Kategoriarkiv: Artikler fra Mali

Søger du information og oplysning om Mali? Her er eksempler på artikler, jeg har skrevet til aviser, hjemmesider og magasiner

Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab:

Moderne medicinmand i Burkina Faso

Naturmedicin i Burkina Faso involverer normalt ofring af dyr og kontakt med forfædrenes ånder. Mød Lassina Diallo, som fremstiller moderne naturmedicin uden hokus pokus.

”Du kan slå folk ihjel med den uddannelse”. Så benhårde er kammeraternes kommentarer, da Lassina Diallo fortæller, at han vil uddanne sig til behandler i naturmedicin. Nogle driller ham med, at naturmedicin er et fag for gamle mænd. Andre betragter behandlere som heksedoktorer, der bruger magi og kaster forbandelser over folk.  Efter deres mening er det ikke et fag for en moderne ung mand som ham.

Lassinas butik ligger på hovedgaden i Ouo

Vi er i det sydvestlige Burkina Faso. En 192 kilometer lang hullet grusvej går gennem skov og bomulds-marker. Næsten midtvejs ligger Ouo, en lille by af boder og traditionelle huse af ler. En sjælden bil, minibus og lastbil ankommer i en sky af rødbrunt afrikansk støv, men kun få stopper længe nok til, at støvet når at lægge sig.

I en lillebitte butik og konsultation fremstiller og sælger den 22-årige Lassina naturmedicin. Siden 2013 har han skrevet 55 kvitteringer for salg af naturmedicin. Lassina har tillid til, at antallet af kunder vil vokse, for med sin uddannelse kan han hjælpe folk til et bedre helbred.

”Jeg har uddannet mig, og jeg er kommet ud af mørket. Nu har jeg viden om et fag, så jeg er forberedt på fremtiden”, siger Lassina.

Lassinas mest populære medicin virker mod forstoppelse, hæmorider og malaria

Det kan lyde som en kliche, når Lassina beskriver det liv, han levede for få år siden som mørke og nu betegner sig selv som oplyst. Men i Ouo foregår livet, som det har gjort i århundreder. På overfladen kan Lassinas kammerater se moderne ud med mobiltelefon, tv og måske en motorcykel. Men kun få har gået i skole, og endnu færre har uddannet sig. Nogle få huse har et solpanel, men ellers er her ingen elektricitet, og vandet kommer fra en fælles vandpumpe. Landmændene dyrker jorden på samme måde som deres bedsteforældre. Køer, geder og høns løber frit rundt og forvilder sig nogle gange ind i huse og på marker. En lille motorcykel koster 3.000 kroner og for at få råd til sådan en, er de unge tvunget til at rejse til storbyerne eller udlandet og arbejde. Når de ingen uddannelse har, kan de kun finde ufaglært arbejde og tjene omkring 300 kroner om måneden.

I Ouo er Lassina en sjælden fugl. Han er ung og ambitiøs, og han er blevet i Ouo. Han kan takke sin uddannelse for, at han har fået den nødvendige viden til at udvikle noget nyt og etablere sin egen forretning her. Han deler sin viden med familien, og de lytter. Lassina er i gang med at undervise sin storebror i moderne landbrugsteknik, der kan forbedre familiens udbytte. Det har han også lært på uddannelsen.

Lassina familie er flyttet fra landsbyen og bygget nye huse langs grusvejen, der forbunder de største byer i området. Lassinas bror sælger benzin i flasker, Deres lille tankstation hedder Total ligesom det største franske benzinselskab i Vestafrika. Ingen tvivl om deres ambition

Lassina er den midterste af fem børn. Den ældste søn skal overtage familiens landbrug, og pigerne skal lære at passe hus. Lassina er den første i familien, som kommer i skole. Men undervisningen i skolen foregår på fransk. I hans familie og i landsbyen taler alle sproget dioula, så Lassina lærer et sprog, han ikke kan bruge i hverdagen. Da han er færdig med skolen, ønsker han sig en uddannelse. Men det er svært, når alle uddannelserne foregår på fransk. Efter 10 års undervisning på fransk kan Lassina læse og skrive nogenlunde på fransk, men han taler ikke sproget.

I 2011 er Lassina 17 år. Han hører om en ny erhvervsskole, hvor uddannelserne foregår på de lokale sprog dioula og djerma. Det er den perfekte løsning for ham. Han kan få en uddannelse på sit eget sprog, uden at han skal frygte ikke at forstå undervisningen.
Uddannelsescentret Koutoura ligger 170 kilometer fra familiens hjem. Hans familie betaler et indmeldelsesgebyr, der svarer til 172 kroner, samt en sæk med 100 kilo majs til skolens kantine, så Lassina kan spise gratis på skolen.

Da Lassina og de andre 308 nye elever ankommer til erhvervsskolen, er han ikke klar over, hvilken uddannelse han skal i gang med. Det vigtigste for ham er at få en uddannelse. Det viser sig, at den nye erhvervsskole kun tilbyder to uddannelser. Den ene er indenfor landbrug og skovbrug, den anden er indenfor naturmedicin.

Filosofien bag uddannelsen er, at eleverne skal lære at udnytte og udvikle de lokale ressourcer. Landbruget og skovbruget kan blive mere effektivt, når de lokale bønder lærer om nye landsbrugsteknikker. Og naturen gemmer på en guldgrube af planter, som kan bruges til naturmedicin. Men mange af de nye elever bliver skuffede. De drømmer om uddannelser som mekaniker, syerske, frisør eller snedker, og over halvdelen rejser, da de finder ud af, at erhvervsskolen ikke vil ændre de tilbudte fag.

Lassina bliver. Han synes, at en uddannelse i naturmedicin lyder spændende, og det tiltaler ham at få en viden, hvor han kan hjælpe folk til at blive sundere. Naturmedicin er ikke et oplagt valg for Lassina. Hans viden om botanik rækker til at pege på karite- og mangotræer. Ingen i familien har tidligere beskæftiget sig med medicin.

Læs hele artiklen på U-Web.dk – Danidas portal om udvikling for børn og unge.
Der er magi i luften og frisk blod på feticherne, når man besøger en traditionel helbreder i Burkina Faso.

Kvindelig politiker kæmper for udvikling i Mali

Vælgerne i Tessalit i det nordlige Mali viste ved seneste valg til Malis Nationalforsamling i november 2013, at de bakker op om demokrati og endda en kvindelig kandidat. Mød Aïcha Belco Maïga, den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali.

Den lille kvinde ligner en rar bedstemor, der hygger om sin familie ligesom hovedparten af Malis kvinder i hendes alder. Men hendes telefoner ringer konstant, og hendes stab af mandlige hjælpere bringer stakke af dokumenter. Det afslører, at hun er en kvinde med indflydelse. Aïcha Belco Maïga er en af Malis få kvindelige politikere og medlem af partiet Rassemblement pour le Mali RPM (Samling for Mali). Ved seneste valg i 2013 blev kun 14 kvinder valgt til Nationalforsamlingens 147 pladser. Med et overbevisende valgresultat og en stærk politisk profil er Belco den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali. Hun er femte vicepræsident i den nuværende Nationalforsamling.

Kun et år forinden var Aïcha Belco helt uden politisk indflydelse i Kidal-regionen, hvor hun stammer fra. Dengang var hele det nordlige Mali nemlig besat af islamistiske oprørere. Islamisterne forbød kvinder at arbejde, og de skulle være helt tildækkede. Musik, cigaretter og sport blev også forbudt. Straffene var hårde. Folk blev piskede, fik hænder og fødder skåret af og et ungt par blev stenet til døde, fordi de ikke var gift. En franskledet international styrke jog islamisterne på flugt i begyndelsen af 2013, og da der senere på året skulle være valg til Nationalforsamlingen, stillede Aïcha Belco.

Det er den 7. april 2014, og denne dag begynder den årlige samling i Malis Nationalforsamling. Det svarer til Folketingets åbning i oktober. Men selv om det er en vigtig dag i en af Malis mest betydningsfulde bygninger, er her hverken lys eller aircondition. Bygningen er ligesom det meste af hovedstaden ramt af daglige strømsvigt. Temperaturen er langt over 40 grader, så Belco sveder i sit elegante tøj, som gerne skal holde sig pænt til åbningen senere på eftermiddagen.

Belcos historie begynder i 1962. Begge hendes forældre er analfabeter og har aldrig gået i skole. Faderen arbejdede som bager, og moderen passede huset. Belco voksede op i en typisk polygam storfamilie med flere koner og mange søskende. Men på ét punkt skilte hendes barndom sig ud fra de fleste børn i området. Belco kom i skole. Hun og hendes søskende blev den første generation i familien, som lærte at læse og skrive.

Den lille by Tessalit ligger midt i Sahara. Der er lige langt til Middelhavet, Atlanterhavet og Guineabugten syd for Vestafrika. Området er med 39.000 kvadratkilometer næsten ligeså stort som Danmark, men der er kun 16.289 indbyggere. Byen Tessalit har blot 3.600 indbyggere. Alle andre steder ville man kalde Tessalit for en landsby. Men her i den tyndtbefolkede ørken er byen en af de større, og Belco gør en del ud af, at Tessalit er en stor by, og at hendes familie er byboere.

Efter skolen blev Belco gift med en tolder. Hun fik seks børn, mens hun var ung. Senere uddannede hun sig til organisator inden for socialområdet. I 1997 blev hun leder af forvaltningen for børn, unge og familie i Kidal-regionen. Hun arbejdede med administration, men hun begyndte også at engagere sig i politisk arbejde.

– Jeg har været politiker lige så lang tid, jeg kan huske. Politik foregår ikke kun i politiske partier. Alle dine handlinger er politiske: Når du informerer og prøver på at overbevise andre, er det politik. Nogle gange er det nødvendigt at tage en politisk post, men for mig handler det ikke kun om poster og om at få magt. Politik handler om at bruge sin indflydelse, siger Belco.

Læs hele historien om Aïcha Belco Maïga på U-WEB.dk. Danidas hjemmeside for Børn og unge om u-lande.

Ingen opbakning til selvstændighed i Nordmali

Der er hverken tilslutning til selvstændighed eller til øget selvstyre i det nordlige Mali. Heller ikke i Kidal, som er hovedsædet for tuaregoprørerne MNLA. Ifølge en ny meningsmåling ønsker kun hver fjerde borger i Kidal øget selvstyre.

MNLA ved fredsforhandlingerne i Ouagadougou. Her accepterer de Malis terrortiale integretitet. Foto: MINUSMA, Blagoje Grujic via Flickr

96,4 procent af de adspurgte i en opinions-undersøgelse ønsker, at Mali skal forblive forblive et helt og udelt land. I det nordlige Mali er tilslutningen til staten Mali 87 procent, mens knap 12 procent af befolkningen ønsker øget selvstyre.

Derfor bør det internationale samfund støtte Mali i at bevare landet som én stat. Det mener den samfundsvidenskabelige statistikker Sidiki Guindo, som har gennemført undersøgelsen mellem 14. og 25. februar 2014. 3.495 personer fra de regionale hovedbyer deltog i den omfattende undersøgelse, der spurgte om holdningen til situationen i nord, til en retssag mod den kuppede præsident ATT, til arrestationen af lederne af militærjuntaen og til tilfredsheden med den nuværende præsident IBK.

