haster videre, da jeg ikke kan hjælpe dem. Jeg tror, at jeg får herberget for mig selv og har spredt mig på sovesalen. Da klostret er en ruin, lever her ikke længere munke eller nonner. Jeg spekulerer på, om her er spøgelser, og om det rart at være her helt alene om natten. Der er ingen vinduer i sovesalen, og en stor træport lukker alt lys ude, når den er lukket. Men sidst på dagen begynder flere pilgrimme at komme for at overnatte.

De første er to hollandske kvinder, som jeg deler ost, brød og vin med om aftenen i hyggelig stemning om aftenen. Hollænderne har gået en anderledes rute efter beskrivelsen i den tyske guidebog. De har blandt andet været gennem en mudret mark med køer og oplevet mere natur, end jeg har. Alle andre er gået på restaurant, så vi reder deres tøj i tørvejr, da et uventet regnvejr pludselig falder over gårdspladsen. På værelset sover også tre tyske kvinder. De to kvinder har gået mange caminoer, mens en er nybegynder. Hun synes, at det er en hård tur.

Vi sover godt, da der er god plads og en behagelig temperatur i den gamle stenbygning. Min fod er ikke øm, når jeg går i sandaler, så jeg er spændt på om hviledagen og tørre støvler, gør det lettere at gå i morgen.

Dag 23 Cornellana – Bodenaya

Stien gennem skoven efter Salas er heldigvis ikke stejl, når man lige har spist

Stien gennem skoven efter Salas er heldigvis ikke stejl, når man lige har spist

Dagen byder på mere rigtig natur og gråt vejr. Turen op i de lave bjerge er endelig begyndt, og jeg slutter dagen i fantastisk selskab på det fremragende herberg i Bodenaya.

 

 

Fredag den 1. maj 2015

Det småregner om morgenen, så jeg løber over i køkkenet for at spise morgenmad. Her er tre ældre amerikanere i gang med at spise. Gryden jeg vil varme tevand i, er ikke gjort ordentlig ren, så jeg må vaske mælkeresterne af først. Jeg opdager, hvem de sløsede opvaskere er, da amerikanerne skal vaske op. De stiller servicet i vasken og overhælder det med sulfo. Derefter skyller de – uden at bruge svamp eller børste. Typisk amerikansk tænker jeg om folk, der er vant til maskiner. Men jeg undrer mig også. De er over 60 år, og den ene også over 70 år, så  jeg formoder, at de må være fra en tid uden opvaskemaskiner. De fortsætter deres ignorance, da de smider deres affald i en tilfældig skraldespand. I dette herberg er der omfattende affaldssortering med separate bøtter til organisk affald, glas, plastik, papir og sikkert flere. De prøver ikke en gang at tyde, hvor deres affald skal hen.

På vej til Salas møder jeg den tyske nybegynder, som har ondt i knæet. Hendes to veninder venter på hende lidt fremme. Da hun ankommer, er de næsten med det samme klar til at gå videre. I byen Salas venter de også på hende, så hun er hele tiden bagefter, mens de er klar til at fortsætte.

Første maj er næsten alt lukket i Spanien og dermed alle butikker i dagens eneste lilleby Salas. Jeg finder ikke en rigtig restaurant og spiser en lidt kedelig frokost på en bar. Jeg prøver at gemme mig bagerst i lokalet, så jeg kan tage støvlerne af. En fuld mandlig gæst er i heftig diskussion med barens andre gæster og fjerner heldigvis opmærksomheden fra mine strømpesokker.

Det småregner efter frokosten i Salas

Det småregner efter frokosten i Salas

Efter Salas går turen op i skoven. Det er en rigtig flot tur gennem en smal dal. Men den ender underligt. Man går i en øde skov og forventer, at man ankommer til en rå bjergnatur med udsigt til bjergtoppe og dybe dale. I stedet ankommer man til et plateau. Et nyt niveau af landskabet med bakket landbrugsland. Et landsskab, der har glemt at være bjerge.

Jeg overhaler amerikanerne. De går ikke samlet, og manden går forrest. Jeg er opmærksom på, at han er lige bag mig, da vi når landbrugsplateauet. Blæsten er heftig, så jeg kæmper mig frem og går i min egen lille boble. Derfor bliver jeg forskrækket, da amerikaneren pludselig er ved min siden og begynder at tale.

Han er egentlig hollænder og udvandret til Nevada, hvor han har arbejdet som ingeniør og med IT. Jeg er taknemmelig for, at han er der, da en rasende gøende hund pludselig kommer mod os. For første gang er en gal hund ikke bundet, men da vi er to, holder den sig på afstand. Amerikaneren har en APP, som han studerer og bliver ved med at sige, at vi er der lige om lidt. Det varer dog lidt, inden vi ankommer til herberget. Her møder jeg tyskerne Peter og Lisa igen og en ualmindelige hjertelig vært ved navn David.

Davis er verdens sødeste vært for herberget i Bodenaya

Davis er verdens sødeste vært for herberget i Bodenaya

Herberget i Bodenaya er berømt for sin gæstfrihed. David er ny vært i herberget, efter at den forhen-værende vært forelskede sig i en pilgrim og flyttede.

Vi får kaffe og te og besked på at vi skal sætte os og slappe af. Amerikaneren kikker en enkelt gang op til køjerummene ovenpå, og så fortsætter han vandringen. Roen bliver forstyrret af en spansk mand, som ankommer og ikke kan finde ud af at tage støvlerne af i bryggerset, som alle andre. Han vil også straks have en seng og stresser så meget, at værten må begynde at indskrive folk. Da spanieren prøver at snyde sig foran, må vi igen sætte ham på plads. Lidt senere vasker han sine støvler – både udvendigt og indvendigt, så de bliver helt gennemblødte. Vi andre har for længst accepteret, at vores støvler er enten mudrede eller støvede af tørt mudder. Næste dag må spanieren tørre sine støvler med en hårtørrer.

