I Mali bestemmer storebror

Et imiteret plastik-kamera, hvor man kan se arabiske seværdigheder, når man holder det op mod lyset. En spraydåse med parfumeret ”frisk luft”. Og et Palæstina-tørklæde, som i Mali er symbol på, at man har været på pilgrimsrejse til Mekka.  Det er de mest iøjnefaldende souvenirs fra Amadou store rejse.

Amadou gør klar til en tår Nescafe

I 1980’erne begav Amadou sig ud på en lang rejse fra de isolerede Dogon-bjerge i Mali, gennem Burkina Faso, Togo, Benin til Nigeria. Fra den kaotiske millionby Lagos fløj han til Saudi-Arabien. Det var før motorcyklernes tid, dengang, da første del af rejsen foregik til fods eller hest. De færreste indbyggere i Biry havde været længere væk fra landsbyen end få hundrede kilometer.

Jeg forestiller mig, hvor udfordrende rejsen var for Amadou. Han kunne hverken læse eller skrive. Det lokale sprog doureli bliver kun talt af få tusind mennesker i nærheden af Biry. Derudover talte han fulani, et nomadesprog, som han kunne bruge i begyndelsen af rejsen. Derefter rejste han ind i områder med helt andre sprog og officielle sprog som fransk, engelsk og arabisk.

Amadou er stadig en af de meget få personer i Biry, som har fløjet. Han underholder med flyveturen og mimer stewardessernes sikkerhedsinstruktioner, hvor de peger på nødudgangene og tager redningsveste på. Amadou viser, hvordan han kunne klappe et lille bord ud og fik mad på en pakke. En anderledes spisesituation end i Biry, hvor familien er samlet på små skamler rundt om en skål med mad, og alle spiser med fingrene. Men den dag i dag undrer Amadou sig over, hvad det var, stewardesserne forklarede med deres indstuderede koreografi.

I Saudi-Arabien arbejdede Amadou i et stenbrud for at tjene penge. Han benyttede samtidig muligheden til at besøge Mekka som pilgrim. Amadou er første generation i familien, der er opdraget som muslim. Hans forældre blev omvendt til islam efter århundredes angreb fra muslimer.

I Biry kalder folk Amadou for El Hadj. Den titel får man efter en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg er nok den eneste, som bruger hans navn Amadou.

Amadou er overhoved for den afrikanske familie, jeg har været giftet ind i. Han er et sted i tresserne, men jeg kan ikke huske hans præcise alder. Alle familier har et familiekort, hvor fødselsåret er noteret for familiens medlemmer. Amadou blev født under den franske kolonitid.  Dengang blev man først registreret, når en embedsmand fra den franske koloniadministration ankom til landsbyen.

I landsbyen i Mali tager familiens overhoved alle beslutninger i familien. Jeg tvivler ikke på, at Amadou bestemmer og regerer i familien. Umiddelbart kan Amadou virke som en blød mand, for han bliver let rørt til tårer. Når jeg tager afsked med familien, triller tårerne ned af kinderne på ham. Men han kan også tage beslutninger, som ikke altid er de mest fornuftige. I hvert fald, hvis man skal tro hans lidt yngre bror. Lillebroren er ofte frustreret over ikke at have sin storebrors magt.

De to papegøjeunger nusser hinanden

Ved mit seneste besøg havde Amadou anskaffet sig to papegøje-unger. Amadou viste mig, hvordan han gav papegøjerne vand med en sprøjte. Papegøjerne boede i en åben kurv oppe under taget og betragtede os, når vi sad nedenfor. Men vi skulle ikke komme for tæt på.
Jeg fortalte, at papegøjerne kan lære at tale. Jeg boede i Bandiagara nogle dage, inden jeg kom til Biry. På hotellet havde de en talende papegøje. Den kunne også imitere telefonens ringetone. Papegøjen nægtede at tale, når man henvendte sig til. Men når den sad alene i et træ, sludrede den på fransk og legede telefonen-ringer-leg med de ansatte. Ved morgenmad forskrækkede den gæsterne ved at snige sig ind under bordet og trække i deres bukser eller kilde dem under tæerne. Når folk reagerede, kikkede den forventningsfuld op på dem for at få en godbid. Men det viste sig, at papegøjen kun ville spise kød og søde sager. Smed man brød ned til den, gloede den fornærmet på en, hvis der ikke var honning på brødet.

papegøjerne drak vand af en sprøjte

I Biry fortalte jeg om papegøjen i Bandiagara. Men det virkede ikke, som om de troede på mig.

Da jeg skulle hjem, forærede Amadou mig de to papegøjer. Jeg måtte skuffe ham, da jeg ikke havde mulighed for at tage dem med. Så Amadou forærede papegøjerne til den entreprenør, som bygger skolen i Biry. De blev fragtet til Bandiagara i en papkasse på det skumplende lad af bilen. Om morgenen var de paralyserede af skræk og nægtede at drikke vand. Måske fordi deres kasse stod på jorden, og de var omgivet af høns, som ikke ville tøve med at hakke dem i stykker, hvis de kom tættere på. Så jeg håber, at Amadous papegøjer har fået en tryg kurv hos entreprenøren.

Når papegøjerne følte sig trygge kravlede de op på hånden. Men forsøgte man, at fange dem bed de, og de bed hårdt