Tag-arkiv: Viktors Farmor rejse

Besøg i voodooland

Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?

En Zangbeto skal dirigeres

Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.

Bro til en anden verden

Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.

Bro over lagunen

Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?

På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.

Gud og under-guder

Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.

Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.

En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.

Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.

Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.

Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.

Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.

Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.

Forskellige karakterer

Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.

Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.

Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.

Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.

Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.

Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.

Ganvie, en by på vandet

Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.

Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd

Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.

Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.

Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.

Ganvies indbyggere lever af fiskeri

Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.

Et liv på vandet

Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.

Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.

Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.

Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.

Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.

Unikt kulturlandskab i Togo og Benin

Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.

Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali

Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.

Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.

Isolerede folkeslag

Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?

Klik på billederne for at se dem i større størrelse

I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.

Verdens kulturarv

Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.

De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.

Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn

Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.

Hestedans i Sokode

Danser med heste

En rytmisk bund af trommer akkompagnerer de de dansende heste i Sokode i det nordlige Togo. De koncentrerede ryttere giver små signaler til heste, som finder ind i rytmen.

Der er farver, der er fart og der er elegance. Både heste og ryttere er udsmykkede og det virker som om de udgør en krop. Men tag ikke fejl af det smukke ydre. I gamle dage var hestedansen en krigsdans, som krigerne opførte for kongen for at vise deres mod og deres kontrol over hestene.

I dag danser hestene ved festivaler og særlige begivenheder. Denne dag skulle Togos præsident komme på besøg i Sokode og inden præsidentens besøg fik vi lov at beundre krigerne og deres imponerende heste.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

På dybt vand i Balkan

At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.

Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.

Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.

For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.

Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.

Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.

Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?

Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.

Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.

Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.

I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.

Årstidernes magi på Balkan

En rejse til Balkan er en oplevelse af smuk natur. Men hvilket tidspunkt på året egner sig bedst til en rejse til Albanien, Makedonien, Montenegro, Kosovo og Bosnien Hercegovina?

De sneklædte bjerge rejser sig som silhuetter mod en dybblå himmel. Frugttræerne blomstrer i hvidt, rosa og gyldent. Men et frugttræ skiller sig ud; de vilde mirabeller. Mirabelletræerne blomstrer i dyb violet som den perfekte kontrast til de spæde lysegrønne planter, der er begyndt at dække jorden. Sådan ser der ud i det tidlige forår i slutningen af marts og begyndelsen af april.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Alle fotos er fra Ohrid søen i Nordmakedonien

Foråret bryder for alvor igennem i april og i maj. Trænernes blade folder sig lysegrønt ud. Nogle af dem genkender vi som for eksempel det lysegrønne ny udsprungne bøgetræ. Men her på Balkan er bøgetræet et trægrænsetræ, der vokser højt i bjergene.

Det er sjovt at køre gennem det bjergrige landskab. I de dybe dale står foråret i fuldt flor og det virker som om årstiden bliver spolet tilbage efterhånden som vejen stiger op over et bjergpas for så igen at folde sig ud, når vi kører ned i næste dal. I maj bliver bjergenes toppe stadig pudret af kridhvid nyfalden sne i koldt vejr. Alting blomstrer. Både i haver og i naturen. De vilde krydderurter dufter intenst og tiltrækker opmærksom fra udsigten, når vi holder et fotostop for at beundre udsigten over bjerge og dale.

Sent forår og tidlig sommer på Balkan

Duftene tager til i juni. Som en fortryllende parfume indhyller duften fra blomstrende lindetræer gader og pladser i mange af Balkans byer. En duft du kan møde i helsebringende urtete, sæbe og hudpleje. Og en duft så magisk at den overvinder udstødningen fra selv den mest nedslidte jugoslaviske bil. Det er også i juni, at granatæbletræerne blomstrer i intens rød.

Senere på sommeren er frugttræer og planter tyngede af frugt og grønt, som vi får lov til at smage. Og lade os overraske over at en agurk kan smage så godt.

Fotos fra Valbona-dalen i Albanien

De højeste bjerge gemmer stadig på sne i skyggefulde sprækker. Vi vandrer i bjergene og hvert et skridt udløser nye dufte fra de mange krydderurter, vi slet ikke kan undgå at træde på. Her i bjergene lever køer, heste, får og geder af krydderurter, og det kan smages på den friskmalkede mælk, yoghurten og den hjemmelavede ost. Sommerfugle flagrer omkring og minder os om, hvad vi har mistet i den ensartede danske natur.

I sensommeren er der endnu mere frugt. Vi får lov at smage saftige søde vindruer, mens hovedparten af druerne gærer til den hjemmebryggede vin og raki. De højest liggende skove i bjergene begynder at få et orangefarvet skær. Det er efteråret, som nærmer sig.

