Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Mopti – på tur langs floden og havnen

De store flettede kurve bliver brugt til at fragte tørrede fisk.

De store flettede kurve bliver brugt til at fragte tørrede fisk.

I april før regntiden begynder, er der ekstremt tørt og varmt i Mali. Vandstanden i Niger og Bani er lavt, og nogle steder er vandet helt forsvundet.

De to floder løber sammen i den travle handelsby Mopti, som holder marked to gange om ugen. Havnen i Mopti er et af mine favoritsteder i verden. Jeg har tilbragt mange timer og mange solnedgange på at betragte skibene og nyde det gyldne lys.

I billederne kan du gå med på en gåtur langs floden, mens solen går ned. Billederne er fra april 2014.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Dødens triumf i Ghana

I Ghana deltager du ikke selv i den største fest, der bliver holdt for dig. Den foregår nemlig først efter din død. Få steder i verden fylder døden så meget som i Ghana. I weekenden går folk oftere til begravelse, end de går til bryllup.

Det er lørdag i en provinsby i Ghana. Gaden er spærret af et optog, og alle deltagerne bærer smukt tøj mønstret i sort og orange-røde nuancer. På pladsen midt i den lille by står baldakinerne med række af stole, mens et band står klar ved instrumenterne. Hele dagen skal der sørges og festes. Måske foregår selve begravelsen i dag? Men det kan lige så vel være en mindeceremoni et år efter døden. Ghaneserne nøjes ikke med en enkel ceremoni for den afdøde. De afdøde bliver mindet igen og igen. På gaderne hænger plakater, der roser den afdøde, så man skulle tro, der var valg til folketinget. Rige familier investerer i kæmpe billboards med portrætter af deres kære.

I fjerne landsbyer hænger en liste med planlagte begravelsesdage, hvor alle indbyggere forventes at deltage – også selv om de bor i en fjern storby for at arbejde. Så ligger man for døden, ved man, hvilken dag man bliver begravet.

Begravelsesfesterne kræver særlige dragter til de levende, og de døde skal naturligvis også begraves i en flot kiste. I Ghanas hovedstad Accra er det muligt at bestille en helt særlig kiste, der fortæller noget om dig og dine drømme eller dit erhverv.

Med ”Viktors Farmor” besøger vi kistesnedkeren Eric Adjeley. Hans far var den første, der begyndte at fremstille personlige kister. Kisterne bliver også udstillet, og han har blandt andet udstillet kister i Danmark. En kiste koster 1.500 dollars plus fragt, så her er det mulighed for at erhverve sig en helt særlig souvenir.

Enkelte kister bliver brugt til reklame, og det er da også svært at forestille sig at en familie vil begrave bedstefar i en flaske sprut, selv om han døde af druk.

Den mest populære kiste er en bibel eller en bog. En del præster har været imod de flotte kister, fordi de fjerner fokus fra de kristne ritualer. Men nu kan præster blive begravet i en bibel.

Kistesamlingen rummer også en edderkop-kiste.  Vi forestiller os noget skummelt, når vi ser en edderkop. Men i Ghana er en edderkop et positivt symbol. Det vil normalt være et gammelt familieoverhoved, der bliver begravet i sådan en kiste. Edderkoppen bliver betragtet som vis og klog.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

I Mali bestemmer storebror

Et imiteret plastik-kamera, hvor man kan se arabiske seværdigheder, når man holder det op mod lyset. En spraydåse med parfumeret ”frisk luft”. Og et Palæstina-tørklæde, som i Mali er symbol på, at man har været på pilgrimsrejse til Mekka.  Det er de mest iøjnefaldende souvenirs fra Amadou store rejse.

Amadou gør klar til en tår Nescafe

I 1980’erne begav Amadou sig ud på en lang rejse fra de isolerede Dogon-bjerge i Mali, gennem Burkina Faso, Togo, Benin til Nigeria. Fra den kaotiske millionby Lagos fløj han til Saudi-Arabien. Det var før motorcyklernes tid, dengang, da første del af rejsen foregik til fods eller hest. De færreste indbyggere i Biry havde været længere væk fra landsbyen end få hundrede kilometer.