Lidt senere ligger jeg i køjen med benene oppe. Min fod gør stadigt ondt. Ikke hele tiden, men efter et stykke vandring er jeg nødt til at tage støvlen af og holde pause. Uden støvler har jeg ingen problemer. Jeg undrer mig over, hvad der kan være i vejen med foden.

I herbergets reol har jeg fundet bogen “Bunny Munros død” af Nick Cave. Den er på dansk, og som rigtig paperback vejer den næsten ingenting.

Under læsningen og udstrækningen kommer en ny pilgrim til nabokøjen. Det er Annedorte, som endda viser sig at bo under en kilometer fra mig i Valby.

Om aftenen er der rigeligt vin, salat og en fremragende linsegryde. Derefter kommer galiciske likør Orujo på bordet. Tidligere har vi afleveret vores beskidte tøj, og det er nu rent og tørt. Vi skal blive enige om et tidspunkt, hvor vi ønsker morgenmad. David vil ikke have, at folk står op på forskellige tidspunkter og forstyrrer andre. Derfor skal der være fælles morgenmad, og han lover at vække os med musik.

Lige inden vi går i seng, ankommer et par udmattede møgbeskidte cyklister, der tydeligvis har pløjet nogle caminostier op med deres mountainbikes.

Dag 24 Bodenaya – Campiello

Skyerne truer i et imponerende tæppe på himmelen først på dagen. Siden letter de uden regn

Skyerne truer i et imponerende tæppe på himmelen først på dagen. Siden letter de uden regn

At gå i mudder er som at være et barn igen. Mudder er sjovt. Du kaster sig ud i mudder uden at tænke på, om man bliver snavset og våd. Hvis mudderet bekymrer dig, skal du gå på landevejen.

 

Lørdag den 2. maj 2015

Med de vise ord fra David begiver jeg mig ud på en mudderfyldt dag. David er vært i det skønne herberg i Bodenaya. Allerede fra morgenstunden er han fantastisk overskudsagtig. Klokken syv om morgenen bliver vi vækket med Ave Maria i højtalerne. Slet ikke min musiksmag, men lige præcis her er den smuk, og melodien følger mig hele dagen.

Nedenunder er der morgenmad og hygge. For at understrege hyggen har David tændt røgelsespinde, så jeg er ved at blive kvalt i den vamle lugt. Jeg får kvalme af røgelse, men jeg beder ikke om at få det slukket, da jeg vurderer, at det er en del af husets miljø. I stedet sætter jeg mig så langt fra en osende røgelsespind som muligt.

Lokalet er dekoreret med fodboldflag, postkort og religiøs kitsch foræret af pilgrimme. Peter og Lisa fra Tyskland har medbragt et billede af en helgen fra den lokale tyske domkirke, som de finder et sted at sætte op.

Jeg spørger David, om jeg må købe bogen Bunny Munros død, som jeg har fundet på reolen. Svaret er nej, bogen er foræret til herberget. Jeg må låne bogen, hvis jeg lover at sende den tilbage til herberget.

Den stressede spanske mand opdager, at hans støvler ikke er tørre, efter at han vaskede dem aftenen inden. David hjælper ham med at tørre dem med hårtørreren. Ude på gaden får vi den sidste afsked og besked på, at der er byfest i byen Tineo. Så vi skal være varsomme, hvis vi vælger hovedvejen i stedet for de mudrede stier, da der er meget trafik i dag.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Indtil i dag har jeg oplevet meget mudder. I dag advarer guidebogen endda om risikoen for mudder, hvad den ikke har gjort tidligere. Det tyder på ekstra store mængder. Alligevel vælger jeg stierne – også selv om jeg ikke har de magiske stave til at måle mudderdybden og balancere på stendiger og mudderskrænter for at komme udenom de værste pytter.

Faktisk er min balance blevet ret god. Når jeg er i tvivl, griber jeg fat i grene. Nogle gange er der dog kun brombærkrat og intet at støtte sig til. Mudderet sænker min fart og lægger beslag på hele min opmærksomhed. Jeg må konstant tage stilling til, hvor jeg skal sætte min fod. Hvert skridt er en risikoanalyse med øjeblikkelig respons – succes eller splat.

I dag har det meste mudder en god konsistens. Er det for vådt, vælter det ind over støvlen lige så snart man har sat foden. Når mudderet er tørrere splatter det ud og stivner længe nok til, at jeg kan tage endnu et skridt uden at blive alt for mudret. Min hjerne er travlt beskæftiget med at udvikle en mudderfilosofi og finde metaforer om at finde vej, at tage hurtige beslutninger om, hvornår det er det korrekte tidspunkt at tage et skridt frem ad. Jeg ler, mens jeg oversætter min muddervandring til management-sprog.

Byen Tineo er ganske rigtigt festramt. Stien går oppe over byen, så jeg har udsigt til scener og boder og blafrende flag. Til sidst går det stejlt ned ad bakke til centrum af byen. Hvis man ikke ønsker at besøge byen, kan man spørge en lokal om vej til fortsættelsen af caminoen. Efter byen skal man nemlig op igen, og stien går lige bag de huse, man passerer på vej ned.

Jeg møder de tyske kvinder, som har fået overladt en telefon af David. Han var kørt til Tineo med telefonen, som en pilgrim havde glemt i opladeren på herberget. Nu spørger de alle pilgrimme, de møder, om det er deres. Uden held, så vi formoder, at det er cyklisternes telefon, og de er allerede langt borte.

På en bar finder jeg Annedorte. Jeg deler min mudderfilosofi med hende, og vi morer os. Derfor går der lidt tid, inden vi bliver opmærksom på de stirrende mænd. Nogle ældre herrer har allerede fået rigeligt at drikke, og de glor. En glor fra bardisken, mens en anden vakler på gaden med øjnene stift rettet mod os.

