Poulet Yassa eller Yassa kylling er en gastronomisk klassiker fra Senegal og Vestafrika. En Yassa-sovs kombinerer sødmen fra løg med citronens syrlighed. Mariner kylling eller fisk i Yassa og steg med dine favoritgrønsager.
Det senegalesiske køkken er klart det bedste køkken i Vestafrika syd for Sahara. Derfor har mange senegalesiske retter bredt sig til andre lande i Vestafrika og undervejs fået nye særpræg.
Grundprincippet i en Yassa er citron og rigelige mængder af løg. Du skal også bruge hvidløg og eventuelt sennep.
Yassa kylling er marineret i citron og løg. Retten stammer fra Senegal
Du skal bruge:
En parteret kylling eller stykker af kylling
2 saftige citroner (mindre, hvis du ikke tilbereder en hel kylling)
2 – 3 løg
2 – 3 fed hvidløg (efter smag og lyst til hvidløg)
Evt. sennep
Salt og peber
Rigelig olie til stegning
Grønsager. Jeg har brugt gulerødder, små buketter af blomkål og shitake-svampe. Jeg forestiller mig at fennikel vil passe godt til retten. Der er frit valg af dine favoritgrønsager eller hvad køleskabet gemmer.
Krydderurter til servering. Jeg har brugt bronzefennikel, som er den krydderurt, der har overlevet bedst i min have i disse vintermåneder.
Sådan gør du:
Hæld marinade af citron, løg, hvidløg og evt sennep over kyllingestykkerne. Lad det stå i nogle timer i køleskabet. Vend en gang imellem.
Steg kyllingestykkerne i olie i en stor gryde. Jeg har brugt en sautepande. Tilsæt marinaden med løg og steg videre. Temperaturen må ikke være for høj, da løgene skal bevare deres sødme.
Tilsæt dine favoritgrønsager og steg videre. Jeg synes sødmen fra gulerødder passer godt til retten – og så klæder farven!
Efter cirka en time er kyllingen meget mør og løgene er nærmest opløste. Smag til. Retten skal ikke være for sur. Den skal være afbalanceret syrlig. Tilsæt eventuelt lidt sukker, hvis dine løg ikke har tilført tilstrækkelig sødme.
Server med ris og et drys krydderurt.
Tips
En hel kylling med knogler giver det bedste resultat. Knogler stegt med i en ret giver altid mere mørt kød og det tilfører en mere rund smag.
Jeg har mødt Yassa Kylling på spisekortet i flere lande i Vestafrika. Desværre sætter nogle kokke sig ikke ind i princippet i en ret. Ofte mangler citron. Eller kyllingen er friturestegt og serveret ved siden af en sovs baseret på løg.
Når jeg ser Yassa kylling på spisekortet, spørger jeg derfor, om kyllingen er marineret i citron og tilberedt sammen med grønsagerne. Er svaret ja, bestiller jeg med glæde!
Opskriften kan man improvisere over, når bare grundprincipperne er overholdt. Jeg har selv tilsat shitake-svampe, og jeg kan afsløre, at det ikke er en afrikansk opfindelse. Men jeg elsker svampene!
Med inspiration fra Albanien. En pastaret er altid hurtig at lave og lækker at spise. Men har du nogensinde smagt pasta med birkes? Få albansk inspiration til at overraske dine gæster. Jeg inviterer dig også med på en lille fantasirejse til Albanien.
Det albanske køkken er rigt, fantasifuldt og varieret. Der er stor forskel på den mad, du får serveret ved kysten, i bjergene og i forskellige egne af landet. Men fælles for maden er albanernes evne til at lade sig inspirere af køkkenet i nabolande og fra invasionsmagter og gøre retterne til deres helt egne.
Tak til Susanne Blom som tilberedte pasta med laks og birkes
Nu har jeg også ladet mig inspirere. Retten stammer fra en restaurant i kystbyen Durres. Her er køkkenet meget influeret af det italienske. Egentlig er det en forret i vanlig italiensk stil. Men vi kan sagtens spise den som et hovedmåltid.
Denne ret kan tilberedes på en Trangia. Brug frisk pasta, der kun skal koge i kort tid, så du ikke bruge for meget gas eller brændstof. Er det sommer, kan du tage frossen laks med, så den langsomt tør op. Den kan samtidig fungere som køleblok for den kolde rosevin!
Albanien er stadig berygtet for grå betonkommunisme. Men den albanske nutid er farverig, hjertevarm og fyldt med gode smagsoplevelser. Her er vi i Tirana med nationalhelten Skanderbeg til hest.
Du skal bruge:
Den mængde pasta, der gør dig mæt
Olivenolie til at dække bunden af en gryde
1 løg
2 fed hvidløg
Nogle skefulde birkes
1 tomat eller 1/4 dåse hakkede flåede tomater pr person
1 stk frossen laksefilet pr person
Evt friske krydderurter – fx fransk estragon
Smag til med salt og peber
Evt parmesan
Vil du servere til flere personer, må du bruge mere olie og skrue op for løg og hvidløg.
Det er lettest at bruge frosne stykker laksefilet i portionsstørrelse, så slipper du for skind og ben. Du har tøet fisken op og kan klippe den med en saks i små stykker direkte ned i gryden med løg og tomat.
Sådan gør du:
Kog en portion pasta, som du plejer. Det må gerne være fettuccine.
Steg løg og hvidløg i olivenolie ved lav varme. Løgene skal være klare, så de bevarer deres sødme.
Drys birkes i og steg en smule.
Tilsæt tomat. Hvis tomatterne er friske, skal de skæres i små stykker. Du har måske flået dem.
Efter 5 – 10 minutter har du en tomatsovs. Du klipper laksen i små stykker direkte i gryden og rører rundt. Når laksen skifter farve, er den klar. Det går hurtigt!
Bland den afdryppede pasta sammen med tomatsovsen. Drys eventuel krydderurter over. Jeg synes ikke, retten behøver parmesan.
Server med det samme og nyd!
En fantasirejse til Albanien
Og nu fantasirejsen … I disse vinterklamme indelukkede corona-måneder har vi behov for at drømme os væk ….
Vi befinder os i havnebyen Durres, på en restaurant med udsigt til det blå Adriaterhav. I Durres er maden meget italiensk ligesom de færger, der sejler til Italien fra netop Durres.
Romersk magi i Apollonia
Efter morgenmaden forlod du den smukke by Berat og kørte via Apollonia til Durres. Apollonia er magisk. For et par tusinde år siden var det en græsk og siden romersk by bygget på en høj i et fladt område. Et jordskælv fik floden til at flytte sig og omgivelserne forvandlede sig fra landbrugsland til sumpe. Befolkningen flyttede og byen forfaldt. Der gik 1600 år, før arkæologer begyndte at udgrave byens gamle byrum og skatte. Du får et historisk vingesus og nyder udsigten over de smukkeste områder. Derefter fortsætter køreturen mod Durres. Heldigvis er frokosten klar.
Vi får serveret denne ret. I første omgang kan vi ikke helt gennemskue smagen og den sprøde konsistens af birkes. Næste servering er forskellige sprøde salater med valnødder og den lækreste balsamico. Du har lyst til at slikke tallerkenen, men det er en af disse overdimensionerede tallerkener, så du kan ikke gøre det diskret. Der er mange årvågne tjenere i restauranten og de vil sikkert undre sig, hvis du pludselig har hele ansigtet presset ned i en dyb tallerken.
Næste servering er en fisk. På tallerkenen ligger en hel grillet dorade. Den er tilberedt perfekt, så kødet er saftigt.
Til sidst nyder du en dessertkage bagt på hasselnød med lidt creme og friske frugter.
Du er mæt, men ikke kvalmende proppet, når du efter frokost besøger et romersk amfiteater. Amfiteatret har været fuldstændig dækket med jord og udgravningerne er stadig i gang.
Promenade med tivoli og partisaner
Vi går ned på promenaden langs det smukke hav. Her støder vi også på lidt søjler fra romertiden. Vi møder også nogle kommunistiske monumenter med partisaner i overstørrelser. Selv om Albanien ikke længere er kommunistisk, er albanerne stolte af, at deres partisanhær på egen hånd fik nedkæmpet den tyske besættelsesmagt.
Promenaden byder også på tivoli-forlystelser til de mindste og en lang række cafeer og restauranter. Næsten ved enden af promenaden ligger den offentlige strand. I fantasien er det selvfølgelig sommer og vandet har en dejlig temperatur. Du benytter muligheden for en lille svømmetur i de blide bølger.
Du er jo ikke overmæt efter frokosten, så derfor skal du selvfølgelig smage noget af verdens bedste is! Den finder du nemlig i Durres, butikken hedder Cela Udover alle de italienske klassikere finder du også baobab is (som faktisk smager af baobabfrugt) og en heftig ingefær. De kan lide at eksperimentere med smage, så du kan få anderledes is.
Nu er der kun en kort køretur til Albaniens hovedstad Tirana. På grund af trafikken kan den dog tage et stykke tid. Men i den albanske hovedstads trafik er du altid underholdt og lykkelig over, at du ikke sidder bag rattet.
Sjovt hotel
Når du kommer frem, bliver du indkvarteret i et lidt spøjst luksushotel. Den mandlige ejer har bundesligahår fra 1970’erne og konen har håret hastigt opsat. De ser meget afslappede ud, mens personalet ser mere stilligt ud. Jeg tænker, at ejerne selv har stået for indretningen. Den er gennemført, en anelse kitsch. Ikke billigt, bare anderledes.
I restauranten kvidrer talrige kanariefugle, maden er udsøgt og tjenerne er vakse. Både menuen og vandet er italiensk, ligesom husets vin.
Tæt ved hotellet ligger Tiranas største park, der i virkeligheden er en hel skov. Der ligger også en større sø, der fungerer som vandreservoir for byen. Du går selvfølgelig en aftentur i parken. I Albaniens byer promenerer man nemlig. Med et italiensk udtryk er man på giro. Med corona-øjne ligner det folkevandringerne i københavnske parker i en tid, hvor alt andet er lukket. I Albanien har det altid været sådan. Man mødes på gaden og på cafeen. I forhold til indbyggertal er Albanien i øvrigt det land i verden med flest cafeer.
Aftentur i parken i Tirana mens solen går ned.
Har du fået ligeså meget lyst til at rejse, som jeg har? Så kan du nyde denne dejlige dag i selskab med mig, når verden forhåbentlig snart åbner igen. Tag med mig til Balkan og Albanien på denne tur.
En lækker suppe, som er hurtig at lave. Citron løfter smagen til det geniale. Hæld suppen på termokande og nyd den ude i naturen på en kølig vinterdag.
Denne suppe har jeg smagt i Istanbul. Jeg elsker suppe, så da jeg kom hjem, ledte jeg efter opskrifter. Denne opskrift har jeg selv udviklet på baggrund af opskrifter og mine egne ideer. Du kan selv improvisere med de krydderier, du holder af. Du bestemmer også selv, hvor tyk eller tynd du ønsker suppen.
En varm kop linsesuppe varm krop og smagsløg på en kold januardag.
Du skal bruge:
Gavmild mængde af olivenolie
1 hakket løg
2 fed hvidløg
1 1/2 dl røde linser
8 dl kogende vand
Lidt bouillon
Evt 6 stk kardemomme
Frisk citronsaft
Evt persille og andre friske krydderurter
Der er forskel på røde linser. Nogle koger lettere ud end andre. Jeg har oplevet røde linser, der ikke kogte ordentlig ud.
Jeg tilbereder ofte suppen med hele kviste af timian fra haven.
Sådan gør du:
En skvat olivenolie i en gryde. Olien er det eneste fedtstof til at give suppen en rund smag.
Put de hakkede løg og hvidløg i olien med det samme. Løggene skal ikke brune, så de bliver bitre. De skal stege ved lav varme, så de bevarer deres sødme.
De røde linse burde vel hedde orange linser? Når de bliver kogt bliver de endda gule.
Hvis dine linser ser snavsede ud, skal du skylle dem i en si. Ellers smider du dem direkte i den varme olie til løgene.
Vandet er kogt i en kogekedel, så det er varmt. Hæld vandet i, så det med det samme koger.
Knus kardemommefrøene i en morter og bland dem i suppen. Du kan også koge skallerne med, så de giver ekstra smag til suppen. Når suppen er færdig, kan du fjerne skallerne. Eller spytte skallerne ud, når du spiser.
Put lidt bouillon i. Jeg bruger en flydende bouillon, så det er let smage suppen til sammen med salt.
Lad suppen koge stille og roligt i ca 30 minutter. Synes du, at suppen er for tynd, så kog den ind. Er den for tyk, så hæld mere vand i.
Når du skal spise, presser du en gavmild mængde frisk citron i suppen. Drys hakket persille eller andre krydderurter over og nyd!
I disse corona-tider mødes jeg med folk udendørs. Her januar er det bidende koldt, så vi skal have så meget som muligt at varme os på. I dag kom denne suppe med på tur. Jeg tilberedte suppen og hældte den på en termoflaske (en supergod termoflaske jeg købte for kun 30 kr i Kvickly, som er let at gøre ren).
Jeg pressede citron og hældte det i et lille bæger sammen med de hakkede krydderurter.
Det bedste er, at der også er suppe til min tur i morgen!
Hele tre delikate smage finder sammen i denne kage. Kagen har fulgt mig, siden jeg var barn og af alle skærekager er denne min favorit.
Jeg har en håndskreven lap papir med opskriften. Jeg skrev den med grøn tusch, dengang jeg flyttede hjemmefra i 1983. Opskriften er brugt flittigt, så den grønne tusch er delvist opløst af dråber af fugt, fedt og dej. Opskriftens alder afslører sig i, at fedtstoffet i kagen oprindeligt var margarine.
Tak til Susanne Blom for det indbydende foto af orange-nødde-chokolade kagen
Du skal bruge:
150 gram blødt smør
250 gram sukker
2 æg
175 gram hvedemel
35 gram kakao
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilje
¾ dl mælk
½ dl kogende vand
Reven skal af en appelsin
Saft af en appelsin
1 kop groft hakkede hasselnødder
Sådan gør du:
Rør den bløde smør sammen med sukker. Tilsæt æg og pisk. Bland mel med kakao, bagepulver og vanilje. Rør det i dejen lidt ad gangen skiftevis med mælk og kogende vand. Riv appelsinskal ned i dejen og pres derefter appelsinen. Når du har rørt appelsinsaften i, er dejen forholdsvis flydende. Rør de hakkede hasselnødder i.
Smør en springform, en rund silikoneform eller et tærtefad og hæld dejen i.
Bag kagen ved 175 grader i cirka en time. Jo mindre diameter og dermed jo højere kage, jo længere tid skal kagen have. Så hold øje med kagen undervejs. Når den slipper en strikkepen, er den klar.
Kagen er bedst uden flødeskum og creme fraiche. Når den lige er bagt, er kanterne lækkert sprøde. Men orangesmagen kommer bedst frem efter et par dage.
Forkæl dine smagsløg med en klassisk spansk mandeltærte fra Galicien. Oplev den runde smag af mandel med et frisk pust af citrus. Tærten er en velfortjent belønning til pilgrimsvandrene på de spanske caminoer.
Denne er version af Santiago tærten er let og hurtig af bage. Den bliver bedst, når du bager den et par dage, inden den skal spises. Så får du mest glæde af smagen af citrus fra citronskal.
Du skal bruge:
100 g smeltet smør
2 ½ dl sukker
4 æg
200 gram mandelmel
½ dl hvedemel
Revet skal af en økologisk citron
Du kan selv lave mandelmel. Blend eller hak hele mandler, så får du en lidt grovere tærte (med fibre). Ellers smutter du mandler og tørrer dem, inden du blender dem til mel.
Sådan gør du:
Rør det smeltede smør i sukkeret
Tilsæt æggene og pisk
Derefter rører du mandelmelet i lidt ad gangen.
Til sidst hvedemelet og den revne citronskal
Hæld dejen over i en smurt tærteform. Portionen passer til en form med diameter på 24 cm. Så bliver tærten lidt høj. Bruger du en større tærteform, skal du holde øje med tiden.
Bag den ved 175 grader i cirka 30 minutter på nederste rille. Den skal tage farve i kanten og slippe, når du stikker en strikkepind i midten.
Egentlig skal man drysse flormelis over tærten med en skabelon af Jakobskorset. Men jeg gider ikke det ekstra sukker. Det betyder, at kagen ser ret kedelig ud. Men så meget større er overraskelsen, når dine gæster smager den!
Opskrift på iransk slik med pistacienødder. Sådan imponerer du dine gæster med en hjemmelavet eksotisk delikatesse. Gaz smager godt og indeholder mindre sukker end meget andet slik.
Der findes fransk nougat, turkish delight og så er der gaz fra Iran. Umiddelbart ser det hvide slik ens ud. Men du behøver ikke at frygte hvinende sødt slik.
Har du været i Iran, har du sikkert smagt gaz. En delikatesse med særlige butikker og imponerende gaveæsker. Her er en opskrift med ingredienser, du kan købe i Danmark. Jeg har rettet opskriften til fra en original iransk opskrift.
Du skal bruge:
1 dl sukker
½ dl rosenvand
½ dl glukosesirup
2 ½ æggehvide (en halv flaske pasteuriserede æggehvider)
100 gram pistacienødder (uden skal og salt)
Lidt hvedemel
Rosenvand kan købes i en mellemøstlig delikatessebutik, grønthandler eller på nettet. Jeg har brugt en økologisk rosenvand købt i Matas, men den indeholder også andre duftstoffer. Vigtigt er det, at rosenvandet er i fødevarekvalitet og ikke en parfume!
Jeg bruger en lang dejskraber af silikone til at røre med.
100 gram pistacienødder
Sådan gør du:
Bland sukker og rosenvand i tykbundet gryde. Kog blandingen til sukkeret er opløst.
Hæld glukosesirup i gryden og kog det i cirka 10 minutter. Rør af og til. Sluk for varmen
Pisk æggehviderne til de er så stive som muligt.
Vend de stive æggehvider i gryden. Bland det hurtigt, så æggehviderne ikke begynder at stivne og lave klumper. Du kan bruge piskeris eller håndmixer.
Tænd for lav varme og rør rundt i gryden, mens massen stivner. Det er vigtigt at røre rundt for, at det ikke brænder på eller danner hårde bolsjeagtige klumper.
Den varme masse er næsten stivnet nok. Man kan et kort øjeblik se bunden når man rører rundt
Når massen slipper grydens bund, når du rører rundt, er den ved at være stiv nok. Det kræver lidt eksperimenter at ramme den helt rigtige konsistens. Hvis massen er for blød, flyder den ud og klistrer fingrene til. Stivner massen for meget, bliver din gaz meget hård at bide i. Du skal stoppe opvarmningen, inden massen har den rigtige konsistens, da massen stivner mere, når den bliver afkølet.
Rør pistacienødderne i den varme masse. Lad den stå i gryden i cirka 15 minutter.
Denne gaz er næsten blevet for stiv. De blev i hvert fald lidt hårde.
Efter cirka 15 minutter er massen blevet tempereret, så du kan røre den.
Hæld lidt hvedemel på en tallerken.
Tag en lille skefuld masse og brug fingrene til at forme den i melet. Stil den i en æske. Når alle er formet, kan du stille æsken i køleskabet, så din gaz stivner mere. Det er desværre umuligt at få al massen op af gryden. Men stil den i blød og resterne bliver hurtigt opløst.
Nu kan du smage din gaz. Nyd dem. Den hvide masse smager sødt, pistacienødderne smager af nød. Tilsammen smager det himmelsk!
Er dine gaz meget hårde, så lad være at sætte dem i køleskab. Efter et par dage i æsken, er de blevet blødere.
Du kan eksperimenter med andre smage og andre typer af nødder. Jeg har med succes brugt appelsinblomstvand og smuttede lethakkede mandler. Jeg har også prøvet med ristet hasselnød, men syntes ikke at smagen var ligeså interessant.
Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?
En Zangbeto skal dirigeres
Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.
Bro til en anden verden
Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.
Bro over lagunen
Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?
På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.
Gud og under-guder
Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.
Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.
En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.
Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.
En hane bliver ofret
Blodet fra hanen bliver smurt på indgangen til Zangbetos tempel
Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.
Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.
Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.
Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.
Forskellige karakterer
Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Zangbetoen drejer om sig selv
Denne zangbetoen har en figur af en løve
Orkester til ceremonien
Et kor af kvinder til voodoo ceremonien
Den mindst udsmykkede zangbeto har flest kræfter
Præsten i det hvide klæde må styre zangbetoen
En hane bliver ofret til zangbetoen
Zangbetoen bliver væltet og den er tom inden i
Hanen bliver forvandlet til fire firben
Denne zangbeto kan skabe ild
Børnene leger zangbeto og får den til at snurre rundt
Ceremonien er populær hos børn og voksne
Zangbetoen drejer rundt om træet
Zangbetoen bliver styret af medhjælpere
En fetish indgår i ceremonien og bliver stillet under træet
Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.
Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.
Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.
Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.
Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.
Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.
Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.
Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd
Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.
Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.
Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.
Ganvies indbyggere lever af fiskeri
Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.
Et liv på vandet
Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse
Gæster på vej til en begravelse i Ganvie
Hovedgaden i Ganvie
Minibus til fastlandet
Børnene er vant til at sejle
Fisker foran fiskefarm
Fisker i den sene eftermiddags modlys
Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.
Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.
Ganvie er en by i Benin bygget på pæle ude i en sø
Luftfugtigheden er høj i Ganvie og husene kræver meget vedligeholdelse
Husene ligger tæt i Ganvie
Krukkehandel til søs
Søen er mellem halvanden og tre meter dyb
Kvinderne i Ganvie står for handlen
Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.
Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.
Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.
Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.
Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali
Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.
Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.
Isolerede folkeslag
Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?
Klik på billederne for at se dem i større størrelse
Batammariba-folkets huse er bygget af ler. Husene hedder takienta
Husene er bygget som små borge, der kan beskytte en familie
Et kornkammer øverst på huset
På første sal ligger både kornkamre og værelser
Indgangen til et værelse. Bemærk fetisher, hvor der er ofret hirse for at beskytte familien
En Batammariba-kvinde foran sit hus i Koutammakou i Togo
I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.
Verdens kulturarv
Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.
De små takienta-borge ligger spredt i landskabet af sikkerhedshensyn. En fjende har svært ved at belejre alle huse i en landsby. Koutammakou i Togo er nu en del af UNESCOs verdenskulturarv for sit enestående kulturlandskab
Fetisher foran et hus beskytter familien mod ondt udefra
Flere fetisher ved indgangen til et hus. Disse er fra Benin, nær Naititingou
Nogle fetisher består af små dyrekranier
En enorm hul og hellig baobab. Den fungerer som tempel og har tidligere været brugt til beskyttelse med plads til amnge mennesker indeni.
Udsigtsposten oppe i baobabtræet.
De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.
Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn
Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.
En rytmisk bund af trommer akkompagnerer de de dansende heste i Sokode i det nordlige Togo. De koncentrerede ryttere giver små signaler til heste, som finder ind i rytmen.
Der er farver, der er fart og der er elegance. Både heste og ryttere er udsmykkede og det virker som om de udgør en krop. Men tag ikke fejl af det smukke ydre. I gamle dage var hestedansen en krigsdans, som krigerne opførte for kongen for at vise deres mod og deres kontrol over hestene.
I dag danser hestene ved festivaler og særlige begivenheder. Denne dag skulle Togos præsident komme på besøg i Sokode og inden præsidentens besøg fik vi lov at beundre krigerne og deres imponerende heste.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Krigerne stiller op til fotografering
Krigeren i den orange dragt og hans hest var de bedste til dansen
