Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside