Tag-arkiv: musik

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Einstürzende Neubauten i Ungdomshuset med kangohammer

Den sande historie om Einstürzende Neubauten, et hul i Ungdomshusets balkon, et øjenbryn og en kango hammer.

–  Nej, det var ikke mig, der lignede en orangutang, fastslog Andrew.

Og vi grinede.

Jeg plejer ikke at sammenligne mennesker med aber, første gang jeg taler med dem. Men stemningen var i forvejen lettere surrealistisk den aften i sensommeren 2003 på Spøttrup Borg, under hvælvingerne i en kælder  omgivet af lokale klædt i middelalderkostumer.

NU Unruh penetrerer Ungdomshusets balkon med den famøse kangohammer Foto Robin Skjoldborg 1984

Det var her, jeg mødte Andrew – også kendt som N.U. Unruh fra det tyske band Einstürzende Neubauten. Han kunne forklare mig, at den dengang abelignende musiker var FM Einheit. Vores samtale kom hurtigt til at kredse om en historie, vi har til fælles og som stadig har betydning for ham, hans band Einstürzende Neubauten og alle os, der dengang var en del af Ungdomshuset.

Vilde øjne til koncert med Einstürzende Neubauten Foto Robin Skjoldborg 1984

At historien stadig har betydning, viste weekendens to udsolgte koncerter i DR’s Koncerthus (maj 2017) med Einstürzende Neubauten. Her blev begivenheden i 1984 nemlig omtalt igen.

I dag fortæller Blixa Bargeld anekdoter til Einstürzendes koncerter. I 1984 krængede han sjælen ud Foto Robin Skjoldborg 1984

En begivenhed, der inkluderede et band fuld af vild 80’er energi og en perkussionist med overbevisningen at ”ornamentik er en forbrydelse” og på den anden side en ungdom, som afskyede alt småborgerligt og alligevel elskede den svulstigt svungne stuk på balkonen i Ungdomshusets sal.

Hvad skete der egentlig dengang?

Jeg følte mig næsten som en detektiv, da jeg befandt mig på Spøttrup Borg og opdagede, at jeg var omgivet af nogle af nøgleaktørerne fra den berygtede koncert i Ungdomshuset. De var gæster og kunstnere i Tura Ya Moyas ”Estafette Son” i 2003. Jeg lyttede til deres oplevelser og stykkede historien sammen i mit hoved.

Instrumenteringen er anderledes end andre bands, når Einsturzende spiller Foto Robin Skjoldborg 1984

Da Ungdomshuset i 2007 blev ryddet, blev jeg bedt om at bidrage til bogen ”69”. Nu var der en anledning til at fortælle historien. Andrew var ikke blevet fornærmet over at blive sammenlignet med en orangutang – måske fordi han kunne henvise til den rigtige abe. Men det var ham, der havde boret i Ungdomshusets balkon, og den historie ville han gerne fortælle.

Omgivelserne for interviewet var ikke mindre surrealistiske end borgen i Spøttrup. Denne gang skulle vi mødes i Huset i Magstræde, hvor der samtidig var et party for monstre. Mængder af teaterblod, og gæster med økser i hjerneskallen og indvolde hængende ud af maven. Heldigvis blev vi henvist til et roligt lokale oppe under taget.

Her er historien. Læs opslag i PDF om Ungdomshuset og kangohammeren Det er fra bogen “69” i grafisk designer Jens Raadal originale og levende opsætning. Opslaget rummer også fotojournalist Simon Jeppesens oplevelse af koncerten og hvad der derefter skete.

Eller læs videre her. Først Andrew’s oplevelse, derefter ordene fra en bruger af Ungdomshuset:

Unruh: “Jeg troede ikke at nogen elskede det hus så meget”.

En skarp smerte breder sig fra øjenbrynet. Han bliver klar over, at han er ramt af et stykke gips kastet af publikum og han undrer sig – få øjeblikke tidligere så han udelukkende glade ansigter.

Fredag den 5. oktober 1984 spiller N.U. Unruh koncert i Ungdomshuset med Einstürzende Neubauten. Tidligere på dagen er han og Metalstein fra Ungdomshusets bookinggruppe, ude for at samle materialer til at spille på under aftenens koncert. Nye materialer fra byggepladser, for gammelt metal fra lossepladser har mistet deres overtoner. Meningen er, at hver enkelt koncert får præg af den by, hvor den spilles.

Bandet er i gang med nummeret ”Armenia”, som handler om tyrkernes folkemord på armenierne i årene 1915-17.  Efter en rolig start er det tid til, at Unruh skal bruge sit nye instrument – en kango-hammer. Han har påmonteret en mikrofon, så lyden bliver en del af musikken.

– Jeg re-designer den allerede ødelagte stuk på balkonen. Det er en kritik af dens bourgeois arkitektur, siger Unruh.

Og han fortsætter sit projekt på trods af publikums protestester og det åbne sår i øjenbrynet. Men smerten tager til og han kan mærke blodet løbe, så få øjeblikke senere må han opgive og bliver kørt på skadestuen.

– Jeg har aldrig hverken før eller siden oplevet sådan en reaktion som i Ungdomshuset. Da vi spillede på museet Louvre i Paris, bad de mig om at signere det hul, jeg lavede, fortæller Unruh.

Han afviser, at han ville lave andet end et lille hul.

– Når jeg begynder at bore, kan jeg mærke materialets struktur og balkonen i Ungdomshuset var skrøbelig. Meningen er, at boret skal sætte sig fast i materialet, siger Unruh og forklarer, at happeningen også kan ses som et billede på en seksuel akt.

Selv om episoden ligger snart 25 år tilbage, står den stadig klar for ham. Kango-hammeren vil han gerne have tilbage. Men han er aldrig blevet præsenteret for tilbuddet om at sige undskyld og vaske gulvet i Ungdomshusets sal.

– Det er også et råddent forslag. Husk på, at folk fra Ungdomshuset ikke bare smed gipsstykker i hovedet på mig og konfiskerede mit instrument. Alle dækkene på vores bil blev også skåret op, et vindue smadret og Blixas guitar stjålet, siger han.

Unruhs mål med musikken er at åbne for anderledes toner og klange og samtidig give publikum indtryk og intensitet. Han er vant til, at publikum lader sig rive med af musikken, men han troede aldrig, at han skulle blive såret på grund af sin kunst:

– De kunne have talt til mig eller slukket for strømmen, men i stedet blev jeg straffet.

I dag har han, udover et ar, stadig solidaritet med Ungdomshuset og dets 24-årige historie.

– Det var en selvrådende alternativ kultur. Et frit område som åbnede muligheder for mange. Det er sjældent nu om dage, siger Unruh.

Undskyld

… en byge at gipsstykker regnede ned, og vi var nogle, der kastede tilbage. Jeg havde det frygteligt bagefter, for måske var det mig, der ramte. Jeg er fredelig, selvom jeg nok var lidt vild dengang og eksalteret af stemningen. Balkonen var en vigtig del af scenografien i vores teater, så vi havde ikke brillerne på til at se det kunstneriske aspekt i lige netop den destruktion. Hærværk og tyveri bagefter var bare for meget. Men det var svært at se forskel i den vilde og morsomme og åndssvage og slagkraftige og politiske manifestations turbulens, som var vores dagligdag og kunstneriske udtryk. Jeg slog det hen som en del af legen. Når det ikke er blevet glemt, vil jeg hermed sige undskyld til Unruh med 25 års forsinkelse. Jeg håber det er blevet et flot og sexet ar?

KH en koncertgæst

Fotos fra koncerten

Jeg takker fotograf Robin Skjoldborg for lov til at bruge hans fotos fra koncerten i 1984. Her er hans oplevelse af koncerten:

En af de mest intense koncerter jeg har været til. Ligesom at være i en krigszone !
Jeg var på opgave med Søren Frank for musik bladet M.M.
Deres optræden i sig selv var hård og provokerende, hvilket gjorde at der ( som der ofte gjorde ) røg et par flasker op på scenen.
Det gad bandet ikke finde sig i. Unruh klatrede op på PA anlægget og gik i gang med at nedbryde balkonen, hvorefter der var lynch stemning.
Jeg lå ned foran scenen og prøvede at beskytte mig selv og mit kamera så godt som muligt for flasker og metalspåner 🙂

Stjernen Ligestillingsartisten Forretningskvinden og naboens rapkæftede datter

I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Af Lise Blom og Solveig Sandnes

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik

Film fra Ungdomshuset, Jagtvej 69 i 1984

Filmen Gobelin – en historie i Ungdomshuset tager dig med indenfor i Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Vi har filmet hverdag, fest og spektakulære aktioner i 1984 og 1985

“Hvor skal vi sove i nat” var et stort hit i 1980’erne, og det var også et spørgsmål mange i miljøet omkring Ungdomshuset måtte stille hinanden. Se Kulørte Klats overraskende fortolkning af hittet i filmen.

Filmen er desværre ikke længere tilgængelig på YouTube. Vi arbejder på at få den vist igen. Ønsker du at se filmen, må du skrive til blomlise@gmail.com

Filmen begynder med Kulørte Klats demonstration i 1984. Demonstrationen er en fortsættelse af åbningsdemonstrationen den 4. maj 1984, som blev afbrudt af Danmarkshistoriens dengang største masseanholdelse.

Ragna Wehding, Marianna Finnsdottir Krarup og Lise Blom skabte filmen med støtte fra det Danske Filmværksted og har copyright på filmen.

Børn med budskaber i Mali

I Mali giver en konkurrence i historiefortælling arrangeret af dansk-malinesiske Moussa Diallo børn mulighed for at udtrykke sig om vigtige emner i samfundet ved hjælp af teater, sang og musik

Af freelancejournalist Lise Blom
Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Øjnene lyner, når den grådige frue kommanderer med den lille pige i det slidte tøj. Lav mad, hent mad, vask op, lyder de konstante krav til pigen. Hun finder en tom gryde, da fruen og hendes forkælede datter har spist. Foran scenen sidder og står hundredvis af børn og voksne, som lever sig ind i det hjerteskærende drama og buher af utilfredshed.

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Historien om den forældreløse pige og familien, der udnytter hende er velkendt i alverdens eventyr og et populært tema, da 12 skoler i Mali konkurrerer i historie-fortælling. Men hvor vores Askepot lader sig redde af prinsen på den hvide hest, har afrikanske skolebørn andre og mere handlekraftige bud på, hvordan pigens fremtid kan forandres.

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Sulten og trist begiver pigen sig ud i skoven og finder ud af, at hun kan tale til træerne, så de sænker sig, og hun let kan plukke deres frugter. Den grådige frue og hendes forkælede datter går med i skoven og bliver forfærdede, da et træ adlyder pigens bøn og vokser nedad, så frugterne let kan plukkes. Men den grådige frue vil ikke lade chancen for lavt hængende frugter gå fra sig og sætter sig i træets krone og begynder at proppe sig med frugterne. Publikum jubler, da pigen beder træet rejse sig igen, mens den grådige frue desperat klamrer sig til træets krone.

Stykket bliver fortalt medrivende af skolen Tièba B fra Sikasso i det sydlige Mali og giver skolen en andenplads i finalen torsdag den 13. januar 2011.

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Historien lever op til konkurrencens krav om at have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Under mottoet ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” har den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo for andet år arrangeret en konkurrence i historiefortælling for skoleelever.

I 2010 forgik konkurrencen på 24 skoler i Bamako, Kati, Koulikoro og Segou. I år er konkurrencen flyttet sydpå til Sikasso og omegn og for første gang deltager også skoler fra landsbyer.

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Tre af de 12 skoler giver deres bud på en fortælling om den forældreløse pige, som bliver misbrugt af en grådig familie.  Landsby-skolen Kignan B fortæller, hvordan demokratiet bliver indført i dyreriget. Her vinder den muntre abe valget om at blive konge overfor modkandidaten den stærke løve. Modsat situationen i Malis naboland Elfenbenskysten lykkes det for aben at overbevise den tidligere hersker løven om, at det er bedst for riget, hvis de samarbejder i stedet for at bekæmpe hinanden.

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

Vinderen af finalen er den tydeligvis ressource-stærke privatskole Amadou Sogodogo fra Sikasso med et stykke om ikke at miste håbet. Et kongerige er konstant i krig, og kvinderne bliver beordret til kun at føde sønner, så de kan blive krigere i kongens hær. En kvinde nedkommer med en datter og bor i en hytte langt ude i skoven, indtil datteren en dag liver bortført. Årene går, og kvinden er blevet gal af savnet efter den forsvundne datter. Hun synger konstant en særlig sang, som var signal til, at datteren trygt kunne åbne døren til hytten. En dag bliver den gale mor ført til en konge i et fjernt rige, og det viser sig, at dronningen er den bortførte datter.

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Tredjeprisen går til endnu en skole fra Sikasso, der har kampen mellem det gode og det onde som tema. Forældrene til et handicappet barn beordrer storesøsteren til kun at gifte sig, hvis den nye ægtemand samtidig lover også at tage sig af den handicappede lillebror. Forældrene dør, og datteren afviser bejler efter bejler, indtil hun en dag siger ja. Hun forlader sin handicappede lillebror. I skoven møder han en djævel, der som alle djævle i malinesiske fortællinger er let kende, fordi han er hvid. Djævlen helbreder ham og skænker ham rigdom, så han kan indtage rollen som ny konge.

Undersåtterne valfarter til ham, for han deler ud af sin rigdom. En dag er det hans egen søster, der ikke genkender ham. Hun får ekstra meget og vender tilbage dagen efter. Men da får hun i stedet den kæde, som forældrene gav hende til gengæld for, at hun altid skulle passe sin bror. Da hun forlod sin bror, havde hun givet ham kæden, og hun bliver forfærdet, da hun opdager, hvem den nye konge er.

De ti-årige børn er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

De ti-årige børn fra Kouoro Village er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

Desværre må landsby-skolerne vende hjem fra finalen i Sikasso uden andre præmier end én for bedste danserinde. Hverken en historie om en forældreløs pige eller den om dyrenes valg falder i dommernes smag. Landsbyskolen Kouoro Village bruger humor i historien om de gamle mænd i landsbyen, som nægter landsbyens piger at komme i skole. En dag lykkedes det en pige at komme i skole, og da hun senere sender penge hjem til sin gnavne gamle far, vender stemningen blandt de gamle mænd.

Læs mere om Arc en Ciel på malinyt.dk

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.

Forlovelsefest i Mali – salt sikrer godt ægteskab

50 kilo salt skal sikre Lamenata et stærkt og holdbart ægteskab. Lamenata holder sig i baggrunden, da familie og venner fejrer hendes forlovelse

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er forlovelsesfest i Malis hovedstad Bamako, og hele dagen kommer festklædte kvinder for at fejre Lamenata. Den 20-årige Lamenata skal giftes og modsat så mange andre fra landsbyen Biry, har hun og den kommende ægtemand selv valgt hinanden.

Forskellen for Lamenata er, at hun er vokset op i Malis hovedstad Bamako. Da hun var to år døde hendes mor, og hendes far har aldrig vist den store interesse for hende. Derfor fulgte hun sin ældre kusine Coumba, da hun giftede sig og flyttede til Bamako.

Coumba er i dag vært for festen. Hun knokler med at lave mad, som bliver serveret i store fade for de mange gæster. Der er lejet stole, og vi sidder samlet om fadene med ris stegt med krydderier, kød, kål, auberginer, gulerødder, løg og hvidløg – en af Malis klassiske retter.

Efter maden går dagens vigtigste ritual i gang. To poser med 25 kilo salt bliver hældt op i et stort fad. Derefter går kvinderne i gang med at fylde små poser med salt. Der bliver bundet en knude på poserne og øverst lagt en mønt. Alle gæsterne får en pose med hjem. Saltet symboliserer et godt og stærkt ægteskab. I sovs giver salt smag og styrke til maden, og på samme måde skal ægteskabet være som en velsmagende kraftig sovs.

Dagens forlovelsesfest er for kvinder. Den kommende ægtemand deltager ikke. Nogle gæster er naboer og venner af Lamenata og hendes familie. Men de fleste er kvinder fra landsbyen Biry og omegn, som nu bor i Bamako. Kvinderne har små børn med. Et næsten nyfødt spædbarn har blødt krøllet hår, men det er ikke normalt i Mali. Kvinderne går i gang med at barbere håret af det skrigende barn. Huden skal være helt glat, så kvinden med barberbladet trykker hårdt. Bagefter er huden på hovedet grå, og spædbarnet falder udmattet i søvn.

Lamenata holder sig i baggrunden sammen med sine jævnaldrende veninder. Der går nogle timer, inden hun klæder om til sit nye tøj i blankt damaskvævet stof med broderier. Vi spiller ludo på en plade med fodboldspillere fra europæiske tophold. Når man slår en modspiller hjem, får man modspillerens brik, og modspilleren skal slå en sekser for at få brikken tilbage til sit eget hjem og derefter slå endnu en sekser for at få brikken ud igen. Jeg har åbenbart uheld i kærlighed, for jeg vinder stort med lidt strategisk hjælp fra de andre spillere og tilskuere.

