Tag-arkiv: kulturmøde

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
 Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

 På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

En bybo på opdagelsesrejse i Malis provins

Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.

Maratonløb i Mali – grænseoverskridende turisme

Absurd maratonløb behandler lokalbefolkningen i Mali som dekorative statister i velbjærgede vesterlændinges overskridelse af egne fysiske grænser

 Af freelancejournalist Lise Blom

Et stenet svært tilgængeligt område, voldsom varme, tilsat et folkeslag med en spændende mytologi og søde små afrikanske børn til at klappe opmuntrende. Det må være de rette omgivelser, når man er ægte eventyrer og i god fysisk form.

Sportsfolk, der ønsker at udfordre deres krop, finder stadig mere eksotiske og utilgængelige områder hvor de kan udfolde deres egoer med en lokalbefolkning som undrende tilskuere.

Le Grand Raid Sahara er et surrealistisk maratonløb. Det er løbere i selvlysende farver udstyret med særligt tøj, flasker strategisk placeret rundt om på kroppen, med solbriller, der ligner noget fra en rumfilm, som pøser mineralvand ud over deres trætte kroppe – i et af verdens fattigste områder, hvor vand er en sparsom ressource.

Som turist i Mali er man aldrig anonym. Der skal hilses, og jo sjældnere besøgt et område er, jo vigtigere er det. I landsbyen Biry kommer ingen turister, og de få besøgende, jeg har haft med, bliver modtaget med fest.

Derfor bliver jeg overrasket, da beskeden ”bil kommer” bliver råbt, få dage efter, at jeg er ankommet til Biry. Vi bor på en klippetop med panoramaudsigt over den smalle dal. Jeg finder hen til klippekanten, men bilen stopper ikke. Det gør til gengæld en efterfølgende bil, og der er sat cyklamen farvede pile op i træerne, der kan ses helt oppe fra bjergtoppen.

Med en stribe børn i hælene begiver jeg mig ned for at finde ud af, hvad der foregår. Landsbyen har ingen besked fået. Det vise sig, at Le Grand Raid Sahara passerer her på sidste etape af løbet. Fem etaper på omkring 45 kilometer, får jeg at vide af en fransk kvinde.

Børnene holder sig på afstand og tæt klinet op ad mig. Kort tid efter ankommer de første løbere. Jeg tager billeder. Børnene morer sig og går i gang med at lege maratonløb, så jeg kan fotografere dem. Derefter sætter jeg mig omgivet af børnene.

Kvinden sidder et stykke fra os, og hun forsøger at lokke børnene til sig. Nogle drenge er lidt modige og nærmer sig. Hun forsøger med beskedent held at få dem til at klappe, når løberne passerer. Men da en langhåret mand kommer, flygter de skrigende. Senere forsøger hun igen at få børnene til at sætte sig hos hende, så hun an få taget et foto med hende omgivet af nuttede afrikanske børn. Da hun selv vil tage fotos af pigerne, nægter de og stiller sig derefter demonstrativt foran mig og opfordrer mig til at tage fotos af dem. Børnene har gang i en leg, som viser deres utilfredshed med at være statister i andres eksotiske fotoalbum.

Flere af løbs arrangørerne ankommer ligesom nogle voksne fra landsbyen. Ingen har informeret landsbyerne langs ruten om, det der foregår. Deltagerne camperer på landsbyernes marker, og når de udmattede løber forbi, er det i deres egen lukkede verden uden at hilse, som det er kutyme.

Løbets leder er afvisende overfor landsbychefen, der er kommet for at hilse på. Jeg bemærker, at de bør takke landsbyerne for det enorme arbejde, de har gjort for at gøre for at forbedre vejen – så det overhovedet er muligt at komme til området. Det bliver overhørt.

Solveig Sandnes til musikalsk møde i isoleret landsby

Der bliver udvekslet musik og sange, da jeg tager musikeren Solveig Sandnes, hendes datter Vilma og filminstruktøren Stine Exler med til den isolerede dogonlandsby Biry

Af freelancejournalist Lise Blom

Bilen er lastet med sække med ris og salt, madolie, diesel, spagetti, appelsiner, sæbe og fodbolde. Ting, som gør lykke i en isoleret landsby i et af verdens fattigste lande Mali.

