Da den franskledede operation Serval sidste år indtog Malis ørken, forsvandt de frygtede islamistiske oprørere som dug for solen. Men sporadiske angreb viser, at enkelte stadig er aktive. FNs fredsbevarende MINUSMA styrker er sat ind for at beskytte befolkningen, men aktionen går langsomt, og det giver militante grupper mulighed for at bide sig fast i området.

Når pilot og fartøjschef Flemming Bo Madsen lander det gigantiske Hercules transportfly i ørkenbyen Kidal i Mali, er han så tæt på husene, at han kan lugte, om familierne skal have kylling, ged eller bare hirsegrød til middag. Husene af soltørret ler ligger op ad den bane af grus, der fungerer som lufthavn for den isolerede by. På trods af den hjemlige atmosfære er det ved landing og letning, at risikoen er størst for den danske besætning. Men indtil videre har han ikke følt sig truet.

I Kidal er det ikke Malis flag, som vejer i ørkenvinden, men oprørsgruppen MNLA, som hovedsageligt består af ørkenfolket tuaregerne. Kidal er den farligste by i Mali, trods tilstedeværelsen af fransk militær og FN-styrker. I efteråret blev to franske journalister bortført og myrdet, i februar blev fem medarbejdere fra Røde Kors kidnappet og en landmine ved lufthavnen beskadigede en bil fra nødhjælpsorganisationen Medecins du Monde.

På overfladen kan konflikten i Mali minde om den i Afghanistan. Begge steder kæmper islamister og krigsherrer fra forskellige etniske grupper. Der er skjulesteder i et uvejsomt landskab, og de kan blande sig med civilbefolkningen. Deres aktiviteter er finansieret af narkohandel og kidnapninger. Men i Mali forsvandt islamisterne, da internationale styrker med Frankrig i spidsen gik til angreb i januar 2013. Dengang deltog Flyvevåbenet i den franskledede Operation Serval. Siden januar har Herculesflyet været tilbage i Mali som dansk bidrag til MINUSMA.

Aktion med lav risiko
De 39 udsendte danske piloter, teknikere, forbindelsesofficerer og militærpoliti har base i Malis fredelige hovedstad Bamako tusind kilometer fra problemerne i nord.

”Jeg fik et chok, da vi kørte fra lufthavnen og ind til Bamako. Jeg så alt det affald, der lå og flød langs vejen. Hvis det var i Afghanistan, ville det betyde, at der var vejsidebomber. Det er anderledes her, så vi skal omstille os fra Afghanistan”, siger Allan Jokumsen på 36 år, som er seniorsergent i militærpolitiet på missionen i Mali.

”Her bliver vi budt velkommen med åbne arme. Folk er glade og smilende, man føler, at man kan stole på dem. I Afghanistan har jeg været med til at dele nødrationer ud til børn, og når vi kørte væk, smed de sten efter os.”

MINUSMA står for United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali og handler ud over militær tilstedeværelse også om forsoning mellem konfliktens parter. Det danske bidrag er et taktisk bidrag i form af et Hercules transportfly, der kan lande på meget korte og ujævne landingsbaner både dag og nat.

For de danske soldater er der en tydelig kontrast fra NATO-opgaver i Afghanistan med høj risiko til at arbejde under FN i et område med lav risiko.

”I Afghanistan boede vi i containere og så ikke så meget til lokalbefolkningen. Trusselniveauet var højere, så vi kunne ikke gå en tur på gaden. Her bor vi blandt folk”, siger den 44-årige Flemming Bo Madsen med flyvernavnet BOF.

Deres militærbase i Malis hovedstad Bamako ligger på et stort hotel, som også bliver brugt til konferencer og undervisning. De kakiklædte soldater er omgivet af mænd og kvinder klædt i alle regnbuens farver, som i klassisk konferencestil netværker ved kaffebordet i pauserne. Kommandocentralen har draperede gardiner og tunge duge, der når helt ned til gulvet.

Må man slå en kvinde?
”Det er første gang, jeg er FN udsending. I forhold til at være udsendt under NATO er det meget politisk korrekt. Det er udfordrende, fordi vi er mange forskellige nationaliteter, og det virker som om, man ved hver mission skal opfinde den dybe tallerken”, siger Allan Jokumsen og fortsætter:

”Ved introduktionen hørte vi et oplæg, der blandt andet viste en kvinde, som havde stjålet brændstof for at købe smykker. Vi blev spurgt, hvad hun havde gjort forkert, og om det var i orden at slå hende som straf. For os er svaret indlysende, men det skal forklares for andre.”

Flemming Bo Madsen forklarer, at det udover at være en militær aktion også er en humanitær aktion.

”Det er tydeligt, at vi er med til at gøre en forskel med vores fly. Høsten er slået fejl i Nordmali, og det er på tale, at vi skal flyve mad og vand til befolkningen. Der er dårlig infrastruktur, så transporten med flyet er en stor hjælp for folk. Som del af MINUSMA er vi med til at stabilisere situationen med ikke voldelige midler og med udviklingsopgaver”, siger han.

En til to gange om året er han udsendt til militæraktioner under vanskelige forhold. Sidste år var han også i Mali som del af Operation Serval. Det var med meget kort varsel og uden at vide særlig meget om området. Denne gang har de fået en gennemgang af konflikten og parterne i konflikten.

”Vi flyver i ukontrolleret luftrum, det vil sige, at der ikke er radardækning. Vi har selv instrumenter til at se andre fly, men vi skal fortælle dem på jorden, hvor vi er. Det skal de andre fly også, siger Flemming Bo Madsen.

For de danske flyvere er den største udfordring ikke risikoen i nord eller de vanskelige forhold. Det er, når deres arbejdskraft ikke bliver brugt effektivt, så de har dage uden opgaver.

”Der er udfordringer i MINUSMA, og projektet er måneder bagud. Der skulle være etableret militærlejre til MINUSMA styrkerne i byerne i nord. Men det er hæmmet af, at det ikke er nemt at levere logistik, og at lande alligevel ikke leverer de lovede styrker, som de har tilkendegivet,”, siger Hans Skovmose, som er major i Flyvevåbenet og leder det første hold af danske udsendinge.

Oprørere ikke afvæbnede
Der er kun 5.848 soldater ud af de 11.200 soldater, som er nødvendige for at gennemføre resolutionen fra FNs sikkerhedsråd. Det danske bidrag bringer blandt andet materiel til de lejre, som skal åbnes i nord.

En delegation fra FNs Sikkerhedsråd besøgte Mali i begyndelsen af februar og kom i forrige uge med en vurdering af situationen i landet. Under besøget blev udsendingene fra Sikkerhedsrådet præsenteret for Malis regerings plan for, hvordan Mali kommer ud af krisen.

”Vi vil holde øje med dem, når de opfylder deres forpligtelser”, udtaler Gérard Araud, som er Frankrigs faste repræsentant i FNs Sikkerhedsråd.

Han understreger, at planen kun bliver bæredygtig, hvis det er parterne selv, som finder løsninger på problemerne. De løsninger skal det internationale samfund bakke op om. Første skridt er at efterleve fredsaftalen fra Ouagadougou. Ifølge den skal alle soldater og oprørere indkvarteres i militærlejre og afvæbnes. Samtidig opfordrer FNs Sikkerhedsråd MINUSMA til snarest at indsætte den fulde styrke i det nordlige Mali.

Oprørere skifter alliance
I det sydlige Mali bliver befolkningen overrasket, når medierne beretter om angreb i nord. De regner med, at situationen blev løst med Operation Serval og derefter af FN-styrkerne. Men sandheden er, at hele processen med at stabilisere området og indlede forsoningsprocessen knap nok er gået i gang. Der er stadig masser af våben i det nordlige Mali.

”Frankrig valgte under Operation Serval at samarbejde med tuareg-oprørerne MNLA, fordi de kendte territoriet, og de kunne vise, hvor islamisterne gemte sig. Samtidig har der været frygt for, at Malis hær ville hævne sig på MNLA, som indledte konflikten og har tilført hæren et alvorligt nederlag. Derfor er de ikke blevet afvæbnet”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Mali.

Men nogle af de islamister, som forsvandt under Operation Serval, er del af MNLA i dag. Signe Marie Cold Ravnkilde forklarer, at oprørerne i nord skifter side efter, hvem der har det strategiske overtag. Da oprøret blev indledt af MNLA, blev de hurtigt nedkæmpet af islamisterne. Folk skiftede side til islamisterne. Da franskmændene gik ind i konflikten sidste år, blev MNLA til samarbejdspartner, og så meldte de sig igen under MNLAs faner for at bekæmpe terrorister.

