Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
 Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

 På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

One thought on “Malis kvinder knokler

  1. Pingback: Bryllup i Bamako | Lise Blom

Der er lukket for kommentarer.