Opmuntret efter besøget hos Ernesto i Guemes begiver vi os ud på en af caminoens smukkeste strækninger langs kysten i strålende sol. Så bliver livet som pilgrim ikke bedre!

 

 

Mandag den 20. april 2015

Morgenmaden bliver serveret med brød og kager i den gamle kostald. Døren vender mod øst, og solen stråler ind. Der er mange frivillige på herberget, som hygger om os. Vi får at vide, at vi skal undgå herberget i Santander, da det er i virkelig dårlig stand. Til gengæld er der private værelser i Isabel Hospedaje i nærheden. Adressen er c/ Cuesta del Hospital N. 4, 3, som ligger overfor rådhuset. Skyerne ligger i dalene, men bliver hurtigt opløst af solens stråler. Små veje går gennem landbrugsland til Galizano. Selv om caminoen herfra følger landevejen direkte til Santander, bliver vi opfordrede til at gå ud til kysten og følge stierne derude. Den opfordring vil jeg bringe videre. Bare se antallet af fotos. Dette er en af caminoens absolut smukkeste strækninger!

Jeg finder et lille supermarked i Galizano, som ser lukket ud, men indgangen er gemt i bygningen bagved. Selv om jeg sagtens vil kunne nå at spise frokost på en restaurant nær Santander, har jeg besluttet at spise på stranden for at være så længe som muligt i naturen. Butikken sælger kun hvidt brød, og den venlige dame forklarer mig, hvor jeg finder bageren. Den ligger på højre side af vejen, lige inden vejen drejer mod stranden. Her køber jeg pan integral og finder en vandpost, så mine flasker er fyldte.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

De bløde grønne bakker forsvinder i stejle klinter ned i havet. Mellem klinterne ligger fantastiske strande. Jeg er kuldskær og har behov for 24 grader varmt vand, før jeg synes, at det er en fornøjelse at bade. Hvor ville det være fantastisk at vandre her om sommeren og have mulighed for at bade! Men jeg er samtidig glad for, at jeg ser strandene uden håndklæder, læsejl og parasoller og slipper for den søde stank af kokos-sololie.

Yderst på en klint sætter jeg mig på underlag og breder mit fugtige vasketøj ud. Efter en time går jeg videre ad græsstierne. I det fjerne kan jeg se Santander på den anden side af en bred indsejling med sandbanker. Det ser ud, som om de store skibe kører ovenpå sandet.

Østsiden, hvor jeg går, har en stor bred strand. I begyndelsen går jeg i klitterne, men lader mig til sidst rutsje ned på stranden. Jeg spiser ost og brød og ser på strandlivet. Her er ikke så mange, enkelte hundeluftere, en energisk mand med håndvægte, der laver benbøjninger foran mig og andre på vej ud for at bade.

Endnu en gang er jeg i tvivl om, hvor langt jeg skal gå, før jeg skal dreje ind gennem byen og finde en båd til Santander. Er det allerede nu, eller skal jeg følge stranden i længere tid? Jeg vil helst gå ude ved vandet og har ingen pile set i lang tid. Jeg beslutter at fortsætte på stranden, og det viser sig, at jeg skal gå langt, inden et næsten selvlysende blåt skilt med en musling peger ind i landet. Den håndmalede musling ligner fuldstændig et Eurotegn. Og det er vi jo også – forbrugere. Vi bruger penge og skaber indkomst lokalt, og det kan sikkert mærkes i de små byer undervejs.

Jeg zigzagger gennem den lille badeby og kommer til promenaden, hvor båden skal ligge. Men jeg kan ikke se nogen båd ved molen. Foran mig går et ungt par, som tydeligvis også leder. Pludselig er de forsvundet, så jeg skynder mig til det sted, hvor jeg sidst så dem.
Minsandten om her ikke ligger en båden, langt nedenfor molen. På grund af tidevandet er båden helt skjult. De kalder på mig, og jeg når netop at springe ombord, da båden stævner ud. Vi sejler ud gennem en smal sejlrende mellem sandbankerne. Ved næste stop står de to franskmænd og kvinden fra Luxemborg på. De havde ikke set det første godt skjulte stoppested og havde fortsat vandringen. Nu nyder vi sejlturen og nærmer os Santander og havnen med store skibe, blandt andet en færge fra England.

På promenaden går vi i land og til venstre. Der er store anlægsarbejder i gang, så det tager lidt tid, inden vi finder retning og fodgængerovergang. Vi kommer over i en park og kan se katedralen. Den er lukket.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være i en storby. Udturen fra Santander skulle ifølge guidebogen være gennem grimme industrikvarterer, så jeg vil finde et tog. Først finder jeg dog en cafe med trådløst netværk, så jeg kan undersøge mulighederne.

Næste del af ruten ser ikke så spændende ud, inden man kommer til Santillana del Mar. Jeg finder ud af, at der går et tog til en lille by fire kilometer fra byen. Jeg er hurtigt til at få indskydelser og næsten endnu hurtigere til at agere på dem. Så jeg finder banegården – den med lokaltog. I billetlugen får jeg at vide, at toget er lige ved at køre. Så jeg springer ud på perronen og ombord i lokaltoget. Det er et hurtigtog. Det går blandt andet over en togbro, som mange vandrere benytter. Broen er ikke lang, men der er mange tog, og en del af dem stopper ikke ved de lokale stationer på begge sider af broen.

Jeg står af ved Puente de Miguel, og jeg finder hurtigt broen over floden og et vejskilt mod Santillana. Jeg går langs en hovedvej med bred rabat. Kort efter lokker duftene mig til Afrika. Jeg kommer forbi en zoologisk have med en eksotisk kakofoni af kvidrende fugle, og jeg ser kohejrer og storke.

Lige efter viser et vejskilt til Altamira hulen, som er en af grundene til, at jeg går denne tur. Selve byen Santillana del Mar adskiller sig fra områdets byer med sine enorme stenhuse. Helt fra middelalderen har det været en velhavende by, og indbyggerne har bygget store boliger og paladser. Jeg er kommet ind i byen fra en anden vinkel, så jeg ved ikke, hvor herberget ligger. Heldigvis møder jeg englænderen fra Guernsey. Hun kan ganske ikke vist ikke finde rundt i byen, men hun kan vise mig turistkontoret. Det viser sig, at byen i princippet kun har to lange gader og en masse gyder. Jeg får tegnet herberget ind på bykortet og forklaret vejen til et privat herberg lige rundt om hjørnet. Der er døren lukket, og jeg finder senere ud af, at man skal henvende sig i en butik først.

Det offentlige herberg ligger ved et museet for Jesus Otero. Man skal komme inden klokken 20, hvor museet lukker. Jeg får andensidste seng i det lille herberg. Køjerne står meget tæt, og jeg kan næsten ikke komme til at lægge engangslagnet på den overkøje, jeg har fået tildelt.

På gårdspladsen foran huset er pilgrimme samlet med dåseøl og hygge. Efter badet redder jeg mit altid filtrede hår. Jeg hører en tysker spørge, ”hvor kommer du fra”, men jeg ved ikke om, hun taler til mig eller en anden, da håret hænger ned foran mine øjne. Hun bliver ved og ved, og selv om jeg fornemmer, at hendes spørgsmål er rettet mod mig, insisterer jeg på at blive færdig med håret først. Den nysgerrige kvinde er ganske venlig og introducerer mig for en koreansk kvinde.

Herbergets køkken er en mikroovn på en reol og noget service, som ikke er blevet vasket op. Nogle køber frostmad, som de varmer i ovnen. Jeg går på udkik efter en restaurant. For en gang skyld finder jeg en med en aftenmenu til 15 euro i et imponerende palads af rå sten. Desværre er det for køligt at spise ude i gårdhaven.