Som traditionen foreskriver i Mali, kommer en griot og synger. Grioterne er en kaste af sangere, som gennem generationer kender de enkelte familier og deres historier. De fungerer også som budbringere, og sender familien en griot med tilbud om for eksempel et ægteskab, kan man ikke afvise tilbuddet. Det gælder om at holde sig på god fod med den lokale griot for at være sikker på at få en ordentlig hyldest.

Den kvindelige griot er en entertainer, som hurtigt får stemningen op på kogepunktet. Kvinderne danser, ligesom hun selv gør. Og på et tidspunkt kaster hun sig på jorden og ryster. Det ligner et epileptisk anfald. Hun bliver tilbudt vand at drikke men afviser. Uroen breder sig, indtil hun til sidst tager mod vandet og springer op, mens hun griner.

Da hun får øje på mig, beslutter hun sig for en ny hyldest. Grioten bliver hastigt opdateret på min forbindelse til familien, og så synger hun til mig.

– Du skal danse, får jeg at vide. – Hun synger dig stor.

Jeg danser, og kvinderne morer sig over teksten, som jeg ikke forstår. Derefter finder jeg en pengeseddel til hende. Senere på dagen vender hun tilbage, og der bliver improviseret et orkester, som spiller på dåser og træstykker, mens resten klapper den komplicerede rytme. Kvinderne danser en særlig dogon-kvindedans som opvarmning til bryllupsfesten.

Datoen for brylluppet er endnu ikke fastsat. Den kommende ægtemand er rejst til landsbyen.

Et traditionelt dogonbryllup varer i en uge, hvor alle fester – på nær brudeparret. De lever adskilt og er ikke med i de forskellige ritualer og danse. Efter syv dage, hvor alle andre har festet, er de gift og kan flytte sammen. Hvis begge ægtefæller ellers er der. For de unge arbejder ofte i byer langt væk eller i udlandet, så de kan godt blive gift uden at være til stede.

Det er situationen for Salimatou. Sidste år blev hun gift. Men hendes man arbejder i Elfenbenskysten, så hun har endnu ikke været sammen med ham. Hun er lige ankommet til Bamako. Da jeg besøgte Biry, ville hun gerne følges med mig til Bamako, men hun turde ikke spørge sin far om lov. Derfor ventede hun nogle dage og stak af fra familien.

Salimatou søger arbejde i Bamako for at tjene penge.  I mellemtiden bor hun hos Coumba. Familien har to små værelser til fem børn, Lamenata og Salimatou samt endnu en kusine Maimona. Maimona har boet i Bamako nogle år og er gravid. Hendes mand påstår, at barnet ikke er hans, så han har forladt hende.

Solveig Sandnes til musikalsk møde i isoleret landsby

Der bliver udvekslet musik og sange, da jeg tager musikeren Solveig Sandnes, hendes datter Vilma og filminstruktøren Stine Exler med til den isolerede dogonlandsby Biry

Af freelancejournalist Lise Blom

Bilen er lastet med sække med ris og salt, madolie, diesel, spagetti, appelsiner, sæbe og fodbolde. Ting, som gør lykke i en isoleret landsby i et af verdens fattigste lande Mali.

Vi kører mod nord fra Bandiagara, hovedbyen i dogonområdet midt i Mali. Der er 80 kilometers kørsel, selv om der ikke er så langt i luftlinie. Men området består af klipper og dybe klippespalter vekslende med flade vindblæste sletter med enkelte buske. Jeg skal se, hvilken indsats områdets landsbyer selv har gjort for at forbedre vejen. Og bortset fra en kort strækning, som ingen landsbyer åbenbart regner for deres nærområde, er der blevet fjernet og knust sten, fyldt huller og støbt fundament over de dybeste vandløb.

Med i bilen er den 10-årige Vilma, hendes mor Solveig Sandnes og filminstruktør Stine Exler. Det er anden gang, jeg tager nogle med til min landsby Biry, hvor der aldrig har været turister. Jeg kom her første gang i 1992 som forlovet med Abdoulaye. Dengang var landsbyen endnu mere isoleret. Sidst besøg af hvide var dengang, de franske koloniherrer tvangsudskrev unge mænd til kanonføde i anden verdenskrig. På trods af det blev jeg taget pænt imod dengang. For de ældre i landsbyen kunne jeg ligeså godt stamme fra byen Mopti lidt mere end 100 kilometer borte. For dem var alt udenfor bjergene fjernt og anderledes.

