Absurd maratonløb behandler lokalbefolkningen i Mali som dekorative statister i velbjærgede vesterlændinges overskridelse af egne fysiske grænser

Et stenet svært tilgængeligt område, voldsom varme, tilsat et folkeslag med en spændende mytologi og søde små afrikanske børn til at klappe opmuntrende. Det må være de rette omgivelser, når man er ægte eventyrer og i god fysisk form.

Sportsfolk, der ønsker at udfordre deres krop, finder stadig mere eksotiske og utilgængelige områder hvor de kan udfolde deres egoer med en lokalbefolkning som undrende tilskuere.

Le Grand Raid Sahara er et surrealistisk maratonløb. Det er løbere i selvlysende farver udstyret med særligt tøj, flasker strategisk placeret rundt om på kroppen, med solbriller, der ligner noget fra en rumfilm, som pøser mineralvand ud over deres trætte kroppe – i et af verdens fattigste områder, hvor vand er en sparsom ressource.

Som turist i Mali er man aldrig anonym. Der skal hilses, og jo sjældnere besøgt et område er, jo vigtigere er det. I landsbyen Biry kommer ingen turister, og de få besøgende, jeg har haft med, bliver modtaget med fest.

Derfor bliver jeg overrasket, da beskeden ”bil kommer” bliver råbt, få dage efter, at jeg er ankommet til Biry. Vi bor på en klippetop med panoramaudsigt over den smalle dal. Jeg finder hen til klippekanten, men bilen stopper ikke. Det gør til gengæld en efterfølgende bil, og der er sat cyklamen farvede pile op i træerne, der kan ses helt oppe fra bjergtoppen.

Med en stribe børn i hælene begiver jeg mig ned for at finde ud af, hvad der foregår. Landsbyen har ingen besked fået. Det vise sig, at Le Grand Raid Sahara passerer her på sidste etape af løbet. Fem etaper på omkring 45 kilometer, får jeg at vide af en fransk kvinde.

Børnene holder sig på afstand og tæt klinet op ad mig. Kort tid efter ankommer de første løbere. Jeg tager billeder. Børnene morer sig og går i gang med at lege maratonløb, så jeg kan fotografere dem. Derefter sætter jeg mig omgivet af børnene.

Kvinden sidder et stykke fra os, og hun forsøger at lokke børnene til sig. Nogle drenge er lidt modige og nærmer sig. Hun forsøger med beskedent held at få dem til at klappe, når løberne passerer. Men da en langhåret mand kommer, flygter de skrigende. Senere forsøger hun igen at få børnene til at sætte sig hos hende, så hun an få taget et foto med hende omgivet af nuttede afrikanske børn. Da hun selv vil tage fotos af pigerne, nægter de og stiller sig derefter demonstrativt foran mig og opfordrer mig til at tage fotos af dem. Børnene har gang i en leg, som viser deres utilfredshed med at være statister i andres eksotiske fotoalbum.

Flere af løbs arrangørerne ankommer ligesom nogle voksne fra landsbyen. Ingen har informeret landsbyerne langs ruten om, det der foregår. Deltagerne camperer på landsbyernes marker, og når de udmattede løber forbi, er det i deres egen lukkede verden uden at hilse, som det er kutyme.

Løbets leder er afvisende overfor landsbychefen, der er kommet for at hilse på. Jeg bemærker, at de bør takke landsbyerne for det enorme arbejde, de har gjort for at gøre for at forbedre vejen – så det overhovedet er muligt at komme til området. Det bliver overhørt.