Inden jeg skal videre, vil jeg spise frokost på en restaurant. Et meget fint hotel og restaurant har en dyr menu, og indenfor er der dækket op i stil med en gallamiddag. Jeg føler ikke, at min mudrede beklædning passer til stedet. I hjørnet af den nederste plads og gennem en port finder jeg en hyggelig restaurant med et spændende spisekort. Men de oplyser, at alt er reserveret til frokost. Tilbage på den fine restaurant får jeg at vide, at restauranten først åbner senere. Så jeg spørger om vej til en åben restaurant. Jeg passerer caminoen og længere henne af hovedgaden, finder jeg en restaurant med menu. Jeg er en af de første gæster, men lidt senere kommer der flere. Så da jeg beder om te, får jeg besked på, at den ikke kan blive serveret ved bordet. Jeg er dog velkommen til at drikke te i baren.

Turen fortsætter smukt oppe på højderyggen med udsigter over landskabet. Sidste del af turen foregår på asfalt, hvor den eneste opmuntring er byskiltet ”Las Tiendas”. Byskiltet står foran et hus, og byzonen er ophævet umiddelbart efter. Navnet betyder butikker i flertal, men huset har ikke en eneste butik. Der er dog en gadelampe til at skabe lidt bymiljø udenfor huset.

I Campiello sidder de andre pilgrimme med øl og vin på terrassen ved restauranten, som ligger i forbindelse med herberget. Den tyske kvinde, som konstant er bagefter, er i krise. Hendes venner er gået videre til næste by for at overnatte. Hun er udmattet. Vi foreslår hende at blive. Men hun ender med at vakle de to en halv kilometer til næste herberg.

Herberget minder lidt om en fabrik. Jeg tjekker ind og får tildelt et nummer på den køje, hvor jeg skal sove. Tilfældigvis er det over Annedorte. Hun har ikke noget imod overkøjer, så hun kravler ovenpå i stedet. Der er ingen åbne vinduer i sovesalen, og ved indgangen står en sofa og vaskemaskiner med lysende betjeningspaneler. Næsten alle herbergets 26 senge er fyldte, og da de også udlejer værelser er her pludselig mange pilgrimme.

De tre amerikanerne har køje ved siden af min. To af dem er gift med hinanden og har en krise i fuld offentlighed på en sovesal. Deres opførsel minder om et socialrealistisk TV-drama med herlig amerikansk accent.

Kvinden taler til manden. Hans svar: ”I’m not listening”. Hun fortsætter. Han gentager. ”I’m not listening”. Sådan fortsætter det indtil en lille pause. Kvinden tilbyder manden sin hjælp. Det får ham til at eksplodere. ”So you think I’m not capable?” svarer manden hidsigt. Hvis det ikke var så trist og så tæt på, ville jeg grine, for de opførte sig komisk og stereotypt.

I restauranten er der fodbold på TV og skruet op for lyden, så det er svært at tale. Jeg havner i bordenden med amerikanerne og en spændt atmosfære. De har tidligere vandret den normale camino og lidt af caminoen i Portugal. Dengang skinnede solen. Nu er de udmattede af regn og mudder og taler om at tage til Portugal for at fortsætte vandringen der. Måske ikke det letteste sted i Spanien at finde transport fra.

Folk går tidligt i seng. Jeg forsøger at læse i min nyerhvervede bog, men da køjerne står tæt, bliver jeg bedt om at slukke lommelygten.

Dag 25 Campiello – Berducedo

Udsigt tæt ved Montefurado

Udsigt nedenunder skyerne tæt ved Montefurado

Gennem skyer og storm op over bjergene med flokke af gloende køer som tilskuere. Da dagens etape slutter i solskin, er stemningen blandt pilgrimmene munter og fjollet.

 

Søndag den 3. maj 2015

Ifølge guidebogen er dagens etape den måske hårdeste på samtlige caminoer. Det er i hvert fald vigtigt at holde øje med vejret og spørge de lokale, om det er sikkert at gå gennem den øde strækning ved Hospitales.

I går lettede skyerne om aftenen, så vi kunne se bjergryggen med Hospitales. Vejrudsigten så nogenlunde ud, så næsten alle besluttede sig for den høje rute hen over bjergene i stedet for en lavere rute.

Der er morgenmad klokken 7:30, men de fleste går tidligere, så jeg er igen, igen den sidste, som forlader herberget. Tågen ligger stadig i totter i dalene og selvfølgelig over Hospitales. Der er asfaltvej helt til Borres, hvor der også ligger et herberg. Landsbyen lugter af køer, det gælder også den lille hyggelige cafe, hvor jeg drikker en kop varm kakao, da det er sidste mulighed for at holde pause inden døre de næste mange kilometer.

En lille slange krydser stien, måske på udkik efter haletudserne, som svømmer i de store vandpytter. I begyndelsen tænker jeg, at turen ikke er noget særligt. En grusvej fører en blidt op ad i bakkerne. En jernlåge leder en ind i selve området, hvor der går flokke af løse heste og køer. Da jeg er sidste ude af herberget, regner jeg ikke med at møde andre, så jeg skjuler mig ikke, da jeg skal tisse. Selvfølgelig passerer en ivrig vandrer mig netop da. Vi så ham i går og blev enige om, at han nok var en supervandrer, der gik mindst 50 kilometer om dagen. Han bevæger sig som en tegneseriefigur med superenergisk gang og vandrestokke, som danser hen af vejen. I dag præsenterer han sig som Jose. En ung mand fra Huelva i det sydlige Spanien. Undervejs venter han ofte på mig, da naturens rasen tager til, jo højere vi kommer op i bjergene. Snart går vi mellem drivende våde skyer. Jeg dækker min rygsæk med overtrækket.

– Nu er din rygsæk rød, og der står en tyr på stien. Lad os håbe, den ikke er aggressiv, siger Jose muntert.

Jeg satser på, at tyren er ligeså fredelig, som den ser ud. Men helt ærligt så stoler jeg ikke på tyre. To år tidligere er jeg blevet strejfet af en løbsk tyrs meget lange og spidse horn på en trafikeret gade i Malis hovedstad Bamako. Et mirakel at jeg undgik hornet med et instinktivt kropsvrid, da den galopperende tyr passerede. Jeg kommer fra landet og ved, at man ikke kan stole på dyr. Men i dag har jeg intet alternativ. Da jeg går forbi tyren, taler jeg roligt til den. Af en eller anden grund er alle køerne samlede ved stien i alle pas, jeg går igennem i dag. De glor vagtsomt på mig. Da jeg senere passerer andre vandrere, ser jeg dem gå hen mod køerne og posere til fotos.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring:

Da jeg gik langs Biscayabugten undrede jeg mig over den manglende vind. Nu ved jeg, hvor den blæser! I bjergene et stykke fra kysten. Det er her vindmøllerne er placeret i lange rækker på bjergkamme.

Jo højere op jeg kommer, jo vildere blæser det. Nogle gange har vinden så meget fat i mig, at min fod ikke rammer jorden, helt hvor jeg har planlagt. Nu går jeg inde i de våde skyer, men jeg tør ikke tage regnslag på i frygt for at blæse væk. Jeg føler, at elementerne har fat i mig og styrer min vandring. Følelsen er fantastisk, en fornemmelse af at blive blæst igennem og blive renset. Selv om det er fysisk hårdt, bliver jeg ikke træt og formoder, at kroppen har sendt et ekstra skud adrenalin i blodbanerne. Når der er hul i skyerne, har jeg overblik over en hel verden af fjerne bjerge og dale. I skydækket er jeg lukket inde i min egen verden med sigtbarhed til den nærmeste ko. På toppen af verden. Sådan føles det!

Ruten hedder Hospitales, da der er tre ruiner af gamle hospitaler, som har taget sig af udmattede pilgrimme i tidligere tider. Det er små enkle stenhytter, hvor kun en enkelt stadig har et tag. Jeg overvejer at holde pause der, men det er mørkt og fyldt med møg fra dyr, som søger ly der i endnu værre vejr.

Min frokost bliver derfor mandler og chokolade, som jeg sluger, mens jeg går. Da jeg kommer lidt ned, tager vinden af, og af og til letter skyerne i korte øjeblikke. Jeg har nu indhentet to par vandrere, så jeg ikke er alene i verden.

Det er en heftig oplevelse at opleve naturen på denne vandring. På den gode måde. Jeg er højt oppe på mere end en måde.

Men på et tidspunkt begynder nedturen. Og den er stejl og stenet. Egentlig trænger jeg til at komme på toilettet. Men alt det, der presser sig på, forsvinder op i kroppen, da jeg ser den stejle nedtur. Nu fokuserer kroppen på at holde balancen skridt for skridt ned ad bakke. Endnu en gang minder jeg mig selv om, at det er tåbeligt, at jeg ikke har brugt tid på at finde en butik med vandrestave.

Nede ved Montefurado står et kapel og nogle bygninger. En hund kommer mig i møde. Heldigvis er den venlig. Man skal gå bag om husene, og en ældre mand viser mig, hvor jeg skal kravle over stengærdet og fortsætte hen over marken. Lidt senere er jeg nede i en smal dal. Umiddelbart ser det ikke ud til, at nogen lever her. Efter fire kilometer skal jeg ifølge guidebogen gennem en landsby. Den ligger skjult bag et hjørne og tæt trædække. Jeg glæder mig til en bar, da jeg ikke har mere vand og ikke har spist andet end chokolade og mandler. Solen skinner igen, da jeg kommer op til vejen og ser baren. Desværre er den lukket, så jeg må fortsætte tørstig de sidste tre en halv kilometer til Berducedo.

Det offentlige herberg ligger i begyndelsen af landsbyen. Der er allerede fem personer og en ledig underkøje til mig ved siden af den energiske spanier Jose. En tysk mand og en koreansk kvinde Young har gået den lavere og mere befolkede rute via Pola de Allande. Et spansk par har jeg mødt et par gange under dagens vandring. De bor i Oviedo og går et stykke af Camino Primitivo i weekenderne. Kvinden var træt og fik et lift fra Montefurado til Berducedo. Selv om tyskeren hviler sig, er der en munter stemning. Hverken koreaneren eller spanieren Jose er gode til spansk. Jose har været ved købmanden og købt ind for at lave mad. Da han skal forklare koreaneren, at pulversuppen er med kylling, siger han ”kitchen, you now” og gokker som en høne. Han mener selvfølgelig chicken.Det er de samme bogstaver, bare i en anden rækkefølge. Koreaneren ligner et stort spørgsmålstegn, og jeg forklarer, at suppen er med chicken og ikke med kitchen.

Da det spanske par vil på restaurant, organiserer koreaneren, at vi alle går med. Grinende går vi mod landsbyens eneste rigtige spisested. Det spanske par accepterer, at de går glip af en romantisk dinner og i stedet må trækkes med fjollede pilgrimme, der fejrer den veloverståede vandring med at grine.

På restauranten smager vi cider og bestiller mad. Mens vi venter, kommer resten af pilgrimmene, som sover på et privat herberg. Annedorte og det tyske par, som jeg kender, slutter sig til vores skøre selskab sammen med en endnu spansk mand. De andre pilgrimme får mindre borde. Der ser endnu en gang ud til at være krise blandt de tre tyske veninder, som dog heldigvis har fulgtes gennem det vanskelige terræn.

Dag 26 Berducedo – Grandas de Salime

Dæmningen ved Embalse de Salime blev bygget i 1954 og søen oversvømmede hele dalen med landsbyer

Dæmningen ved Embalse de Salime blev bygget i 1954 og søen oversvømmede hele dalen med landsbyer

Jeg tager mig god tid til at nyde den smukkeste udsigt og solstrejf, indtil idyllen pludselig bliver afbrudt af silende regn. Dagen slutter i godt selskab på et nyere herberg med gode fælleslokaler.

 

Mandag den 4. maj 2015

Det er mandag, og det spanske par skal tilbage til arbejdslivet. Tidligt om morgenen har de taget bussen tilbage til Oviedo og dagligdagen. Vi andre tager det roligt. Jeg sætter en gryde vand over for at lave te. Puf! Så ryger strømmen. Jose kravler op til relæet og trykker på knapperne, indtil der igen er strøm i herberget. Strømmen er kun på i kort tid, da der er tændt for varmeovne for at tørre tøj, mobiltelefoner er sat til opladning og en vandvarmer til det varme vand i brusebadet. Så en tændt kogeplade belaster systemet.

Vi fjerner nogle af strøm-slugerne, men igen ryger strømmen. Markeringen på relæet er ikke særlig præcis, så endnu en gang trykker Jose i blinde, indtil der igen er strøm. Nu har vi fjernet næsten alt. Jeg satte en stor gryde vand over for at lave te til alle. Men de har mistet tålmodigheden og er gået. Så nu er der kun Jose og jeg. Vi har samlet vores pålæg til en morgenmad.

Jose begyndte sin vandring med 20 kilo bagage. Noget har han allerede foræret væk, resten ligger i et kaos fordelt på to køjesenge. Der er klatresko, hvis han skulle komme forbi et bjerg, han fik lyst til at bestige. Der er også en yogamåtte og et sæt køkkenudstyr. I virkeligheden er rygsækken alt for stor til hans spinke krop, og han kan næsten ikke stramme bærebæltet nok omkring de smalle hofter.

Jeg får en muslingeskal foræret, som viser, at jeg er pilgrim. Normalt ville jeg aldrig selv købe sådan en, men det er noget andet at få den foræret.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring:

Vi begynder vandreturen og når til cafeen. Her stopper vi og drikker kaffe og kakao. Her er også en købmandsafdeling, hvor jeg fylder energidepotet op med mere chokolade og flere mandler. Så klokken er ti, inden vi kommer af sted.

På en mark leder en nyfødt kalv efter yveret. Dens lille mule søger forgæves mellem koens forben, mens koen puffer til den. Endelig finder den vej, og vi kan fortsætte. Da vi passerer en lokal indbygger, fortæller Jose begejstret om den nyfødte kalv.

Vi går hurtigt, meget hurtigt. Jose fortæller, at jeg kan spørge efter vandrestokke på en cafe. Sådan har han selv fået sine. Han holder højt på dem og forklarer, at han nu er mindre øm i benene, men til gengæld er øm i armene. Den energiske måde han bruger dem på og hans tempo, får ham til at ligne en tegneseriefigur.

Efter knap fem kilometer stopper jeg ved herberget i La Mesa for at fylde mine vandflasker. Herberget er ligesom det i Berducedo etableret i den tidligere skole. Et lille toetagers byggeri med små lokaler til få elever. Derfra går det op ad bakke. I dalene ligger hvide skyer som totter af vat mellem mørke bjerge. Jose bander over den megen asfalt, vi skal gå på. Jeg glæder mig også til, at vi skal dreje fra til mindre stier. Indtil jeg ser stien af løst skiffer. Heldigvis er den kun belagt med skiffer et kort stykke.

Jeg holder en lille pause under halvtaget ved et kapel for at tage noget af tøjet af. Et opslag fortæller om en konkurrence for Camino Primitivo om bedste dagbog og foto. Man skal sende originaler ind. Undrer mig i disse digitale tider. Dagbogen skal nemlig være skrevet i Times New Roman med halvanden linjeafstand. Hvordan skriver man en original på computer?

Under mig ligger den opdæmmede sø Embalse de Salime. Den skal jeg ned til og op på den anden side til byen Grandas de Salime. Der er 800 højdemeter ned til søen, så jeg går langsomt og holder pause for at skåne knæene. Solen er brudt gennem skyerne og varmer bjergskråningen. Dagens etape er kun 20 kilometer, så jeg har god tid til at nyde den smukke natur.

Pludselig får voldsomme vindstød nåletræerne til at veje. Jeg er kommet ned i skoven og bliver svimmel, når jeg ser stammerne bevæge sig over mit hoved. Også en anelse nervøs, for vinden er voldsom, og der ligger allerede væltede træer.

Vinden lægger sig lige så hurtigt, som den begyndte, og bliver afløst af regn, silende regn. På et øjeblik må jeg finde jakke og regnslag frem og fortsætte indhyllet, som jeg har prøvet før. Farvel til idylliske udsigter og pauser mellem duftende blomster. Nu skal turen bare overstås. Højt oppe passerer jeg dæmningen, men stien fortsætter videre i bjergene. Skrænten er meget stejl her og med regnen, gruer jeg for, hvordan jeg kommer ned ad det sidste stykke.

Det går heldigvis. Nede på asfaltvejen er der adgang til en udsigtsplads, hvor jeg kan finde ly for regnen. Men jeg beslutter at fortsætte. Lidt længere fremme ligger der en restaurant. Mens jeg går, forbereder jeg mig på, at den kan være lukket, som jeg har mødt andre lukkede cafeer på min vandring.

Heldigvis er restaurant og cafe åben. Af med regntøj. I cafeen sidder en gruppe pilgrimme allerede og spiser sandwich. Men jeg vil have varm mad og spørger efter en menu. Jeg bliver vist ind i restauranten som eneste gæst. Tjeneren er fantastisk venlig og viser mig dagens retter. Jeg får en stor skål bønner med muslinger, der smager så godt, at jeg tømmer fadet. Tjeneren tilbyder at hente mere, men jeg afslår. Der skal også være plads til fisken og desserten. Regnen er stoppet. Desværre kun for en kort periode, så vælter det ned igen. Jeg bliver siddende, mens personalet spiser deres meget sene frokost. Til sidst beslutter jeg, at jeg må fortsætte, regn eller ej.

Den første del går på landevejen, som snor sig på bjergsiden. Heldigvis er der ikke meget trafik, for bilerne har svært ved at se mig, når de drejer om de skarpe sving.

Solen afløser regnen, og jeg finder en sti op i skoven. På en våd sten glider jeg for første gang. Normalt har stenene været med ru overflade, så det overrasker mig, at der pludselig er en, som er galt. Faldet foregår i slow motion, og jeg slår mig ikke. Da jeg senere når frem, hører jeg, at andre også er faldet i dag på glatte sten.

I Grandas finder jeg en hæveautomat i sidste øjeblik. Jeg har ikke flere kontanter. Det er ved en lokal landbrugsbank og den langsommste automat, jeg nogensinde har prøvet. Jeg når at overveje en konfrontation med banken næste dag, hvor jeg skal brokke mig over, at maskinen har slugt mit kort og ikke givet mig penge.

Da det er ved at være aftenmad-tid på herberget, begynder det at blæse op igen. Jeg finder en gammeldags købmandsbutik, hvor man skal spørge om alt. Jeg køber vin, grønt og pålæg. Ved bordet deler vi hinandens lækkerier. Det amerikanske trekløver er igen dukket op. De fandt ikke en forbindelse til Portugal fra de små flækker, vi har passeret. I stedet havde de taget bus noget af vejen og vil fortsætte lidt endnu.

I selskabet viser det sig, at der er flere læger. En lidt ældre mand fra Schweiz spørger til bivirkningerne for den medicin mod maniodepression. Medicinen har han nemlig droppet og mener, at det holder ham rask at vandre på caminoen. Han har vandret til Santiago og er nu på vej tilbage.

I overkøjen vender og drejer Jose sig, indtil han går nedenunder og finder en sofa. Døgnrytmen på caminoen passer slet ikke til hans døgnrytme og heller ikke til min. Jeg kan ikke falde tidligt i søvn og sover rigtigt godt, når de første forlader herberget ved syvtiden om morgenen. Heldigvis står folk ikke op før klokken seks om morgenen, som de erfarne pilgrimme fortæller skrækhistorier om på den franske camino.

Dag 27 Grandas de Salime – Padron

Den galiciske nationalret pulpo

Den galiciske nationalret pulpo

Næsten desperat og med gennemblødt tøj og støvler beder jeg om hjælp og får den. Så en massiv regnvejrsdag bliver vendt til solskin, glæde og taknemme-lighed for, at der findes omsorgsfulde mennesker.

 

 

Tirsdag den 5. maj 2015

Natten igennem har det stormet, og affaldscontainere er væltet ind i biler. Himlen er grå, da jeg spiser morgenmad og langsomt, meget langsomt pakker mine ting. Man skal være ude af herberget klokken ni, og det tidspunkt er passeret, da jeg er ved at snøre mine støvler. En politibil stopper ud for herberget, kan jeg se gennem glasdøren. Først fortsætter den en smule og bakker så tilbage. Politimanden kikker på mig, og jeg tænker, at de tager tidspunkterne meget nøje i Grandas de Salime, hvis politiet reagerer på sløve pilgrimme som mig. Ovenpå er Jose og schweizeren stadig ved at tale og pakke.

Politimanden er stået ud af bilen og kommer nu ind i herberget. Han spørger, om der er andre end mig. Da jeg bekræfter, spørger han, hvem de er. Han viser mig samtidigt et ID-kort og spørger, om jeg har set personen.

Det er en yngre spansk mand, som er læge. Jeg fortæller politimanden, at jeg ikke kan huske, om han har overnattet der, da jeg ikke har set alle folk. Jeg kalder på Jose og schweizeren, som også er usikre på, om spanieren har overnattet i herberget. ID-kortet er fundet i en bus, og betjenten forsøger at opspore manden for at give ham det igen. Vi ånder lettet op, da vi finder ud af, at betjente ikke er kommet for at håndhæve herbergets regler, men bare vil hjælpe en mand, som har mistet sin ID.

Schweizeren vil blive på herberget, da han ikke tør gå over bjerget i det dårlige vejr. Jeg begynder dagens tur med våde støvler igen. Jeg springer første kombinerede købmand og cafe over, da der skal være endnu en cafe i Castro efter fem kilometer. Her ligger også et vandrehjem, men jeg får ikke øje på cafeen, der ligger i forbindelse med vandrehjemmet og opdager først fejlen, da jeg er kommet hele vejen gennem landsbyen. I stedet får jeg øje på et museum og tænker, at der må være en cafe. Det er Chao de San Martin. Museet åbner klokken 11, så jeg venter. Imens snakker jeg med hestene, som er kommet for at hilse. Schweizeren har besøgt museet dagen før og fortalte begejstret om udstillingen. Det er et arkæologisk museum, der fortæller hvordan her engang lå en velhavende jernalderby grundlagt 800 år BC, som blev endnu mere imponerende, da romerne flyttede ind.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Desværre kan den enelige ansatte i museet berette, at der ingen cafe er. Men jeg kan besøge udstillingen gratis. Jeg tager støvlerne af og nyder de opvarmede lokaler. Udstillingen er ganske rigtigt fin og forklarer på fremragende vis levevilkår, erhverv og arkitektur. Men den kan ikke svare på, hvorfor byen blev forladt og glemt, indtil udgravninger igen hentede den op af mulden.

På toilettet er der varme i gulvet, og jeg får lyst til at lægge mig. Denne dag føles som en drøm. Som om jeg kunne tage en lille lur og vågne op til en meget bedre dag. Sådan har jeg det flere gange i løbet af dagen. Jeg spørger museumsmanden, om der går busser. Men nej, ingen busser mod A Fonsagrada. I stedet printer han en vejrudsigt, der lover opklaring hen ad eftermiddagen.

Jeg morer mig, da jeg møder caminoklippere, der med en traktor og støjende værktøj klipper det vildtvoksende græs på stien. Men smilet over begrebet caminoklipperne forsvinder, da jeg ser de enorme vandpytter, jeg skal gennem. Denne gang er der intet mudder kun græs og vand. Jeg prøver at gå en omvej gennem en mark, men vandet går alligevel op ad støvlen.

En pause holder jeg under halvtaget ved et kapel og en senere i et overdækket busstoppested. Der er ingen køreplan for bussen, men ved hjælp af Google finder jeg det lokale trafikselskab. Stadig ingen udsigt til en bus.