Jeg forestiller mig, hvor udfordrende rejsen var for Amadou. Han kunne hverken læse eller skrive. Det lokale sprog doureli bliver kun talt af få tusind mennesker i nærheden af Biry. Derudover talte han fulani, et nomadesprog, som han kunne bruge i begyndelsen af rejsen. Derefter rejste han ind i områder med helt andre sprog og officielle sprog som fransk, engelsk og arabisk.

Amadou er stadig en af de meget få personer i Biry, som har fløjet. Han underholder med flyveturen og mimer stewardessernes sikkerhedsinstruktioner, hvor de peger på nødudgangene og tager redningsveste på. Amadou viser, hvordan han kunne klappe et lille bord ud og fik mad på en pakke. En anderledes spisesituation end i Biry, hvor familien er samlet på små skamler rundt om en skål med mad, og alle spiser med fingrene. Men den dag i dag undrer Amadou sig over, hvad det var, stewardesserne forklarede med deres indstuderede koreografi.

I Saudi-Arabien arbejdede Amadou i et stenbrud for at tjene penge. Han benyttede samtidig muligheden til at besøge Mekka som pilgrim. Amadou er første generation i familien, der er opdraget som muslim. Hans forældre blev omvendt til islam efter århundredes angreb fra muslimer.

I Biry kalder folk Amadou for El Hadj. Den titel får man efter en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg er nok den eneste, som bruger hans navn Amadou.

Amadou er overhoved for den afrikanske familie, jeg har været giftet ind i. Han er et sted i tresserne, men jeg kan ikke huske hans præcise alder. Alle familier har et familiekort, hvor fødselsåret er noteret for familiens medlemmer. Amadou blev født under den franske kolonitid.  Dengang blev man først registreret, når en embedsmand fra den franske koloniadministration ankom til landsbyen.

I landsbyen i Mali tager familiens overhoved alle beslutninger i familien. Jeg tvivler ikke på, at Amadou bestemmer og regerer i familien. Umiddelbart kan Amadou virke som en blød mand, for han bliver let rørt til tårer. Når jeg tager afsked med familien, triller tårerne ned af kinderne på ham. Men han kan også tage beslutninger, som ikke altid er de mest fornuftige. I hvert fald, hvis man skal tro hans lidt yngre bror. Lillebroren er ofte frustreret over ikke at have sin storebrors magt.

De to papegøjeunger nusser hinanden

Ved mit seneste besøg havde Amadou anskaffet sig to papegøje-unger. Amadou viste mig, hvordan han gav papegøjerne vand med en sprøjte. Papegøjerne boede i en åben kurv oppe under taget og betragtede os, når vi sad nedenfor. Men vi skulle ikke komme for tæt på.
Jeg fortalte, at papegøjerne kan lære at tale. Jeg boede i Bandiagara nogle dage, inden jeg kom til Biry. På hotellet havde de en talende papegøje. Den kunne også imitere telefonens ringetone. Papegøjen nægtede at tale, når man henvendte sig til. Men når den sad alene i et træ, sludrede den på fransk og legede telefonen-ringer-leg med de ansatte. Ved morgenmad forskrækkede den gæsterne ved at snige sig ind under bordet og trække i deres bukser eller kilde dem under tæerne. Når folk reagerede, kikkede den forventningsfuld op på dem for at få en godbid. Men det viste sig, at papegøjen kun ville spise kød og søde sager. Smed man brød ned til den, gloede den fornærmet på en, hvis der ikke var honning på brødet.

papegøjerne drak vand af en sprøjte

I Biry fortalte jeg om papegøjen i Bandiagara. Men det virkede ikke, som om de troede på mig.

Da jeg skulle hjem, forærede Amadou mig de to papegøjer. Jeg måtte skuffe ham, da jeg ikke havde mulighed for at tage dem med. Så Amadou forærede papegøjerne til den entreprenør, som bygger skolen i Biry. De blev fragtet til Bandiagara i en papkasse på det skumplende lad af bilen. Om morgenen var de paralyserede af skræk og nægtede at drikke vand. Måske fordi deres kasse stod på jorden, og de var omgivet af høns, som ikke ville tøve med at hakke dem i stykker, hvis de kom tættere på. Så jeg håber, at Amadous papegøjer har fået en tryg kurv hos entreprenøren.

