Kommunal sagsbehandling truer med at knuse familie
Alle familier frygter, at deres barn kommer til at lide af fysisk eller psykisk sygdom. Og en socialsag fra Sjælland viser, at det kan blive værre end et mareridt. Ud over smerten ved at se sit barn lide må en familie kæmpe med kommunens manglende vilje til at hjælpe
Af freelancejournalist Lise BlomPeter er otte år, da han fortæller om de røde øjne, som holder øje med ham. Hans forældre Jane og John Nielsen bliver chokerede. De er opmærksomme på, at deres søn er anderledes end andre børn, og at han har behov for støtte i skolen. Men nu ser situationen helt anderledes ud.
– Vi troede, at vi havde en dreng, vi kunne snakke med. Det viste sig, at Peter ikke turde fortælle om sine problemer eller råbe om hjælp, fordi han frygtede, at det onde ville komme efter ham, konstaterer
Jane.
Jane og hendes mand er klar over, at deres søn har behov for professionel behandling. Og de regner med, at det danske velfærdssystem vil yde den nødvendige hjælp, så deres søn kan blive rask, og familien kan fungere. Men sådan går det ikke. I begyndelsen har familien behov for støtte i forbindelse med ét alvorligt problem.
Nu er problemet vokset til at omfatte tre af familiens fire medlemmer. Jane lider i dag af en psykisk sygdom, som måske ikke kan helbredes, fordi hun ikke er blevet henvist til en specialist i tide. Den ene søn er frivilligt anbragt på en institution efter en psykose, mens den anden søn går i specialskole. Og familiefaren frygter, at han er i fare for at miste sit job på grund af fravær i forbindelse med familiens problemer. Situationen påvirker familien. Venner og familie er for længst flygtet.
Fyret for barns sygdom
Årsagen til problemerne gemmer sig blandt andet i en stabel papirer på bordet. Nogle af papirerne handler om banale problemer som kørselstilskud og tilbagebetaling for en SFO-plads, der ikke er blevet brugt. Men de er tegn på brudte løfter og dermed den kamp, som familien må kæmpe for selv det mest indlysende. Jane vælger at inddrage Fødevareforbundet NNF i de sager, som er opstået i forbindelse med sønnens sygdom. Det bliver hurtigt aktuelt. På Haribo får hun en fyreseddel med begrundelsen for meget fravær på grund af barns sygdom.
Familien møder skepsis, når de beder om hjælp. Lægen tøver med at skrive en henvisning, så sønnen kan blive undersøgt på børnepsykiatrisk afdeling. Og da psykiaterne efter tre måneders undersøgelser
anbefaler, at han kommer på en institution, der kan give ham trygge rammer, tager det kommunen fem måneder at finde et relevant tilbud.
Jane og John kæmper ud over smerten over deres barns sygdom også med følelsen af skyld og skam over, at de ikke selv kan tage sig af deres søn. De beder kommunen om en henvisning til Familiecentret, som kan hjælpe dem med at bearbejde følelserne og få familien til at fungere. Men efter to år viser det sig, at familien slet ikke er skrevet op til behandling, på trods af at den kommunale sagsbehandler gentagne gange har lovet dem det. Først efter tre et halvt år er der nu endelig udsigt til, at familien får den ønskede hjælp, som stadig er aktuel.
I mellemtiden har den yngste søn Anders nemlig fået problemer i skolen. Alting har drejet sig om hans storebror, og Anders savner ham meget. Han kan ikke styre sine følelser og koncentrere sig. Derfor forstyrrer han undervisningen og får skældud af lærerne. Trods problemerne kan han ikke få en støttepædagog i undervisningen.
Det ender med, at han må gå på en specialskole, selv om han ikke lider af en adfærdsforstyrrelse. Forældrene må kæmpe for, at han kan få lov til at gå i samme SFO som sine kammerater på den tidligere folkeskole.