Efterår på Balkan

Den helt store farve palette kommer i spil, når efteråret endelig rammer i oktober. De vildtvoksende skove har en blanding af træer med hver sin nuance af gyldent og rød. Og ingen skovrider har tvunget træerne ind på snorlige rækker. Igen oplever vi hvordan, det er sommer i dalen og efteråret bliver mere og mere gyldent, mens vejen snor sig op mod et bjergpas. Og bagefter spiller vi filmen baglæns fra bjergenes efterår til dalens lune grønne sensommer.

Jeg har rejst på Balkan forår, sommer og efterår og oplevet, at hver årstid har hver sin egen magi. Nu tænker du, om det aldrig regner og er gråt på Balkan? Og ja, selvfølgelig regner det! Til tider regner det endda rigtigt meget og skyerne ligger tungt over landsskabet og slører de imponerende udsigter. Men regnen varer heldigvis ikke evigt og den betyder, at landskabet især i Albanien og Makedonien er frodigt, også i de varme sommermåneder.

Se mine rejser til Balkan for Viktors Farmor. Der er tre forskellige at vælge mellem.

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Smukke steder i Albanien

Ud over dejlige gæstfri mennesker er Albanien også fyldt med smukke landskaber og charmerende bygninger. Nyd billederne.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

I gamle dage lå byerne inde i borge bag høje beskyttende mure. Balkan har nemlig været et omstridt område, som mange krigsherrer og imperier gerne ville have kontrol over. De massive borge ligger der stadig, og enkelte huser stadig bydele. Det gælder blandt andet Berat.

Klik på billederne for at se dem i større størrelse.

Når vi besøger borge, er det ligeså meget for at nyde udsigten og få overblik over omgivelserne. Vi får samtidig en ide om, hvorfor det i tidligere tider var nødvendigt med borgene.

Kreative albanske bjergbønder

Traditionelt byder man fremmede velkommen i de albanske bjerge. Så hvorfor ikke gøre den overdådige velkomstmiddag til en forretning og håbe, der kommer turister forbi? Vi kom forbi og fik fremragende mad og historier.

”Jeg vil være turist, når jeg bliver stor.” Den lille pige er lidt genert, men smiler, mens hun siger det.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.

Vores guide Luciana har spurgt den lille pige, hvad hun vil være, når hun bliver voksen. Pigen ser os, en gruppe turister fra Danmark i højt humør, som er gået en lille tur op til dalen i bjergene og nu får te, kaffe og raki inden endnu en overdådig frokost. Hendes mor og ældre søskende er i fuld gang med madlavning og servering, mens faren Tahir er vært og fortæller historier fra livet i bjergene under og efter kommunismen.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.

Vi griner med, da vi får pigens ord oversat og forestiller os et liv fyldt med nye oplevelser og opvartning. Vores sandhed er ganske vist en anden med en uges ferie som pause fra arbejdet. Men den virkelighed er fjern for en lille pige, der lever i landsbyen Kukaj i en lille sidedal til Valbona med kun to huse og en streng vinter, hvor to meter sne dækker landskabet. Her møder pigen kun få typer af mennesker: de hårdtarbejdende albanske bjergbønder, turistførerne og så turisterne. Så valget er selvfølgelig enkelt med en lille piges øjne.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.

Vi er i Valbonadalen i det nordlige Albanien på grænsen til Montenegro. Hvis vi går lidt længere op ad stien, kommer vi til passet, der danner grænse. Selv om området er stejlt og tilgængeligt til fods, frygtede albanerne i kommunisttiden også en invasion gennem bjergene. Også, fordi albanerne dengang generelt frygtede invasioner, hvad hundredtusindvis af små bunkere vidnede om. Nederst i Valbonadalen ligger der stadig tre bunkere som et minde. Alle de andre er brudt ned og genbrugt som byggematerialer og metalskrot. Denne blomstrende sommerdag er det vanskeligt at forestille sig området som potentiel konfliktzone, men dengang blev både mænd og kvinder indkaldt til to årlige forsvarsøvelser med udgangspunkt i de små lavloftede bunkers.

I dag har nogle kreative bønder valgt at åbne familiære spisesteder på deres små selvforsynende landbrug. Her serverer de lokale hjemmelavede specialiteter og fortæller om deres liv og områdets historier. Dem besøger vi to af i Albanien og får indblik i både de absurde regler, der styrede befolkningen under kommunismen og de konsekvenser, de kunne have for de enkelte familier. Men også den kreativitet der har sikret familiernes overlevelse og stadig gør det i dag. Det er i hvert fald en glimrende ide at kombinere en traditionel gæstfrihed, de smagsfulde lokale råvarer med en forretning.

Et mylder af aromatiske urter frigiver deres krydrede dufte, når vi går gennem dalen. Dalens køer, får, geder og høns lever af de samme urter, og smagen går derfor igen i kød, mælk og oste. Vi siger gëzuar – skål på albansk.