I Mali bliver psykiske problemer anset som en sygdom og hverken forklaret med onde ånder eller hekse. Men behandlingen er hovedsageligt overladt til traditionelle marabouter med urter, bønner og lidt magi

Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Det er svært at tolke hans blik. På en gang er det aggressivt og passivt. Han kunne være en skulptur, som han sidder i samme stilling lukket inde i egne tanker. Jeg sidder på hug overfor ham med kameraet for at fotografere ham.

Manden er psykisk syg. En diagnose har han dog aldrig fået. Der mangler generelt læger, og psykiatrisk behandling er så godt som ikke eksisterende i Mali. Men i det mindste er det accepteret, at hans tilstand skyldes en sygdom.  Der bliver hverken talt om onde ånder eller hekseri som forklaring ligesom i mange andre af verdens fattigste lande. Og manden er i behandling, selv om behandlingen er anderledes end vestens psykofarmaka.

I Mali passer familierne traditionelt de psykisk syge, men man møder også psykisk syge som tiggere på gaden eller i bushen, hvor de lever som eneboere.

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga helbreder psykisk syge. En marabout er en muslimsk lærd, som ofte også fungerer som traditionel helbreder. Medicinen er planter, bønner, amuletter med indsyede korancitater og lidt hokuspokus. Patienterne hos marabouten i Tanga kommer langvejs fra, for han er kendt som en god helbreder ligesom hans far, der har oplært ham. Ud over den traditionelle medicin og det koncentrerede arbejde med at kopiere koranen på træplader hjælper roen i en isoleret landsby som Tanga uden trafik og hektisk markedskultur.

Under halvtaget er marabouten ved at lave te. Rundt om ham sidder tidligere patienter og venner. Ligesom sidste år vil de gerne fotograferes. Børn og kone smiler også til kameraet, mens en patient kryber sammen oppe på klippevæggen. Han vil ikke fotograferes.

I Tanga er landsbyens beboere vant til de psykisk syge patienter

– Du skal også fotografere dem, siger marabouten og peger på tre mænd, som sidder under et halvtag i den anden ende af gården.

Mens jeg går derhen, tænker jeg over, hvordan jeg skal fotografere patienterne.  Det er tydeligt, at de ikke har det godt. Er det et overgreb at fotografere dem, når jeg bliver bedt om det? Hvis jeg lader være med at fotografere dem, viser jeg dem, at de er anderledes. De kan opfatte det, som om de ikke er værd at tage billeder af. Men et fotografi viser dem også hvordan de ser ud. Både umiddelbart når jeg viser dem kameraets lille skærm, men også om et år, når jeg vender tilbage med billederne. Her er kun få spejle, så man kan leve i lykkelig uvidenhed om sit udseende.

– Smil! Bortset fra en enkel patient, der griner fjoget, virker det absurd at forsøge at fremkalde er smil fra de stivnede ansigter.

Men det lykkedes mig at få øjenkontakt og de nikker, da jeg viser dem billederne på skærmen.

I nabolandsbyen griner de, da de ser billedet af den glade tosse

Tilbage i Biry har jeg lagt fotografierne på min computer og viser dem. Jeg er usikker over billederne af de syge fra Tanga. Synes folk, at det er respektløst at fotografere psykisk syge mennesker?

Efter at jeg har vist billedserien flere gange i landsbyen, kan jeg konstatere, at billederne fra Tanga er de mest populære og dem folk beder om at se igen. De syges ansigtsudtryk bliver studeret med fascination og medlidenhed mens ham, der smiler, fremkalder latter. Når jeg viser billederne i byen, bliver de modtaget med tavshed.

Da jeg vender tilbage til Biry i januar 2012 og igen har computeren med, vil folk gerne se billeder. Og det varer ikke længe, inden nogen spørger efter billederne af de syge fra Tanga. Jeg besøger marabouten igen, og en del af patienterne er blevet raske og er vendt tilbage til deres familier.

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm