Valget i Malis nordligste regioner bliver ikke overvåget af EU, og der er problemer for flygtninge og internt fordrevne med at stemme. Men det er bagateller ifølge EU.

Den tidligere belgiske udenrigsminister Louis Michel er leder af EU’s korps på 100 valgobservatører. Dertil kommer 250 valgobservatører fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.

EU’s valgobservatører dækker de fem sydligste regioner i Mali. De tre nordlige regioner Timbuktu, Gao og Kidal, der har været besat af islamister og for Kidals vedkommende senest af tuareg-oprørere, har ingen observatører fra EU.

Valget bliver ikke 100 procent perfekt, men det bliver godt nok.

– Min fornemmelse er, at det grundlæggende er lykkedes for overgangsmyndighederne. De har vist en evne til at organisere valgprocessen så operationelt og effektivt, at ingen efterfølgende vil kunne betvivle legitimiteten af dette valg, udtaler Louis Michel til Radio France International (RFI).

Han tilføjer, at der er registreret problemer med at komme til at stemme for de op mod 175.000 flygtninge, som stadig lever i nabolandene og de 353.455 internt fordrevne i Mali. Men det problem betegner han som marginalt.

Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er 73.000 af de 175.000 flygtninge i nabolandene stemmeberettigede. Men det er kun lykkedes for 19.000 af dem at blive registreret som vælgere.

Til FNs nyhedsbureau IRIN beklager lederen af tuareg-flygtningene I Burkina Faso, Ousmane Ag Dalla, at valget bliver presset igennem, før sikkerhedssituationen er helt på plads.

– Mali er ikke klar til at holde et ordentligt valg. Men det er bedst at gøre det, for vi bliver aldrig helt klar, da der er så mange problemer. Os fra nord håber på at få valgt en præsident, så de grundliggende problemer kan blive løst af en legitim præsident, siger Ousmane Ag Dalla.

Der er udstedt 6,9 millioner Nina-kort, som er det nye ID-kort, som giver ret til at stemme ved valget. Nina-kortene er blevet fremstillet i Frankrig, og da myndighederne bestilte kortene, regnede de med, at der ville være brug for otte millioner stemmekort, og det blev bestilt. Derfor er der lavet 1,2 millioner Nina-kort uden foto og navn på.

De anonyme Nina-kort er allerede blevet en del af valgkampen, efter at en af kandidaterne har peget på, at de kan blive brugt til snyd.

Det afviser Louis Michel. Han oplyser, at de anonyme Nina-kort stadig befinder sig hos fabrikanten i Frankrig.

Fredag aften var 85 procent af Nina-kortene blevet uddelt i Mali.

For Malis nye præsident er det vigtigste at have et folkeligt mandat, og at der ikke hersker tvivl om valgets legitimitet. Men søndagens præsidentvalg har alle odds imod sig.

Når befolkningen i Mali går til valg søndag den 28.juli, kan resultatet af valget medføre et sammenbrud af landets spinkle demokrati, eller det kan vise, at militærkuppet i 2012 og de efterfølgende uroligheder kun var en parentes i landets demokratiske historie. Valget af en ny præsident med folkelig opbakning kan blive en ny begyndelse og samle landet.
I disse dage er folkestemningen i Mali optimistisk. Men lige under overfladen lurer nervøsiteten for, at valget bliver truet af svindel, og at de lige nu så entusiastiske parti-tilhængere bliver grebet af frustration.

Et valg med mulighed for valgsvindel er altid en risikabel affære. Når det bliver presset igennem uden tid til ordentlig forberedelse i et land, hvor en del af territoriet stadig er præget af konflikter, så er det et sats af de helt store. Især i et land som Mali, hvor historien viser at rygter kan brede sig med lynets hast og skabe en ny sandhed.

Det er sådan et valg, Malis befolkning deltager i på søndag. Kommissionen, som er ansvarlig for at organisere valget, har meddelt, at valget ikke bliver perfekt, og det internationale samfund har meldt ud, at ingen valg jo er 100 procent demokratiske. Så efter at valgdatoen den 28. juli blev meldt ud, har alle holdt fast i, at det valg skal gennemføres. Men en enkel af de 28 præsidentkandidater har trukket sit kandidatur i protest mod, at valget bliver hastet igennem.

De største problemer er i den nordligste region Kidal, hvor myndighederne i Mali først har fået adgang de seneste uger efter en midlertidig fredsaftale med to tuareg-oprørsgrupper. Selvom MLNA-oprørernes ledere har skrevet under på fredsaftalen, har der stadig været vold og hærværk i byen Kidal mod personer, som ikke er tuareger, og fem personer, som uddelte valgkort i byen Tessalit, blev bortført sidste weekend.

I resten af Mali er den største udfordring at få uddelt de nye ID-kort Nina, som samtidig fungerer som valgkort. Mali er et stort land med elendig infrastruktur – især i regntiden, der gør veje ufarbare og skaber oversvømmelser.

Seks dage inden valget har 82 procent af Malis syv millioner vælgere modtaget deres Nina-kort. Men valglisterne blev lavet for over et år siden, da Mali oprindeligt skulle vælge præsident i april 2012. Dengang var 300.000 for unge til at stemme, men de er i mellemtiden fyldt 18 år. Alligevel er de ikke på valglisterne. Andre er til gengæld døde, og deres valgkort hober sig op på valgstederne. Nogle er flyttet, og for mange er der usikkerhed om, hvor de skal stemme.

Egentlig er der taget højde for problemerne, da det nye elektroniske Nina-kort giver vælgerne adgang til deres egne informationer på sms og internet. Man skal bare taste sit ID-nummer og kode ind, så får man oplyst sit valgsted og kan følge sin stemme. Men en stor del af indbyggerne i Mali er analfabeter, og selv om de har en mobiltelefon, kan de ikke gennemskue at bruge den til tekstbeskeder.

Det nye system skulle sikre mod valgsvindel. Men så dukkede historien om 1,9 millioner anonyme valgkort op. Officielt er det ekstra kort i reserve, men enkelte kandidater kommer med beskyldninger om, at de skal bruges til valgfusk. Eksistensen af de ekstra kort er en tikkende bombe under valget – uanset om kortene ligger forseglet i en bankboks. Føler en kandidat sig snydt efter valget, kan en beskyldning om fusk med de næsten to millioner kort bringe sindene i kog og inspirere til optøjer.

Det sidste spørgsmål er, hvor mange der reelt vil stemme på søndag. Bamako er ramt af valgfeber, men får det vælgerne til valgstederne på søndag? Ramadanen er i gang og uden adgang til mad og drikke, er folk en anelse mere sløve end sædvanligt. Regntiden er også i fuld gang og dermed arbejdet for bønderne. På landet har folk i forvejen langt til et stemmested, og mange steder skal de vandre i timevis. Regntiden er kort i Mali, så spørgsmålet er, om landets bønder vil ofre en eller flere dages markarbejde til fordel for at afgive en stemme på en politik, de færreste føler, har direkte indflydelse på deres liv.

Apropos regn, så forudser vejrudsigten regn på søndag. Den slags regn, som på få minutter bringer kastevinde og kaskader af vand ned over landskabet. Som forvandler veje til mudderhuller, og hvor lyn flænser himmelen og spreder frygt.

Læs mere om præsidentvalget og valgfeberen i Mali

Det ligner et paradoks: For et år siden fordømte folk i Mali deres politikere og beskyldte dem for korruption. Nu er der præsidentvalg, og de samme politikere fra den gamle garde har genvundet folkets tillid og er favoritter til præsidentposten.

IBK er favorit til at vinde præsidentposten. Han bliver betegnet som folkets kandidat

Man kan godt blive en anelse bekymret, når en partisekretær roser partiets unge militante. Især i Mali, hvor et militærkup afsatte præsidenten i marts 2012, og hvor ophidsede unge senere trængte ind i præsidentpaladset og slog den midlertidige præsident bevidstløs. Men på fransk betyder militant heldigvis bare aktivist. Og i denne tid er der rigtig mange aktivister i Mali – i partier og i organisationer. Alle er på gaden for at sikre et valg til deres kandidat til præsidentvalget den 28. juli.

Der er ingen tvivl om, at folk i Mali tager dette valg alvorligt. Tidligere har Mali haft en ekstrem lav stemmeprocent. Men denne gang er det anderledes. Selv personer, jeg aldrig regnede med, ville interessere sig for noget så abstrakt og fjernt fra dagligdagen som politik, vifter nu stolte med deres elektroniske valgkort med det poetiske navn NINA og agiterer for deres favoritkandidat.

Egentlig skulle der have været valg i april 2012, hvor den seneste demokratisk valgte præsident ATT havde siddet sine maksimale to omgange à fem år. Men kun en måned inden valget kuppede militæret magten og kastede landet ud i kaos og banede for islamisters besættelse af hele den nordlige del af Mali.

I kølvandet på militærkuppet beskyldte menigmand og politiske iagttagere politikerne for korruption og uduelighed. Uanset om folk var for eller imod militærkuppet, kunne de blive enige om at fordømme de folkevalgte politikere og den engang så populære præsident ATT. Den daværende militærjunta pustede til utilfredsheden og fængslede med mellemrum ledende politikere under anklage for korruption. Dengang var det tydeligt, at den brede befolkning havde mistet tilliden til deres politikere.

Nu er der gået 16 måneder, og befolkningen i Mali skal til valgurnerne for at vælge en ny præsident som afløser for den tidligere formand for parlamentet Diouncounda Traore, som har fungeret som midlertidig præsident i Mali.

Ved et valgmøde i Bamakoforstaden Djelibougou er der især mange internt fordrevne fra det nordlige Mali. De er især interesserede i støtte til at vende tilbage til det nordlige Mali, som de blev fordrevet fra for et år siden. De er også interesserede i at de ansvarlige islamister og tuaregoprørere bliver dømt for de overgreb, de er blevet udsat for under besættelsen af det nordlige Mali

Man kunne forestille sig, at vælgerene i Mali ville støtte nye kandidater uden relation til de tidligere regeringer, som ikke er plettede af rygter om korruption og uheldige samarbejder. Men sådan ser situationen ikke ud få dage, inden første runde af præsidentvalget finder sted. Det er nemlig kandidater fra den gamle politiske elite, som står til at vinde valget.
Der er stor interesse for at blive præsident. Oprindeligt stillede 28 op som kandidater. En kandidat har siden trukket sig, da han ikke mener, at valget kan gennemføres demokratisk på grund af problemer i den nordligste region Kidal.

Meningsmålinger er noget helt nyt i Mali, og statistikkeren Sidiki Guindo er ansvarlig for den seneste måling i anden uge af juli. Ifølge den har 58 procent af de syv millioner vælgere endnu ikke besluttet sig – og ingen kandidat får over 50 procent stemmer, som er nødvendig for at vinde allerede efter første runde af præsidentvalget.

Når jeg spørger omkring mig, er der især støtte til kandidaten IBK, der har været på banen siden demokratiets begyndelse i 1992. Han har både været premiereminister og formand for parlamentet. En god ven fnyser over hans kandidatur og bemærker, at IBK ikke har gjort noget for at bekæmpe korruption i staten de mange år, han har haft politisk indflydelse. Nogle foretrækker ham, fordi han ikke direkte har taget afstand for militærkuppet sidste år. Det skulle sikre ham opbakning fra militæret. Og det mener en del er vigtigt, efter at dele af hæren har vist, at de er rede til at blande sig i ledelsen af landet.

IBK har også opbakning fra religiøse ledere, og når man ser hans politiske kampagne, kan man se, at der bliver brugt store summer. Så hvis eller når han bliver valgt, er det spændende at se, hvor mange han skylder en tjeneste. Selvsikker er IBK i hvert fald. Han har erklæret, at der er tale om valgsnyd, hvis ikke han går videre til næste runde af valget. En del unge mænd deler hans opfattelse, og de vil uden tvivl gå på gaden, hvis det ikke sker.

Den tidligere så skeptiske ven er ved at bløde op i forhold til IBK. Han kan se, at IBK samler folket, og det er det vigtigste efter hans mening. At hele befolkningen kan bakke op om deres præsident, som dermed har mandat til at gennemføre sit program.

En anden populær kandidat er Soumaila Cisse. Han har været minister tre gang i 1990’erne under den første demokratisk valgte præsident Konare. Cisse har været fængslet flere gange, mens militærjuntaen havde magten, og han har ikke tøvet med at tale dem imod. Det viser, at han er en modig mand. Der bliver også brugt mange penge på hans kampagne. Når det kommer til feststemning fører Cisse klart. Hans tilhængere ynder at køre i position gennem byen i minibusser med dansende aktivister på taget. Det kunne minde og lyde som danske studenter på ladet af en lastbil – begejstrede uden at være bøvede og berusede.

Den lokale partisekretær for ADEMA i Bamako forstaden Djelibougou præsenterer partiets politik ved et vælgermøde. Han insisterer på, at domstolene stadig skal være uafhængige, så det ikke er politikere, som dømmer islamister og tuaregoprørere for krigsforbrydelser

En tredje populær kandidat er Dramane Dembele fra Malis eneste egentlige politiske parti. De førnævnte kandidater har begge været medlemmer af Adema, men har stiftet deres egne partier efterhånden, som de ikke har fået opbakning til ledende poster i Adema. På den måde er der i dag mere end 100 politiske partier i Mali.

I Adema vælger partiets medlemmer deres kandidat, og hovedparten pegede på den politisk uerfarne Dembele. En taxachauffør udpegede hans plakat og sagde, at han hadede ham. Som tidligere direktør i det statslige mineselskab skulle han have modtaget tre kilo guld hver uge, og militærjunta har haft ham fængslet, uden at det har ført til rettergang.

Men i Mali er det ikke nødvendigvis retten, som vurderer ens skyld. Har den offentlige mening først dømt en på basis af rygter, så er det sandheden hos det store flertal af analfabeter i Mali. Men uanset rygterne har Dembele et velorganiseret partiapparat i ryggen.

Læs mere om udfordringerne for valget i Mali