”Officielt forhandler Malis regering og mæglerne ikke med islamister, men reelt forhandler de med personer, som de facto har kæmpet for islamisterne, og som har skiftet alliance, da det var mere opportunt for dem”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Islamister rekrutterer fortsat
Men der findes stadig en hård kerne af islamister, som det i første omgang lykkedes at flygte til nabolandene. De er nu ved at genopbygge deres kapacitet.

”Denne periode er relativ stabil, men de sporadiske angreb viser, at islamisterne stadig er der.  Angrebene sker for at vise omverdenen, er de stadig er aktive og for at kunne rekruttere. Der er forlydende om, at Al-Qaeda stadig deler penge ud til unge for at kæmpe for deres sag”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

I det sydligere Mali skelner befolkningen ikke mellem islamister og tuareg-oprørerne i MNLA. Det er MNLA, som nu står for freds- og forsoningsaftalerne med Malis myndigheder.

Signe Marie Cold Ravnkilde vurderer, at MNLA ikke har opbakning i befolkningen i Nordmali. Der er ikke opbakning til selvstændighed i befolkningen, og MNLA bliver stadig husket for de overgreb, de begik mod civilbefolkningen, da de indledte oprøret i 2012.

”På trods af at MNLA ikke har et folkeligt mandat, er det alligevel lykkedes dem at italesætte en utilfredshed med regeringen i det nordlige Mali, hvor befolkningen føler sig negligeret af staten. MNLA har taget repræsentanter fra andre etniske grupper ind i ledelsen og hævder, at de repræsenterer alle befolkningsgrupper. Men de repræsenterer stadig et mindretal. Hovedparten af befolkningen i nord ønskede ikke et oprør til at begynde med”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Hun forklarer, at MNLA er stiftet af en lille elite af intellektuelle fra adels- og krigerklanen blandt tuareger. Samme gruppe har stået bag gentagne oprør i 1960’erne og 90’erne. Oprørerne har givet den brede befolkning i Mali et ”tuareg-fatigue”. Folk er trætte af de gentagne oprør, og at hver gang noget er bygget op, bliver det ødelagt. Denne træthed medfører, at nogle tuareger bliver udsat for diskrimination. Den ansvarlige elite har ved de tidligere oprør stået for fredsforhandlinger, og som del af aftalerne har de selv fået vigtige stillinger i staten og i hæren.

”MNLA er dygtige til at kommunikere problematikker, folk kan genkende. Men de bliver også opfattet som en lille elite, der har lukreret på gentagne tuaregoprør”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Unge fristet af kriminalitet
I forbindelse med fredsforhandlingerne er de internationale arrestordre på mistænkte krigsforbrydere blevet ophævet, for at de kan deltage i processen.

”Efter oprøret i begyndelsen af 1990’erne var der en stor forsoningsproces, som befolkningen involverede sig i. Mange var rørte, da de så de mange våben gå op i røg ved en stor fredsceremoni i Timbuktu. Nu står befolkningen over for en ny forsoningsproces, og mange vil spørge sig selv, hvad det nytter, og om det vil få nogen betydning. Befolkningen føler en magtesløshed og modløshed”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Centralt i processen står ungdommen. Som mulige terrorister og oprørere bliver de unge set som en trussel samtidig med, at de også er nøglen til en fredelig udvikling. De unge bliver fristet til hurtige penge fra både Al-Qaeda og af internationale smuglere. Der har altid været smugling i Sahara. En gang var det dadler og fødevarer, i dag er det narkotika, og i byen Gao er nogle af byens kvarterer opkaldt efter smuglervarer.

”Grundlæggende kræver det internationalt samarbejde at stoppe den transnationale kriminalitet, ellers er det svært at give de unge et alternativ. Kriminalitet skal indebære en risiko for at gøre det mindre attraktivt. Men de unge skal også lære færdigheder, og der skal investeres i infrastruktur, så naturressourcerne kan udnyttes”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Artiklen har været bragt i en kortere version i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Fakta om forløbet

Oktober 2011
Gadaffis tidligere specialstyrker ankommer til Mali. Alene den 15. oktober ankommer 80 køretøjer med 400 bevæbnede mænd. Hovedparten er tuareger fra Mali, som har opholdt sig i Libyen i årtier.

