Forfatterarkiv: Lise Blom

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Søfolk med faglig stolthed – Georg Stage

Tag de unges mobiltelefoner, giv dem opgaver alle døgnets timer og lad dem leve tæt sammen på et skib, som både er deres hjem, deres arbejdsplads og deres skole. Lyder det som opskriften på en succeshistorie i 2017?

Hvert år søger mellem 150 og 200 unge på 17 til 23 år om en af de 63 pladser på årets togt med Georg Stage. Ifølge Undervisningsministeriet er 99 procent af de unge i gang med job eller uddannelse efter et togt. Så direktøren for Georg Stage Stiftelsen, Asser Amdisen, betegner uddannelsen som en succes.

Georg Stage er ved at blive rigget af i august 2017

Det er midt i august, og Georg Stage er ved at blive rigget af som en del af uddannelsen. Eleverne er travlt beskæftigede med at skille dele af skibet ad, så de kan blive renoverede og fortsat bruges.

– På et skib afhænger alt af, at man kan klare sig selv. De unge er begejstrede for, at det er muligt at reparere alting. De er vant til, at man smider ting væk, som går i stykker. De opdager, at de kan bruge deres hænder og er overraskede over, hvor meget de selv kan, forklarer Helle Barner Jespersen.

Hun genopfrisker mottoet om, at som sømand kan man alt, ellers må man lære det.

Helle er overstyrmand på Georg Stage og har ansvar for at lede og fordele arbejdet for elever og ti besætningsmedlemmer. Hendes særlige udfordring er, at skibet både skal kunne sejle og fungere som en skole, hvor alle elever lærer de nødvendige færdigheder.

– På dækket svarer det til halvanden kvadratmeter til hver person, derfor er planlægning vigtigt, så man ikke træder hinanden over tæerne, konstaterer hun med et smil.

Tine og Marie fortæller om uddannelsen og alt det, de har fået ud af et togt med Georg Stage

Georg Stage sammensætter en besætning med udgangspunkt i elevernes forskellighed. En tredjedel er piger, og hver landsdel er repræsenteret med en tredjedel. En tredjedel har afsluttet gymnasiet, mens andre er færdige med folkeskolen.

– En skibsbesætnings styrke er dens forskelligheder. Det er et lille samfund, hvor alle skal lære at hjælpe hinanden, siger Helle.

Georg Stage – Reportage i Ny Tid 3F Sømændene Hele artiklen som PDF – åbner i nyt vindue. Artiklen er flot sat op af grafisk designer Annemette Klink Nielsen fra Sangill | Grafisk.

Eksotisk dansker i Nigeria

En gammel artikel, som jeg finder, da jeg rydder op i mine papirer. En artikel, der vækker minder om en særlig tid. Der er både gode, absurde og rædselsvækkende oplevelser. Velkommen til Biafra i Nigeria 1994.

Artiklen fra Daily Times Onsdag den 29. juni 1994. Klik på billedet for at læse artiklen i fuld størrelse.

Journalisten Maurice Archibong rejste til Nigerias forskellige byer for at støvsuge dem for historier, miljøer og specielle personer. Jeg var helt uvidende om, at jeg skulle blive til et portræt i avisen, og datoen på artiklen afslører da også, at artiklen først blev bragt lang tid efter vores møder i Oba.

Jeg kan nu se, at Maurice Archibong var en kendt journalist i Nigeria. Han boede nogle dage på et forlystelseskompleks i Oba, der var nabo til den skole, hvor jeg var i praktik i tre måneder i begyndelsen af 1994. Forlystelseskompleks er den bedste betegnelse, for hotellet fyldte et stort område langs med den befærdede landevej mellem Onitsha og kysten. Umiddelbart kunne komplekset se lukket ud, og jeg havde aldrig overvejet at besøge det, selv om jeg i weekenderne ikke havde så meget at give mig til på en næsten tom skole, og der var kun omkring en kilometer derhen.

Området husede et sportsstadium, et tivoli, en zoo, en natklub og en stor have med kitchede afrikanske hytter. Det hele var omringet af en høj mur, og det var derfor, det hele så så lukket ud. Det sydlige Nigeria var dengang præget af høj kriminalitet, og man skulle ikke gå udenfor efter mørkets frembrud. På hotellet kunne gæsterne komme i weekenden og havde adgang til alle forlystelserne uden at skulle bevæge sig udenfor.

