Bamako kalder

Et militært fodboldlandshold, bagagekaos og hilsende folk på gaden. Mali byder endnu en gang velkommen med lige dele kaos, absurditeter og gæstfrihed.

Da jeg svinger om hjørnet til international transfer i Casablancas lufthavn, kan jeg mærke tårerne presse sig på. Denne vej går til Bamako – og kvinder i fantastiske broderede selskabskjoler viser vejen.

På et tidspunkt frygtede jeg, at jeg aldrig skulle få mulighed for at komme tilbage til Mali. Eller at jeg og alle kvinder kun ville kunne færdes i landet totalt tildækkede i evig frygt for islamisternes moralske politi og udsigt til offentlig piskning for noget så banalt som at lytte til musik. Men nu er jeg på vej tilbage til Mali og lige foran mig venter køen til sikkerhedstjekket, så der er ikke tid til at være sentimental.

Fodboldhold om bord
Mindst 30 personer i det propfyldte fly er fodboldspillere. Nogle ligner ikke ligefrem supertrænede sportsstjerner. De ser ud til både at have alderen og vægten mod sig. Men det er selvfølgelig heller ikke et sædvanligt fodboldlandshold.

– Futbol militaire, er svaret, da vi spørger spillerne på vej ind i flyet. De er på vej hjem til Mali fra det første VM for militære fodboldlandshold, som sluttede søndag den 14. juli i Aserbajdsjan. Alle spillerne har en flad upumpet fodbold, mens en enkelt også bærer på et lille trofæ i form af en stejlende metallisk hest på et glasfundament. Det lignede ikke en VM-titel.

Med det massive behov for overvågning af det nordlige Mali og historier om et udsultet og materielt forsømt militær kan det undrer, at landet har ressourcer til et særligt kompagni af fodboldsoldater. Det sker, mens især Frankrig og Tchad har nedkæmpet islamister i det nordlige Mali, og en større fredsbevarende FN-styrke nu er ved at komme på plads i Nordmali. Men jeg har selvfølgelig heller ikke forstand på militær strategi. Og jeg ved, hvilken rolle fodbold spiller som nationalt samlingspunkt i et land som Mali.

For meget håndbagage
Bagageboksene i flyet er proppede, mens voluminøs håndbagage hober sig op i midtergangen. Der må den ikke være. De, der allerede har fået plads til deres håndbagage, er urolige for deres computere. Ved siden af mig klamrer en mand sig til en enorm hårdskallet kuffert med hans harddisk og års forskning. På en eller anden måde kommer alt på plads, og vi letter og ankommer endda 20 minutter tidligere end planlagt. Men det er åbenbart kun i kabinen, at Royal Air Maroc har styr på tingene.

Ingen bagage til passagererne
Bagagebåndet bugner af plastikindpakket bagage. Og vi venter. Og venter. Noget bagage skiller sig ud, og vi bemærker, at ingen tager det. Efter en time begynder utålmodige passagerer at tjekke bagagemærkerne. Det er slet ikke fra vores afgang. Utilfredsheden breder sig, da ingen passagerer fra nattens flyvetur med Royal Air Maroc har modtaget deres bagage. Al bagagen i flyet er fra en tidligere afgang, hvor passagererne heller ikke fik deres bagage med.

Passagerer fra tidligere afgange er nu ankommet til lufthavnen og leder i bunkerne af bagage. Kvinder i sylespidse stilletter balancerer på bjerge af kufferter, mens passagerne fra vores afgang finder køen til bagagekontoret.

Håndskrevne liste
– Tænk på dem, der har ost med, siger en kvinde i køen. Hun sørgede for at købe sin ost lige inden afgang, så den er i håndbagagen. Malinesere, som har opholdt sig i andre lande end Mali, har fået smag for andre former for ost end den leende ko og kopier af den leende ko, som udgør ostesortimentet i normale butikker i Mali.

Klokken nærmer sig tre om natten, og de to ansatte i bagagekontoret har travlt. Alle oplysninger bliver skrevet i hånden på lange lister – og senere – en gang – skal de skrives i den rette database på computeren.

Behov for tålmodighed
To døgn efter min flyvetur har jeg endnu ikke modtaget min bagage fra Royal Air Maroc. Chaufføren siger, at det er typisk det marokkanske flyselskab – især i ferieperioden. Nogle nætter ankommer et fragtfly med forsinket bagage, så det handler om at være tålmodig. Jeg håber ikke, det tager lige så lang tid at få bagagen frem som hos Air France, der brugte to uger på at transportere en enkelt rygsæk fra København til Bamako.

Usynligt men effektivt bagagesystem
Heldigvis tager det ”kun” tre dage at modtage sin bagage. Jeg ankommer til lufthavnen og tusindvis af kufferter og tasker er arrangeret i små øer. Der er endnu flere, end da vi ankom i søndags.

– Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, Royal Air Maroc, siger bagagemedarbejderen og peger på de forskellige øer. Han tilføjer, at der er mere bagage fra selskabet nede bagved.

– Hvad hedder du, spørger han og gentager navnet Blom.

– Navnet virker bekendt, siger han og går målrettet til den senest ankomne bunke fra Royal Air Maroc. Og på få minutter har han fisket min rygsæk ud af bunkerne. Den lå omvendt, så man ikke kunne se, at det var en rygsæk og lidt længere bagved, står den anden taske. Lufthavnen i Bamako har tydeligvis ansat medarbejdere med klæbehjerne.

Orker ikke kvitteringer
Jeg har brug for en kvittering for den forsinkede modtagelse af bagagen. Den er kontoret ikke meget for at give. Det er måske ikke så sært med den megen bagage, der er forsinket. Den første medarbejder siger, at jeg skal gå over til en anden medarbejder, mens han selv er ved at spise en sandwich. Der er kø hos den underordnede, som har fået tjansen med kvitteringer. Indtil en overordnet overordnet kommer med den geniale ide at fotokopiere vores bagagemærker og give os et stempel, en underskrift og et tidspunkt for modtagelsen. Endelig er bagagen i hus.

One thought on “Bamako kalder

  1. Pingback: Bombetrussel i Bamako | Lise Blom

Der er lukket for kommentarer.