Januar 2012
En alliance af tuaregoprørere i MNLA og islamistiske grupper angriber og henretter omkring 100 soldater på en militærbase i nord ved nakkeskud og halshugning.
Februar 2012 Store protestdemonstrationer i Malis hovedstad Bamako mod hærens forhold i Nordmali får præsident ATT til at miste al troværdighed i befolkningen.

Marts 2012
En gruppe unge militærfolk kupper magten i Mali.

April 2012
I kaos efter kuppet indtager alliancen af MNLA og de islamistiske grupper hele det nordlige Mali uden kamp. MNLA udråber den selvstændige stat AZAWAD, men bliver hurtigt nedkæmpet af de islamistiske grupper Ansar Dine, Mujao og Al-Qaeda. De deler området mellem sig og indfører streng sharialov. En tredjedel af befolkningen i nord flygter.

Januar 2013
Islamisterne rykker sydpå og truer med at indtage hele landet. Malis overgangsregering beder omverdenen om hjælp. FN giver mandat til en international militæraktion mod islamisterne. Frankrig indleder Operation Serval med støtte fra blandt andet Danmark.

Juni 2013
Islamisterne er flygtet, og MNLA og Malis overgangsregering underskriver indledende fredsaftale i Ouagadougou.

Juli 2013
Indsættelse af FNs fredsbevarende styrke MINUSMA i Mali. Den skal sikre fredelige demokratiske valg i Mali og stabilisere situationen i nord.

Juli/august 2013
Ibrahim Boubacar Keita vinder fredeligt præsidentvalg i Mali.

November/december 2013
Fredeligt parlamentsvalg i Mali.

Islamistiske krigsfanger er en tikkende bombe for Mali, Man risikerer terroraktioner fra islamister, som vil kræve dem løsladt. Det er gidseltagningen i Algeriet en påmindelse om

Dræb eller lad leve. Det spørgsmål stiller menige malinesere sig i denne tid. Islamister på flugt søger nemlig at skjule sig i områderne omkring kampzonerne. De lokale indbyggere er på vagt, og af og til finder de dem.

I lørdags måtte indbyggerne i Kendie tage stilling til spørgsmålet. Landsbyen Kendie ligger 45 kilometer nord for Bandiagara, og her holder de unge mænd øje med det svært tilgængelige klippelandskab. Det er et godt sted at skjule sig, og de frygter at islamister på flugt fra kampene ved Konna skal gemme sig i områdets klippehuler.

Lørdag fandt de to mænd, som de mente måtte være flygtede islamister. Mændene var forhutlede og meget sultne, og de bad derfor om mad og vand. Nogle fik umiddelbart ondt af den, fordi de så ynkelige ud. Andre ønskede at dræbe de formodede islamister, som hævn for de ugerninger de har stået for med sharialov i hele det nordlige Mali. Og fordi de havde taget indbyggere i byen Konna som gidsler under kampene med styrker fra Mali og Frankrig.

Mændene havde ingen våben, men indbyggerne i Kendie var ikke i tvivl om, at de var islamister, da mændene begyndte at appellere til dem som muslimske brødre og tale om, at gud ville belønne dem for at hjælpe dem.

På vanlig Mali-manér diskuterede landsbyen, hvad de skulle gøre med deres to fanger. Og de blev hurtigt enige om at ringe til Malis hær, som har tropper i Bandiagara. Hæren hentede de to mænd. Men i Mali er diskussionen ikke slut.

Da islamister besatte det algeriske gasanlæg i In Amenas krævede gidseltagerne løsladelsen af fængslede terrordømte islamister. I Mali spørger man derfor sig selv om det stigende antal islamister, der bliver taget til fange, vil udgøre en trussel for landet på længere sigt.

Indbyggerne i Kendie var så heldige, at islamisterne ikke var bevæbnede. Men det er sandsynligt, at mændene havde skjult deres våben, før de nærmede sig landsbyen på udkik efter mad. Måske skjuler flere sig i området. Indbyggerne i områdets landsbyer frygter at blive overfaldet, og de er bekymrede for, om deres køer, får og geder bliver stjålet.

Tre forskellige islamistiske grupper har besat det nordlige Mali. Alle går ind for sharia-lov og siger, at deres mål er at kontrollere hele Mali. Al-Queda gruppen AQIM står bag kidnapning og narkosmugling i Sahara

Men grupperne har medlemmer fra mange afrikanske og arabiske lande og sandsynligvis også fra lande som Pakistan. Det er uvist, hvor mange europæere og amerikanere der kæmper i grupperne. Der er blevet anholdt personer, der var på vej til at tilslutte sig grupperne. Og på fotos er der personer med europæisk udseende.

Det er også lykkedes at rekruttere medlemmer fra fattige nomadefolk, som i forvejen er marginaliserede i samfundet og truet på deres eksistens på grund af de ekstremt vanskelige levevilkår i de tørkeramte områder.

Ansar Diné kontrollerer området omkring byerne Timbuktu og Kidal. Deres leder er en tidligere tuaregleder, Iyad Ag Ghaly. I sine unge dage røg han cigaretter, skrev digte og hang ud med musikere. Så blev han nationalist. Og efter fredsslutningen oven på et tuaregoprør i 1990’erne har han arbejdet for staten i Mali. Han har blandt andet været ambassadør i Saudi Arabien. Her blev han omvendt til den strikse form for islam som wahhabit og fandt samarbejdspartnere. Iyad Ag Ghaly har været mellemmand mellem Al-Qaeda, Malis regering og europæiske forhandlere ved gidseltagninger.

Den strikse tolkning af sharia-lov har han og Ansar Diné siden underlagt borgerne i de besatte områder. Musik, cigaretter, sex uden for ægteskab, fodbold og tv er forbudt. Kvinder skal være tildækkede og må ikke længere arbejde og tjene egne penge.
Loven er vanskelig at overholde, og synderne bliver pisket offentligt, uanset om de er skyldige eller ej. Der er også et særligt fængsel for de kvinder, som ikke lever op til sharia.

Ansar Diné har tidligere været forhandlingsvillige, men også vist, at de skifter mening og ikke lever op til aftaler. Det ene øjeblik erklærer de våbenhvile, tager afstand fra Al-Qaeda og er klar til fredsforhandlinger, det næste øjeblik bryder de dem.

Mujao kontrollerer området i øst ved byen Gao. Gruppen består af oprørere fra blandt andet Mauretanien, Algeriet, Niger, Nigeria og der er forlydender om støtte fra Pakistan og de arabiske lande.

De har de samme forbud som Ansar Diné og ud over at piske lovovertrædere, står de også for amputationer. Rettergangen og straf foregår i umiddelbar forlængelse af hinanden. De nøjes ikke med at amputere en hånd, de fjerner samtidig en fod. På den måde er de sikre på, at synderen ikke kan arbejde og forsørge sig selv.

I nord er et ungt par blevet stenet, fordi man påstod, at de ikke var formelt gift. Parret levede sammen og havde et barn på seks måneder. Det var fattige nomader, som levede ude i bushen.

Al-Qaeda gruppen AQIM er formelt grundlagt i 2007. Den består af forskellige grupper af algeriske salafister, der har kæmpet mod styret i Algeriet, siden de flygtede fra borgerkrigen i Algeriet i begyndelsen af 1990’erne og slog sig ned i Malis nordlige ørkenområder.

Oprindeligt rettede de udelukkende angreb mod Algeriet, men deres medlemmer har været aktive i konflikter rundt om i verden. Gruppen har tjent store summer på et velorganiseret smuglernetværk gennem Vestafrika og til Europa. De begyndte først at gå efter internationale mål efter at de havde erklæret sig som del af det internationale Al-Queda netværk.

AQIM arbejder overalt i det besatte område, men er ikke ansvarlig for et bestemt område. Efter at kampene er begyndt, er der tegn på, at det især er dem som kæmper i frontlinien.

Selv om alle grupper af hellige krigere har indført skarpe regler for, hvad de lokale må og ikke må, så lever de islamistiske oprørere ikke selv op til loven. Der er talrige rapporter om voldtægter og tvangsægteskaber. Og børn bliver solgt til deres militsgrupper.

Kidnapninger finansierer islamister

Al-Qaeda har brugt Malis ørken til at skjule kidnappede personer gennem mange år. Malis regering ignorerede problemet, måske fordi ørkenen var uoverskuelig, måske fordi de ansvarlige modtog bestikkelse, måske fordi de ikke ville prioritere en stor militæraktion mod Al-Qaeda, så længe gruppen ikke tog gidsler i selve Mali.

Gidslerne blev i begyndelsen taget i nabolandene Mauretanien, Niger, Algeriet og så langt væk som Tunesien.

Men i 2009 blev det først franske gidsel kidnappet i Mali, og siden er endnu seks gidsler kidnappet i slutningen af 2011, og de er stadig holdt fanget af Al-Qaeda.

Al-Qaeda har tjent store summer på at frigive gidsler. Officielt giver de europæiske lande ikke løsesum, men det er sket i Mali. Det har gjort det til en god forretning ikke kun for Al-Qaeda men også for almindelige kriminelle, som står for kidnapningerne og sælger gidslerne videre til Al-Qaeda.

AL-Queda bag smuglernetværk gennem Sahara

Vestafrika og Sahara har alle dage haft handelsruter. En gang var varerne salt, guld og slaver. De seneste år har Al-Qaeda fundet nye lukrative varer, som bliver smuglet gennem de vestafrikanske lande ved kysten og videre op gennem Sahara og videre til Europa.

Det drejer sig om mennesker, våben, cigaretter – og narkotika fra Sydamerika og Asien. Smuglernetværket er omfattende og rækker fra personer på en cykel, der tager en pose et stykke af vejen, til transportfirmaer og traditionelle karavaner.

Smugling af narkotika er der gode penge i, og det kræver bestikkelse undervejs. Unge mænd er blevet prangende rige, og personer i Malis hær og regering er beskyldt for at tjene penge på smugling og dermed at samarbejde med Al-Qaeda. De mange penge har også korrumperet landet, og de har ødelagt traditionelle magtstrukturer, så unge mænd ikke længere lytter til de ældre i samfundet.

Mere information om mine foredrag om situationen i Mali

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv

I Mali i Vestafrika kæmper franske soldater  sammen med Malis hær mod en koalition af islamistiske oprørere, som har besat to tredjedel af landet og indført sharialov. Flere afrikanske lande har soldater på vej og europæiske lande som Danmark sender materiel

Hvis du tænker, at nogen må have sovet i timen og overhørt advarsler, så har du ret. Men historien om Malis opløsning er også en historie om forhandlingsvilje og et folks tro på, at parterne sammen kan finde en løsning.

Mali er et konsensussamfund. Man taler om tingene og diskuterer, indtil man når en fælles løsning. Det gælder også ved konflikter. Selv da islamisterne i nord gang på gang rykkede frem, var den almindelige holdning i Mali, at der nok skulle komme en fredsaftale.

Konflikten har været undervejs længe, og der har været internationale advarsler. Alligevel har det overrasket Mali og dets indbyggere og verdenssamfundet, hver gang konflikten er eskaleret. Der er mange aktører og interesser på spil.

Nedturen for Mali begyndte for alvor i januar 2012. Her angreb tuareg-oprørerne MLNA en kaserne. Soldaterne blev ikke bare dræbt, de blev skåret i stykker, filmet og uploadet på Youtube.

Angrebet vakte harme. Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at have udsultet hæren, så de ikke havde mulighed for at forsvare sig.

Stemningen mod den tidligere meget populære præsident ATT vendte. Der var demonstrationer forskellige steder i landet. Rygter og konspirationsteorier satte præsidenten i forbindelse med både Gaddafi og tuaregoprørerne.

Den 22. marts 2012 kuppede officeren Amadou Sanogo magten i landet og indsatte en militærjunta. Forfatningen blev sat ud af kraft. I Mali var ingen overraskede over militærkuppet efter måneders rygter op til. Internationalt blev militærkuppet fordømt, og man undrede sig, da der kun var en måned til demokratiske valg.

Efter kuppet blev sanktioner indført mod landet og udenlandske donorer som Danmark stoppede for al støtte.

Militærjuntaen bebudede, at den ville slå hårdt ned på tuaregoprørerne i Nordmali. Men intet skete. Og i løbet af få dage i begyndelsen af april besatte MNLA hele det nordlige Mali og byerne Timbuktu og Gao. De var ikke alene og kæmpede side om side med islamistiske oprørere – en af grupperne var Al-Qaeda. Islamisterne nedkæmpede MNLA og indførte sharia-lov i nord. De erklærede deres mål: At indføre sharia i hele Mali.