Maurice Archibong inviterede mig på rundvisning. At området havde set bedre dage var en underdrivelse. Man skulle være en meget troende nigerianer med sikkerhed for, at gud holdt hånden over en, for at prøve tivoliets forlystelser. Den zoologiske haves stolthed var et par løver. De to dyr var desværre begge døde, men gæsterne skulle ikke gå glip af attraktionen. Derfor var de to indtørrede og udstrakte lig sat i spænd i et bur, så det næsten så ud, som om de stod oprejste. En enorm pythonslange levede stadig. Det gjorde en lille ged også. Den stod tøjret i pythonens bur. Men dens liv havde ikke lange udsigter, og det var geden tydeligvis klar over. Den lille krop rystede af angst, mens den ventede på, at den sovende python igen fik appetit og kunne sluge den i en mundfuld. Bare tænk på tegningen i ”Den lille prins” af en slange, der har slugt en elefant. Snart ville geden ende sine dage som en stor bule på en slange.

Jeg afslog tilbuddet om et natligt besøg i natklubben. Men i løbet af nogle underholdende dage guidede vi hinanden i området, hvor vi begge var fremmede. Jeg var med hos nogle ghanesiske rastafarier i eksil fra Ghana. Og jeg tog journalisten med til den lille flod, som gav drikkevand til Obas indbyggere, og hvor kvinderne vaskede tøj, og mændene stagede sig ud i sumpen og for at tappe palmevin. Det var en lille biflod til Nigerfloden, som jeg kendte så godt fra Mali.

Den eneste tegning jeg fik lov at tegne ved floden i Oba. Klik på billedet for at se det i stor størrelse

Flodbredden var mit favoritsted i Oba. Dengang tegnede jeg. Men efter en enkelt skitse blev jeg forbudt at tegne der. Forklaringen var, at folk var nervøse for, at stedet skulle blive kendt, solgt og derefter indhegnet. Men jeg måtte gerne komme ned til floden og købe frisktappet palmevin.

En enkelt gang vaskede jeg tøj ved floden, da der ikke var vand på skolen. Der var regler for, hvor man måtte vaske tøj. Det var selvfølgelig kvindernes opgave, og det skulle foregå på en mudret banke ude i floden, så kvinderne måtte vade gennem det mørke vand med vand op til livet. Da jeg selvfølgelig brød reglerne, bragte en enøjet beruset og venlig kanofører mig over på mudderbanken og hentede mig heldigvis tilbage igen, da jeg var færdig med vasken.

Jeg tænkte, at jeg godt kunne tage journalisten med til den lille naturperle. Han var begejstret og afslørede, at han ikke var vant til at drikke frisk palmevin. Det smager så meget bedre end palmevin, der er lagret bare nogle få timer. Gæringen er i fuld gang, og smagen bliver hurtigt ret ubehagelig. Men frisk og i godt selskab er palmevin perfekt.

Et andet sted ved Nigerfloden, hvor ingen forhindrede mig i at tegne. Klik for at se billedet i stor størrelse.

Oba er en landsby. Dengang med 60.000 indbyggere, og den dækkede et enormt areal, som jeg kun så en smule af. Jeg gik ikke så langt, mest til nogle små boder på den anden side af den befærdede landevej, hvor bilerne aldrig sagtnede farten – eller kunne drømme om at stoppe, hvis de ramte en fodgænger. Det var med livet i halsen, når jeg en gang om dagen sammen med de lokale løb over vejen for at gøre mine daglige indkøb. En dag blev jeg ført hen til en såret dreng, der ikke var kommet helskindet over vejen, uden at bilen var stoppet. Han klarede den heldigvis.

I skovene var der indrettet altre ved hellige steder, og det tydeligt, at jeg ikke var velkommen de steder. Jeg lyttede også til mine kollegers fortællinger om menneskeofre. Det skulle ifølge mine kolleger være de lokale rigmænd, der ikke skyede nogen midler for at bevare deres rigdom og magt. Om råheden var eftervirkninger efter Biafra-krigen eller en særlig lokal kultur, ved jeg ikke. Men samfundet i Oba var meget opdelt i rig og fattig.  Folk var søde og gæstfrie overfor mig og dem de kendte. Men der var ikke samme form for samarbejde og omsorg på landsbyniveau, som jeg havde oplevet i andre vestafrikanske lande som for eksempel Mali.

