Tag-arkiv: Benin

Ganvie, en by på vandet

Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.

Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd

Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.

Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.

Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.

Ganvies indbyggere lever af fiskeri

Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.

Et liv på vandet

Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.

Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.

Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.

Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.

Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.

Unikt kulturlandskab i Togo og Benin

Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.

Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali

Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.

Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.

Isolerede folkeslag

Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?

Klik på billederne for at se dem i større størrelse

I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.

Verdens kulturarv

Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.

De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.

Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn

Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.