Vi kører mod nord fra Bandiagara, hovedbyen i dogonområdet midt i Mali. Der er 80 kilometers kørsel, selv om der ikke er så langt i luftlinie. Men området består af klipper og dybe klippespalter vekslende med flade vindblæste sletter med enkelte buske. Jeg skal se, hvilken indsats områdets landsbyer selv har gjort for at forbedre vejen. Og bortset fra en kort strækning, som ingen landsbyer åbenbart regner for deres nærområde, er der blevet fjernet og knust sten, fyldt huller og støbt fundament over de dybeste vandløb.

Med i bilen er den 10-årige Vilma, hendes mor Solveig Sandnes og filminstruktør Stine Exler. Det er anden gang, jeg tager nogle med til min landsby Biry, hvor der aldrig har været turister. Jeg kom her første gang i 1992 som forlovet med Abdoulaye. Dengang var landsbyen endnu mere isoleret. Sidst besøg af hvide var dengang, de franske koloniherrer tvangsudskrev unge mænd til kanonføde i anden verdenskrig. På trods af det blev jeg taget pænt imod dengang. For de ældre i landsbyen kunne jeg ligeså godt stamme fra byen Mopti lidt mere end 100 kilometer borte. For dem var alt udenfor bjergene fjernt og anderledes.

I dag er situationen helt anderledes. Landsbybeboerne rejser ivrigt, og unge kvinder og mænd tager til hovedstaden og udlandet for at arbejde. Der er fjernsyn og radio, og et besøg udefra er en kærkommen afveksling fra hverdagen.

Nogle kilometer inden landsbyen møder Nouhoun os på motorcykel. Hans far Ounde er min ex-svoger, og han er med i bilen som vejviser. Ounde konstaterer, at han aldrig har set hans teenager søn på en motorcykel før. Heldigvis tager han hensyn til sit høje blodtryk og reagerer ikke – men det er heller ikke hans motorcykel.

Vi ankommer til landsbyen, som er placeret på toppen af en klippe. Her venter beboerne på os. De unge mænd kommer med trommer og deres håndlavede geværer fyldt med hjemmelavet krudt. Vi bliver ledt op ad bjerget, mens kvinderne synger og klapper. Gennem en smal klippespalte og ind på en lille plads, hvor vi bliver placeret i midten, mens mændene danser om os. Geværerne med løst krudt bliver affyret ud over klippekanten, og bragene giver genlyd mellem klipperne.

Så er det tid til at spise. Vi får hirsegrød sødet med vilde rosiner og ris med kylling i et stort fad. Solveig får børnene til at synge med på ”Jeg har fanget mig en myg” og det lyder, som om dansk med let jysk accent er deres modersmål. Som den aktive igangsætter og skolelærer introducerer hun en håndlussinge-leg, hvor det gælder om at klapse modstanderen over hænderne. Børnene er stadig lidt skræmte. Det er et år, siden jeg var her sidst.

Efter en rundtur i landsbyen samles kvinderne for at spille musik. På en måtte banker to kvinder på en stor kalabas. En kvinde synger for, og resten svarer hende. Kvinderne klapper en rytme, der minder om spansk flamencomusik. Solveig optager kvinderne som del af hendes projekt Konokone. Det er et samarbejde mellem kvindelige musikere i Mali og Danmark.

Den timelange sang Talangé Né bliver normalt sunget til en kvinde, når hun skal giftes. Kvinderne synger på skift og giver gode råd om, hvordan bruden skal behandle sin kommende mand. Det er vigtigt at være rolig og ikke hidse sig op. Og så er der børnene; få mange børn, de er vejen til lykke og kærlighed. Selv om kvinderne står tæt, bliver der danset, og til sidst bliver en statue af en kvinde placeret i centrum. Vi er midt i et kvindeligt fællesskab ladet med power og energi. Forsangerne Kadia Traore, Fanta Dicko og Dicko Traore forklarede mig siden betydningen af sangen.

Inden solen går ned, forlader Solveig, Vilma og Stine landsbyen. De næste 11 dage er jeg landsbyens centrum.