Hvis de risikable omgivelser ikke var nok til at holde mig på skolens område, var der røverne, der efter mørkets frembrud belejrede landevejen og skød efter bilerne, indtil de stoppede, og passagererne blev berøvede. Jeg oplevede, at vi måtte flygte fra skolens tag med kugler susende om ørerne ved et skyderi oppe på vejen. Nogle kilometer nede ad vejen var et makabert udstillingssted for ofre og kriminelle, der havde forsøgt at undslippe røvernes vilje.

Jeg blev chokeret, da jeg så en nøgen opsvulmet krop på vejen. Vi var i bil på vej til et bar for at få en fredagsøl. Men min vært og de andre passagerer reagerede ikke. Og da jeg spurgte til den nøgne krop, fik jeg svaret, at det sikkert var en myrdet kriminel, der lå der til skræk og advarsel. De andre tog det ikke så tungt. Jeg erindrede stedet og lærte at lukke øjnene og lade være med at trække vejret, når vi passerede. Antallet af lig steg efter sigende til fem, og det varede fem uger, inden nogle fjernede de udsmattede kropsrester fra vejbanen. Efter en uge var folk begyndt at blive oprørte, fordi det var så ulækkert, at de lå der.

Min lyst til at gå på opdagelse i de ellers smukke omgivelser var derfor stækket, og de fleste weekender tilbragte jeg næsten alene på den lukkede skole. Ud over at tegne og lave tekstiler læste jeg. Og uden adgang til tv og radio havde jeg god tid til at læse bøger. Som nævnt i artiklen måtte jeg rationere læsningen for ikke at løbe tør for læsestof. En tidligere dansk beboer havde efterladt alle udgaver af bladet Press, hvor jeg med fornøjelse læste hver eneste artikel.

Heldigvis var der også mange venlige og hjælpsomme nigerianere. En af dem blev endda rørt af artiklen og sendte en bog til skolen, så jeg havde noget at læse i. Det var ”Madame Bovary”, men jeg ved ikke, om personen havde nogen bagtanker med valget af roman, da artiklen først blev bragt lang tid efter, at jeg var rejst hjem.

Et andet minde fra Nigeria er fra dengang, da jeg kom til at spille med i en nigeriansk tv-serie. Måske har jeg været Nollywood-stjerne? Jeg ved det ikke, da jeg aldrig fik resultatet at se. Der var kun en optagelse og ingen prøver eller instruktion. Så det er en helt anden historie.

Mystisk massage i Marrakech

Havde en mystisk oplevelse i Marrakech. Det føltes lidt som en drøm – en underlig en.

Aften i Marrakech, da verden igen var blevet hel normal og behagelig

Trængte til massage og havde ikke meget tid. Så da jeg så et skilt, der reklamerede med massage fulgte jeg pilene i smallere og smallere gyder. Til sidst sluttede gyderne ved et hus. Men labyrinten fortsatte ind i huset indtil jeg kom til en reception med en kvinde og en ung fyr.

Ville jeg have en mand eller en pige til at massere mig? Den unge fyr var vældig god, fik jeg at vide. Men jeg foretrak en pige.

Jeg spurgte om jeg kunne betale med kort, da jeg ikke havde kontanter.

Kun kontanter, men ingen problemer, jeg kunne bare give dem mit kort, så kunne de hæve for mig.

Da jeg afslog venligheden, og sagde de, at den unge mand kunne følge mig til pengeautomaten, så kunne jeg betale efter massagen.

Massøsen hentede mig og labyrinten fortsatte op ad trapper i et meget svagt oplyst hus. Et blåligt skær fra dårlige sparepærer. Der var lidt rødt plys over møblerne.

Jeg kom ind i en stue med nogle skabe, hvor jeg skulle lægge mit tøj. Først skulle en mand jages ud af stuen.

Iført morgenkjole kom jeg ind i massagerummet lige ved siden af stuen og kun adskilt af et forhæng.

–  Læg dig på briksen og slap af, kommanderede massøsen.

Den hjemmebyggede briks knagede og sejlede rundt, mens jeg lagde mig til rette. I hullet til ansigtet var kunstlæderet fastspændt med store nitter, der stak ind i panden. Ikke videre behageligt, så jeg fik ekstra håndklæder at lægge hovedet på.

Lidt efter gik massøsen i gang med fødderne. Det var helt fantastisk. Endelig at slappe af og hun var god. Men der gik ikke lang tid, så kunne jeg høre at der kom en mand i stuen. Massøsen gik ud til ham og talte lidt med ham inden hun kom ind til mig igen.

