Iransk gaz

Opskrift på iransk slik med pistacienødder. Sådan imponerer du dine gæster med en hjemmelavet eksotisk delikatesse. Gaz smager godt og indeholder mindre sukker end meget andet slik.

Der findes fransk nougat, turkish delight og så er der gaz fra Iran. Umiddelbart ser det hvide slik ens ud. Men du behøver ikke at frygte hvinende sødt slik.

Har du været i Iran, har du sikkert smagt gaz. En delikatesse med særlige butikker og imponerende gaveæsker. Her er en opskrift med ingredienser, du kan købe i Danmark. Jeg har rettet opskriften til fra en original iransk opskrift.

Du skal bruge:

  • 1 dl sukker
  • ½ dl rosenvand
  • ½ dl glukosesirup
  •  2 ½ æggehvide (en halv flaske pasteuriserede æggehvider)
  • 100 gram pistacienødder (uden skal og salt)
  • Lidt hvedemel

Rosenvand kan købes i en mellemøstlig delikatessebutik, grønthandler eller på nettet. Jeg har brugt en økologisk rosenvand købt i Matas, men den indeholder også andre duftstoffer. Vigtigt er det, at rosenvandet er i fødevarekvalitet og ikke en parfume!

Jeg bruger en lang dejskraber af silikone til at røre med.

100 gram pistacienødder

Sådan gør du:

Bland sukker og rosenvand i tykbundet gryde. Kog blandingen til sukkeret er opløst.

Hæld glukosesirup i gryden og kog det i cirka 10 minutter. Rør af og til. Sluk for varmen

Pisk æggehviderne til de er så stive som muligt.

Vend de stive æggehvider i gryden. Bland det hurtigt, så æggehviderne ikke begynder at stivne og lave klumper. Du kan bruge piskeris eller håndmixer.

Tænd for lav varme og rør rundt i gryden, mens massen stivner. Det er vigtigt at røre rundt for, at det ikke brænder på eller danner hårde bolsjeagtige klumper.

Den varme masse er næsten stivnet nok. Man kan et kort øjeblik se bunden når man rører rundt

Når massen slipper grydens bund, når du rører rundt, er den ved at være stiv nok. Det kræver lidt eksperimenter at ramme den helt rigtige konsistens. Hvis massen er for blød, flyder den ud og klistrer fingrene til. Stivner massen for meget, bliver din gaz meget hård at bide i. Du skal stoppe opvarmningen, inden massen har den rigtige konsistens, da massen stivner mere, når den bliver afkølet.

Rør pistacienødderne i den varme masse. Lad den stå i gryden i cirka 15 minutter.

Denne gaz er næsten blevet for stiv. De blev i hvert fald lidt hårde.

Efter cirka 15 minutter er massen blevet tempereret, så du kan røre den.

Hæld lidt hvedemel på en tallerken.

Tag en lille skefuld masse og brug fingrene til at forme den i melet. Stil den i en æske. Når alle er formet, kan du stille æsken i køleskabet, så din gaz stivner mere. Det er desværre umuligt at få al massen op af gryden. Men stil den i blød og resterne bliver hurtigt opløst.

Nu kan du smage din gaz. Nyd dem. Den hvide masse smager sødt, pistacienødderne smager af nød. Tilsammen smager det himmelsk!

Er dine gaz meget hårde, så lad være at sætte dem i køleskab. Efter et par dage i æsken, er de blevet blødere.

Du kan eksperimenter med andre smage og andre typer af nødder. Jeg har med succes brugt appelsinblomstvand og smuttede lethakkede mandler. Jeg har også prøvet med ristet hasselnød, men syntes ikke at smagen var ligeså interessant.