Når papegøjerne følte sig trygge kravlede de op på hånden. Men forsøgte man, at fange dem bed de, og de bed hårdt

Malis baobabtræer springer ud

April er årets varmeste måned i Mali. Da springer baobab-træerne ud. Andre planter og træer står helt nøgne, for det er over seks måneder siden seneste regn.

De lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet

Samtidig med at de spæde danske bøgeblade folder sig ud, bliver Mali en smule grønnere. Det er nemlig i slutningen af april, at baobab-træerne springer ud. Nogle af bladene får træet lov til at beholde, mens andre bliver skåret ned, tørret og pulveriseret.

Baobab-blade er en vigtig ingrediens i den sovs, der ledsager tot. På landet i en landsby som Biry spiser man tot med baobab-blade hver dag. I stedet for baobab-blade kan man bruge okra. Den let bitre smag og slimede konsistens er den samme. Tot er en stiv hirsegrød, og sovsen indeholder ud over baobab-blade også tørret løg og nogle gange røget fisk. Når man dypper sin klump af tot i sovsen, trækker den en slimet tråd.

Der er folk fra Europa, som påstår, at baobab træer ikke har blade. Det er en typisk konklusion fra folk, som ikke har set et baobab-træ med blade. Men et baobab-træ er løvfældende, så det taber bladene i vintermånederne.

Drengene er med ude at gå tur, og de samler baobab-frugter til mig.

I juni blomstrer baobab-træerne. Desværre har jeg endnu ikke oplevet de store hvide blomster, som folder sig ud netop nu. Børnene samler blomsterne op og leger, at de er lygter.

Blomsterne bliver bestøvet af flagermus, og ud af blomsterne vokser baobab-frugter. Dem kalder man også for abe-brød, fordi aber elsker det syrligt-søde frugtkød.

Jeg har taget et par baobab-frugter med hjem. For tiden eksperimenterer jeg med at bage brød med mel af baobab-frugt. Baobab-frugt indeholder vitaminer og mineraler og er i virkeligheden en kolossal vitaminpille. Jeg bruger hvedemel, som ikke er tilsat ascorbinsyre, så baobab-melet kan erstatte ascorbin-syren og give syrlighed til brødet.

Jeg forsøger også at få baobab-frø til at spire, så jeg kan få et lille baobab-træ i vindueskarmen. Baobabtræer vokser ekstremt langsomt, så der er ingen fare for, at det kommer til at fylde hele stuen.

En gang skulle jeg skrive en artikel til Børnefondens medlemsblad om baobab-træer og baobab-frugter. Fra Børnefonden hovedkontor i Bamako havde vi ringet til forskellige af Børnefondens lokale centre for at spørge, om de havde baobab-træer i nærheden.

Et center fortalte, at de havde baobab-træer i landsbyen. Vi kørte over 100 kilometer for at nå landsbyen. Da vi ankom, så vi to spinkle træer kun omkring 100 år gamle. De bar ingen frugt, og de får først den karakteristiske baobab-form efter 700 år. Så vi skulle være ualmindeligt tålmodige for at få et foto af et typisk baobab-træ. Kom igen om 600 år!

Læs mere om det fantastiske baobab-træ.

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

En festlig dag i paskontrollen

At krydse afrikanske grænser er aldrig en neutral aktivitet. Enten bliver man budt hjerteligt velkommen, eller man møder bureaukrater, som foragter de mennesker, der vover at krydse deres grænse.

En nomadefamilie bor i denne hytte nær grænseovergangen mellem Mali og Burkina Faso. Det er inden det øde område ved selve grænsen og der er lidt skygge fra træer.

Chaufføren er forberedt, tænkte jeg, da jeg så en stor kølebeholder på bagsædet. Hvis bilen skulle bryde sammen undervejs, ville han have rigeligt med drikkevand. Det er nødvendigt, har de seneste afrikanske køreture vist mig.

