Stort flertal for IBK

Kortegerne af dyttende biler er begyndt i Bamako, efter at resultatet af præsidentvalget i Mali nu er offentliggjort. Som ventet har Ibrahim Boubacar Keita – IBK – vundet stort.

Store billboards med IBK og de vragede præsidentkandidater minder os stadig om deres valgløfter

Med 77,61 procent af stemmerne ved anden runde af præsident-valget er IBK en over- bevisende vinder. I denne runde af præsident-valget er det også lykkedes ham at opnå flertal i de fleste af de kredse, hvor Soumaile Cisse i første omgang havde flertal. Soumaila Cisse har fået 22,39 procent af stemmerne. I hans fødeby Niafunke opnåede han tre gange så mange stemmer som IBK, og han har også et spinkelt flertal i byen Djenne og i Burkina Faso, hvor blandt andet flygtninge fra det nordlige Mali har stemt.

Se det overordnede resultat her og resultatet fra valgkredsene fra Timbuktu til Tokyo til Brasilia og Berlin.

Trods skybrud på valgdagen nåede stemmeprocenten ved anden runde af præsidentvalget op på 45,78 procent af de stemmeberettigede. Men der var 92.920 ugyldige stemmer ud af de tre millioner afgivne stemmer.

Trods nederlaget for Soumaila Cisse vandt han en moralsk sejr i sidste øjeblik. Det skete, da han erkendte sit nederlag og ønskede Ibrahim Boubacar Keita tillykke allerede aftenen efter anden runde af præsidentvalget og længe inden resultatet blev offentliggjort. Den gestus vil blive husket i Mali.

Soumaila Cisse lover at være i opposition til den kommende præsident og regering. Det er en god nyhed for Malis demokrati, for det politiske liv har i den grad manglet en opposition, især under den kuppede præsident ATT.

Under ATT levede konsensusdemokratiet hvor alle – officielt – blev enige om alting. Internationalt regnede man med, at konsensusdemokratiet gjorde de politiske beslutninger levedygtige, da alle var enige om mål og midler. Men i realiteten var alle blevet købt eller overbevist, ved at de fik en fordel.

ATT’s filosofi var at give indrømmelser, løfter og gaver i den tro, at så ville folk blive tilfredse. Men nogle løfter var umulige at gennemføre, og grådigheden voksede. Kritikere og modstandere blev spist af med fordele, for eksempel i hæren, som nu har over 60 generaler.

Nu lover Soumaila Cisse og hans parti ‘Union pour la République et la démocratie’ (URD)at være i politisk opposition. Det bliver spændende at se resultatet. Især da der ikke er voldsom forskel på partiernes politiske målsætninger. Begge udspringer af samme parti ADEMA, der er med Internationale Socialister ligesom de danske Socialdemokrater.