Besøg i den fascinerende hule Tito Bustillo, en spøjs tjener og regn, masser af regn. Museet ved Tito Bustillo hulen åbner klokken 10. Jeg er der, selv om jeg først har bestilt besøg i hulen senere. Jeg vil nemlig først se udstillingen, så jeg er ordentlig forberedt og ved, hvad jeg ser og oplever i jordens indre.

Søndag den 26. april 2015

Kort over en del af Tito Bustillohulen

Ved entreen gør de mig opmærksom på, at jeg kun kan komme på en ekstra tur i en anden arkæologisk hule, hvis jeg venter til sidst på efter-middagen. Til den hule er der kun to ture om dagen, og det første besøg lapper over med mit besøg i hulen med malerier. Jeg har ikke mulighed for at ændre på tidspunktet på besøget i hulen med hulemalerierne, da alt er udsolgt. Så jeg må sige nej tak til det ekstra besøg i den arkæologiske hule.

Selve museet er mørkt som jordens indre med spotlys på det, vi skal se. Første afdeling handler om de unge arkæologer, som i 1968 firer sig ned i smalle mørke skakter og finder de gamle huler. Den oprindelige indgang er ødelagt af et jordskred, så i dag er der boret en tunnel i bjergmassivet, så vi har let adgang til malerierne. Hulen er opkaldt efter en af de unge mænd, der døde få dage efter opdagelsen. Næsten tableau handler om geologi. Et stort bord viser en 3D animeret projektion af landskabet, og hvordan hulen er blevet dannet gennem millioner af år. Fascinerende og flot fortalt på både spansk og engelsk. Selv uden hulemalerier er hulerne smukke med en lille flod, der løber igennem, og stalagmitter og stalaktitter.

Dernæst en præsentation af folket, der brugte hulerne for 11.000 – 15.000 år siden. De arkæologiske fund af redskaber og smykker er blevet genskabt, som man formoder, de oprindeligt har set ud.

Selve hulen er 700 meter lang med flere sidegallerier. Den er i stiliseret form gengivet i museet. Det gør det muligt at se kopier af malerierne i de svært tilgængelige sidegallerier. Med pædagogiske tegninger og forklaringer får man øje på detaljer, som forskerne har brugt år på at se. Malerierne er malet i flere lag i en periode på 10.000 år.

Nu er jeg klar til besøget i selve hulen! Jeg er kommet i gruppe med unge amerikanske studerende på tur i Spanien og et ældre tysk par. En af de unge amerikanere virker helt malplaceret og uinteresseret. Da hans telefon bipper inde i hulen, får han besked på at slukke den.

Indgangen i den borede tunnel begynder der, hvor den lille flod strømmer ud af bjergmassivet. I første omgang ser vi flotte klippeformationer i hulen. Rundviseren taler spansk på en tydelig måde og har to lygter med. Den ene et en farvet prik, han kan pege og tegne med. Da vi kommer til selve malerierne, tænder han kun den rigtige lampe en gang i mellem, efter at han har forklaret og vist os, hvor vi skal kikke.

Vi skal sætte os på hug, da nogle af malerierne kun kan opleves korrekt fra den rette vinkel. Hvis man ser dem fra siden, virker proportionerne forkerte. Han forklarer, at malerne ikke kunne male, der hvor de havde lyst. De måtte male, der hvor strukturen i klippen fortalte dem, at de skulle male. Nogle malerier er tre meter fra gulvet, mens andre er helt nede ved jorden.

Malerierne er naturalistiske – og dog. Rundviseren viser os en hest. Farven er lilla. Han forklarer, at det ikke skyldtes et uheld. Den lilla farve er omhyggeligt blandet af mineralerne magnesium og jern. Den lilla hest har haft et helt særligt formål, da der heller ikke dengang levede lilla heste. Men hvorfor hesten er lilla er stadig et mysterium. Jeg bemærker også et hestehoved uden krop. Det ligner fuldstændig et af de hestehoveder, jeg selv og andre hesteinteresserede tegnede i hundredvis som børn. For os var hovedet det væsentlige. Men dengang i fortiden var det ikke almindeligt at tegne et hoved uden en krop. Hestehovedet er så fint tegnet, at det er blevet symbol for Tito Bustillo hulen og også pryder den T-shirt, jeg køber. Min rygsæk er lige blevet en anelse lettere, og straks køber jeg noget nyt at fylde i den.

Tito Bustillo er åben onsdag – søndag mellem 1. april og 1. november. Besøget varer en time, og der er plads til 15 personer ad gangen. Reserver et tidspunkt på hjemmesiden.

Jeg er høj af oplevelsen og fuld af tanker og forestillinger, da jeg fortsætter min vandring. Ved strandpromenaden vil jeg spiser frokost, og der møder jeg engelske Tim. Jeg vil gerne have en menu, mens han vil nøjes med noget mere enkelt.

Vi går ind på en restaurant med et spisekort, der tiltaler mig. Men tjeneren vil ikke servere menu for mig og en enkelt ret for Tim. Jeg fortæller Tim, at en enkelt ret med drikkevarer koster det samme som hele menuen. Men han insisterer på en enkelt ret og ønsker ikke at levne mad, han ikke kan spise. Tjeneren er ubøjelig, så til sidst går Tim. Fordi han er englænder, mistænker jeg ham en smule for at være skræmt af maden med salat og fisk og i stedet ønske noget friturestegt fastfood.

Tilbage på ruten er regnen begyndt. Jeg møder Tim igen, som har spist en sandwich. Han skal ikke så langt og fortæller, at hans bror snart kommer. Da han hører om hulerne, beslutter han, at han vil besøge dem senere med toget fra Oviedo.

Regnen tager til. Og jeg når havet. På en restaurant får jeg at vide, at jeg ikke kan drikke te der, det er kun for spisende gæster. Heldigvis peger de på en cafe lidt længere nede af stranden. Her holder jeg en længere pause i håbet om, at regnen holder op. Men nej. Jeg skal gå på en smuk gammel romervej langs havet. I dagevis har jeg sukket efter at slippe for asfalt, og da jeg endelig skal gå på en sti, er her vådt og smattet.

Ved La Isla er caminoen lagt om flere gange, og pilene viser nu udenom byen. Så det tager mig tid at finde ind til byen og til herberget. På en cafe vinker folk pludseligt, og der sidder tyskerne Lisa og Peter med en flok pilgrimme. De forklarer mig vejen til herberget. Bagefter følger jeg et hav af pile gennem byen til en terrasse foran et hus. Her ligger en bog til at notere pilgrimme, men ingen svarer, når jeg ringer på. Jeg sætter mig og venter. Forsøger at ringe uden held. Klokken er allerede efter 20. Jeg undrer mig over, at der ikke er andre pilgrimme på stedet. Til sidst åbner jeg bogen og ser her et foto af selve herberget. Derfor fortsætter jeg vandringen og finder herberget og en seng.

Nogle unge mænd forklarer mig, hvor jeg kan finde en butik og købe mad. Men højre, venstre giver ingen mening i en flække, hvor hvert stykke gade kun er på få meter. Gaderne er tomme bortset fra et ungt spansk par på ferie, som heller ikke kan finde butik eller restaurant. Til sidst går jeg op til den cafe, hvor jeg så de andre pilgrimme. De er på vej hjem, så jeg spiser alene. En smule stresset, da jeg ikke har lyst til at gå tilbage i mørke og risikere at fare vild igen med de mange små labyrintiske gader.

Tilbage på herberget dukker bestyreren op. Angelica, en ældre dame, som insisterer på, at jeg kommer med tilbage til hendes hus for at blive registreret. Her vil hun have alle detaljer at vide og skriver dem sirligt i sin store bog. Ud fra papirer på spisebordet ser det ud til, at hun har været missionær. Derefter må jeg gå tilbage i mørket. Angelica havde en lommelygte, nu må jeg stole på min hukommelse i den mørke by.