En bil var løbet tør for benzin, selv om måleren viste, at der stadig var benzin i tanken, to punkteringer og en bil, som brød helt sammen, så det var nødvendigt at hente reservedele og en mekaniker i den nærmeste by mere en 50 kilometer væk.

Denne dag skulle jeg køre fire en halv time ad grusveje og krydse grænsen mellem Mali og Burkina Faso. Det er ikke den mest benyttede grænseovergang, og nogle steder er der meget øde. Især da vi kom til Malis paskontrol. En flad slette næsten uden bevoksning og dermed skygge og læ. Her stormer det ofte, og det røde støv dækker alt. Betjentene i paskontrollen havde ikke engang et hus. De sover i telt, og der er ingen elektricitet, vandforsyning eller mobildækning. Deres kontor var et skur og et halvtag af flettede stråmåtter. Klokken var kun ti om formiddagen, så der var stadig en smule skygge udenfor skuret. Jeg så, at chaufføren havde taget kølebeholderen med ud af bilen.

I skyggen stod et par havestole klar, og på jorden stod et par glas og en flaske whisky. Der findes mange måder at smøre ordensmagten, og denne chauffør vidste, hvad betjentene savnede i ødemarken. Der skulle skåles i Whisky on the rocks. Beholderen var fyldt med is, og senere på dagen ville chaufføren komme tilbage samme vej og hente sin tomme beholder.

Betjentene var meget venlige og ønskede os god rejse til Burkina Faso! På den anden side af det vidtstrakte ingenmandsland havde betjentene i Burkina Fasos paskontrol fået et kontor, vand og elektricitet, så de blev ikke forkælet på samme måde. Velkomsten var lige venlig. Pasbetjenten spurgte, om han måtte tage en nye side i brug til indrejsestemplet. Da jeg svarede helst ikke, fandt han plads i passet og sigtede meget omhyggeligt, for at få placeret stemplet korrekt uden at det dækkede andre stempler.

Omvendt da jeg rejste ud af Burkina Faso ved en mere brugt grænseovergang med en fyldt rutebil. Den burkinske pasbetjent kylede passet i bordet og udspurgte mig om, hvad jeg skulle i Mali. Han placerede sit stempel på en ren side.

Heldigvis var paskontrollen venlig i Mali.

– Hvor kommer du fra?

Da jeg svarede Danmark, blev betjenten meget tilfreds.

– Danmark har givet hele denne region rent drikkevand, svarede han. Det er mere end tyve år siden, at Danida installerede vandforsyninger og vandpumper i Sikassoområdet, og befolkningen husker det stadig. Så for en gang skyld er Danmark kendt for andet end fodboldspillere.

Farvel til skyggen

Bamako, udsigt over Niger med det enlige træ og en voksende losseplads

Jeg har holdt øje med et træ. Det har vokset på samme sted i 20 år, uden ejer og uden at høre til en bygning. Men en dag blev træet beskåret. Ikke voldsomt, men alle de små yderste grene. Jeg undrede mig, for det var jo ikke et vejtræ, og det stod ikke på en allé og skulle se fint ud. Faktisk var det det eneste træ på denne siden af vejen, som slynger sig ned fra visdommens bakke, hvor Bamakos universitet ligger.

Nu tænker jeg at beskæringen var en test for at se, om nogen ville reagere. Der gik nemlig ikke lang tid, inden der forsvandt en stor gren. Og sådan forsatte det. Som om folk tænkte, at ingen ville bemærke, at de savede en gren af.

Køer spiser affald og plastikposer ved den nye losseplads ved det forsvindende træ

Træet har stået der i omkring 20 år. Jeg kender et træ af samme sort og samme størrelse med den alder. Men nu har træet ikke længe igen. Det sidste overgreb er gået ud over træets bark, som er skrællet af.

Samtidig med at træet forsvinder, er en losseplads ved vokse frem rundt om det døende træ. Der er ingen organiseret indsamling af affald i Bamako. Der er æselkærrer, som samler affald, men de bringer der sjældent særligt langt, før de finder et sted at smide det. Tidligere lå den uautoriserede losseplads længere nede af vejen. Men der er blevet bygget en mur og inde bag den et hus. På den anden side af broen er der sat et trådhegn op for at undgå affald og motorcyklister, som skyder genvej. Det er klippet op flere steder.

