Tag-arkiv: natur

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.

Nomader hærger Malis skov

Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Af freelancejournalist Lise Blom

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.

Fatoumata – en kvinde med særprægede kæledyr

Fatoumatas gårdhave ser umiddelbart almindelig ud, men i den gemmer sig anderledes kæledyr

Af freelancejournalist Lise Blom

Et rækkehus i udkanten af Malis hovedstad Bamako ATT Bougou består af tusindvis af identiske huse. Kvarteret er opkaldt af Malis præsident ATT, og byggeriet er Malis version af socialt boligbyggeri. Beboerne betaler knap 400 kroner om måneden, og efter 25 år ejer de boligen. I virkeligheden er boligerne målrettet Malis middelklasse, fattige har ikke råd til at bo her.

Fatoumata Dolo bor i ATT Bougou med sin familie. Oprindeligt stammer hun fra landsbyen Ingré i Dogonland, men hun har boet i Abidjan i Elfenbenskysten i mange år. For to år siden flyttede hun ind i rækkehuset i ATT Bougou, hvor hun bor sammen med to døtre, en søn og et barnebarn samt en mindre zoologisk have.

Gårdhaven er omkranset af blandt andet en avokado, en vindrue, en aloevera og et granatæbletræ. Et spædt baobabtræ på to år er der også blevet plads til – indtil videre.

Fatoumata griber fat i mig og trækker mig hen til en skærm af metal. Bag den står en gigantisk skildpadde. Den har hun haft med i bussen fra Dogonland. Sønnen Amidou bemærker, at den vejer mindst 50 kilo – det var ham, der havde fornøjelse af at være med til at bære sin mors særprægede bagage efter et besøg hos familien.

Jagten går ind på at finde et af de pindsvin, hun ligeledes har haft med, og som gemmer sig om dagen for at sove. To grønne papegøjer kvidrer i deres bur, mens kalkunhanen puster sig op og vibrerer hidsigt med halen. Kalkunen har to kalkunhøner samt perlehøns og almindelige høns at holde styr på.

Fatoumata drømmer om at finde flere spændende dyr til sin gårdhave. Amidou griner kærligt af sin mor.

I Mali er fysisk arbejde lig hårdt arbejde

I Mali får tøjet bank, når det skal være rigtigt fint. Slagene med en kølle giver en blankere overflade end et strygejern. Men det er et hårdt og ensformigt arbejde

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvis jeg nogensinde skulle få medlidenhed med mig selv og føle, at livet er hårdt og ensformigt, skal jeg blot lytte til den rytmiske banken, der lyder fra små boder af strå ved gader og veje i alle Malis byer. Her afleverer malineserne deres pæne tøj.

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

På en måtte af strå sidder to mænd overfor hinanden med hver sin kølle af træ. Mellem sig har de en glat blok af træ. På blokken ligger et stykke stof, som de skiftevis banker med køllen. Det er fint damaskvævet stof, som bliver ekstra blankt, når stoffets fibre bliver banket helt flade. Ved vask er skyllevandet tilsat lidt arabisk gummi for at give en hård og blank overflade. Efter at stoffet har fået bank, ligner mændenes store dragt boubou’en og kvindernes kjoler og tørklæder regntøj, og det rasler som papir, når folk bevæger sig. Hver dragt består af fem meter stof.

Fra tidlig morgen til sen aften ligger den rytmiske banken et lydspor – nogle gange i en jævn rytme andre gange til et stigende crescendo, når kanten af stoffet nærmer sig, og mændene i fællesskab beslutter sig for en ekstra anstrengelse.

Jeg har selv fået ømme hænder og små vabler. Bocari, som jeg bor hos i forstaden Bouga Songo ved Bamako, har fundet en kuffert fuld af frø. Frøene er fra Sverige, og de skal plantes af et kvindeprojekt i hans landsby Ennde i dogonland. Men inden må vi prøve, om frøene fra Brødrene Nelson overhovedet kan spire og gro i et varmere klima end Sverige. Planterne er dels velkendte grøntsager fra skandinaviske haver, men der er også bizarre varianter som brune rosenkål, violet grønkål og blå bønner.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Bocari har ryddet det krat, der har dækket det meste af grunden. Under krattet afslører et fundament til mure, at huset skulle have været dobbelt så stort. I Mali ser man mange halvfærdige huse, for malineserne kan ikke gå i banken og låne penge til et hus. Byggeriet skrider frem, efterhånden som de kan betale materialer og arbejdskraft.

Mellem fundamentet til murene er der jord, som vi må gennemvande inden vi kan begynde at hake i den. Her bruger man selvfølgelig en hakke, som er effektiv til at hakke, løsne og grave i jorden – eneste minus er skaftets rå overflade, som giver vabler. I første omgang har vi gjort to ”værelser” klar med bønner, ærter, gulerødder, rødbede, courgette og salat. Komposten er anderledes, og jeg har fjernet konservesdåser, plastikposer og tøjstumper.

Krattet skjulte tomatplanter plantet under regntiden, som sluttede for næste fire måneder siden. Der er hverken faldet regn eller dug siden, og alligevel lever planterne med blomster og tomater. Tidligere har jeg altid tænkt på Mali som ekstremt tørt, men jeg har ændret min opfattelse. Mali er ekstremt grønt og frodigt i forhold til mængden af nedbør, den brændende sol og de mange får, geder og køer. Tænk hvor hurtigt den danske natur visner, hvis det ikke regner nogle få uger. I Mali er der frisk grøn vegetation, selv om det ikke regner mellem syv og otte måneder om året.

Jeg er spændt på, om planterne når op, inden jeg skal hjem. Det vil begejstre mig, hvis jeg kan nå at smage en høst af friske grønne ærter i februar! Men det er ikke kun mig, der glæder mig. Flere og flere duer har spottet den rensede jord, som de cirkler om.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Skriv et svar

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel  finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne  er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører.  Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor