Udsigt over dalen, hvor Grado ligger

En kort vandredag for at skåne en øm fod og afslapning i solen på det hyggelige kloster i Cornellana. Men jeg begynder dagen i halvdårligt humør, da turen starter i gråvejr og på asfalt.

Torsdag den 30 april 2015

Hvor langt ud på landet i Spanien skal jeg, før jeg ikke kan høre og se en motorvej? Det spørgsmål stiller jeg mig, da jeg er kommet ud af Grado. Jeg går på små asfaltveje, men jeg kan hele tiden høre trafik eller se veje.

Jeg møder to spanske pilgrimme, som, da vi nærmer os herberget San Juan de Vilapanada, går 1,5 ekstra kilometer for at få et stempel i pilgrimspasset. Jeg fortsætter op over et lille pas og kommer endelig ind på en grusvej. Dybt under mig kommer bilerne ud af en motorvejstunnel, og jeg går på en skrænt, som er anlagt for at forhindre stenskred ned på motorvejen. Samtidig kan jeg se nye motorvejssøjler gennem dalen. Er det endnu en motorvej på vej? Eller er en tidligere motorvej blevet opgivet under finanskrisen og får lov at erodere som et mindesmærke over provinspolitikeres ide om, at flere og større veje skaber vækst i et område?

klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg har valgt primitivo-ruten for at komme længere ud i den rå natur, så jeg er mopset. En let regn falder for at understrege mit humør. Lidt efter når jeg en rundkørsel og kan glæde mig over en sti ind i buskadset. Og hvad ser jeg? Der har kort tid inden været sprøjtet med RoundUp eller et andet ukrudtsmiddel, så blomster og græs hænger og sjasker i dødskramper. Da jeg netop er kommet gennem en smal mudret snoet sti i den mørke skov, bliver jeg overhalet af spurtende cyklister på mountainbikes og er taknemmelig for, at jeg ikke mødte dem på stien. For vandrene bag mig er stien nu endnu mere mudret, da cyklisterne forvandler den bløde græsklædte jord til mudder. Nu er jeg også forarget.

Nede i dalen går jeg langs en trafikeret vej over en rivende flod. På den anden side af en bro kan jeg heldigvis dreje ind på en sti langs vandet. Skilte med ”Pesca sin muerte” betyder fisk uden død. Jeg går ud fra, at det er fiskene, der skal overleve mødet med lystfiskerne.

Jeg ankommer til klosterruinen Cornellana, hvor jeg vil overnatte. Nogle gæster peger om på bagsiden af ruinen, hvor herberget ligger. Jeg bliver skrevet ind og kan frit vælge en seng. I et kæmpestort værelse er der kun fire køjesenge, en i hvert hjørne og to badeværelser og toiletter. Fornemme forhold. Jeg har også fået rigtigt nyvasket sengetøj udleveret for kun 5 euro. Der er et stort køkken, gratis vaskemaskine og en stor gård med borde og stole.

Værten anviser byens bedste restaurant Dani og forlader herberget. Først viser han, hvordan man låser og åbner den yderste metalport. Mit humør er med et bedre, og det stiger, da jeg kommer til restauranten. Den er ekstrem travl, og tjenerne løber. Jeg må vente på at få et bord. Selv om jeg er sulten, tager jeg det som et positivt tegn. En restaurants travlhed og popularitet hænger normalt sammen med kvalitet.

Der bliver gavmildt sat hele flasker vin og vand på bordene. Jeg spiser kikærtegryde, chipirones, som er små blæksprutter, og is for 10 euro. Resten af dagen slapper jeg af i herbergets gård og ved floden. Klostret er ved at blive sat i stand af en forening og af kommunen, så det foregår i perioder. Herberget er sat i stand af arbejdsledige og servicebygningerne er bygget af studerende på en håndværkeruddannelse.

Mange pilgrimme kommer for at få et stempel i pilgrimspasset og haster videre, da jeg ikke kan hjælpe dem. Jeg tror, at jeg får herberget for mig selv og har spredt mig på sovesalen. Da klostret er en ruin, lever her ikke længere munke eller nonner. Jeg spekulerer på, om her er spøgelser, og om det rart at være her helt alene om natten. Der er ingen vinduer i sovesalen, og en stor træport lukker alt lys ude, når den er lukket. Men sidst på dagen begynder flere pilgrimme at komme for at overnatte.

De første er to hollandske kvinder, som jeg deler ost, brød og vin med om aftenen i hyggelig stemning om aftenen. Hollænderne har gået en anderledes rute efter beskrivelsen i den tyske guidebog. De har blandt andet været gennem en mudret mark med køer og oplevet mere natur, end jeg har. Alle andre er gået på restaurant, så vi reder deres tøj i tørvejr, da et uventet regnvejr pludselig falder over gårdspladsen. På værelset sover også tre tyske kvinder. De to kvinder har gået mange caminoer, mens en er nybegynder. Hun synes, at det er en hård tur.

Vi sover godt, da der er god plads og en behagelig temperatur i den gamle stenbygning. Min fod er ikke øm, når jeg går i sandaler, så jeg er spændt på om hviledagen og tørre støvler, gør det lettere at gå i morgen.