Tag-arkiv: Street Art

Tirana i farver

En gang var Tirana grå og kedelig. Men da en kunstner blev borgmester, kom der kulør på husene. Nogle bygninger er udsmykket af kunstnere, andre af forstørrede børnetegninger.

Hvordan skaber man et nyt udtryk i en by, som er hastigt genopbygget efter en ødelæggende verdenskrig i Europas fattigste land? Af et kommunistisk diktatur uden sans for kvalitet og hvor der blev sparet på mørtel mellem murstenene og pudsning af facaderne.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Nogle af bygningerne er udsmykkede efter børnetegninger.

I 2003 husede Tirana er kunstbiennale, hvor kunstnere udsmykkede hver sin bygning. En af de deltagende kunstnere var dansk-islandske Olafur Eliasson

I foråret 2023 fandt jeg huset, som er smukt vedligeholdt. Træerne er vokset, siden dengang huset blev malet første gang.

Sminket lig eller kunst?

Da kunstner og borgmester Edi Rama i 2000 satte gang i kunstprojekter i Albaniens hovedstad Tirana, beskyldte nogle af landets borgere ham for at udstille et sminket lig uden at gøre noget ved byens på det tidspunkt grundlæggende problemer som elektricitet og vand. Infrastrukturen er der heldigvis kommet styr på sidenhen.

I dag er nogle af de farverige huse falmede, andre blev malet over, fordi beboerne ikke brød sig om de vilde farver. Heldigvis er der også huse, som siden er blevet renoverede og har beholdt deres flotte mønstre og farver.

I Tirana skal man også kigge efter elskabene på gaden. De er udsmykkede. Ofte med karikaturer og tegneseriefigurer.

Der er ikke så meget egentlig street art og grafitti. Men mange murmalerier.

Mother Theresa pladsen for enden af boulevarden var i foråret 2023 udsmykket med dette værk af røde sko. Det var en manifestation fra kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Alle fotos er fra april 2023.

Se street art fra Mostar og Sarajevo

Gensyn med Street Art i Mostar

Mellem Mostars ruiner og strømlinede boligblokke blomstrer kreativiteten. Her bliver samfundets udfordringer og historiske personligheder fortolket i rå street art og spændende gavlmalerier af lokale og internationale kunstnere.

Skal jeg flygte eller sejrer mig nysgerrighed? Mellem prægtige ruiner så jeg to mænd bevæge sig i en tæt omfavnelse. Det kunne være en langsom koreograferet dans, men i hænderne holdt de begge en drabelig lang kniv.

Engang et bibliotek, forvandlet af krigen til en smuk ruin

Langs ruinens ydermur stod en række af mænd og kvinder, gamle og unge. De kommenterede de to mænds bevægelser. Selv om jeg stod lidt væk, kunne jeg høre en lidt ældre mand tale på flydende amerikansk. Tankerne fløj gennem mit hoved: Er jeg vidne til træningen af en paramilitær gruppe? Indrømmet, jeg kan have en vildtvoksende fantasi, som bliver næret af små tegn. Alligevel nærmede jeg mig ruinen bag Mostars smukke nyistandsate rådhus.

Mine to gæster var gået endnu tættere på. Ruinen bød nemlig på fed grafitti og street art. Vi fotograferede.

Et øjeblik efter kom nogle unge mænd hen til os og spurgte fredeligt, hvad vi lavede. Vi forklarerede, at vi ledte efter street art. De bød os velkommen og fortalte os, hvad de havde gang i.

Det viste sig, at det var en gruppe af lokale og amerikanske teaterfolk, som arbejdede med Shakespeares stykke Macbeth. Der er premiere i august 2023 i de selvsamme ruiner bag rådhuset i Mostar. De søde mennesker fortalte os, at den smukke ruin tidligere havde været et bibliotek, inden krigen ødelagde den i 1990’erne. De kom også med forslag til, hvor vi kunne finde endnu mere street art i området omkring et ungdomskulturhus.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Ungdomskulturhuset blev næste stop på udforskningen af Mostar. Der var lydprøver på en udendørs koncert, så vi kunne ikke komme ind i gården.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men gaden bød mere. En lang og høj mur med pigtråd ovenpå lignede en fængselsmur. Den var overmalet og politiet havde sat rød-hvid afspærringstape foran.

Overfor var boligblokkene prydet af de smukkeste gavlmalerier.

Klik på billederne for at se de smukke murmalerier i stor størrelse

En lille have var fyldt med finurlige hjemmelavede havefigurer, så det er vel også en form for street art?

Læs mere om street art i Mostar, se billederne og find link til den årlige festival for street art.

Her kan du blive klogere på historien om en statue af Bruce Lee i Mostar

I Sarajevo er jeg først fornylig begyndt at lede efter street art.

Street art i Sarajevo

Sarajevo huser både imponerende murmalerier og mere rå ekspressiv street art. Det meste finder du uden for centrum af byen.

I området omkring det alternative kulturhus Kino Bosna blomstrer kreativiteten. Her fandt jeg både politiske statements og humor.

Et af motiverne er Vučko, en ulv, som var maskot for de olympiske vinterlege i Sarajevo i 1984. Vučko er sjovt nok den eneste bamse jeg ejer og den har et fedt udtryk.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Lidt længere ude af byen var der udsigt til en bydel på en stejl skrænt. Her var trappen smukt udsmykket.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Omkring kunstakademiet svæver tre gyldne figurer over floden Miljacka. I baggården hersker et mere råt udtryk.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

UnInvolved in Peace er Sarajevos bitre kommentar til verdenssamfundet, som svigtede dem under den næste fire år lange belejring af byen.

Jeg spurgte mig frem efter Street Art og brugte en App Street Art i gratis funktion. Men appen var ikke særlig præcis. Måske var noget malet over? Et sted ledte jeg længe. Jeg havde en adresse, men uden spor af street art. En lokal kvinde kendte ikke det ønskede billede og sagde at hun havde boet der i flere år.

Se mere street art fra Mostar

Statue af Bruce Lee i Mostar. Foto af Lise Blom

Bruce Lee i Mostar

I Mostars bypark står en statue af Bruce Lee. Hvorfor står han der? Og hvordan hænger en statue af Bruce Lee sammen med 90’ernes krig i Bosnien Hercegovina?

Mostar. En smuk by kendt for sin imponerende bro. En bro, som dagligt tiltrækker tusinde turister. Turister, der beundrer broens skønhed og samtidig gyser over broens destruktion under 1990’ernes nådesløse krige i det tidligere Jugoslavien.

Broen i Mostar. Før masseturismen igen kom tilbage til Mostar efter corona

Men Mostar er meget mere end en bro og et turistmekka. Mostar er et samfund, som krigen splittede, og som forsøger at hele sine 30 år gamle sår.

Før krigen gik byens unge i skole sammen. De spillede fodbold, festede og mødtes på byens cafeer. Og de så slidte piratkopierede videoer med underholdningsfilm fra Vesten. Blandt drengene og de unge mænd var kampsportsfilm et hit. Og Bruce Lee var den absolutte stjerne.

En dag var det slut med fællesskabet. Krigen betød, at alle byens indbyggere måtte vælge side og definere sig som enten bosniak, som kroat eller som serber. Kampene blev rykket fra koreograferet underholdning på TV-skærmen til virkelig død og lemlæstelse. TV’ets fjernbetjening blev udskiftet med et gevær.

Forsoning og fælles minder

Frontlinjen gik langs en trafikeret vej i Mostar – tæt ved byparken. Indtil en fredsaftale officielt afsluttede krigen. Nu skulle de tidligere skolekammerater og fjender igen leve og arbejde sammen. Det internationale samfund og organisationer arbejdede med forsoning. Men der var også lokale initiativer. Et af dem var ”Urbani pokret” – en ungdomsgruppe i Mostar ledet af Nino Raspudić og Veselin Gatalo.

Som symbol på deres fælles ungdom før krigen valgte de kampsportsfilmene med Bruce Lee. Før de blev fjender, var videofilmene noget, alle de unge mænd havde til fælles. Filmene handlede om konflikter fjernt fra deres egen historie og samfund. Og så handlede filmene om retfærdighed og at genoprette ordenen.

”Urbani pokret” fik støtte fra Tyskland og kunstneren Ivan Fijolić stod for at udforme statuen af Bruce Lee. Statuen er 168 centimeter høj – en anelse lavere end Bruce Lees 172 centimeter.

Statuen af Bruce Lee blev indviet den 26. november 2005, og det var verdens første statue af skuespilleren.

Statuen af Bruce Lee i Mostar. I baggrunden ruinen af en bank, der under krigen blev brugt af snigskytter, fordi bygningen lå ved frontlinjen gennem Mostar

Men kort tid efter indvielsen blev statuen udsat for hærværk. Nogle af Mostars indbyggere mente, at statuen var vendt, så den symbolsk truede deres kvarter.

Et kompromis vendte statuen, så den nu ikke længere poserer truende overfor nogen af Mostars befolkningsgrupper.

Oplev Mostar

Mostars gamle centrum er smukt istandsat på begge sider af den gamle bro. Turisterne går i gåsegang hen over broen. Men sidst på eftermiddagen kører alle turistbusserne, og man kan nyde de smukke gamle huse og udsigten over den turkise Neretva-flod.

Mostar er også en by med synlige ar efter krigen. Især langs den tidligere frontlinje ligger bygninger i ruiner. Men ruinerne er nu opslugt af vilde planter, som giver ruinerne et nyt liv.

Noget andet, som også giver liv til Mostars mure er street art.