Traditionelt byder man fremmede velkommen i de albanske bjerge. Så hvorfor ikke gøre den overdådige velkomstmiddag til en forretning og håbe, der kommer turister forbi? Vi kom forbi og fik fremragende mad og historier.

”Jeg vil være turist, når jeg bliver stor.” Den lille pige er lidt genert, men smiler, mens hun siger det.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vores guide Luciana har spurgt den lille pige, hvad hun vil være, når hun bliver voksen. Pigen ser os, en gruppe turister fra Danmark i højt humør, som er gået en lille tur op til dalen i bjergene og nu får te, kaffe og raki inden endnu en overdådig frokost. Hendes mor og ældre søskende er i fuld gang med madlavning og servering, mens faren Tahir er vært og fortæller historier fra livet i bjergene under og efter kommunismen.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi griner med, da vi får pigens ord oversat og forestiller os et liv fyldt med nye oplevelser og opvartning. Vores sandhed er ganske vist en anden med en uges ferie som pause fra arbejdet. Men den virkelighed er fjern for en lille pige, der lever i landsbyen Kukaj i en lille sidedal til Valbona med kun to huse og en streng vinter, hvor to meter sne dækker landskabet. Her møder pigen kun få typer af mennesker: de hårdtarbejdende albanske bjergbønder, turistførerne og så turisterne. Så valget er selvfølgelig enkelt med en lille piges øjne.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Vi er i Valbonadalen i det nordlige Albanien på grænsen til Montenegro. Hvis vi går lidt længere op ad stien, kommer vi til passet, der danner grænse. Selv om området er stejlt og tilgængeligt til fods, frygtede albanerne i kommunisttiden også en invasion gennem bjergene. Også, fordi albanerne dengang generelt frygtede invasioner, hvad hundredtusindvis af små bunkere vidnede om. Nederst i Valbonadalen ligger der stadig tre bunkere som et minde. Alle de andre er brudt ned og genbrugt som byggematerialer og metalskrot. Denne blomstrende sommerdag er det vanskeligt at forestille sig området som potentiel konfliktzone, men dengang blev både mænd og kvinder indkaldt til to årlige forsvarsøvelser med udgangspunkt i de små lavloftede bunkers.

I dag har nogle kreative bønder valgt at åbne familiære spisesteder på deres små selvforsynende landbrug. Her serverer de lokale hjemmelavede specialiteter og fortæller om deres liv og områdets historier. Dem besøger vi to af i Albanien og får indblik i både de absurde regler, der styrede befolkningen under kommunismen og de konsekvenser, de kunne have for de enkelte familier. Men også den kreativitet der har sikret familiernes overlevelse og stadig gør det i dag. Det er i hvert fald en glimrende ide at kombinere en traditionel gæstfrihed, de smagsfulde lokale råvarer med en forretning.

Et mylder af aromatiske urter frigiver deres krydrede dufte, når vi går gennem dalen. Dalens køer, får, geder og høns lever af de samme urter, og smagen går derfor igen i kød, mælk og oste. Vi siger gëzuar – skål på albansk.

Det ser idyllisk ud, men både før, under og efter kommunismen er livet hårdt på landet i Albanien. Vi besøgte Dava, som passer sin 104-årige svigermor og dagligt går tur med sine to køer, mens de spiser sig mætte i krydderurter.

På nutidens bryllupsfotos smiler bruden. Det har Dava svært ved at forstå. Dengang hun blev gift, var en sorgens dag. Hun havde bøjet hovedet og tårerne løb ned ad kinderne. Det var dagen, hvor hun skulle tage afsked med sin egen familie og flytte til en ny familie, hvor hun skulle leve resten af sit liv.

Dava foran det lille stenhus, hvor hendes svigerinde boede indtil hun rejste til Grækenland

Samfund og normer har ændret sig, siden Dava blev gift sidst i 1970’erne og endnu mere siden dengang, hendes mor blev gift. Da moren blev gift, lå der en patron i hendes brudeudstyr. Patronen var til hendes svigerfar; opførte den unge kvinde sig ikke ordentligt og ærede sin nye familie, havde familien ret til at skyde hende.

Fra Davas terrasse er der udsigt over dalen

Dava bor i bjergene i det centrale Albanien. I bjergene ligger landsbyens huse spredt, og der er langt til naboerne. Derfor havde en ung brud udsigt til at tilbringe rigtig meget tid med sin svigerfamilie. Man kunne være heldig eller uheldig med sin nye familie.

Heldigvis var Dava heldig. Hun måtte se den kommende ægtemand en enkelt gang, inden hun blev gift med ham, så hun i princippet kunne sige ja eller nej til ægteskabet, som familien havde arrangeret. Sagde Dava ja, sagde hun samtidig ja til et liv i hans hjem, sammen med hans familie.

Den dag i dag udstråler Dava stadig glæde, når hun fortæller om sit første møde med den unge mand. Han var en smuk mand, og han så ud til at være et godt menneske. Dava fniser, som var hun en teenager. Ifølge de gamle normer for opførsel må kvinder ikke vise følelser offentligt. Heldigvis har de normer ændret sig.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Dava bor stadig i det store familiehus. Man skal igennem landsbyen, over en smal metalbro over floden og til fods op ad en smal sti for at komme til huset. Dengang hun blev gift, var huset hjem for en storfamilie. I dag bor Dava alene med sin svigermor på 104 år. Svigermoren er syg og Dava passer hende. Selv om hendes børn er voksne og gifte, bor de ikke hjemme, som det tidligere var tradition på landet i Albanien. Børn og børnebørn lever i Grækenland som migrantarbejdere, så de kan sende penge hjem. Davas mand er også i Grækenland og arbejder som landbrugsmedhjælper i kartoffelmarkerne. Egentlig skal han på pension, men han besluttede at tage endnu en sommer i de græske kartoffelmarker. Dava glæder sig til høsten er slut og han kommer tilbage.

Huset ligger idyllisk. En stor terrasse har udsigt over den frodige dal. Men hvor vi nyder udsigten og ser idyl, ser Dava hårdt arbejde. Det er hendes opgave at holde huset, haven og det lille landbrug, familien lever af. Hun passer en gris og to køer. Køerne skal ud at græsse, og da der ikke er en indhegning til køerne, går Dava hver dag op i skoven, hvor køerne spiser græs, krydderurter og blomster. I denne dal er der ekstra gode krydderurter, så Dava er stolt af sin mælk. Vi får lov at smage den hjemmelavede yoghurt. Jeg kan godt forstå, at hun er stolt. Aldrig har jeg smagt en yoghurt med så sød og blomstrende smag. Dava er lokal kendt for sin gode mælk og sælger den i genbrugte plastikflasker. Halvanden liter mælk koster 100 Lek, som er 5,50 kroner. Når der er meget foder, giver en ko 15 liter om dagen. I de perioder af året, hvor der ikke er så meget græs, giver den kun 7-8 liter.

I følge guidebogen er en sejltur på Koman-søen i det nordlige Albanien en af verdens største færgeoplevelser. Turen bliver sammenlignet med Hurtig-ruten langs Norges kyst. Jeg vil tilføje nogle fordele ved Koman-søen:

• Man risikerer ikke at blive søsyg
• Turen tager kun omkring to timer, så man behøves ikke sove i en klaustrofobisk kahyt
• Temperaturen var denne julidag dejlig lun og selv om vejret i Nordalbaniens bjerge kan være lunefuldt, er der trods alt større sandsynlighed for klart vejr her end i Norge

Det albanske flag ser ekstra godt ud, som kontrastfarve til det turkise vand, den blå himmel og de grønne bjergsider.

Den splinterny færge Alpin lå allerede ved kaj, da vi ankom til Fierza klokken 8:30 om morgenen. Eller kaj er så meget sagt. Landgangs-klappen lå direkte på jorden og nogle havne-arbejdere var ved at grave jord til at udfylde hullet mellem klappen og færgelejet.

Øverst på færgen er et stort overdækket åbent dæk med cafemøbler og en bar. Albanere er glade for musik, så der bliver spillet Balkanmusik – ikke øredøvende højt, men som lydtapet. Med list lykkedes det vores guide at overtale bartenderen til at slukke musikken. Men af og til kom han i tanke om, at der også var andre passagerer ombord, der sikkert savnede musik.

