Jeg har holdt øje med et træ. Det har vokset på samme sted i 20 år, uden ejer og uden at høre til en bygning. Men en dag blev træet beskåret. Ikke voldsomt, men alle de små yderste grene. Jeg undrede mig, for det var jo ikke et vejtræ, og det stod ikke på en allé og skulle se fint ud. Faktisk var det det eneste træ på denne siden af vejen, som slynger sig ned fra visdommens bakke, hvor Bamakos universitet ligger.
Nu tænker jeg at beskæringen var en test for at se, om nogen ville reagere. Der gik nemlig ikke lang tid, inden der forsvandt en stor gren. Og sådan forsatte det. Som om folk tænkte, at ingen ville bemærke, at de savede en gren af.
Træet har stået der i omkring 20 år. Jeg kender et træ af samme sort og samme størrelse med den alder. Men nu har træet ikke længe igen. Det sidste overgreb er gået ud over træets bark, som er skrællet af.
Samtidig med at træet forsvinder, er en losseplads ved vokse frem rundt om det døende træ. Der er ingen organiseret indsamling af affald i Bamako. Der er æselkærrer, som samler affald, men de bringer der sjældent særligt langt, før de finder et sted at smide det. Tidligere lå den uautoriserede losseplads længere nede af vejen. Men der er blevet bygget en mur og inde bag den et hus. På den anden side af broen er der sat et trådhegn op for at undgå affald og motorcyklister, som skyder genvej. Det er klippet op flere steder.
Området rundt om træet er blevet taget i brug som ny losseplads. Det ulmer under en konstant ild, og et par klunsere bor under broen og sorterer dyngerne for genbrugsmateriale.