Området rundt om træet er blevet taget i brug som ny losseplads. Det ulmer under en konstant ild, og et par klunsere bor under broen og sorterer dyngerne for genbrugsmateriale.

Moralen skrider i Mali

Er det grådighed eller desperation, som får korruption og kriminelle bander til at brede sig i Mali? Oplev en politibetjent i aktion og et angreb på Malis tidligere præsident, som har chokeret nationen.

Politibetjenten vinker hotellets minibus ind til siden i en rundkørsel i udkanten af Bamako. Klokken er over to om natten, og betjenten er helt alene. Det er ikke et godt tegn.

Og ganske rigtigt. Betjenten vil se dokumenter. Chaufføren har kun arbejdet for hotellet i kort tid, og betjenten fornemmer hurtigt hans usikkerhed, da han finder folderen med stakke af dokumenter og attester. Chaufføren skal ud af bussen for at vise dem frem. Betjenten har god tid og vinker flere biler og motorcykler til side for at kontrollere deres papirer.

Chaufføren vender gang på gang tilbage til bussen for at finde et nyt dokument.

– Er det her ”carte gris”, spørger han mig.

Papiret er ganske vist gråt, men jeg ved intet om biler og de tilladelser, som knytter sig til dem.

Chaufføren må ringe til sin arbejdsgiver og vække ham for at få hjælp til at finde de rigtige papirer. Nogle af dem er fotokopier.

Betjenten griber telefonen og skælder bussens og hotellets ejer ud.

– Hvad ligner det at lade chaufføren køre med fotokopier i stedet for de originale dokumenter, fnyser han.

Efter en time er det tydeligt, at chaufføren ikke kan finde flere dokumenter. Og selv om han sandsynligvis har alle i orden, må han finde 2.000 F. cfa til betjenten for at få lov til at køre. Det er 23 kroner, og chaufføren er oprørt over ydmygelsen og de mistede penge.

Normalt vil en betjent aldrig arbejde alene og slet ikke midt om natten i udkanten af byen. Denne betjent lader biler passere uden lys og stopper en velfungerende minibus. Han arbejder uden tvivl i sin fritid for at fylde sine egne lommer.

Leveomkostningerne i Mali er høje, og lønningerne for offentligt ansatte er ikke fulgt med prisudviklingen. Så offentligt ansatte må tænke kreativt for at tjene penge. Enten som politimanden eller ved at have to job.

Men kriminaliteten er også steget, og den er blevet voldelig og skræmmende. I 1992 var jeg i Elfenbenskysten, og jeg kan huske nyhedernes reportager om voldelige overfald. Jeg oplevede selv en røvere i en flugtbil, som skød op i luften for at forhindre folk i at forfølge dem. Og jeg erindrer, hvordan jeg sammenlignede situationen med den i Mali på det tidspunkt. Her kunne man stille sin taske på en busstation og gå en tur i timer, uden at folk ville røre den.

Jeg er stadig rolig i Mali, og i sommers generede det mig ikke at bo alene i et hus uden vagt og med en mur, selv jeg ville kunne kravle over. Men jeg frygter, at Mali kan følge i Elfenbenskystens spor. De bevæbnede bander havde våben fra borgerkrigen i nabolandet Liberia, og kort tid efter mit ophold i Elfenbenskysten gik det galt i landet.

I Mali har våbnene hidtil bestået af håndsmedede geværer med hjemmelavet krudt og kugler. Men i kølvandet på konflikten i Nordmali er der kommet flere moderne våben og kriminelle bander.

Udviklingen skræmmer. Især historien om et angreb på Malis tidligere præsidents bolig. Tidligt om morgenen lørdag den 5. april invaderede en bevæbnet bande den tidligere præsident Alpha Oumar Konares bolig. Der var ti personer, som afbrød strømmen og angreb boligen fra to positioner. Sikkerhedsfolkene fik nedkæmpet banden, og en af angriberne blev dræbt under aktionen.

Den tidligere præsident var ikke til stede, men det var hans kone, historikeren Adame Ba Konaré og deres børnebørn.