Dagbladet Indépendant refererer den del af undersøgelsen, som handler om situationen i det nordlige Mali. Islamisterne er næsten fordrevet fra området, men der er stadig bevæbnede oprørere i byen Kidal. Det er oprørsgruppen MNLA, som hovedsageligt består af tuareger. De hjalp den franskledede Operation Serval med at fordrive islamisterne i begyndelsen af 2013 og har siden underskrevet en indledende fredsaftale med Malis regering.

MNLA er nu ansvarlig for den fredsforhandling, der – på papiret – skal bringe fred og udvikling til den nordlige del af Mali. Men indtil videre er oprørerne ikke blevet afvæbnede, som ellers er del af fredaftalen fra juni 2013.

Når man spørger befolkningen i de nordlige byer Timbuktu og Gao, mener henholdsvis 98,4 og 99,1 procent af de adspurgte, at oprørerne skal afvæbnes inden yderligere fredsforhandlinger. Tallet for hele Mali er 95,1 procent.

I Kidal er der størst opbakning til øget autonomi og selvstyre. Det går 26,9 procent ind for i Kidal, mens 12,5 og 7,5 procent af de adspurgte i Timbuktu og Gao har samme ønske.
Samlet er der opbakning fra 93,3 procent af de adspurgte til den linje, præsident IBK har lagt for forhandlingerne i nord.

Sidiki Guindo har på eget initiativ og for egne midler gennemført meningsmålinger op til Malis præsidentvalg i sommeren 2013, hvor han forudsagde resultatet meget nøjagtigt, ikke kun for vinderen af valget, men også for opbakningen til de andre kandidater.
Næste del af den aktuelle undersøgelse handler om kampen mod korruption i Mali og befolkningens oplevelse af, om der sker noget.

Uafvæbnede oprørere udfordrer freden i Nordmali

Da den franskledede operation Serval sidste år indtog Malis ørken, forsvandt de frygtede islamistiske oprørere som dug for solen. Men sporadiske angreb viser, at enkelte stadig er aktive. FNs fredsbevarende MINUSMA styrker er sat ind for at beskytte befolkningen, men aktionen går langsomt, og det giver militante grupper mulighed for at bide sig fast i området.

Udsigt over malis ørken fra et FN fly. Foto fra UN Mission in Mali via Flickr

Når pilot og fartøjschef Flemming Bo Madsen lander det gigantiske Hercules transportfly i ørkenbyen Kidal i Mali, er han så tæt på husene, at han kan lugte, om familierne skal have kylling, ged eller bare hirsegrød til middag. Husene af soltørret ler ligger op ad den bane af grus, der fungerer som lufthavn for den isolerede by. På trods af den hjemlige atmosfære er det ved landing og letning, at risikoen er størst for den danske besætning. Men indtil videre har han ikke følt sig truet.

I Kidal er det ikke Malis flag, som vejer i ørkenvinden, men oprørsgruppen MNLA, som hovedsageligt består af ørkenfolket tuaregerne. Kidal er den farligste by i Mali, trods tilstedeværelsen af fransk militær og FN-styrker. I efteråret blev to franske journalister bortført og myrdet, i februar blev fem medarbejdere fra Røde Kors kidnappet og en landmine ved lufthavnen beskadigede en bil fra nødhjælpsorganisationen Medecins du Monde.

På overfladen kan konflikten i Mali minde om den i Afghanistan. Begge steder kæmper islamister og krigsherrer fra forskellige etniske grupper. Der er skjulesteder i et uvejsomt landskab, og de kan blande sig med civilbefolkningen. Deres aktiviteter er finansieret af narkohandel og kidnapninger. Men i Mali forsvandt islamisterne, da internationale styrker med Frankrig i spidsen gik til angreb i januar 2013. Dengang deltog Flyvevåbenet i den franskledede Operation Serval. Siden januar har Herculesflyet været tilbage i Mali som dansk bidrag til MINUSMA.

Aktion med lav risiko
De 39 udsendte danske piloter, teknikere, forbindelsesofficerer og militærpoliti har base i Malis fredelige hovedstad Bamako tusind kilometer fra problemerne i nord.

Allan Jokumsen er ansvarlig for sikkerheden for de danske udsendinge i MINUSMA i Mali

”Jeg fik et chok, da vi kørte fra lufthavnen og ind til Bamako. Jeg så alt det affald, der lå og flød langs vejen. Hvis det var i Afghanistan, ville det betyde, at der var vejsidebomber. Det er anderledes her, så vi skal omstille os fra Afghanistan”, siger Allan Jokumsen på 36 år, som er seniorsergent i militærpolitiet på missionen i Mali.

”Her bliver vi budt velkommen med åbne arme. Folk er glade og smilende, man føler, at man kan stole på dem. I Afghanistan har jeg været med til at dele nødrationer ud til børn, og når vi kørte væk, smed de sten efter os.”

MINUSMA står for United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali og handler ud over militær tilstedeværelse også om forsoning mellem konfliktens parter. Det danske bidrag er et taktisk bidrag i form af et Hercules transportfly, der kan lande på meget korte og ujævne landingsbaner både dag og nat.

For de danske soldater er der en tydelig kontrast fra NATO-opgaver i Afghanistan med høj risiko til at arbejde under FN i et område med lav risiko.

”I Afghanistan boede vi i containere og så ikke så meget til lokalbefolkningen. Trusselniveauet var højere, så vi kunne ikke gå en tur på gaden. Her bor vi blandt folk”, siger den 44-årige Flemming Bo Madsen med flyvernavnet BOF.

