udsigt over Ribadesella fra klippen ude ved havet. Til højre begyndelsen af strandpromenaden, hvor vandrehjemmet ligger

Byfest, forunderlig udsigt over hav og regnbue og bare tæer på stranden. I dag slapper jeg af. Jeg har bestilt plads til hule-besøg om søndagen, så jeg må tage toget for at være sikker på at nå de mindst 30 kilometer til Ribadesella.

Lørdag den 25. april 2015

Køjesengen på jernbaneherberget har ekstra tremmer, så det er ikke så nemt at komme ud om natten og tisse uden at slå hovedet og næsten sidde fast i tremmerne. Næste udfordring viser sig i brusebadet, hvor det ikke er muligt at regulere temperaturen på bruserne. En lang periode er vandet iskoldt, og da det endelig bliver varmt, er temperaturen hurtigt næsten kogende. Så det er ikke en fornøjelse at tage bad her. Til gengæld er morgenmaden OK, og det er hyggeligt at tale med de andre vandrere. Men hvis man selv vil bruge ”køkkenet”, så er der en mikroovn, og man skal bruge vasken på toilettet.

Jeg har besluttet at lette min bagage en smule. En finsk roman, jeg har fået af en veninde, bliver læst færdig på en bænk, min guidebog bliver beskåret, så de første 126 sider kan blive sendt hjem. Jeg vurderer også, at jeg ikke får brug for handsker og et par gamacher til at tage inden under bukserne, hvis det er for koldt. Det vejer 860 gram og kan være i en kuvert på posthuset. Portoen koster omkring 13 euro.

Llanes er en smuk by med mange gæster. Jeg nyder en solskinsmorgen i byen, og i dag har jeg tjekket togtiderne. Der er mindst 30 kilometer til Ribadesella. Jeg har fundet ud af, at de virkelige distancer er længere, end dem beskrevet i guidebogen. Søndag formiddag har jeg en reservation til et besøg i Tito Bustillo-hulen i Ribadesella. Hulen holder lukket både mandag og tirsdag, derfor er det vigtigt, at jeg når frem i tide.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Egentlig ville jeg gerne gå en del af ruten og tage toget det sidste stykke. Ud fra beskrivelsen vurderer jeg, at første del af turen er smukkest. Men fordi det er lørdag, kører der ikke et tog på et tidspunkt, hvor jeg ville være sikker på at være fremme ved en station. Så jeg ender med at købe billet hele vejen til Ribadesella.

I Ribadesella ligger et vandrehjem på strandpromenaden. Men jeg finder en lukket port med en kæde og hængelås. På telefonen finder jeg vandrerhjemmets hjemmeside. Ifølge hjemmesiden er vandrerhjemmet åbent. Så jeg ringer.

Desværre. Vandrerhjemmet er under renovering og lukket, lyder beskeden. Ærgerligt. Og jeg bliver irriteret. For at komme til strandpromenaden med vandrerhjemmet, skal man fra selve Ribadesella over en bro til et nyt kvarter. Jeg vurderer, at vandrehjemmet ligger to kilometer fra centrum. Tænk på vandrere, som har vandret over 30 kilometer og nu skal tilbage til byen for at finde et sted at overnatte. Og inden da må de ringe og få den samme besked. Hvor svært kan det være at skrive et skilt ved indgangen og gøre opmærksom på lukningen på hjemmesiden?

Det pensionat jeg har udset mig, ligger i c/ Oscura. Navnet betyder den mørke gade og er så dunkel, at jeg ikke kan finde gaden på kortet. Jeg må tilbage til turistkontoret for at få vejen forklaret. Jeg får et værelse til pilgrimspris på 25 euro. Værelset ligner noget fra en boligreportage med et hav af puder i sengen. Der er stue og gårdhave, og nedenunder ligger en restaurant, som ser meget eksklusiv ud. Priserne er ikke slået op udenfor, så jeg tør ikke gå derind.

Byen fejrer cider med en stor byfest. I programmet kan jeg se, at der er mulighed for smagsprøver og konkurrence mellem kokke. Jeg vælger en almindelig restaurant og får fabelagtig god mad. Fabas con Almejas er en specialitet fra denne egn. Det er store bønner med muslinger i sovs. Uhm. Derefter det møreste lammekød og til dessert en cidertærte i anledning af festen.

Derefter går jeg en tur langs vandet og op på en klippe med udsigt over byen til den ene side og havet til den anden side. I baggrunden er det muligt at se Picos de Europa, indtil skyerne sluger synet. Regnen kommer pludseligt, mens solen stadig skinner. Det skaber den smukkeste regnbue over havet. Bagefter går jeg langs floden forbi Tito Bustillo hulen og slutter turen af på den lange sandstrand. Det hele er så smukt, at jeg er i overordentlig godt humør.

De to franskmænd bor på samme pensionat og anbefaler en restaurant om aftenen, da jeg har været forbi samtlige restauranter i byen uden at finde en med menu. De fleste er også proppede på grund af byfesten. Så jeg ender med blæksprutte og ris stegt i eget blæk. Da jeg børster tænder, får jeg et chok. Da jeg spytter ud, er skummet sort af blæk, og da jeg ser min tunge, er den sort, som havde jeg slugt en kuglepen.