I dag er situationen helt anderledes. Landsbybeboerne rejser ivrigt, og unge kvinder og mænd tager til hovedstaden og udlandet for at arbejde. Der er fjernsyn og radio, og et besøg udefra er en kærkommen afveksling fra hverdagen.

Nogle kilometer inden landsbyen møder Nouhoun os på motorcykel. Hans far Ounde er min ex-svoger, og han er med i bilen som vejviser. Ounde konstaterer, at han aldrig har set hans teenager søn på en motorcykel før. Heldigvis tager han hensyn til sit høje blodtryk og reagerer ikke – men det er heller ikke hans motorcykel.

Vi ankommer til landsbyen, som er placeret på toppen af en klippe. Her venter beboerne på os. De unge mænd kommer med trommer og deres håndlavede geværer fyldt med hjemmelavet krudt. Vi bliver ledt op ad bjerget, mens kvinderne synger og klapper. Gennem en smal klippespalte og ind på en lille plads, hvor vi bliver placeret i midten, mens mændene danser om os. Geværerne med løst krudt bliver affyret ud over klippekanten, og bragene giver genlyd mellem klipperne.

Så er det tid til at spise. Vi får hirsegrød sødet med vilde rosiner og ris med kylling i et stort fad. Solveig får børnene til at synge med på ”Jeg har fanget mig en myg” og det lyder, som om dansk med let jysk accent er deres modersmål. Som den aktive igangsætter og skolelærer introducerer hun en håndlussinge-leg, hvor det gælder om at klapse modstanderen over hænderne. Børnene er stadig lidt skræmte. Det er et år, siden jeg var her sidst.

Efter en rundtur i landsbyen samles kvinderne for at spille musik. På en måtte banker to kvinder på en stor kalabas. En kvinde synger for, og resten svarer hende. Kvinderne klapper en rytme, der minder om spansk flamencomusik. Solveig optager kvinderne som del af hendes projekt Konokone. Det er et samarbejde mellem kvindelige musikere i Mali og Danmark.

Den timelange sang Talangé Né bliver normalt sunget til en kvinde, når hun skal giftes. Kvinderne synger på skift og giver gode råd om, hvordan bruden skal behandle sin kommende mand. Det er vigtigt at være rolig og ikke hidse sig op. Og så er der børnene; få mange børn, de er vejen til lykke og kærlighed. Selv om kvinderne står tæt, bliver der danset, og til sidst bliver en statue af en kvinde placeret i centrum. Vi er midt i et kvindeligt fællesskab ladet med power og energi. Forsangerne Kadia Traore, Fanta Dicko og Dicko Traore forklarede mig siden betydningen af sangen.

Inden solen går ned, forlader Solveig, Vilma og Stine landsbyen. De næste 11 dage er jeg landsbyens centrum.

Superstjernen Oumou Sangare viser sin succes og rigdom

Sangstjernen Oumou Sangaré stjæler billedet ved mindehøjtidelighed for tidligere premiereminister Mandé Sidibé

Af freelancejournalist Lise Blom
Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Da en sølvfarvet Hummer svinger ind på festpladsen, mister den traditionelle sangerinde, trommegruppen og danserne publikums opmærksomhed på den store festplads. Omkring 20.000 festklædte fremmødte følger bilen og jubler, da de kvindelige passagerer stiger ud. Oumou Sangaré står der skrevet med store bogstaver på den grå Hummer. Navnet fortæller, at det er områdets stolthed og en af Malis internationalt kendte musikere, der er ankommet. Vi er i den lille by Yanfolila i Wassoulou i det sydligste Mali nær grænsen til Elfenbenskysten.

Portrættet af den tidligere premierminister Mandé Sidibé var på plakater og de optrædenes tøj

Portrættet af den tidligere premierminister Mandé Sidibé var på plakater og de optrædenes tøj

Egentlig er vi til en mindehøjtidelighed for den tidligere premiereminister Mande Sidibe. Han er ligeledes fra området og døde i august 2009. På en tribune sidder hans efterladte kone, og hidtil har alle optrædener og taler været dedikeret hans minde. Men med et er situationen ændret. Alt fokus er rettet mod stjernen Oumou Sangaré.

Oumou Sangaré deler gavmildt ud af pengesedler fra sin gyldne håndtaske

Oumou Sangaré deler gavmildt ud af pengesedler fra sin gyldne håndtaske

Hendes gyldne håndtaske er fyldt med tykke bundter af nye pengesedler i værdien 1.000 og 2.000 cfa-franc ( 11 og 22 kroner). Pludselig optræder Oumou Sangarés navn i alle sange. Hver sangerinde priser hende. Oumou Sangaré rejser sig fra sin stol og træder hen til sangerinden. I sin taske finder hun en pengeseddel som hun i en stor gestus klister fast i sveden på sangerindens pande. Senere følger flere sedler, som hun lader regne ned over de optrædende. De traditionelle dansere kommer helt tæt på og bliver belønnet. Det samme gør de publikummer, der benytter chancen for at danse til musikken og samtidig hilse på stjernen. Jeg er i tvivl, om begejstringen gælder hendes person eller den prangende rigdom, hun er indbegrebet af.

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Solen forsvinder bag træerne, og festen er ved at være forbi. Det lokale jægersamfund har spillet traditionel begravelsesmusik på store blæseinstrumenter af træ. Brag ryster os, hver gang jægerne overrasker ved at affyre geværer ladet med løst krudt. Da griber Oumou Sangaré mikrofonen og synger de hits, som hele publikum kan synge med på. Efter et par numre kører den sølvgrå Hummer ind på pladsen.

Den traditionelle sangerinde mister publikums opmærksomhed, da Oumou Sangarés Hummer forlader festpladsen

Den traditionelle sangerinde mister publikums opmærksomhed, da Oumou Sangarés Hummer forlader festpladsen

En traditionel sangerinde overtager mikrofonen efter Oumou Sangaré, men endnu en gang er publikums opmærksomhed rettet mod den sølvgrå Hummer, der i disse omgivelser ser ligeså fremmed ud, som havde det været et rumskib.

Koncert i Bamako med Mama, som lægger publikum ned

Alle numrene ved koncerten kulminerer med et stykke instrumentalt kaos, som publikum er frie til at fortolke. Der bliver grint ligeså meget, som der bliver flirtet

Af Lise Blom

Sexappeal er det langt fra, da sangerinden Mama Koite indtager fliserne i haven på Malis Nationalmuseum, der i dagens anledning gør det ud for en scene. Den spinkle sangerinde går med små stive trin i sine stilletter klædt i en harekrishna-bleg orange kjole. Hun bærer guldfiligransmykker, briller og har umiddelbart en udstråling som en gammeldags skolefrøken.

Inden hun kommer på scenen, har det store band klimpret på hver sin solo, og det er en lettelse, da musikken endelig samler sig. Mama Koite har en kraftfyldt stemme, der stiger og falder på klassisk malinesiske sangerindefacon. Ud over band og to korsangerinder kommer en mand på scenen. Hvor Mama er pyntet, ligner han en, som ikke har fundet omklædningsværelset inden koncerten. Det lange hår er permanenetet glat og strøget på plads i nakken. På fødderne har han sportssko med små sugekopper op ad siderne, som ser ud til, at de kan bruges til at gå op ad vægge. Under knæet ender et par blå fodboldstrømper, og over knæet blafrer et par enorme røde shorts. Derudover har han en grumset stram t-shirt på.

Der er selvfølgelig en årsag til, at han er på scenen. Han kan bevæge sig, og hans dans er en lang glidende bevægelse. I dansen får han kamp til stregen af en uautoriseret danser, en høj ranglet fyr med parallele flænger i sine jeans. I begyndelsen sniger han sig frem og tilbage af usynlige lige linier, indtil musikken endelig eksploderer, som publikum tålmodigt har ventet på.

Danserne giver alt, hvad de har og får følgeskab af unge kvinder. Fyren med de flængede bukser kaster sig til jorden, og en kvinde danser hen over hovedet på ham med rullende hofter. Alle os, der nøjes med at være tilskuere, griner og jubler.

Ved næste musikeksplotsion kommer børnene på banen. Nogle har først lige lært at gå, og alligevel danser de lystigt uden forældre, der skal overbevise dem om, at de ikke skal være generte. På et tidspunkt kravler et barn, der endnu ikke kan gå på scenen for at være med. Han har fint sæt tøj på med vest og et slips i diagonale røde og hvide striber.

Det er den mest grinende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Da klokken bliver 18 springer tilskuerne op, og Nationalmuseets have er tømt på ingen tid. Næste torsdag klokken 17 er der koncert igen.