Yassa kylling

Poulet Yassa eller Yassa kylling er en gastronomisk klassiker fra Senegal og Vestafrika. En Yassa-sovs kombinerer sødmen fra løg med citronens syrlighed. Mariner kylling eller fisk i Yassa og steg med dine favoritgrønsager.

Det senegalesiske køkken er klart det bedste køkken i Vestafrika syd for Sahara. Derfor har mange senegalesiske retter bredt sig til andre lande i Vestafrika og undervejs fået nye særpræg.

Grundprincippet i en Yassa er citron og rigelige mængder af løg. Du skal også bruge hvidløg og eventuelt sennep.

Yassa kylling er marineret i citron og løg. Retten stammer fra Senegal

Du skal bruge:

  • En parteret kylling eller stykker af kylling
  • 2 saftige citroner (mindre, hvis du ikke tilbereder en hel kylling)
  • 2 – 3 løg
  • 2 – 3 fed hvidløg (efter smag og lyst til hvidløg)
  • Evt. sennep
  • Salt og peber
  • Rigelig olie til stegning
  • Grønsager. Jeg har brugt gulerødder, små buketter af blomkål og shitake-svampe. Jeg forestiller mig at fennikel vil passe godt til retten. Der er frit valg af dine favoritgrønsager eller hvad køleskabet gemmer.
  • Krydderurter til servering. Jeg har brugt bronzefennikel, som er den krydderurt, der har overlevet bedst i min have i disse vintermåneder.

Sådan gør du:

Hæld marinade af citron, løg, hvidløg og evt sennep over kyllingestykkerne. Lad det stå i nogle timer i køleskabet. Vend en gang imellem.

Steg kyllingestykkerne i olie i en stor gryde. Jeg har brugt en sautepande. Tilsæt marinaden med løg og steg videre. Temperaturen må ikke være for høj, da løgene skal bevare deres sødme.

Tilsæt dine favoritgrønsager og steg videre. Jeg synes sødmen fra gulerødder passer godt til retten – og så klæder farven!

Efter cirka en time er kyllingen meget mør og løgene er nærmest opløste. Smag til. Retten skal ikke være for sur. Den skal være afbalanceret syrlig. Tilsæt eventuelt lidt sukker, hvis dine løg ikke har tilført tilstrækkelig sødme.

Server med ris og et drys krydderurt.

Tips

En hel kylling med knogler giver det bedste resultat. Knogler stegt med i en ret giver altid mere mørt kød og det tilfører en mere rund smag.

Jeg har mødt Yassa Kylling på spisekortet i flere lande i Vestafrika. Desværre sætter nogle kokke sig ikke ind i princippet i en ret. Ofte mangler citron. Eller kyllingen er friturestegt og serveret ved siden af en sovs baseret på løg.

Når jeg ser Yassa kylling på spisekortet, spørger jeg derfor, om kyllingen er marineret i citron og tilberedt sammen med grønsagerne. Er svaret ja, bestiller jeg med glæde!

Opskriften kan man improvisere over, når bare grundprincipperne er overholdt. Jeg har selv tilsat shitake-svampe, og jeg kan afsløre, at det ikke er en afrikansk opfindelse. Men jeg elsker svampene!