Tag-arkiv: Viktors Farmor rejse

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.

Burkina Fasos søde paradis

Selv vejene er belagt med sukker i Banfora. Den lille by i det sydvestlige Burkina Faso er synonym med sukker.Og så er her fantastisk natur

En svag duft af karamel byder en velkommen, og man kan næsten smage sukkeret i luften. For at holde på støvet overrisler en tankbil grusvejen med melasse. Rejsebureauet Viktors Farmor kører lige bag, og vores bus bliver kandiseret i en smuk gyldenbrun farve. En autolakerer kunne ikke have tonet farven smukkere. Chaufføren er mindre begejstret. Sukker glasuren ligger som en hård skal på bussens lak.

Duften af karamel kommer fra en sukkerrørsmark, der bliver brændt af. Det sker for at jage krybet på flugt, inden høstarbejderne rykker ind med macheter.

Sukkermarkerne fylder en bred dal og vidner om en frugtbarhed, der er mulig med omfattende kunstvanding i Burkina Faso, hvor regnen kun falder tre til fire måneder om året. Der er kontrol, inden man kører ud af sukkermarkerne. Det er Ok at smage på sukkerrørene, men man må ikke tage dem med hjem. Så skolebørnene mæsker sig i sukkerrør på vej hjem fra skole.

Første gang jeg besøgte Banfora var i 1992, hvor guidebogen havde ofret nogle få linier på byen og området. Dengang cyklede vi rundt. En fisker tog os med ud at se på flodheste i Tengrelasøen og grillede fisk til vores frokost. Vi havde vandfaldet for os selv og badede. Jeg blev forskrækket, da jeg pludselig stod overfor en vildmand på en lille tur langs floden. Han blev endnu mere forskrækket og forsvandt i buskadset.

På busstationen hang et foto af spektakulære klipper, og da vi fik fortalt, at de lå i området, hyrede vi en bush-taxi og blev kørt ud til klipperne i Sindue.

Banfora var stedet for en billig brandert, da der blev solgt palmevin i små barer under halvtag af flettede stråmåtter. Kunderne drak og spillede på balafon og trommer. Palmevin gærer, fra det bliver tappet i toppen af palmerne, og det gærer mens man drikker det. Derfor bliver vinen stærkere og stærkere i løbet af dagen. I begyndelsen af dagen var musikken rytmisk i de små barer. Men ud på aftenen blev musikken mere og mere kaotisk, efterhånden som gæsternes promille steg.

I 1992 løb byen tør for kød, mens vi var der. Dag for dag var der færre og færre retter på spisekortet. Vi sad på en stor udendørs restaurant og kunne kun bestille spagetti med sovs af koncentreret tomat. Gæster, der var ankommet tidligere, kunne også vælge kylling. Så vi måtte kikke langt og lækkersultent efter de stegte kyllinger, der blev båret ind til andre borde. Pludseligt fik vi øje på en kat med en stegt kylling i munden. Der blev helt stille, og alle gæster fulgte katten med øjnene, da den med besvær slæbte sin fangst tværs gennem gården og hen til sine killinger. Et brøl afslørede, at kokken havde opdaget det tomme fad, og en tjener kom løbende ud i gården, hvor han opgivende betragtede katten. Det var den sidste kylling i Banfora.

I dag er der tjekkede hoteller og guider i Banfora. Man skal betale entre til Tengrela søen og vandfaldet, og der er bygget picnic pavilloner til gæsterne. Men heldigvis er naturens vidundere lige så smukke i dag som for 21 år siden.

Fetish-præst helbreder syge i Burkina Faso

Sundhed kan handle om mere end et godt helbred. Hos en afrikansk fetishpræst kan man blive helbredt for fysiske og psykiske sygdomme, få held i kærlighed og hjælp til at bestå sine eksamener. Han er samtidig garant for den personlige sikkerhed, så man ikke bliver offer for hverken kugler eller forgiftning

Fetisherne skaber forbindelse mellem vores verden og vores forfædres verden. De kan være menneskelignende skulpturer eller en udvalgt gren eller sten

Vi besøger en fetish -præst i det sydlige Burkina Faso. Patienterne kommer langvejs fra, og han har især et godt ry for at helbrede psykisk syge. Fetish-præsten er fra lobifolket, et folk som har bevaret deres oprindelige religion og helt særlige kultur.

Gårdspladsen er fyldt med skulpturer – i ler, træ og de nyeste i cement. Skulpturerne ligner menneskefigurer, og de repræsenterer forfædrene. Ens forfædre holder nemlig øje med en, og de kan både belønne og straffe. Hvis man er på afveje, bliver man straffet, når man gør noget godt, bliver man belønnet. Derfor handler det om at være på god fod med sine forfædre. Men en sygdom eller et problem kan også skyldes en forbandelse. Hvis man er syg eller ramt af uheld, kontakter Fetish-præstens ens forfædre. Forfædrene kan fortælle, hvad problemet er, og hvad der skal til for at løse det.

I konsultationen for psykisk syge spørger fetishpræsten forfædrene om årsagen til sygdommen og hvordan den kan kureres

Fetish-præsten har tre konsul-tationer med hver sit speciale. Den ene foregår i et lille hus, der ligger for sig selv. Her tager han imod patienter med psykiske problemer. Lokalet er forholdsvis lyst, men man må krybe ind af den smalle lave døråbning. Den ene halvdel af rummet er fyldt med fetisher og i den anden halvdel sidder fetish-præsten og patienten.

Først vækker han forfædrene med en lille klokke, så han kan stille dem spørgsmål. Det er en form for spådomme, han udfører. Gennem timer stiller han spørgsmål til forfædrene og får ja og nej svar. Efter at fetish-præsten har fundet ud af problemet, skal han finde ud af, hvordan patienten kan kureres. Helbredelsen foregår med ofringer til forfædrene og urtemedicin, men det er forfædrene, som afgør hvilke urter, der skal bruges, og hvilke ofringer, som er nødvendige. I konsultationen er der små krukker. Krukkerne indeholder urtemedicinen for de patienter, som han har i behandling. Urtemedicinen består af blade og bark fra planter og træer. Den virker både ved, at patienterne drikker afkog og ved, at den er placeret her ved fetisherne, hvor kontakten til forfædrene er stærkest.

Konsultationen for held i kærlighed, eksamen og godt arbejde har været besøgt i generationer. Betalingen foregår med mønter og tidligere med kauriskaller. De ligger i bunker mellem fetisherne

Når patienterne er raske nok til at komme hjem, får de en krukke med de samme urter med sig. Den skal de have på deres bopæl i en periode, og derefter skal krukken tilbage til fetish-præsten. For det er her kontakten til forfædrene er stærkest. Udenfor konsultationen står en masse krukker fra tidligere patienter.

Fetishpræsten fortæller, at det er bedst, når man selv kommer tilbage med krukken. Nogle gange kan han slet ikke genkende sine tidligere patienter, når de kommer igen som raske og hele mennesker.

I konsultationen for personlig beskyttelse er der fetisher og eksempler på alle de ting, som kan skade en - knive, pile, patroner og mad, som kan være forgiftet

Den næste konsultation, vi besøger, er inde i det store dunkle hus. Den er for personer, som ønsker held i for eksempel kærlighed, i skolen eller på arbejdet. Lokalet er mørkere, og der falder kun lidt lys ind fra udluftningshuller i loftet. Lyset falder på de forskellige fetisher. Her bliver forfædrene vækket med en klokke, og fetish-præsten vifter med en rituel kost.

Fetish-præsten har overtaget konsultationen fra sin far, og her har været tusindvis af personer. Tidligere betalte man med de hvide kauriskaller, der en gang fungerede som penge. Der ligger bunker af skaller. Nu betaler folk med mønter, så de yderste bunker består af mønter. Fetish-præsten må ikke bruge af pengene i rummet, med mindre han får lov af forfædrene. Til gengæld får han ofte gaver af dem, han har hjulpet.

Længere inde i huset gemmer den sidste konsultation sig. Her er der stærkere kræfter på spil og derfor behov for blod-ofre. Det lille rum lugter af død. Vi sidder i fjer og dun fra de ofrede fjerkræ, og der er frisk blod på vægge og fetisher. Dette rum handler om sikkerhed og beskyttelse. Det er en traditionel form for skudsikre veste og bodyguards. Alt, der kan skade en, er repræsenteret i rummet, og fetish-præsten er fulgt med tiden. Derfor er der også moderne patroner sammen med spyd, pile, knive og de forskellige former for fødevarer, som en fjende kan forgifte, hvis han eller hun vil en til livs.

Personlig sikkerhed kræver ofringer, så der er frisk blod på væggen

Fetish-præsten er stolt af sine evner og glad for at kunne hjælpe sine med-mennesker. Men han har også pligt til at fungere som fetish-præst. Hos lobi-folket er alle mænd fetish-præster for deres egen familie. De skal være i kontakt med forfædrene for at kunne beskytte deres familie. Men deres evner er begrænsede, så der er behov for specialister. Denne fetish-præst er specialist og kendt i Burkina Faso og det nordlige Ghana og Elfenbenskysten. Med sine evner til at helbrede folk er han forpligtet til at hjælpe sine medmennesker. Det er ikke et erhverv, og der er ikke faste tarifer for hans ydelser. Tidligere modtog han gaver som hirse, majs eller dyr, men i dag er der flere, som betaler ham med penge.

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel  finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne  er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører.  Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor