Dag 33 Melide – Ribadiso

Et iskoldt fodbad

Et iskoldt fodbad

Dagens tur bliver kort, da jeg finder et idyllisk beliggende herberg. Jeg føler mig som en ny elev i skolen, der kommer til klassen lige inden sommer-ferien. Der er et mylder af mennesker, og de er allerede delt op i grupper, som kender hinanden.

Mandag den 11. maj 2015

Jeg vågner i tæt tåge, så mit tøj er selvfølgelig ikke tørt. Som sædvanlig er jeg den sidste på vej ud af døren. Men hvor jeg tidligere har kunnet tage den med ro i herberger uden medarbejdere, beder herberget mig om at komme ud af døren.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Vi går nærmest i kø ud ad byen, og jeg hører amerikansk, tysk og spansk. Nu kan jeg igen overhale folk, selv om jeg sjosker af sted i mine sandaler. Mange pilgrimme er nemlig rigtig dårligt gående. En asiat trækker sig forpint frem med en stok, mens ældre mennesker humper med stive ben og rygsæk uden bærebælte, som slet ikke er beregnet til vandring. Jeg føler mig helt fit, selv om min fod stadig gør ondt, og jeg må holde mange pauser.

Ved en lille bæk smider jeg sko og strømper og stikke fødderne i det iskolde vand. Antallet af cafebesøg sænker også min fart, så jeg igen og igen kan passere de samme personer, som ikke holder så mange pauser. Mine oplevelser med lukkede cafeer betyder, at jeg må udnytte enhver chance for at holde pause. Men de ligger tæt cafeerne, så det bliver dyrt med al den friskpressede juice.

Min frokost er en gang kedelig empanada og tortilla, velkommen til fastfood-verden. Umiddelbart efter kommer jeg ned ad en bakke og over en stenbro. Her ligger et fint herberg med udsigt til den lille flod. Så idyllisk, at jeg beslutter at blive.

Ved floden kan man sidde på en trappe med fødderne i det iskolde vand. Her møder jeg en dansk kvinde, en spanier, en fra Finland og England. Den sidste kvinde har store bid fra væggelus. De ser modbydelige ud. Hun beroliger os med, at al hendes bagage er sprøjtet med gift mod væggelus, så der ikke er flere.

Jeg havde hørt om væggelus inden, men ikke mødt nogen, der var angrebet på min vandring. Nu ser jeg på menneskemængden og kan se, hvordan de små bæster kan spredes med så mange mennesker.

Jeg nyder eftermiddagen. Noget af tiden i selskab med andre ved vandet, resten af tiden i græsset med min bog. Det er dejligt at kunne veksle mellem selskab og hvile. En næsten absurd samtale med en spansk mand tager udgangspunkt i kunstneren Goya. Jeg ved ikke, hvordan den ret hurtigt havnede hos Goya, som jeg beundrer, især for hans portrætter af den spanske kongefamilie, der er udstillet som indavlede og pompøst degenererede. Manden er meget begejstret for poesi og reciterer med blød stemme. For mig hedder han Fernando. Egentlig hedder han noget andet, men min bevidsthed havde allerede navngivet ham, inden han præsenterede sig.

Da jeg spiser aftensmad udenfor, er folk delt i deres gruppe, efter hvilket sprog de taler. En stor gruppe er spanier, en mindre er brasiliansk, så er der tyskerne og alle dem, som taler engelsk. Et helt nyt fænomen for mig er, at kvinderne er klædt om til aftensmaden i fine kjoler og med masser af sminke. Endnu et fænomen er camino-kærester. De nye par består typisk af en mand i fyrrerne, sådan en med lækkert tilbagestrøget hår, sammen med en yngre kvinde med langt hår. Fortroligheden er ved at blive bygget op med masser af vin og tæt samtale. Da jeg senere skal på toilettet, kan jeg høre et par have sex i de små bruseaflukker med iskolde fliser. Godt der ikke er nogen, jeg har lyst til at kaste mig over.

Efter aftensmaden nyder jeg den stille aften på en bænk ved herberget. Folk er enten på restauranten eller allerede gået i seng, så jeg er alene, indtil Fernando kommer og fortsætter samtalen. Måske samtalen bevæger sig mod en tur i brusekabinerne, da han fortæller mig, at mit smil ligner Mona Lisas. Han gør det selvfølgelig på en poetisk måde. Jeg drejer samtalen tilbage til Goyas absurde billeder, inden jeg siger godnat. Og opdager, at min køje står ved siden af den engelske væggelus-ramte kvinde. Det begynder at krible og krable i hele kroppen, bare ved tanken, og jeg mister lysten til flere sovesale.