Gennem skyer og storm op over bjergene med flokke af gloende køer som tilskuere. Da dagens etape slutter i solskin, er stemningen blandt pilgrimmene munter og fjollet.

 

Søndag den 3. maj 2015

Ifølge guidebogen er dagens etape den måske hårdeste på samtlige caminoer. Det er i hvert fald vigtigt at holde øje med vejret og spørge de lokale, om det er sikkert at gå gennem den øde strækning ved Hospitales.

I går lettede skyerne om aftenen, så vi kunne se bjergryggen med Hospitales. Vejrudsigten så nogenlunde ud, så næsten alle besluttede sig for den høje rute hen over bjergene i stedet for en lavere rute.

Der er morgenmad klokken 7:30, men de fleste går tidligere, så jeg er igen, igen den sidste, som forlader herberget. Tågen ligger stadig i totter i dalene og selvfølgelig over Hospitales. Der er asfaltvej helt til Borres, hvor der også ligger et herberg. Landsbyen lugter af køer, det gælder også den lille hyggelige cafe, hvor jeg drikker en kop varm kakao, da det er sidste mulighed for at holde pause inden døre de næste mange kilometer.

En lille slange krydser stien, måske på udkik efter haletudserne, som svømmer i de store vandpytter. I begyndelsen tænker jeg, at turen ikke er noget særligt. En grusvej fører en blidt op ad i bakkerne. En jernlåge leder en ind i selve området, hvor der går flokke af løse heste og køer. Da jeg er sidste ude af herberget, regner jeg ikke med at møde andre, så jeg skjuler mig ikke, da jeg skal tisse. Selvfølgelig passerer en ivrig vandrer mig netop da. Vi så ham i går og blev enige om, at han nok var en supervandrer, der gik mindst 50 kilometer om dagen. Han bevæger sig som en tegneseriefigur med superenergisk gang og vandrestokke, som danser hen af vejen. I dag præsenterer han sig som Jose. En ung mand fra Huelva i det sydlige Spanien. Undervejs venter han ofte på mig, da naturens rasen tager til, jo højere vi kommer op i bjergene. Snart går vi mellem drivende våde skyer. Jeg dækker min rygsæk med overtrækket.

– Nu er din rygsæk rød, og der står en tyr på stien. Lad os håbe, den ikke er aggressiv, siger Jose muntert.

Jeg satser på, at tyren er ligeså fredelig, som den ser ud. Men helt ærligt så stoler jeg ikke på tyre. To år tidligere er jeg blevet strejfet af en løbsk tyrs meget lange og spidse horn på en trafikeret gade i Malis hovedstad Bamako. Et mirakel at jeg undgik hornet med et instinktivt kropsvrid, da den galopperende tyr passerede. Jeg kommer fra landet og ved, at man ikke kan stole på dyr. Men i dag har jeg intet alternativ. Da jeg går forbi tyren, taler jeg roligt til den. Af en eller anden grund er alle køerne samlede ved stien i alle pas, jeg går igennem i dag. De glor vagtsomt på mig. Da jeg senere passerer andre vandrere, ser jeg dem gå hen mod køerne og posere til fotos.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring:

Da jeg gik langs Biscayabugten undrede jeg mig over den manglende vind. Nu ved jeg, hvor den blæser! I bjergene et stykke fra kysten. Det er her vindmøllerne er placeret i lange rækker på bjergkamme.

Jo højere op jeg kommer, jo vildere blæser det. Nogle gange har vinden så meget fat i mig, at min fod ikke rammer jorden, helt hvor jeg har planlagt. Nu går jeg inde i de våde skyer, men jeg tør ikke tage regnslag på i frygt for at blæse væk. Jeg føler, at elementerne har fat i mig og styrer min vandring. Følelsen er fantastisk, en fornemmelse af at blive blæst igennem og blive renset. Selv om det er fysisk hårdt, bliver jeg ikke træt og formoder, at kroppen har sendt et ekstra skud adrenalin i blodbanerne. Når der er hul i skyerne, har jeg overblik over en hel verden af fjerne bjerge og dale. I skydækket er jeg lukket inde i min egen verden med sigtbarhed til den nærmeste ko. På toppen af verden. Sådan føles det!

