Det begyndte med et tragisk dødsfald. Den anden dag fulgte et bryllup, og den tredje dag ankom en muslimsk vismand på sin sorte hingst. Han og hans følge af ryttere så ud, som kom de direkte fra middelalderen

Billedet af Seydou er fra 2010

Der var en underlig stemning ved min ankomst til Biry en lørdag i begyndelsen af januar. Børnene kom hujende som sædvanligt, men der var meget få voksne, som kom og bød mig velkommen. Og de, der kom, var meget stille. Forklaringen fik jeg efter et par timer. Seydou var død den samme morgen. Først fik jeg det fortalt på lokalsproget doureli med det sigende tegn – en håndbevægelse hen over halsen. Men jeg havde svært ved at tro det. Seydou havde jeg set kun halvanden måned tidligere. Han var vital og dynamisk. Jeg troede ikke, at en ung og sund mand kunne dø så pludseligt.

Desværre var det sandt. Samme morgen var Seydou død af noget så banalt som en tandpine. Ti dage tidligere fik han ondt i en tand. Han begyndte at blive syg, men det var ikke mere, end at han torsdag aften besøgte læreren. Men derefter bredte tandpinen sig, så hans hals og underansigt svulmede op. Og lørdag morgen døde han.
Ikke sært at landsbyen var lamslået. Tabet af dette dejlige menneske er svært at bære. Og det er forfærdende at blive mindet om, at et sundt menneske kan blive overmandet af en infektion på så kort tid og dø. Seydou efterlod sig kone og fire små børn.

Når der skulle hukkes sten til skolen, bygges huse eller organiseres fester, var han altid en af drivkræfterne. Til festerne var han den mest fantastiske danser. Alle glædede sig til, at han sprang ind i rundkredsen. Når han dansede solo, var det ren energi og vildskab. Og det var ham, der hver aften kom og øvede det lokale sprog doureli med mig. I hans lektioner bestemte han hvilke ord og vendinger, jeg skulle lære: ti stille, tal, løb, vent på mig …. ord med indbygget udråbstegn! Det var også Seydou, som sidste år forærede mig et abehovede. Han havde skudt aben samme dag, og den stirrede på mig.

Efter den voldsomme sorg om lørdagen, skiftede stemningen om søndagen – i hvert fald på overfladen. Da begyndte et ugelangt bryllup. Bruden stammede fra Biry, og der blev festet for hende, inden hun blev ført til nabolandsbyen, hvor hun fremover skulle bo hos sin mands familie. Der blev sunget, trommet og geværsalutterne gav ekko mellem bjergene natten igennem. Jeg så kun lidt af nattens fest, da jeg syntes, der manglede en danser.

Maraboutens hingst. Børnene bad mig fotografere den, selv om marabouten ikke ville have at jeg tog billeder af den

Den tredje dag mødte jeg ti ryttere i lange rober på smukke arabiske heste. Modsat alle andre i området hilste den første i følget ikke på mig, men passerede med et stenansigt. Nogle fra følget var dog så venlige at hilse på mig. Da jeg kom tilbage fra min gåtur, havde rytterne slået sig ned i landsbyen, og førerens hest stod bundet udenfor mit hus. Hesten var temmelig hysterisk og stejlede og vrinskede, hver gang den blev urolig. Børnene var så bange for de urolige heste, at de løb ind i mit hus, hver gang hestene vrinskede. Men de var samtidig fascineret af dyrene, så de gemte sig bag stenmuren for at betragte dem.

Anføreren var en muslimsk vismand, som bliver kaldt en marabout. Han lever af at fremstille amuletter, og man kan konsultere ham, hvis man har behov for magi – af den ene eller anden slags. En dristede sig til at sige, at han og hans følge var tiggere.

Marabouten blev nogle dage i landsbyen. Da han fandt ud af, at vi begge skulle i samme landsby, kom han forbi og hilste på. Landsbyens børn blev sendt ud at hente foder til hestene, og de skulle hente vand i søen nedenfor bjerget, så hans hest kunne drikke. Den skulle åbenbart ikke selv besvære sig ned til søen.

Derefter blev det hverdag – eller hvad man kalder et besøg belejret af nysgerrige børn og med konstante besøg.