Tilbudt rengøringshjælp
Jane er meget påvirket af familiens situation, men hun frygter også, at der er noget galt med hende. Hun føler, at hendes liv går i stykker, og vil gerne vide, om det er på grund af de mange problemer, eller om hun fejler noget psykisk. Da hun henvender sig til kommunen for at få hjælp, foreslår sagsbehandleren i første omgang, at hun får en rengøringshjælp i huset. Den psykiater, hun langt om længe får en henvisning til, fylder hende med medicin, der gør, at hun sover konstant. Da hun ikke føler nogen bedring, stopper hun med medicinen og bliver nægtet andre tilbud. Meldingen er, at hun er hysterisk.
Familien må slå i bordet, da sygedagpengene til Jane samtidig bliver stoppet. Et aftalt møde på sygedagpengekontoret bliver aflyst. Men da familien har allieret sig med Fødevareforbundet NNFs sagsbehandler Ghita Christiansen, lykkes det at få gennemført et møde med en sagsbehandlervikar.
Vikaren kan se, at noget er galt, og hun er effektiv. Jane kan forlade mødet med en henvisning til en ny psykiater. Psykiateren skal finde ud af, om hun lider af en psykisk lidelse. En psykologisk test og en fokuseret samtale afslører, at Jane lider af en arvelig psykisk sygdom, der er brudt ud i forbindelse med usikkerheden.
Den nye psykiater udskriver en anden type medicin end den, hun tidligere har fået, og foreslår en behandling med samtaleterapi. Endelig føler Jane, at der er lys for enden af tunnelen. Men det lokale sundhedsvæsen vil ikke betale for behandling hos en psykiater i en anden region. Og Janes egen læge ændrer recepten, så hun ikke længere kan få den medicin, psykiateren har ordineret.
Der kommer til at gå endnu fire måneder, før det lykkes hende at komme i behandling hos den rette psykiater. I mellemtiden er hendes sygdom forværret, så nu er det ikke længere sikkert, at sygdommen kan kureres.
– Jeg græder hele tiden og har grædt i to år. Drengene har hele tiden fået at vide, at jeg har ondt i nakken eller i hovedet. De skal ikke kende sandheden, fortæller Jane.
Kommunens notater mangler
Ghita Christiansen er socialrådgiver for Fødevareforbundet NNF på Sjælland, og hun siger:
– Det gør en forskel, bare jeg sidder med ved et møde. Jeg behøver ikke sige noget. Medlemmet bliver talt til i en helt anden tone. Det er skræmmende, at det gør en forskel for den enkelte borger.
I den aktuelle sag har hun dog både talt og skrevet meget. Hun mener, at begreber som etik og moral er glemt i denne sagsbehandling. Det betyder, at familien nu har behov for endnu mere hjælp, end den havde i starten.
Efter mange henvendelser får Fødevareforbundet NNF aktindsigt i sagen. Kommunen påstår først, at det vil koste en regnskov at kopiere alle papirerne. Derefter er papirerne sendt, men når ikke frem.
Til sidst viser den forholdsvis beskedne bunke sagsakter, at kommunen ikke har levet op til loven om notatpligt. Der mangler især dokumentation for aftaler og sagsbehandling på kritiske tidspunkter i sagen. Familien har efter klager fået en ny sagsbehandler.
– Jeg har henvendt mig til områdelederen og borgerrådgiveren. Det er vigtigt at følge proceduren. Områdelederen svarede ikke på to klager, så jeg skrev til borgmesteren for at gøre det tydeligt, at en borger er blevet utilstedeligt behandlet. Alle kan begå fejl. Men selv om der er mange fejl i denne sag, får vi ingen tilbagemelding. Kommunen kan i det mindste beklage det skete og rette op på fejlene, siger Ghita Christiansen.
Hun forklarer, at to-tre år er lang tid for et medlem, men desværre oplever mange medlemmer en lang sagsbehandlingstid. Tiden opleves forskelligt for medlemmer og sagsbehandlere, der har mange sager.
– Vores medlemmer kontakter ikke kommunen for at genere den enkelte medarbejder. De oplever det som regel som nedværdigende at skulle stå med hatten i hånden og ikke være herre i eget liv. Den sociale lovgivning er til for at hjælpe borgere, der har behov for hjælp. Den skal ikke forværre den menneskelige og økonomiske situation for borgerne og deres familier, fastslår Ghita Christiansen.