Ruten hedder Hospitales, da der er tre ruiner af gamle hospitaler, som har taget sig af udmattede pilgrimme i tidligere tider. Det er små enkle stenhytter, hvor kun en enkelt stadig har et tag. Jeg overvejer at holde pause der, men det er mørkt og fyldt med møg fra dyr, som søger ly der i endnu værre vejr.

Min frokost bliver derfor mandler og chokolade, som jeg sluger, mens jeg går. Da jeg kommer lidt ned, tager vinden af, og af og til letter skyerne i korte øjeblikke. Jeg har nu indhentet to par vandrere, så jeg ikke er alene i verden.

Det er en heftig oplevelse at opleve naturen på denne vandring. På den gode måde. Jeg er højt oppe på mere end en måde.

Men på et tidspunkt begynder nedturen. Og den er stejl og stenet. Egentlig trænger jeg til at komme på toilettet. Men alt det, der presser sig på, forsvinder op i kroppen, da jeg ser den stejle nedtur. Nu fokuserer kroppen på at holde balancen skridt for skridt ned ad bakke. Endnu en gang minder jeg mig selv om, at det er tåbeligt, at jeg ikke har brugt tid på at finde en butik med vandrestave.

Nede ved Montefurado står et kapel og nogle bygninger. En hund kommer mig i møde. Heldigvis er den venlig. Man skal gå bag om husene, og en ældre mand viser mig, hvor jeg skal kravle over stengærdet og fortsætte hen over marken. Lidt senere er jeg nede i en smal dal. Umiddelbart ser det ikke ud til, at nogen lever her. Efter fire kilometer skal jeg ifølge guidebogen gennem en landsby. Den ligger skjult bag et hjørne og tæt trædække. Jeg glæder mig til en bar, da jeg ikke har mere vand og ikke har spist andet end chokolade og mandler. Solen skinner igen, da jeg kommer op til vejen og ser baren. Desværre er den lukket, så jeg må fortsætte tørstig de sidste tre en halv kilometer til Berducedo.

Det offentlige herberg ligger i begyndelsen af landsbyen. Der er allerede fem personer og en ledig underkøje til mig ved siden af den energiske spanier Jose. En tysk mand og en koreansk kvinde Young har gået den lavere og mere befolkede rute via Pola de Allande. Et spansk par har jeg mødt et par gange under dagens vandring. De bor i Oviedo og går et stykke af Camino Primitivo i weekenderne. Kvinden var træt og fik et lift fra Montefurado til Berducedo. Selv om tyskeren hviler sig, er der en munter stemning. Hverken koreaneren eller spanieren Jose er gode til spansk. Jose har været ved købmanden og købt ind for at lave mad. Da han skal forklare koreaneren, at pulversuppen er med kylling, siger han ”kitchen, you now” og gokker som en høne. Han mener selvfølgelig chicken.Det er de samme bogstaver, bare i en anden rækkefølge. Koreaneren ligner et stort spørgsmålstegn, og jeg forklarer, at suppen er med chicken og ikke med kitchen.

Da det spanske par vil på restaurant, organiserer koreaneren, at vi alle går med. Grinende går vi mod landsbyens eneste rigtige spisested. Det spanske par accepterer, at de går glip af en romantisk dinner og i stedet må trækkes med fjollede pilgrimme, der fejrer den veloverståede vandring med at grine.

På restauranten smager vi cider og bestiller mad. Mens vi venter, kommer resten af pilgrimmene, som sover på et privat herberg. Annedorte og det tyske par, som jeg kender, slutter sig til vores skøre selskab sammen med en endnu spansk mand. De andre pilgrimme får mindre borde. Der ser endnu en gang ud til at være krise blandt de tre tyske veninder, som dog heldigvis har fulgtes gennem det vanskelige terræn.