Derefter fulgte lyden af en raslen med nøgler i stuen og et skab blev åbnet.

Kort efter gik massøsen igen ud i stuen. Jeg kunne høre lyden af tøj. To lynlåse blev åbnet – en meget kort og en, en lille smule længere.

Der gik et øjeblik, så tænkte jeg, at lyden svarede til længden på lynlåsen i mit pengebælte, som lå i skabet.

Var det i virkeligheden mit skab og mine ejendele, der blev rodet igennem?

Massøsen var stadig ikke tilbage og hendes og mandens hvisken var en anelse hektisk.
Jeg rejste mig fra den knagende briks og tog morgenkjolen på. Men inden jeg nåede ud i stuen, var massøsen tilbage.

–  Relax, sagde hun og fik mig op på briksen igen.

Derefter var min afslapning slut.

Hvis det var mit tøj og de tog noget fra mig, hvordan ville de så forklare mig det? Der var kun få penge, en telefon og betalingskortet. Kunne jeg forvente at blive bedøvet og derefter vågne op i en gyde uden tøj og ejendele? Hotellet lå langt, meget langt fra centrum af byen og jeg havde et fly tidligt næste morgen.

Selv om massagen stadig var god, væltede mine tanker rundt i mit hoved. Og da jeg skulle vende mig, fik jeg dækket øjnene med et håndklæde. Heldigvis kunne jeg titte ud forneden og holde øje med om der kom andre ind i rummet.

Til sidst sluttede massøsen og bad mig om at slappe af i fem minutter.

Jeg skyndte mig i morgenkjolen og ud i stuen, hvor der sad endnu en mand. Han blev bedt om at gå, mens jeg åbnede mit skab og fandt mit tøj. Jeg er så rodet, at jeg ikke kunne se om der var blevet rodet endnu mere i skabet. Men mine ejendele var der.

Jeg bad om at komme på toilettet og blev ført gennem endnu mere dunkle rum. I et stort rum var der røde plyssofaer hele vejen rundt og et kæmpe bord i midten med underlig ting. En mand sad i hjørnet og ventede.

Nedenunder i receptionen sad der tre marokkanske mænd og en tysk mand henvendte sig i receptionen.

Min fornemmelse af at være gæst på et bordel blev stærkere.

Jeg havde planlagt at notere mig stedets navn, men da jeg gik mod pengeautomaten med en ung mand, glemte jeg alt om det. Snart stod jeg igen i Marrakechs sollys og mylder af mennesker. Og det føltes som en kort intens drøm.

Da jeg endelig fik netforbindelse spærrede jeg mit betalingskort.

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Einstürzende Neubauten i Ungdomshuset med kangohammer

Den sande historie om Einstürzende Neubauten, et hul i Ungdomshusets balkon, et øjenbryn og en kango hammer.

–  Nej, det var ikke mig, der lignede en orangutang, fastslog Andrew.

Og vi grinede.

Jeg plejer ikke at sammenligne mennesker med aber, første gang jeg taler med dem. Men stemningen var i forvejen lettere surrealistisk den aften i sensommeren 2003 på Spøttrup Borg, under hvælvingerne i en kælder  omgivet af lokale klædt i middelalderkostumer.

NU Unruh penetrerer Ungdomshusets balkon med den famøse kangohammer Foto Robin Skjoldborg 1984

Det var her, jeg mødte Andrew – også kendt som N.U. Unruh fra det tyske band Einstürzende Neubauten. Han kunne forklare mig, at den dengang abelignende musiker var FM Einheit. Vores samtale kom hurtigt til at kredse om en historie, vi har til fælles og som stadig har betydning for ham, hans band Einstürzende Neubauten og alle os, der dengang var en del af Ungdomshuset.

Vilde øjne til koncert med Einstürzende Neubauten Foto Robin Skjoldborg 1984

At historien stadig har betydning, viste weekendens to udsolgte koncerter i DR’s Koncerthus (maj 2017) med Einstürzende Neubauten. Her blev begivenheden i 1984 nemlig omtalt igen.

I dag fortæller Blixa Bargeld anekdoter til Einstürzendes koncerter. I 1984 krængede han sjælen ud Foto Robin Skjoldborg 1984

En begivenhed, der inkluderede et band fuld af vild 80’er energi og en perkussionist med overbevisningen at ”ornamentik er en forbrydelse” og på den anden side en ungdom, som afskyede alt småborgerligt og alligevel elskede den svulstigt svungne stuk på balkonen i Ungdomshusets sal.