I pauserne mellem musikken kunne vi høre cikaderne. Skråningerne er beklædt med lav skov, der må huse millioner af cikader. Lyden er overvældende.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Området vi sejler gennem, ser øde ud. Nogle steder ligger der enkelte huse og marker, andre steder er der kun skov og klipper. På landkortet er der ikke aftegnet veje i området. Indbyggerne i Albaniens nordøstlige hjørne med Valbona-dalen og byen Bajram Curri, kan enten tage færgen eller køre via Kosovo, når de skal andre steder i Albanien. Søen er en opdæmmet flod. Drini-floden har sit udspring i Makedonien, og den er opdæmmet fem steder i Albanien. Komansøen går gennem det mest uvejsomme område og bliver brugt til sejllads.

Turens slutpunkt er tydelig, da en betondæmning går på tværs af søen efter to timers sejllads. Fra færgen kunne vi heldigvis ikke se, hvor høj dæmningen var og hvilken enorm flodbølge, det ville give, hvis dæmningen bristede.

Færgelejet i Koman er bygget i cement som en lille ø nedenfor den stejle klippe. Der er lige plads til nogle biler og minibusser. Her smider havnearbejderne et tykt tov i renden mellem landgangsklappen og kajen, så de slipper for at skovle jord ned i renden.Et mørkt hul i den lodrette klippevæg er begyndelsen på en lang mørk tunnel, som snor sig gennem bjerget. på den anden side går det ned af bakke på en vej

Tilkørslen går ad en lang mørk tunnel gennem bjerget og derefter ned fra bjerget ad nervepirrende hårnålesving til dalens bund på en vej, der ikke ser ud til at være sat i stand, siden dæmningen blev bygget i 1970.

Der er forskellige selskaber, som sejler på ruten. Vi sejlede med den største færge Alpin. På hjemmesiden er der også smukke billeder fra søen.

En albansk eliteskole gav albanske børn muligheder og status. Men samfundet valgte børnenes specialer, så for nogle børn blev skolen både en faglig og personlig kamp.

Restauranten ligger idyllisk ved stranden. Indenfor viser draperede silkestoffer og blomsteropsatser, at den smukke runde bygning også bliver brugt til bryllupper og fester. Restauranten er del af et eksklusivt ressort, så det overrasker mig, da min samtalepartner Dorien fortæller om de minder, han har om stedet.

Med en gysen beskriver han den skærende smerte, når en bomuldshalsklud eller et viskestykke svirper i luften og rammer den bare solbrune hud. En smerte vi sikkert alle har oplevet i skolekøkkenet eller friluftslivet, hvor teenagedrenge driller hinanden og tugter dem, de egentlig har kær.

For Dorien har mindet en ekstra facet, som kræver lidt forklaring. Vi befinder os nemlig i Albanien i udkanten af feriebyen Durres. Der, hvor en livlig strandpromenade i dag er afløst af skov og ressorts ned til det turkisblå hav. Men før 1991 så det kommunistiske Albanien helt anderledes ud og dengang var stedet en pionerlejr, hvor drenge og piger fra hele Albanien kom på ferielejr med lige dele ferie og opdragelse.

Alle i Albanien over 30 år har en baggrund, der viser, hvilken status deres familie havde i det dengang lukkede land. Det var et samfund, hvor alle skulle kende deres plads. Hvor overordnede tog stilling til ens fremtid og til hvad man ville komme til at beskæftige sig med.

Under kommunisttiden blev børn med særlige talenter udpeget allerede som helt små. De musikalske kom i særlige musikskoler, mens de sportslige kom i skoler, hvor idræt fyldte meget på skoleskemaet. Det var ikke kun børnenes talenter, der sikrede dem en særlig skolegang. Forældrenes loyalitet og status i samfundet havde også indflydelse på, om deres børn kunne komme i en særlig eliteskole.

Derudover var det vigtigt, hvor man boede. Det var børn i byerne, som kom i eliteskoler. Hvis man var så uheldig at være født langt ude på landet og endnu værre ved en mine, var ens skæbne fra fødslen at blive minearbejder ligesom ens brødre, søstre, fætre, kusiner, onkler, tanter og alle andre i samme landsby.

Dorien voksede i en mindre by, og hans far var embedsmand. Som udgangspunkt var han et af de heldige børn, der havde både evner og familiebaggrund, der kunne sikre ham en plads på en eliteskole. Men Doriens ubehagelige minde om sommerlejrens svirpende pionertørklæder viser, at han ikke følte sig heldig.

Som barn blev Dorien nemlig udvalgt til en fodboldskole. Skoledagen blev indledt med to timers udendørs træning året rundt – også i vinterens sne og mudder.

Den hårde fysiske træning og viljen til sejr blev indpodet i drengene fra barnsben. Drengene så sig selv som seje knægte, og den opfattelse blev delt af de andre børn. Som fodboldspiller var man del af et aggressivt fællesskab, hvor man både skulle leve op til fællesskabets normer og de andre børns forventninger.

På sommerens pionerlejr havde han en særlig status, fordi han gik på en eliteskole. Det var en status, han burde være taknemmelig for. Men i virkeligheden befandt han sig ikke godt med hverken eliteskolen eller den rolle den gav ham. Han havde nemlig ikke selv valgt, hvad han skulle specialisere sig i.

På den årlige pionerlejr vidste de andre børn, hvem der gik på sportsskoler og hvem der var de seje drenge. Det var umuligt at gå i fred på sommerlejren. De seje drenge kæmpede for en plads øverst i hierarkiet, og de andre børn prøvede at provokere eleverne fra sportsskolerne for at se, hvordan de reagerede. Våbnet var deres halsklud, og sommerens pionerlejr var for en dreng som Dorien en lang sviende smerte og en påmindelse om, at han var havnet i en rolle og i et fællesskab, hvor han ikke følte sig hjemme.

I virkeligheden drømte Dorien om at spille musik. Han ville gerne være en person, som ingen forventede var sej og aggressiv.

Barndommen i Albaniens bjerge var præget af afsavn og udsigten til et job i minen. Samir ser tilbage på livet som barn og ung før og efter kommunismens fald.

Når Samir husker på sin barndom i Albaniens bjerge, er det første han tænker på en lyd, som siger ”svup, svup, svup”. Det er lyden af et par hullede gummistøvler, hvor vandet svupper mellem tæerne for hvert skridt. Som barn havde Samir kun et par gummistøvler og hverken sko eller almindelige støvler. Selv om gummistøvlerne fik huller, var der ikke penge til at købe et nyt par til ham. Derfor måtte han leve med vabler og kolde våde fødder hver dag i skolen.

Samir boede på landet i det nordlige Albanien tæt ved en mine. Alle i området arbejdede i minen, og Samir havde også udsigt til et job i minen. Da Albanien var kommunistisk, måtte folk ikke flytte et andet sted hen. Staten bestemte, hvor befolkningen skulle bo og arbejde. Folk, der boede i byerne, havde flere muligheder og deres børn kunne være så heldige, at de fik lov til at gå i en særlig eliteskole, hvis de havde særlige talenter eller forældrene havde gode forbindelser. Men for Samir og hans klassekammerater på landet var der ingen vej uden om minearbejdet.

Minen var også skyld i, at skolevejen var så mudret. Ingen privatpersoner uden for partiet ejede en bil, og de færreste veje var asfalteret. Derfor blev jordvejen til og fra minen kørt i stykker af de tunge lastbiler, der kørte til og fra minen.

Lastbilerne var populære blandt skolebørnene. Hvis de var heldige, kom der en forbi, så de kunne få et lift på ladet og slippe for den timelange mudrede gåtur til og fra skolen.

Barndommens andre minder handler om sult og de sjældne og festlige gange, hvor han og familien kunne komme til at spise kød. Da kommunismen endelig faldt, og restriktioner og rationeringer forsvandt, begyndte Samir og familien at spise kød. Flere af familiens medlemmer rejste til udlandet for at arbejde og for lønnen, blev der spist kød. Perioden efter kommunismens fald bliver på landet kaldt for ”året hvor vi spiste kød”.

Samir fik med kommunismens fald mulighed for at vælge en anden fremtid. Først rejste han til Italien for at arbejde, og siden uddannede han sig til mekaniker og chauffør. Når han i dag ser de albanske bjergveje, er de nu asfalterede, og han sidder lunt i førersædet fjernt fra sjap og mudder.