Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

2 thoughts on “Marrokanske mønstre i Marrakech

  1. Pingback: Foråret spirer i Marokko | Lise Blom

  2. Pingback: Lys og vand i Essaouira | Lise Blom

Der er lukket for kommentarer.