Selv om Mali er et af verdens fattigste lande med mange etniske grupper, er det normalt et fredeligt land. Den eneste gruppe, som gør opgør mod staten, er tuaregerne i Nordmali og tidligere er det hurtigt lykkedes at finde en fredelig løsning

Mali er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande. En stor del af landet er ørken. Der er landbrug, men for de fleste landmænd er selv den mest simple plov og et trækdyr en uopnåelig drøm. Her lever nomader, både de velkendte med store flokke af kreaturer, men også fiskenomader, som hvert år rejser nordpå langs Nigerfloden for at fiske.

Hovedparten af indbyggerne i Mali er muslimer. Der findes også grupper, som praktiserer deres oprindelige religion, ligesom der er kristne. Uanset religion spiller de oprindelige religioner en stor rolle i Mali. Både børn og voksne bærer amuletter, og mange ritualer er knyttet til tusind år gamle traditioner. Republikken Mali er en sekulær stat, det vil sige, at der ingen statsreligion er.

I syd driver multinationale virksomheder guldminer næsten uden at betale skatter og afgifter. Det er landets største rigdom. I det nordlige Mali er der muligvis olie og muligvis uran. Men ingen firmaer har vist interesse for at undersøge undergrunden i den nordlige del af landet.

Ingen etniske spændinger

Leder af en fredelig klan af tuareger og hans kone i området ved Gossi. For en sikkerheds skyld skriver jeg ikke deres navne

Der lever omkring 15 millioner mennesker i Mali. Mali har 22 forskellige etniske hovedgrupper, og de er delt i utallige undergrupper. De fleste etniske grupper findes traditionelt i bestemte egne af landet, og de har deres egne sprog.

Mest ekstremt er det i Dogonområdet, hvor omkring 200.000 mennesker taler op mod 60 forskellige sprog. Folk gifter sig på tværs af etniske grupper.

Der er ikke kampe mellem etniske grupper, og der er heller ingen politiske partier, som er talerør for bestemte etniske grupper.

Skiftende grupper af tuareger har gennem årerne stået for flere oprør, men det er for at opnå selvstændighed i Nord og ikke for at bekæmpe andre etniske grupper.

Flertallet af tuareger er integreret i Mali

Det traditionelle nomadefolk i Sahara har haft det svært, siden deres kamelkaravaner blev overhalet af skibe, lastbiler og fly. Klimaforandringer og tørker har gjort det endnu mere vanskeligt at overleve i og omkring Sahara.

Tuaregerne udgør ni procent af befolkningen i Mali, og de er delt i tre hovedgrupper. Der lever også andre etniske grupper i samme områder som tuaregerne, så de er ikke i flertal i det nordlige Mali. En af grupperne bliver kaldt Bella, og de består af tidligere slaver, som tuaregerne gennem århundreder har bortført fra andre etniske grupper. Selv om de i dag er frie, rangerer de lavest i samfundet og er de absolut fattigste og mest sårbare i Mali. Bellaerne udgør cirka en procent af befolkningen – det vil sige, at 150.000 mennesker er efterkommere efter tuaregernes slaver. I kolonitiden forbød Frankrig slaveri – bortset fra tuaregernes.

En stor del af tuareger har i dag etableret sig i mere frugtbare egne af de afrikanske lande. De har uddannet sig, integreret sig og lever i samhørighed med deres naboer af andre etniske grupper.
Men små grupper af tuareger har gang på gang gjort oprør i protest mod Mali – og andre vestafrikanske landes manglende investeringer i deres områder.

Oprørerne er hver gang endt med fredsforhandlinger og fredsaftaler. Oprørslederne har fået lukrative poster i Malis stat og en del af de menige er blevet soldater i Malis hær. En af dem er Iyad Ag Ghaly, som ledede et oprør i 1990’erne og i dag leder gruppen Ansar Diné.

Det seneste oprør blev indledt af tuareger i bevægelsen MNLA. Gruppen består til dels af tidligere lejesoldater fra Gadaffis specialstyrker. De nåede lige at udråbe den selvstændige stat Azawad, inden de mistede magten til de islamistiske grupper. De kræver at deltage i forhandlinger, selvom de ikke repræsenterer tuaregerne og ikke har noget folkeligt mandat.

Malis tuareger og lang række kunstnere med tuareg baggrund har siden 2001 arrangeret Festival au Desert i Malis ørken for at fejre fred og opfordre til fredelig sameksistens. I 2011 og 2012 blev festivalen afhold i Timbuktu. I 2013 er festivalen blevet til en fredskaravane gennem Mauretanien, Mali og Burkina Faso. Jeg har deltaget i festivalen to gange som journalist. Læs reportage og interviews med arrangører og kunstnere her

Her kan du læse om mine foredrag om situationen i Mali.

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv.dk