I dag er dagen, hvor Camino Primitivo løber sammen med hoved-caminoen Frances. Men først skal jeg gennem de smukkeste bakker med lyng og gyvel og møde en kvinde, der bygger et nyt liv efter en caminovandring.

Søndag den 10. maj 2015

De erfarne pilgrimme advarer om det chok, der venter i Melide med et menneskemylder af personer på vej til Santiago. Der er rygter om fyldte herberg. En spanier har hørt, at der denne weekend er fest i Melide, så vi ringer og bestiller en seng i et herberg, Svend har fået anbefalet.

Vores søde værtspar serverer en stor og god morgenmad, hvor man selv kan riste brød. Jeg tager kiks, juice og kage med til mine mange formiddagspauser. Juicen er blandet med mælk, som jeg også har oplevet i Ghana og Marokko, som eksempel på superfood med flere vitaminer og mineraler.

Efter seks kilometer holder jeg en pause i baren ved et privat herberg i As Seixas. Landsbyen er en flække, hvor et ungt par har indrettet herberg og bar i en gammel gård. Når man kikker sig om i landsbyen, ser man ikke anden målgruppe for baren end pilgrimme. Jeg får friskpresset juice og bruger toilet og trådløst netværk.

Da vejen igen er mudret, tænker jeg, at det måske er det sidste mudder, jeg skal gennem på turen og bliver en anelse vemodig. Tænk at komme til at holde af mudder! Mudderet tørrer i disse dage, hvor det er blevet varmt og solrigt. Og når jeg først kommer til den franske camino, er forholdene langt mere ordnede end her på primitivoen.

Jeg er på vej gennem endnu en landsby, da jeg hører mit navn. Umiddelbart regner jeg med at møde en jeg kender, men råbet kom fra en kvinde i lang nederdel, som står på verandaen til et hus under evig renovering med regnbueflag og logrende hund og kælen kat.

Kvinden byder mig indenfor og fortæller, at hun skal hilse fra Annedorte, som allerede har været forbi. Jeg får udpeget en stol og bliver tilbudt te. I baggrunden kan jeg se et bord med lædersmykker og har en fornemmelse for, hvad dette besøg i virkeligheden handler om.

Men kvinden har ikke travlt med at sælge noget og har en ualmindelig god stemning omkring sig. Hun har boet her i ni år, efter at hun gik caminoen og besluttede, at hun ville bo i Galicien. Samme ambition har Jose, og det kan undre, hvilken tiltrækning det landlige regnfulde område af Spanien har på folk, der er vant til at leve i sydens sol og luksus.

Huset har fået fjernet en del indmad og er ved at blive sat i stand. Øverst er tag og vægge sodet ind i sort fra brændeovnen. For mig ser de rå stenvægge kolde ud, men kvinden fortæller, at huset er nemt at varme op. Bagved huset har hun en ombygget skurvogn, hun sover i.

Det ender med, at jeg selv rejser mig for at kikke på hendes smykker. Det er håndlavede lædersmykker og ikke min stil. Faktisk er jeg næsten holdt op med at bruge smykker. Kvinden laver også selv cremer. Jeg vælger en læbepomade i en valnøddeskal med en fin lille lukkemekanisme af læder. Prisen diskuterer jeg ikke og betaler 10 euro.

Uden at være en traditionel sælger skaber hun så god en atmosfære, så man får lyst til at tage lidt af hende med. Hun bruger dagen på at arbejde på huset, lave smykker og tale med pilgrimme, som passerer. Da jeg går, kommer værten fra nattens herberg med sin hund for at gå tur i de smukke bakker. Han tager også kvindens hund med.

Klik på billederne for at se fotos uden beskæring

Meget af turen går jeg i sandaler. I stedet for at bære støvlerne i hænderne har jeg bundet snørebåndene sammen og hængt dem over rygsækken. Det skaber lidt ubalance, og de dunker ind mod kroppen, som om de sparker mig fremad.

Ind mod Melide går jeg alene på asfaltvej og tænker, hvor underligt det er, at parallelt løber en anden camino, som er fyldt med mennesker. På en bar spiser jeg en is og bliver endnu en gang begloet af en ældre fuld mand. Det virker hver gang komisk, som om de aldrig har set en kvinde. Gårdene langs vejen er blevet større, men her må køerne blive indendørs, så det er slut med bjældeklang fra fritgående køer.

I Melide ligger herbergerne side om side. Jeg finder det bestilte herberg, min seng og derefter Annedorte og Svend i haven. For sidste gang vil jeg vaske tøj. Den udendørs vask skal først gøres rent, og overfladen er meget ru, så den kan flå stoffet i stykker. Det tager ekstremt langt tid at fylde og tømme vasken for vand, så jeg fortryder, at jeg gik i gang med projektet.

Byfesten er i fuld gang, og vi kan høre både trommer og sækkepiber. Da vi går ud for at spise, slår vi først et smut omkring en lille plads med koncert. Sækkepibemusikken er overraskende god og rytmisk. Både mænd og kvinder spiller instrumentet. Vi er i tvivl om harmonikaspillerens køn. Er det en mand eller en kvinde? Og er personen i familie med lydmanden, hvis enorme skæg afslører, at han helt sikkert er mand.

Sultne løsriver vi os fra koncerten. Manden i den røde trøje har anbefalet Pulperia Ezequiel, som er kendt som det bedste sted at spise blæksprutte i Galicien. Maden bliver serveret ved lange borde med bænke. Jeg skal selvfølgelig have blæksprutte, men da jeg ikke har fået ordentlig frokost vil jeg også have grøntsager og bestiller derfor både salat og suppe med grøntkålen caldo. Tjeneren går med det samme, da hun tror, at jeg har bestilt for alle. Så de kalder hende tilbage og bestiller hver en pilgrimsmenu. Hverken Annedorte eller Svend ønsker pulpo. Min mad kommer i tilfældig rækkefølge i store portioner, som jeg selvfølgelig ikke kan spise op.

Vi morer os med historier fra vores ture. Særligt Svends historie vækker begejstring. Han gik til frisør for at blive plysset, og frisøren insisterede på at føntørre hans nu en centimeter korte hår.

Tjeneren har set sig sur på os og begynder at ignorere os. Vi vil nemlig også have dessert. Vi forsøger med de andre tjenere, men vi hører under en bestemt – og af ukendt årsag – sur tjener. Efter en krig lykkedes det os at få en dessert. Men da vi skal betale, er det helt umuligt. Vi ender oppe ved udgangen, hvor vi insisterer på at få en regning. Tjeneren får ingen drikkepenge, og selv om maden var udmærket, var oplevelsen både ærgerlig og komisk. Velkommen til den franske camino!