Jeg er blevet en anelse mere desperat, da jeg har set et vandreskilt, hvor der står, at jeg mangler 25 kilometer til A Fonsagrada. Det var der også, da jeg begyndte vandringen, men nu skulle jeg have gået 10 kilometer. For at afreagere klager jeg min nød på Facebook i forventning om opmuntrende ord fra venner og bekendte, så jeg lettere kan gå min tunge våde gang og pleje min selvmedlidenhed. Lige nu er mit lyspunkt, at der er udsigt til en bar efter tre kilometer. Ganske vist en bar uden noget at spise. Men bare at kunne sidde indenfor og drikke noget varmt. Jeg glæder mig allerede.

Først skal jeg op over et lille bjerg, hvor jeg kan høre vindmøllerne piske luften. Men jeg kan ikke se vingerne i de skyer, der igen har sænket sig over min vandretur. På den anden side af bjerget er der et pas, som danner grænsen mellem Asturias og Galicien. Bag asfaltvejen og en parkeringsplads ligger baren. Men ak. Den er lukket, og der står en ulæselig besked på glasdøren. Jeg kikker målløs, som om det tager tid, før jeg registrerer, at der ikke er udsigt til varme og en stol. I stedet er der 12 kilometer til A Fonsagrada og muligvis en bar undervejs på den lange tur.

Som en trøst klarer det en smule op, og jeg sætter mig på en sten. Måske er den lovede opklaring på vej og alt ikke så slemt, som det umiddelbart virker. Jeg har trods alt chokolade, og jeg åbner Facebook. De trøstende kommentarer glæder mig. Men en foreslår, at jeg blaffer. Ideen afviser jeg blank. Hvem vil tage en våd og mudret person op?

Opklaringen var en overordentlig lille parentes. Snart pisker nye skyer og regn ind over mig, så jeg fortsætter. Da regnen øjeblikke senere forvandler sig til hagl, er jeg lige ved at tude. Iskuglerne prikker ubehageligt i hovedbunden, som ellers er beskyttet af hætter fra både regnjakke og regnslag. Det føles absurd, og jeg ønsker mig langt væk. Hvad fanden laver jeg på en grusvej i udkants-Spanien?

I støvlen er sokkerne og lilletåen kommet i karambolage. Der er en vabel, og den er pakket ind i Compeed. Men tåen vender nu forkert, så jeg kommer til at gå akavet. Da støvlen er våd, hænger sokken fast, og jeg kan ikke flytte tåen tilbage til normal stilling.

Grusvejen løber parallelt med asfaltvejen, men der er en bred grøft og tæt buskads imellem. Tanken om at blaffe vokser i mit hoved. Da en sidevej skaffer mig adgang til hovedvejen, beslutter jeg at tage chancen.

Næste udfordring er at få en bil til at stoppe og tilbyde et lift til våde og snavsede mig. Men først skal der komme en bil. Vejen ligger øde hen uden trafik.

Endelig kommer en bil. Jeg kan se to ældre kvinder køre forbi. Ikke typen der stopper for en blaffer, siger min blaffererfaring mig. Men da de er kommet forbi, kan jeg høre bilen sagtne farten og stoppe. Og der holder den. Bilen.

Kvinden står ud af bilen og kæmper med at flytte en lille tæppetisser-hund fra det sæde, hun vil tilbyde mig. Huden ryster af skræk, da den ser mig. Den skal sidde på det andet bagsæde, hvor den under hele turen glor på mig, uden at stoppe de angste rystelser.

Da jeg vurderede mit mudrede look og sandsynligheden for at blive samlet op, havde jeg glemt, at jeg er pilgrim. Ganske vist betragter jeg mig som vandrer og har intet religiøst sigte med min tur. Nu prøver jeg både at se ud som og lyde som en from pilgrim. De to damer er tydeligvis stolte af caminoen og ved præcis, hvor herbergerne ligger. Jeg kan komme med helt til storbyen Lugo, men det afslår jeg i forventning om en snarlig opklaring i vejret.

Mens jeg gik i regnen, havde jeg trøstet mig selv og lovet at indlogere mig på et varmt hotel for natten. De to kvinder foreslår dog at sætte mig af ved herberget i Padron. Det ligger en smule længere væk end A Fonsagrada, og i guidebogen står der, at de laver god mad. Så den løsning passer mig fint.

Da vi nærmer os byen ser jeg pilgrimmene med flagrende regnslag og i selve byen står det kriseramte amerikanske trekløver og peger i hver sin retning. Det er sidste gang, jeg ser dem, så jeg formoder, at de har fundet en busafgang.

Herberget i Padron ligger i et gammelt hus, og de andre pilgrimme viser mig til rette. Jeg finder et lille værelse for mig selv på første sal med varme på radiatoren. Der er et køkken. Den gode mad beskrevet i guidebogen skal man selv lave, viser det sig. En automat sælger varme drikke, mens et andet brummende monstrum indeholder kiks, fisk på dåse og chokolade. Padron har ingen butikker, og der er to kilometer op ad bakke til udkanten af A Fonsagrada. Jeg finder dog en et opslag fra en restaurant, som tilbyder at hente en, hvis man vil spise der. Det tilbud overvejer jeg, mens jeg drikke den kedelig automatkakao og taler med de andre pilgrimme.

En spanier har gået i tre måneder fra Barcelona. En hollandsk kvinde lyder en smule som team Easy-on. I starten tror jeg, at spanieren taler hollandsk, da hun tiltaler ham på det sprog. Men det viser sig, at hun taler en blanding af hollandsk og engelsk til alle og derfor er en anelse svær at kommunikere med.

Herberget er udsmykket med malerier og tegninger, og kunstneren hedder Victor, som samtidig er vært. Henunder aften kommer han for at registrere os. Jeg spørger ham, om han kan anbefale et spisested. De magiske ord! Han tilbyder at køre mig til byen og vise mig byens bedste pulperia. I Galicien spiser man store blæksprutter kaldet pulpo, og dem spiser man på et pulperia. Når jeg er færdig med at spise, skal jeg bede restauranten om at køre mig tilbage til herberget.

Victor er ikke bare vært og kunstner, han er også i civilgarden. Så jeg får plads i et udrykningskøretøj. Jeg bliver sat af ved kirken i A Fonsagrada og får forklaret vejen. På restauranten tager jeg en pilgrimsmenu med typisk galicisk mad: grønkålssuppe først, pulpo med kartofler og paprika og en tallerken med pimientos de Padron, der er små grillede grønne pebre med salt. De fleste smager uskyldigt, men en enkelt er brændende stærk chili. Det får jeg først forklaret senere og slipper heldigvis fra mit første møde med pimientos de Padron uden at få mine smagsløg bedøvet ved denne første introduktion.

Det galiciske sprog er dels spansk, men har også sine egne ord og en udbredt brug af bogstavet X. Portugisisk har sneget sig ind med mange ord, jeg kan genkende fra mine rejser i Portugal og forsøg på at tale portugisisk. Så nu får jeg endnu flere muligheder for at blande sprog.

Der er selvfølgelig fodboldkamp i tv, men så snart jeg beder om at blive kørt tilbage, har de fundet en chauffør til mig. Han vil ingen penge have. Det er en del af deres service inkluderet i en tre retters menu til 10 euro.

Værelset deler jeg nu med en spansk mand. Han bliver ringet op om natten og er en type, der brokker sig over alle andre.

Dag 28 Padron – Cadavo Baleira

Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Naturen er meget smukkere i solskin. I dag går turen gennem et varieret landskab med flotte udsigter og skove. Undervejs frister flere cafeer med friskpresset juice og andet godt.

 

Onsdag den 6. maj 2015

Jeg tager mig god tid med morgenmaden og kommer sidst af sted klokken ni, da værten Viktor kommer. Med sig har han en buket af morgenfruer, som han udsmykker stuen i herberget med. Jeg roser hans anbefaling af restaurant.

Morgenen er kølig, men det regner ikke. I begyndelsen truer mørke skyer. Oppe på en bakke er der en vandre-rasteplads med borde og bænke, hvor jeg spiser yoghurt og en appelsin. Caminoen virker mere organiseret i Galicien, når det handler om praktiske tilbud til pilgrimme.

Turen går meget op og ned. Oppe er foråret stadig i gang, mens træer og buske er sprunget helt ud i dalene. I et pas ligger et gammelt pilgrimshospital, som er restaureret og giver et bedre indtryk end Hospitales ruiner i bjergene, som var indtaget af dyr.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Første cafe ligger i et stenhus i en dal. Solen er kommet frem nu, så det er varmere udenfor end inde. Her er overraskende mange pilgrimme, og den ene vært springer fra bord til bord. Jeg bestiller en stor og god sandwich. Mine støvler er våde, så jeg skifter sokker tre gange undervejs. Et sted er stien forvandlet til et lille vandfald og et andet sted, er det heldigt, at man kan kravle op på en stenmur, da stien er forvandlet til en sø.

Mit tempo er sat ned, da jeg stadig har ondt i foden. Jeg holder ofte pause og går langsommere og langsommere. Annedorte er læge, og hun har rykket og trykket på foden for at se, om den er brækket. Ens knogler kan godt brække ved langvarig belastning, og det sker både for soldater og på caminoen. Heldigvis er min fod ikke brækket. Smerten skyldes, at den ene fod går på kanten af støvlen. Min støvle er for lille. Inden afgang havde jeg læst, at støvlerne skulle være to numre større end normalt, fordi ens fod vokser. Jeg nøjedes med et enkelt nummer større. Og nu kan min fod ikke længere være i støvlen og brokker sig over den manglende plads.

Herberget i Cadavo Baleira er rungende nyt. Jeg havde set et foto af herberget på nettet og regnede med, at det var en ombygget benzintank. Det viser sig bare at være en kreativ arkitekt. Jeg finder plads på en af de to sovesale, som er næsten fyldte. Der mangler plads til vores rygsække. Her er det en skranke med glasrude foran til værten, som registrerer en. Hun er der dog ikke, og da jeg forsøger at ringe, strejker telefonen – måske på grund af den meget beton.

Da de sidste pilgrimme kommer, er sovesalene fyldte, og de får i stedet et handicapværelse. Herberget gør meget ud af, at det er handicapvenligt med rampe til kørestole. Men selve handicapværelset indeholder en helt almindelig køjeseng. Hvordan de vil få en kørestolsbruger i seng, er en gåde.

Vi går en flok på restaurant. Jeg kommer til at sidde overfor den hollandsk-talende kvinde, så en del af konversationen er sort snak. Vi taler om, hvor smukt foråret er, nu hvor solen endelig skinner. Landskabet er et studie grønne nuancer. Annedorte siger, at navnet på hendes bog om turen på Primitivo ville være “50 shades of green”. Jeg svarer, at min bog skulle hedde “50 shades of mud” efter mine studier af mudder og konsistens. Lige fra det helt sjappede til det faste, som føjer sig efter foden uden at dække den. En helt særlig variant er mudder blandet med kolort. Mange steder deler pilgrimme vej med køer på vej til græs. Det nye forårsgræs får køernes maver til at skide som små eksplosioner af tynd afføring og minde om den måde, en flodhest markerer sit domæne ved at fordele lortet med en roterende halepropel.

De tre tyske veninder er i godt humør og skåler i barens hjemmebrændte sprut. Men så bliver jeg kaldt tilbage til herberget, hvor værten er dukket op for at indskrive mig. På herberget er koreanske Young kommet under vingerne hos nogle spanske herrer, der laver mad til hende.

På sovesalen ligger den samme spanske mand, jeg delte værelse med dagen inden. Midt om natten flipper han ud og råber op, fordi en anden pilgrim snorker. Derefter skælder Jose ud på ham, fordi han nu har vækket alle. Jeg finder aldrig ud af, hvad manden hedder. Han kommer til at gå under navnet: manden med den røde trøje.