Motivet har muligvis været et forsøg på kidnapning. Alpha Oumar Konare blev valgt som Malis første demokratiske præsident i 1992, og efter de maksimale to gange gik han af i 2002. Siden har han i en periode været formand for den Afrikanske Union.

Underlige snapshots fra Bamako

Måske symbolsk, fundamentet under Bamakos universitet bliver gravet væk, mens elefanter i pagt med djævlen truer byens indbyggere. Der er nok at undre sig over i Bamako

Hele dalen er en grusgrav. Nu er der bygget huse, som stopper udgravningen nogle steder

En kolossal grusgrav æder langsomt visdommens bakke med samme sult, som mus fortærer rødbederne i min have. Visdommens bakke er opkaldt efter universitet i Bamako. Her ligger universitet højt hævet over bydelen Badalabougou med udsigt over Nigerfloden og den bjergkæde, som indrammer Bamako mod nord.

Dagligt fragter lastbiler, æselkærrer, og mennesker med spande på hovedet grus og sand fra bakken til nybyggerier i Afrikas hastigst voksende by.

Der bliver stadig gravet grus på den ene side af vejen til universitetet

Jeg kan godt lide visdommens bakke. Her har jeg boet de seneste gange, jeg har været i Bamako. I februar landede jeg i nogle sjældent klare og kølige dage og opdagede, at jeg havde udsigt til præsidentpaladset Koulouba i den modsatte ende af Bamako. Træerne havde mistet bladene, og himlen var for en sjælden gang fri for smog og den støvede ørkenvind harmatanen, som normalt slører omgivelser i et rødbrunt skær på denne årstid.

Fra visdommens bakke i Bamako er der udsigt over Nigerfloden

I centrum af Bamako havde myndig-hederne varslet en oprydning af gaderne for gadesælgere og boder. De havde længe har blokeret byen, så der end ikke var plads til fodgængere. Men aktionen blev udsat samme nat, hvor den skulle gå i gang. Myndighederne ville i stedet gå i dialog med de handlende. Rydningen blev udsat flere gange. Jeg nåede at tænke, at beslutningen aldrig ville blive ført ud i livet. Men pludselig en dag i marts blev gaderne ryddet, endda uden konflikter ifølge de lokale medier.

Øverst på det fjerne bjerg ligger præsidentpalæet Kouloba. De få høje huse i Bamako er den Vestafrikanske centralbank, hotellet Amitie og et ufærdigt kinesisk hotel

På samme tidspunkt trådte en ny lov i kraft, så alle motor-cyklister skulle bære styrthjelm. Men lovens eneste effekt er indtil videre, at styrthjelme er steget i pris fra 5.000 F. cfa (51 kroner) til mellem 7.500 og 10.000 F cfa. Der er stadig langt mellem motorcyklister med hjelm.

Bamako er ligesom andre vestafrikanske hovedstæder fyldt med rundkørsler. Rundkørslerne er typisk prydet med skulpturer af kæmper fra dyreriget. Bamako byder på en flodhest, en bøffel, krokodiller og elefanter, og dyrene er vigtige pejlemærker, når man skal finde rundt i byen. Men i denne uge kom der en advarsel mod byens elefanter. De er nemlig farlige, og bliver de ikke snart fjernet, vil hele byen blive skyllet bort af en syndflod. Årsagen er, at skulpturerne indeholder feticher. Afsløringen kommer fra Cheick Chérif Haïdara, en tidligere journalist, som nu har set lyset som muslim.

Det er rigtige levende køer, man kan møde overalt i Mali. Også på visdommens bakke med udsigt over Niger

Cheick Chérif Haïdara betegner skulpturerne som afguds-billeder, og han opfordrer præsidenten IBK til omgående at fjerne elefanterne. I koranen har han fundet en sura, som handler om et elefant-folk, som truer den hellige kabaa i Mekka. Det er den samme situation, han nu oplever i Bamako. For at give sin appel større vægt skriver han, at han er direkte efterkommer efter profeten Mohammed. Appellen er offentliggjort i avisen og på maliweb.net. Som forventet gør læserne sig muntre over prædikanten, som kæmper mod skulpturer i rundkørsler.