Tirana i farver

En gang var Tirana grå og kedelig. Men da en kunstner blev borgmester, kom der kulør på husene. Nogle bygninger er udsmykket af kunstnere, andre af forstørrede børnetegninger.

Hvordan skaber man et nyt udtryk i en by, som er hastigt genopbygget efter en ødelæggende verdenskrig i Europas fattigste land? Af et kommunistisk diktatur uden sans for kvalitet og hvor der blev sparet på mørtel mellem murstenene og pudsning af facaderne.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Nogle af bygningerne er udsmykkede efter børnetegninger.

I 2003 husede Tirana er kunstbiennale, hvor kunstnere udsmykkede hver sin bygning. En af de deltagende kunstnere var dansk-islandske Olafur Eliasson

I foråret 2023 fandt jeg huset, som er smukt vedligeholdt. Træerne er vokset, siden dengang huset blev malet første gang.

Sminket lig eller kunst?

Da kunstner og borgmester Edi Rama i 2000 satte gang i kunstprojekter i Albaniens hovedstad Tirana, beskyldte nogle af landets borgere ham for at udstille et sminket lig uden at gøre noget ved byens på det tidspunkt grundlæggende problemer som elektricitet og vand. Infrastrukturen er der heldigvis kommet styr på sidenhen.

I dag er nogle af de farverige huse falmede, andre blev malet over, fordi beboerne ikke brød sig om de vilde farver. Heldigvis er der også huse, som siden er blevet renoverede og har beholdt deres flotte mønstre og farver.

I Tirana skal man også kigge efter elskabene på gaden. De er udsmykkede. Ofte med karikaturer og tegneseriefigurer.

Der er ikke så meget egentlig street art og grafitti. Men mange murmalerier.

Mother Theresa pladsen for enden af boulevarden var i foråret 2023 udsmykket med dette værk af røde sko. Det var en manifestation fra kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

Alle fotos er fra april 2023.

Se street art fra Mostar og Sarajevo