I Malis hovedstad Bamako nedtonede militærjuntaen nu deres udmeldinger om kamp mod oprørerne. I stedet begrundede de nu militærkuppet med, at den tidligere regering og især præsidenten ATT var korrupt.

Landene rundt om Mali blev både foruroligede over, at demokratiet blev sat ud af kraft i Mali og udsigten til at få Al-Qaeda som nabo. Den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika ECOWAS pressede militærjuntaen til forhandlinger og fik udpeget en overgangsregering og en midlertidig præsident, den tidligere formand for parlamentet Dioncounda Traore. Han var demokratisk valgt og en af topkandidaterne til det aflyste præsidentvalg.
ATT var i mellemtiden gået i eksil i Senegal.

Vi havde nu to konflikter i Mali. I nord en brutal besættelse og sharialov og i syd et manglende demokrati og en militærjunta, der fortsat trak i trådene, selv om den officielt havde overladt magten til en civil regering.

Juntaen har hele tiden forsøgt at forhindre, at der kom udenlandske styrker til Mali for at bekæmpe de islamistiske oprørere. Men regeringen og præsidenten har samtidig appelleret til det internationale samfund om hjælp. Situationen er flere gange blevet diskuteret i FN og FNs Sikkerhedsråd.

I efteråret gav FN således et forhåndstilsagn og grønt lys til udenlandske styrker. Men der skulle først udarbejdes en militær plan og en plan for, at Mali kan vende tilbage til demokrati.

Kort tid før jul blev planen så vedtaget i FN, som giver sin fulde støtte til missionen. Den skal udelukkende bestå af afrikanske styrker, mens europæiske lande bistår med militær træning, overvågning og materiel.

Resultatet af FN-resolutionen var umiddelbart, at den ene islamistiske oprørsgruppe Ansar Diné erklærede våbenhvile og rede til at gå ind i forhandlinger. Fredsforhandlingerne skulle være begyndt i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou den 10. januar 2013. Og dermed kom pludselig en beskeden udsigt til en fredelig løsning.

En militær intervention lå dog længere ude i fremtiden. For først skulle Malis hær under træning og man havde også først planlagt, at europæiske rådgivere skulle komme til landet i februar. Et forsigtigt skøn talte om en aktion i september 2013.

Måske var det netop den udmelding, som gav islamisterne blod på tanden. Tre dage inden fredsforhandlingerne skulle begynde, gik de islamistiske grupper i aktion og besatte flere byer. Ved byen Konna stod de overfor de største militærlejre for Malis hær i denne del af landet. Tidligere flygtede hærens soldater, hver gang islamisterne angreb. Nu blev de tvunget til kamp, men tabte efter få timer til islamisterne, der var dem militært overlegne.

Desperationen i Mali er eksploderet. I hovedstaden demonstrerede vrede unge mænd mod den uduelige regering. Og umiddelbart syd for Konna i byerne Mopti og Sevaré med op mod 200.000 indbyggere og flygtninge fra nord gik folk i panik.

Præsident Dioncounda Traore reagerede ved at erklære undtagelsestilstand i hovedstaden og kontaktede den tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig havde ellers tidligere erklæret, at der ikke skulle franske tropper til Mali. Alligevel ændrede landet holdning og sendte kamphelikoptere og bombefly til Mali fra franske militærbaser i Burkina Faso og Tchad.

Franske fly bombede militærlejre og depoter. Men islamisterne begyndte at blande sig med civilbefolkningen så er vi fremme ved i dag, hvor kampene foregår på landjorden.

Frankrig har erkendt, at de islamistiske oprørere er bedre trænede og har bedre våben end forventet. Så der er umiddelbart lange udsigter, inden alle islamister er stoppet. Til gengæld kan beboerne i byerne Timbuktu og Gao glæde sig over, at de ikke længere skal leve under sharialov. I disse dage lever islamisterne skjult.

Danmark deltager i en aktion, som har fuld opbakning fra befolkningen i Mali. Vi støtter regeringen i deres kamp mod islamistiske oprørere. Malis regering har lovet, at der bliver valg til præsidentpost og parlament, så snart der er ro i landet. Det ser ud til, at den tidligere militærjunta forholder sig i ro og er klar over, at den ingen folkelig opbakning har til at lægge hindringer i vejen for de internationale styrker.

Her kan du læse om det foredrag, jeg tilbyder om situationen i Mali.

Artiklen er bragt i DitPerspektiv.dk