Hvad skete der egentlig dengang?

Jeg følte mig næsten som en detektiv, da jeg befandt mig på Spøttrup Borg og opdagede, at jeg var omgivet af nogle af nøgleaktørerne fra den berygtede koncert i Ungdomshuset. De var gæster og kunstnere i Tura Ya Moyas ”Estafette Son” i 2003. Jeg lyttede til deres oplevelser og stykkede historien sammen i mit hoved.

Instrumenteringen er anderledes end andre bands, når Einsturzende spiller Foto Robin Skjoldborg 1984

Da Ungdomshuset i 2007 blev ryddet, blev jeg bedt om at bidrage til bogen ”69”. Nu var der en anledning til at fortælle historien. Andrew var ikke blevet fornærmet over at blive sammenlignet med en orangutang – måske fordi han kunne henvise til den rigtige abe. Men det var ham, der havde boret i Ungdomshusets balkon, og den historie ville han gerne fortælle.

Omgivelserne for interviewet var ikke mindre surrealistiske end borgen i Spøttrup. Denne gang skulle vi mødes i Huset i Magstræde, hvor der samtidig var et party for monstre. Mængder af teaterblod, og gæster med økser i hjerneskallen og indvolde hængende ud af maven. Heldigvis blev vi henvist til et roligt lokale oppe under taget.

Her er historien. Læs opslag i PDF om Ungdomshuset og kangohammeren Det er fra bogen “69” i grafisk designer Jens Raadal originale og levende opsætning. Opslaget rummer også fotojournalist Simon Jeppesens oplevelse af koncerten og hvad der derefter skete.

Eller læs videre her. Først Andrew’s oplevelse, derefter ordene fra en bruger af Ungdomshuset:

Unruh: “Jeg troede ikke at nogen elskede det hus så meget”.

En skarp smerte breder sig fra øjenbrynet. Han bliver klar over, at han er ramt af et stykke gips kastet af publikum og han undrer sig – få øjeblikke tidligere så han udelukkende glade ansigter.

Fredag den 5. oktober 1984 spiller N.U. Unruh koncert i Ungdomshuset med Einstürzende Neubauten. Tidligere på dagen er han og Metalstein fra Ungdomshusets bookinggruppe, ude for at samle materialer til at spille på under aftenens koncert. Nye materialer fra byggepladser, for gammelt metal fra lossepladser har mistet deres overtoner. Meningen er, at hver enkelt koncert får præg af den by, hvor den spilles.

Bandet er i gang med nummeret ”Armenia”, som handler om tyrkernes folkemord på armenierne i årene 1915-17.  Efter en rolig start er det tid til, at Unruh skal bruge sit nye instrument – en kango-hammer. Han har påmonteret en mikrofon, så lyden bliver en del af musikken.

– Jeg re-designer den allerede ødelagte stuk på balkonen. Det er en kritik af dens bourgeois arkitektur, siger Unruh.

Og han fortsætter sit projekt på trods af publikums protestester og det åbne sår i øjenbrynet. Men smerten tager til og han kan mærke blodet løbe, så få øjeblikke senere må han opgive og bliver kørt på skadestuen.

– Jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet sådan en reaktion som i Ungdomshuset. Da vi spillede på museet Louvre i Paris, bad de mig om at signere det hul, jeg lavede, fortæller Unruh.

Han afviser, at han ville lave andet end et lille hul.

– Når jeg begynder at bore, kan jeg mærke materialets struktur og balkonen i Ungdomshuset var skrøbelig. Meningen er, at boret skal sætte sig fast i materialet, siger Unruh og forklarer, at happeningen også kan ses som et billede på en seksuel akt.

Selv om episoden ligger snart 25 år tilbage, står den stadig klar for ham. Kango-hammeren vil han gerne have tilbage. Men han er aldrig blevet præsenteret for tilbuddet om at sige undskyld og vaske gulvet i Ungdomshusets sal.

– Det er også et råddent forslag. Husk på, at folk fra Ungdomshuset ikke bare smed gipsstykker i hovedet på mig og konfiskerede mit instrument. Alle dækkene på vores bil blev også skåret op, et vindue smadret og Blixas guitar stjålet, siger han.

Unruhs mål med musikken er at åbne for anderledes toner og klange og samtidig give publikum indtryk og intensitet. Han er vant til, at publikum lader sig rive med af musikken, men han troede aldrig, at han skulle blive såret på grund af sin kunst:

– De kunne have talt til mig eller slukket for strømmen, men i stedet blev jeg straffet.

I dag har han, udover et ar, stadig solidaritet med Ungdomshuset og dets 24-årige historie.

– Det var en selvrådende alternativ kultur. Et frit område som åbnede muligheder for mange. Det er sjældent nu om dage, siger Unruh.

Undskyld

… en byge at gipsstykker regnede ned, og vi var nogle, der kastede tilbage. Jeg havde det frygteligt bagefter, for måske var det mig, der ramte. Jeg er fredelig, selvom jeg nok var lidt vild dengang og eksalteret af stemningen. Balkonen var en vigtig del af scenografien i vores teater, så vi havde ikke brillerne på til at se det kunstneriske aspekt i lige netop den destruktion. Hærværk og tyveri bagefter var bare for meget. Men det var svært at se forskel i den vilde og morsomme og åndssvage og slagkraftige og politiske manifestations turbulens, som var vores dagligdag og kunstneriske udtryk. Jeg slog det hen som en del af legen. Når det ikke er blevet glemt, vil jeg hermed sige undskyld til Unruh med 25 års forsinkelse. Jeg håber det er blevet et flot og sexet ar?

KH en koncertgæst

Fotos fra koncerten

Jeg takker fotograf Robin Skjoldborg for lov til at bruge hans fotos fra koncerten i 1984. Her er hans oplevelse af koncerten:

En af de mest intense koncerter jeg har været til. Ligesom at være i en krigszone !
Jeg var på opgave med Søren Frank for musik bladet M.M.
Deres optræden i sig selv var hård og provokerende, hvilket gjorde at der ( som der ofte gjorde ) røg et par flasker op på scenen.
Det gad bandet ikke finde sig i. Unruh klatrede op på PA anlægget og gik i gang med at nedbryde balkonen, hvorefter der var lynch stemning.
Jeg lå ned foran scenen og prøvede at beskytte mig selv og mit kamera så godt som muligt for flasker og metalspåner 🙂

Telefonen forandrer verden

Jeg har fået min første Facebook-ven i Biry. Når jeg tænker tilbage på mit første besøg i Biry i april 1992, er det en utrolig teknologisk udvikling.

Midt i bedet med søde kartofler sidder Youssouf. Telefonen er selvfølgelig med.

Dengang i 1992 rakte min fantasi slet ikke til at forstille sig hverken smartphones, sociale medier eller muligheden for at kunne kommunikere globalt til en rimelig pris – hverken i Malis mest utilgængelige områder eller i Danmark.

Jeg husker stadig telefoncentralen i Mopti, hvor jeg kun havde råd til enkelte opkald på en skrattende forbindelse og ekkoet af mine sætninger blandede sig med samtalepartnerens svar.

Men udviklingen har ikke kun været teknologisk. I 1992 var Biry et isoleret samfund. Indbyggere gik til fods og fik indblik i omverdenen, når de besøgte et marked. Enkelte havde været i udlandet for at arbejde, en havde været i Saudiarabien, en anden i Gabon, en del havde været i Elfenbenskysten og en havde arbejdet i Senegal. Deres historier fra den store verden vakte opsigt. De fortalte om flyvemaskiner, brede veje, høje huse og om et tv, der kunne vise levende billeder.

I 1992 kiggede min daværende svigermor Sah på sin søns fotos. For hende var billeder symboler, og hendes øjne var ikke vant til at tolke virkeligheden afbilledet i to dimensioner. Når hun kiggede på et foto af et ansigt, pegede hun på øje, øje, næse, mund og kunne på den måde konkludere, at det var et ansigt.  De yngre i landsbyen var vant til at afkode billeder.

Maisada er teenager og barnebarn af Sah. Hun er taget til hovedstaden Bamako for at arbejde og tjene penge. Dem har hun blandt andet investeret i en smartphone.

Få år senere begyndte de unge i Biry at rejse ud for at arbejde. Enten tog de til hovedstaden eller til omkringliggende lande. Verden og dens muligheder kom tættere på. Kvinderne i Biry samles ved fester og bryllupper og synger fællessange. En af sangene handler om deres længsler efter et andet liv og at komme ud og se verden. Første gang jeg var i Biry ønskede de sig i sangen til Bandiagara 60 kilometer fra landsbyen. Den lille by lokkede med vand og elektricitet og fester. Kvinderne synger stadig den samme sang, men teksten er blevet ændret. Målet er ikke længere den støvede provinsby Bandiagara. Nu drømmer de om Abidjan og Lagos og glamourøse verdener, de kender fra tv serier og musikvideoer.

Alle familier i Biry har i dag en telefon, og skolens lærere har smartphones. Ud over prisen er det en udfordring for Birys indbyggere, at de færreste kan læse og skrive og dermed udnytte alle telefonens funktioner. De tager selv fotos og videoer til fester. Men på nær byens lærere kan de ikke bruge internettet til at søge efter underholdning og information. De får i stedet uploadet videoer på deres telefon på markedet. Så de ser mange af de samme sjove videoer, vi deler på Facebook.

Om aftenen samles folk i grupper og drikker te sammen. Men ligesom i Danmark bliver der ikke længere talt så meget som for få år siden. I stedet sidder folk i små grupper og ser video på deres telefoner. I stedet for at folk selv spiller musik og synger, har telefonerne overtaget med hver sin melodi.

Når folk tjener penge, bliver de investerede i nye telefoner og i taletidskort. I begyndelsen af mobiltelefonernes tidsalder, ønskede teleselskaberne ikke at investere i mobildækning på landet i Mali og andre afrikanske lande, fordi befolkningen havde så lidt købekraft. Men så opdagede teleskaberne, at fattige mennesker havde store behov for at kommunikere og var villige til at betale en procentvis enorm del af deres sparsomme indkomster på at tale i telefon. Så nu er der dækning næsten overalt i Mali. Ikke en god dækning, så vil man på internettet i Biry, er det bedst om natten.

På markedet bliver der ikke kun uploadet underholdning på de unge mænds telefoner. Det er også her, at islamisterne får spredt deres propagandavideoer. Jeg er blevet vist propagandavideoer i Biry, men det har været propagandavideoer i kampen mod islamister.

Geologisk cruise i Baskerlandet

Spektakulære klippeformationer, spor efter millioner af års historie og vældig meget information. Jeg forlod den trygge landjord og tog på en guidet tur langs den nordspanske Atlanterhavskyst.

Den tidligere havbund rejser sig ved Zumaia

Flysch. Ordet lyder underligt. Det minder hverken om spansk eller baskisk, men det viser sig også, at ordet er tysk og er den geologiske betegnelse for klippeformationerne langs kysten vest for Zumaia i Nordspanien. Området er en geopark og beskyttet område. Der ligger kun en enkelt by, Deba, ellers er der kun rå natur og enkelte huse øverst på klipperne.

Kystens klipper ser man selvfølgelig bedst fra havet, så jeg udfordrede mig selv og bestilte en sejltur i Biscayabugten. Søstærk er jeg langt fra, så jeg bad til samtlige vejrguder om vindstille vejr og håbede, at Atlanterhavets dønninger holdt sig helt i ro.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Heldigvis blæste det ikke denne dag i september, og båden klarede dønningerne uden at jeg og de andre passagerer blev søsyge.

Turen begyndte kl 16:30 fra den inderste mole i Zumaias marina. Der var skilte med ”geo-parque”, som jeg satsede på stod for turen, og ganske rigtigt.

Vi var omkring 30 ombord. En guide fortalte, at turen ud og hjem ville blive helt anderledes, og det fik hun ret i. På udturen talte hun om de traditionelle erhverv i kystens små byer. I Zumaia var den sidste fiskerbåd holdt op for mindst 20 år siden. Det forklarede, hvorfor byens restauranter til min skuffelse næsten ikke havde fisk på menuen, og den fisk jeg endelig fandt, mindede om en portion frossen fisk. Fiskeriet havde aldrig været stort i Zumaia. Byerne havde oprindeligt levet af hvalfangst, skibsbyggeri og mange havde arbejdet som søfolk.

Guiden på vores båd talte rigtigt meget, nærmest uafbrudt, havde plancher og sendte materiale rundt. Jeg lyttede lidt og forsøgte ellers at koncentrere mig om de smukke landskaber, vi passerede. Efter knap en time kom vi til havnen i Mutriko. Her lagde vi til og havde 50 minutter til at besøge byen.

Mutriku ligger spektakulært klistret op ad en klippe. Husenes ene ydermur var meget høj, mens der var indgang flere etager oppe på husets modsatte side. Her var ingen strand, så børn og voksne badede fra havnens moler. Molerne var bygget, så de genererede energi fra bølgerne og gav strøm til nogle af byens huse, fortalte guiden os.

Jeg var på udkik efter et ishus, da jeg var blevet forvænt med lækker is i San Sebastian. Men Mutriku er ikke på samme måde en turistby, så det lykkedes mig kun at finde et ishus med industriel fremstillet is i samme smage, som vi kan få i Danmark.

Jeg havde undret mig en smule over det sene tidspunkt for sejladsen, men jeg fik svaret på tilbageturen. Klokken var nu 18:30 og den næste time stod solen perfekt og afslørede de fantastiske klippeformationer langs kysten.

Guiden forklarede ivrigt og det føltes næsten som at være tilbage på skolebænken.

Flyschen blev dannet over flere omgangen og gennem millioner af år. Det er aflejringer, der ligger i smalle lag som sider i en bog. Det geologiske fænomen begyndte, da den iberiske halvø fjernede sig fra resten af Europa. Der kom et hav imellem den iberiske ø og Europa. På bunden af havet opstod lag på lag af aflejringer.

Mange millioner år senere nærmede Europa og den iberiske halvø sig igen hinanden. Aflejringerne på havbunden blev pressede op fra havets bund og blev til flysch. I flyschen kan man i dag se aftegninger af fire store geologiske begivenheder.

  • For 66 millioner år siden udslettede et meteornedslag dinosaurerne og 70% af alt liv.
  • For 61,6 millioner år siden faldt vandstanden i verdenshavene med 80 meter.
  • For 59,2 millioner år siden skiftede polerne fra nordpol til sydpol og omvendt.
  • For 56 millioner år siden steg temperaturen med 5 til 10 grader på grund af øget mængde metangas i atmosfæren.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse. Teksten er på baskisk, spansk og nederst på engelsk.

Planche på stranden i Zumaia med geologiske forklaringer

Sådan bliver aflejringer på havbunden til flysch

Turen til Zumaia

Jeg tilbragte en uge i San Sebastian i september 2016. Jeg bestilte den guidede sejltur gennem denne hjemmeside med aktiviteter i Baskerlandet. Turen kostede 25 Euro og den bliver sejlet mellem april og oktober.

Jeg tog lokalbanen Euskotren mellem San Sebastian og Zumaia. Den smukke togtur tager 40 minutter.

På stationen i Zumaia hang sommerkøreplanen stadig på stationen, så jeg spurgte en medarbejder, om hvornår toget gik retur. Han fortalte mig, at den nye vinterkøreplan var trådt i kraft. Det betød, at toget ville gå en halv time senere end tiderne på den opslåede køreplan. Jeg opdagede også et opslag om, at der var strejke på jernbanen denne dag. Så jeg var spændt, da jeg skulle tilbage om aftenen.

Jeg var på stationen i Zumaia klokken 19:45. Ifølge sommerkøreplanen skulle der køre et tog kl 20. ifølge vinterkøreplanen skulle toget først køre kl 20:30. Jeg spurgte en medarbejder, som bekræftede, at toget første ville køre klokken 20:30.

Jeg blev på stationen og kunne se, at der kom flere og flere personer, som håbede på et tog kl 20. Heldigvis kendte lokomotivføreren ikke den nye usynlige vinterkøreplan, så toget kørte retur til San Sebastian kl 20.

Da jeg i foråret 2015 vandrede til Santiago, kom jeg forbi en masse spændende steder. I september 2016 holdt jeg en uges ferie i San Sebastian for at udforske den dejlige by og de fantastiske omgivelser.

Smukke steder i Albanien

Ud over dejlige gæstfri mennesker er Albanien også fyldt med smukke landskaber og charmerende bygninger. Nyd billederne.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.

I gamle dage lå byerne inde i borge bag høje beskyttende mure. Balkan har nemlig været et omstridt område, som mange krigsherrer og imperier gerne ville have kontrol over. De massive borge ligger der stadig, og enkelte huser stadig bydele. Det gælder blandt andet Berat.

Klik på billederne for at se dem i større størrelse.

Når vi besøger borge, er det ligeså meget for at nyde udsigten og få overblik over omgivelserne. Vi får samtidig en ide om, hvorfor det i tidligere tider var nødvendigt med borgene.