Deres militærbase i Malis hovedstad Bamako ligger på et stort hotel, som også bliver brugt til konferencer og undervisning. De kakiklædte soldater er omgivet af mænd og kvinder klædt i alle regnbuens farver, som i klassisk konferencestil netværker ved kaffebordet i pauserne. Kommandocentralen har draperede gardiner og tunge duge, der når helt ned til gulvet.

Må man slå en kvinde?
”Det er første gang, jeg er FN udsending. I forhold til at være udsendt under NATO er det meget politisk korrekt. Det er udfordrende, fordi vi er mange forskellige nationaliteter, og det virker som om, man ved hver mission skal opfinde den dybe tallerken”, siger Allan Jokumsen og fortsætter:

”Ved introduktionen hørte vi et oplæg, der blandt andet viste en kvinde, som havde stjålet brændstof for at købe smykker. Vi blev spurgt, hvad hun havde gjort forkert, og om det var i orden at slå hende som straf. For os er svaret indlysende, men det skal forklares for andre.”

Flemming Bo Madsen forklarer, at det udover at være en militær aktion også er en humanitær aktion.

”Det er tydeligt, at vi er med til at gøre en forskel med vores fly. Høsten er slået fejl i Nordmali, og det er på tale, at vi skal flyve mad og vand til befolkningen. Der er dårlig infrastruktur, så transporten med flyet er en stor hjælp for folk. Som del af MINUSMA er vi med til at stabilisere situationen med ikke voldelige midler og med udviklingsopgaver”, siger han.

En til to gange om året er han udsendt til militæraktioner under vanskelige forhold. Sidste år var han også i Mali som del af Operation Serval. Det var med meget kort varsel og uden at vide særlig meget om området. Denne gang har de fået en gennemgang af konflikten og parterne i konflikten.

”Vi flyver i ukontrolleret luftrum, det vil sige, at der ikke er radardækning. Vi har selv instrumenter til at se andre fly, men vi skal fortælle dem på jorden, hvor vi er. Det skal de andre fly også, siger Flemming Bo Madsen.

For de danske flyvere er den største udfordring ikke risikoen i nord eller de vanskelige forhold. Det er, når deres arbejdskraft ikke bliver brugt effektivt, så de har dage uden opgaver.

”Der er udfordringer i MINUSMA, og projektet er måneder bagud. Der skulle være etableret militærlejre til MINUSMA styrkerne i byerne i nord. Men det er hæmmet af, at det ikke er nemt at levere logistik, og at lande alligevel ikke leverer de lovede styrker, som de har tilkendegivet,”, siger Hans Skovmose, som er major i Flyvevåbenet og leder det første hold af danske udsendinge.

Oprørere ikke afvæbnede
Der er kun 5.848 soldater ud af de 11.200 soldater, som er nødvendige for at gennemføre resolutionen fra FNs sikkerhedsråd. Det danske bidrag bringer blandt andet materiel til de lejre, som skal åbnes i nord.

En delegation fra FNs Sikkerhedsråd besøgte Mali i begyndelsen af februar og kom i forrige uge med en vurdering af situationen i landet. Under besøget blev udsendingene fra Sikkerhedsrådet præsenteret for Malis regerings plan for, hvordan Mali kommer ud af krisen.

”Vi vil holde øje med dem, når de opfylder deres forpligtelser”, udtaler Gérard Araud, som er Frankrigs faste repræsentant i FNs Sikkerhedsråd.

Han understreger, at planen kun bliver bæredygtig, hvis det er parterne selv, som finder løsninger på problemerne. De løsninger skal det internationale samfund bakke op om. Første skridt er at efterleve fredsaftalen fra Ouagadougou. Ifølge den skal alle soldater og oprørere indkvarteres i militærlejre og afvæbnes. Samtidig opfordrer FNs Sikkerhedsråd MINUSMA til snarest at indsætte den fulde styrke i det nordlige Mali.

Oprørere skifter alliance
I det sydlige Mali bliver befolkningen overrasket, når medierne beretter om angreb i nord. De regner med, at situationen blev løst med Operation Serval og derefter af FN-styrkerne. Men sandheden er, at hele processen med at stabilisere området og indlede forsoningsprocessen knap nok er gået i gang. Der er stadig masser af våben i det nordlige Mali.

MNLA oprørere i Kidal. Foto fra UN Mission in Mali via Flickr

”Frankrig valgte under Operation Serval at samarbejde med tuareg-oprørerne MNLA, fordi de kendte territoriet, og de kunne vise, hvor islamisterne gemte sig. Samtidig har der været frygt for, at Malis hær ville hævne sig på MNLA, som indledte konflikten og har tilført hæren et alvorligt nederlag. Derfor er de ikke blevet afvæbnet”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Mali.

Men nogle af de islamister, som forsvandt under Operation Serval, er del af MNLA i dag. Signe Marie Cold Ravnkilde forklarer, at oprørerne i nord skifter side efter, hvem der har det strategiske overtag. Da oprøret blev indledt af MNLA, blev de hurtigt nedkæmpet af islamisterne. Folk skiftede side til islamisterne. Da franskmændene gik ind i konflikten sidste år, blev MNLA til samarbejdspartner, og så meldte de sig igen under MNLAs faner for at bekæmpe terrorister.

”Officielt forhandler Malis regering og mæglerne ikke med islamister, men reelt forhandler de med personer, som de facto har kæmpet for islamisterne, og som har skiftet alliance, da det var mere opportunt for dem”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Islamister rekrutterer fortsat
Men der findes stadig en hård kerne af islamister, som det i første omgang lykkedes at flygte til nabolandene. De er nu ved at genopbygge deres kapacitet.

”Denne periode er relativ stabil, men de sporadiske angreb viser, at islamisterne stadig er der.  Angrebene sker for at vise omverdenen, er de stadig er aktive og for at kunne rekruttere. Der er forlydende om, at Al-Qaeda stadig deler penge ud til unge for at kæmpe for deres sag”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

I det sydligere Mali skelner befolkningen ikke mellem islamister og tuareg-oprørerne i MNLA. Det er MNLA, som nu står for freds- og forsoningsaftalerne med Malis myndigheder.

Signe Marie Cold Ravnkilde vurderer, at MNLA ikke har opbakning i befolkningen i Nordmali. Der er ikke opbakning til selvstændighed i befolkningen, og MNLA bliver stadig husket for de overgreb, de begik mod civilbefolkningen, da de indledte oprøret i 2012.

”På trods af at MNLA ikke har et folkeligt mandat, er det alligevel lykkedes dem at italesætte en utilfredshed med regeringen i det nordlige Mali, hvor befolkningen føler sig negligeret af staten. MNLA har taget repræsentanter fra andre etniske grupper ind i ledelsen og hævder, at de repræsenterer alle befolkningsgrupper. Men de repræsenterer stadig et mindretal. Hovedparten af befolkningen i nord ønskede ikke et oprør til at begynde med”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Hun forklarer, at MNLA er stiftet af en lille elite af intellektuelle fra adels- og krigerklanen blandt tuareger. Samme gruppe har stået bag gentagne oprør i 1960’erne og 90’erne. Oprørerne har givet den brede befolkning i Mali et ”tuareg-fatigue”. Folk er trætte af de gentagne oprør, og at hver gang noget er bygget op, bliver det ødelagt. Denne træthed medfører, at nogle tuareger bliver udsat for diskrimination. Den ansvarlige elite har ved de tidligere oprør stået for fredsforhandlinger, og som del af aftalerne har de selv fået vigtige stillinger i staten og i hæren.

”MNLA er dygtige til at kommunikere problematikker, folk kan genkende. Men de bliver også opfattet som en lille elite, der har lukreret på gentagne tuaregoprør”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Unge fristet af kriminalitet
I forbindelse med fredsforhandlingerne er de internationale arrestordre på mistænkte krigsforbrydere blevet ophævet, for at de kan deltage i processen.

”Efter oprøret i begyndelsen af 1990’erne var der en stor forsoningsproces, som befolkningen involverede sig i. Mange var rørte, da de så de mange våben gå op i røg ved en stor fredsceremoni i Timbuktu. Nu står befolkningen over for en ny forsoningsproces, og mange vil spørge sig selv, hvad det nytter, og om det vil få nogen betydning. Befolkningen føler en magtesløshed og modløshed”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Centralt i processen står ungdommen. Som mulige terrorister og oprørere bliver de unge set som en trussel samtidig med, at de også er nøglen til en fredelig udvikling. De unge bliver fristet til hurtige penge fra både Al-Qaeda og af internationale smuglere. Der har altid været smugling i Sahara. En gang var det dadler og fødevarer, i dag er det narkotika, og i byen Gao er nogle af byens kvarterer opkaldt efter smuglervarer.

”Grundlæggende kræver det internationalt samarbejde at stoppe den transnationale kriminalitet, ellers er det svært at give de unge et alternativ. Kriminalitet skal indebære en risiko for at gøre det mindre attraktivt. Men de unge skal også lære færdigheder, og der skal investeres i infrastruktur, så naturressourcerne kan udnyttes”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Artiklen har været bragt i en kortere version i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Fakta om forløbet

Oktober 2011
Gadaffis tidligere specialstyrker ankommer til Mali. Alene den 15. oktober ankommer 80 køretøjer med 400 bevæbnede mænd. Hovedparten er tuareger fra Mali, som har opholdt sig i Libyen i årtier.

Januar 2012
En alliance af tuaregoprørere i MNLA og islamistiske grupper angriber og henretter omkring 100 soldater på en militærbase i nord ved nakkeskud og halshugning.
Februar 2012 Store protestdemonstrationer i Malis hovedstad Bamako mod hærens forhold i Nordmali får præsident ATT til at miste al troværdighed i befolkningen.

Marts 2012
En gruppe unge militærfolk kupper magten i Mali.

April 2012
I kaos efter kuppet indtager alliancen af MNLA og de islamistiske grupper hele det nordlige Mali uden kamp. MNLA udråber den selvstændige stat AZAWAD, men bliver hurtigt nedkæmpet af de islamistiske grupper Ansar Dine, Mujao og Al-Qaeda. De deler området mellem sig og indfører streng sharialov. En tredjedel af befolkningen i nord flygter.

Januar 2013
Islamisterne rykker sydpå og truer med at indtage hele landet. Malis overgangsregering beder omverdenen om hjælp. FN giver mandat til en international militæraktion mod islamisterne. Frankrig indleder Operation Serval med støtte fra blandt andet Danmark.

Juni 2013
Islamisterne er flygtet, og MNLA og Malis overgangsregering underskriver indledende fredsaftale i Ouagadougou.

Juli 2013
Indsættelse af FNs fredsbevarende styrke MINUSMA i Mali. Den skal sikre fredelige demokratiske valg i Mali og stabilisere situationen i nord.

Juli/august 2013
Ibrahim Boubacar Keita vinder fredeligt præsidentvalg i Mali.

November/december 2013
Fredeligt parlamentsvalg i Mali.

Stjernen Ligestillingsartisten Forretningskvinden og naboens rapkæftede datter

I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Af Lise Blom og Solveig Sandnes

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik

400.000 manuskripter evakueret fra Timbuktu

Verdens kulturarv er i fare, når islamistiske ekstremister overtager magten. I Timbuktu ødelagde al-Qaida relaterede oprørsgrupper de kulturskatte verdenssamfundet og UNESCO udtrykte sin bekymring for. Men det lykkedes modige borgere at redde størstedelen af byens uerstattelige manuskriptsamling i al hemmelighed.

Foto Jeanette Land Schou. Et manuskript fra imamens samling i Timbuktu fotograferet i 2009. Det er nu i sikkerhed sammen med 400.000 andre manuskripter.

Det vakte forargelse, da internationale medier i januar 2013 viste billeder af brændende århundrede gamle historiske og religiøse manuskripter og manuskript-
æsker fra Timbuktus biblioteker i det nordlige Mali. På samme tidspunkt drog ejerne af manuskripterne, koran-lærde, konservatorer, forskere og bibliotekarer på byens 30 biblioteker et lettelsens suk. Kort tid efter islamisternes magtovertagelse i foråret 2012 gik de i gang med at evakuere næsten 400.000 manuskripter fra byen, så ilden fortærede kun en lille del af Timbuktus historiske arv.

”Jeg var klar over, at manuskripterne var truede allerede i juni 2012. På Al Jazeera, så jeg, hvordan islamister i Libyen angreb et mausoleum i nærheden af Tripoli. Ved siden af mausoleet lå et bibliotek med gamle manuskripter. Her brændte de alle manuskripterne. Den hændelse sagde mig, at jeg skulle være opmærksom, for islamisterne i Libyen og dem, der havde besat Timbuktu, var den samme slags. Da besluttede jeg, at vi måtte evakuere manuskripterne fra Timbuktu,” siger Abdel Kader Haïdara.

Abdel Kader Haïdara sørgede for, at Timbuktus manuskripter kom i sikkerhed

Abdel Kader Haïdara stammer fra en indflydel-sesrig og lærd familie i Timbuktu. Familiens bibliotek blev grundlagt i det sekstende århundrede af en qadi, som er den arabiske betegnelse for en dommer. Gennem generationer har familien virket som imamer, traditionelle ledere, lærere og handelsfolk. Biblioteket er gået i arv fra far til søn. Fra 1984 til 2002 var han tilknyttet det offentlige bibliotek og forskningscenter Ahmed Baba, og her indsamlede han 16.000 manuskripter til instituttet.

I dag er han leder af foreningen Savama – DCI, som arbejder på at beskytte og udbrede viden om manuskripterne og den muslimske arv, de rummer. Truslen mod manuskripterne har tidligere været ælde og termitter. Et stort internationalt projekt med at konservere, katalogisere og studere den omfattende samling af manuskripter har længe været i gang. Men i januar 2012 begyndte en konflikt, som på få måneder ændrede Timbuktu.

Islamister overtog byen
Da Gadaffi faldt i Libyen forsvandt våben og tidligere lejesoldater til det nordlige Mali. De sluttede sig til oprørske tuareger, som kæmpede for selvstændighed i Sahara.
Malis militær var for dårligt udstyret til at bekæmpe dem, og i protest kuppede militæret magten. Det skabte så meget kaos, at tuaregernes oprørsgruppe kunne indtage hele det nordlige Mali på få dage. Men tuaregernes nye kampfæller fra Libyen viste sig at være al-Qaida relaterede islamister med deres egen dagsorden, og de overtog hurtigt magten i Timbuktu og resten af de besatte områder.

”Islamisterne havde en politisk dagsorden. De ville ændre den måde, vi levede. Det var noget nyt for os,” fortæller Abdel Kader Haïdara.

Timbuktus biblioteker og manuskriptsamlinger bakker op om Abdel Kader Haïdaras plan om at evakuere manuskripterne. Det er langt fra første gang, de gamle manuskripter skal reddes, men denne gang er opgaven mere risikabel og omfattende end tidligere i historien. I første omgang bliver manuskripterne skjult i Timbuktu, men de islamistiske besættere begynder at plyndre private hjem for alt af værdi. Derfor vurderer Abdel Kader og redningsholdet, at det er nødvendigt at få dem ud af byen.

Det er en logistisk og risikabel udfordring at flytte 400.000 manuskripter, uden at nogen opdager det og uden at kunne bede befolkningen om hjælp. Der skal bruges flere hundrede personer, og hver enkelt udfører kun sin del af evakueringen en eller to gange for at hindre, at de bliver overvåget.

Evakuering med bil, æselkærre og båd
Aktionen varer et halvt år. På metalværksteder bliver der fremstillet 2.491 metalkufferter til at fragte manuskripterne af karosserier på udtjente biler. Hver sending indeholder kun to til tre kufferter for at undgå at miste et sort antal, hvis en sending går galt. Går der rygter om, at noget er på færde, må de holde lav profil i en uge.

I begyndelsen foregår det i firehjulstrækkere. Bilerne krydser Nigerfloden på en pram. Derfra er det 400 kilometer med patruljerende islamister og røverbander, før bilen er i sikkerhed i den del af Mali, som er kontrolleret af myndighederne. Den første halvdel er kontrolleret af islamisterne og går ad de hullede og tilsandede rester af en grusvej. Den anden halvdel er hæren flygtet fra, så her er ingen myndigheder overhovedet.
Fra byen Sevaré bliver kufferterne samlet og kørt til Malis hovedstad Bamako.

Vejen bliver lukket i december, og nu må de fragte kufferterne enkeltvis med æselkærrer til landsbyer langs Nigerfloden. Derfra bliver de staget videre i smalle træbåde, inden de kommer om bord på en lidt større motoriseret pinasse. Den er tungtlastet, og under hele turen er en person beskæftiget med at øse vand, som pibler frem med plankerne, der er tætnet med stofrester. Pinasserne sejler i rutefart mellem byer langs floden og efter tre til fem dage, når den Djenne, der er kontrolleret af Malis myndigheder.

Islamister ville skade fjenden
Mausoleer for muslimske helgener og dele af moskeer i Timbuktu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv kunne befolkningen ikke redde, så de blev revet ned. Destruktionen forargede, men den undrede også. For hvordan kunne islamister ødelægge monumenter og manuskripter, som er knyttet til deres egen religion?

Det har Albrecht Hofheinz en forklaring på. Han er lektor i mellemøst og afrikanske studier på Universitetet i Oslo og deltog i universitetets tiårige samarbejde med Timbuktus biblioteker, som endte i 2008. Albrecht Hofheinz har været konsulent på Fondo Ka’ti biblioteket i Timbuktu og har været med til at katalogisere bibliotekets samling.

”Det er blevet sagt, at islamisterne destruerede manuskripterne, fordi de indeholdt læring, som ikke var forenelig med deres egen fundamentalistiske tilgang til islam. Men det holder ikke. De manuskripter, som blev destrueret, var ikke udvalgt på grund af deres indhold, men fordi det var dem, islamisterne kunne få fat i,” vurderer Albrecht Hofheinz og fortsætter:

”Afbrændingen var en symbolsk handling for at udfordre og ramme deres fjende, og den fjende, det er os i vesten. Man kan sammenligne det med Buddha statuerne i Bamiyan i Afghanistan. De blev ødelagt, da vi i det internationale samfund viste vores bekymring, og at det var vigtigt for os at have kulturel adgang til dem”.

Derfor blev han og andre forskere bedt om tie om manuskripterne i håb om, at islamisterne ikke blev opmærksomme på deres værdi.

Ny trussel mod manuskripterne
Manuskripterne har historisk værdi, fordi Timbuktu er det ældste og mest indflydelsesrige lærested indenfor islam i Vestafrika. Albrecht Hofheinz afviser, at manuskripterne skulle vise, at man i Mali praktiserer en særlig blød form for vestafrikansk islam. Ifølge ham beskriver manuskripterne den samme islam som i de arabiske lande.
Men en del manuskripter indeholder mere end de oprindelige tekster.

”Dengang var papir en mangelvare, så der er også skrevet i bøgernes margener. Det er tekster, som ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige tekst at gøre. Det kan være en dagbog, astronomiske observationer eller handle om modtagelsen af en regeringsdelegation,” siger Albrecht Hofheinz.

Abdel Kader Haïdara forklarer, at emnerne for manuskripterne ud over religion er filosofi, astronomi, astrologi, historie, matematik, medicin, musik, biologi, fysik, kemi og geografi. Det ældste stammer fra det tiende århundrede.

”Der er tekster om, hvordan konflikter er opstået og løst, om god regeringsførelse, om menneskerettigheder, om børn og kvinders forhold og om vigtigheden af, at piger går i skole. Der er rejsebeskrivelser, tekster om slaveri, om landbrug, kvægavl og madlavning,” nævner Abdel Kader Haïdara.

Han søger sammen med lokale og internationale forskere at genoplive Timbuktu som center for viden. Det er en udfordring, for traditioner og adgang til viden gik tabt under den franske kolonitid. Da franskmændene for hundrede år siden begyndte at indsamle manuskripter og sende dem til Frankrig, murede ejerne dem inde i hemmelige rum. Manuskripterne var dermed utilgængelige for de lærde, og i samme periode blev det arabiske skriftsprog skiftet ud med latinske bogstaver. Så da Mali blev selvstændigt i 1960, havde ingen længere erfaring i at læse og tolke de gamle tekster.

Desværre har redningsaktionen vist sig at udgøre en ny trussel for manuskripterne, for i Malis hovedstad Bamako er klimaet fugtigere end det tørre ørkenklima i Timbuktu. Internationale midler er på vej, så konservatorerne kan beskytte alle 400.000 manuskripter, inden de bliver fragtet tilbage til Timbuktu.

Artiklen er bragt i kortere udgave i Weekendavisen uge 38 2013.

Læs mere om forskningsprojektet for manuskripterne i Timbuktu.
Støt indsamlingen til at bevare manuskripterne i Timbuktu.

Præsidentindsættelse i Mali

Hvem er med, hvem bliver nævnt og hvem er glemt på denne festdag i Mali? Befolkningen i Mali følger opmærksomt med i den store ceremoni, som i dag torsdag den 19. september fejrer Malis nye demokratisk valgte præsident Ibrahim Boubacar Keita, IBK.

Store billboards med IBK og de vragede præsidentkandidater minder os stadig om deres valgløfter

Denne dag markerer en ny begyndelse for Mali, en begyndelse som befolkningen hungrer efter. 26 statschefer er mødt op, flest afrikanske og så selvfølgelig Francois Hollande. For første gang er der statsbesøg fra Marokko med kongen Mohammed VI og hans følge på 300 mand. Hollandes tilstedeværelse viser, at Frankrig bakker op om Malis nye styre. Der har ikke tidligere været statsbesøg fra Marokko, da de afrikanske lande ikke anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara. Besøget kan tolkes som et tegn på, at Marokko i højere grad vil involvere sig i konflikterne i Sahara.

Fejringen foregår på et stadium med 55.000 inviterede gæster. Byens hovedgader har fået en kærlig hånd, og de bliver lukkede, hver gang de internationale gæster bevæger sig fra et punkt til et andet. Det er en betalt fridag, så befolkningen kan koncentrere sig om festen.

Forventningerne til IBK er enorme, og endnu tvivler kun få på, at IBK kan indfri løfterne om at få gang i økonomien og skabe national forsoning. Officielt har han allerede haft to uger som præsident, og på den tid har han allerede overrasket og skuffet nogle vælgere. Det er sket med den regering, han sammen med den nye premierminister har udpeget, og i sin officielle indsættelsestale den 4. september, hvor han fik overdraget magten.

Ved den officielle indsættelse den 4. september bemærkede befolkningen, at kupgeneralen Sanago ikke deltog i ceremonien. Det gjorde til gengæld den tidligere diktator Moussa Traore, der oven i købet blev hyldet som en stor republikaner af IBK. Overraskende fordi IBK var med i demokratibevægelsen, som bekæmpede diktaturet forud for et militærkup i 1991. IBKs svigerfar sad fængslet i mange år under Moussa Traore uden at komme for en dommer. Malis første demokratisk valgte præsident Alpha Oumar Konare deltog ikke i ceremonien på trods af, at han og IBK er gamle kampfæller, og at IBK var premierminister under Alpha Oumar Konare. Og Malis første præsident Mobido Keita blev slet ikke nævnt. Men siden er IBK set besøge Mobido Keitas enke, og efter sigende skulle Mobido Keita blive æret ved en ceremoni i oktober. Om ikke andet er befolkningen i Mali gode til at tilgive.

IBKs regering bliver ledet af Oumar Tatam Ly. Han er netop blevet gift med datteren af lederen af partiet URD, hvis præsidentkandidat Soumaila Cisse kæmpede mod IBK i anden runde af præsidentvalget, og som har lovet at være i opposition til IBK og den nye regering. Nogle mener, at det nye ægteskab viser, at Malis politikere er alt for tæt på hinanden. I hvert fald er der mange ægteskabelige forbindelse mellem familier i forskellige politiske partier. Om det så handler om kærlighed, om alliancer, eller at der er så få veluddannede mennesker i de cirkler, hvor politikerne begår sig.

Mange ministre i den nye regering har allerede været ministre i tidligere regeringerne. Det skuffer mange vælgere, som stolede på at IBK ville stille med et helt nyt hold. En af overraskelserne er den nye udenrigsminister Zahabi Ould Sidi Mohamed. Han er araber fra det nordlige Mali og veluddannet fra blandt andet Sorbonne Universitetet. I 1990’erne arbejdede han for den norske Folkekirkens Nødhjælp på projekter i Nordmali, men under et tuaregoprør i 1991-92 gik han med i Front Islamique Arabe de l’Azawad og blev koordinator for tuaregiske og arabiske oprørsgrupper. Han indgik fredsaftale med Malis regering i 1992 og har siden været velanset og tilknyttet FNs fredsmissioner i blandt andet Congo, Sudan og Somalia.

Et andet overraskende bud på en minister er den karismatiske borgmester for Bamakos fjerde kommune, Moussa Mara. Med sine 38 år er han ung i politik i Mali, og han skal lede et ministerium for byudvikling. Han er den eneste præsidentkandidat fra sommerens valg, som har fået plads i den nye regering. Hans parti Yelema betyder forandring, og partiets program bygger på værdier. Da det nydannede parti stillede op ved kommunalvalget i 2009 i Bamako fik det halvdelen af stemmerne. Partiet arbejder med basisdemokrati, hvor alle kan få indflydelse på beslutningerne. Partiets medlemmer glæder sig til at få indflydelse i regeringen, men kan basisdemokratiske værdier overleve i den politiske virkelighed på regeringsniveau?

Følg ceremonien direkte her I Mali er det ikke kun kvindernes dragter, som bliver kommenteret. Mændenes broderede og skinnende boubou’er er lige så imponerende, og kommentatorerne svælger i farver og design.

Stort flertal for IBK

Kortegerne af dyttende biler er begyndt i Bamako, efter at resultatet af præsidentvalget i Mali nu er offentliggjort. Som ventet har Ibrahim Boubacar Keita – IBK – vundet stort.

Store billboards med IBK og de vragede præsidentkandidater minder os stadig om deres valgløfter

Med 77,61 procent af stemmerne ved anden runde af præsident-valget er IBK en over- bevisende vinder. I denne runde af præsident-valget er det også lykkedes ham at opnå flertal i de fleste af de kredse, hvor Soumaile Cisse i første omgang havde flertal. Soumaila Cisse har fået 22,39 procent af stemmerne. I hans fødeby Niafunke opnåede han tre gange så mange stemmer som IBK, og han har også et spinkelt flertal i byen Djenne og i Burkina Faso, hvor blandt andet flygtninge fra det nordlige Mali har stemt.

Se det overordnede resultat her og resultatet fra valgkredsene fra Timbuktu til Tokyo til Brasilia og Berlin.

Trods skybrud på valgdagen nåede stemmeprocenten ved anden runde af præsidentvalget op på 45,78 procent af de stemmeberettigede. Men der var 92.920 ugyldige stemmer ud af de tre millioner afgivne stemmer.

Trods nederlaget for Soumaila Cisse vandt han en moralsk sejr i sidste øjeblik. Det skete, da han erkendte sit nederlag og ønskede Ibrahim Boubacar Keita tillykke allerede aftenen efter anden runde af præsidentvalget og længe inden resultatet blev offentliggjort. Den gestus vil blive husket i Mali.

Soumaila Cisse lover at være i opposition til den kommende præsident og regering. Det er en god nyhed for Malis demokrati, for det politiske liv har i den grad manglet en opposition, især under den kuppede præsident ATT.

Under ATT levede konsensusdemokratiet hvor alle – officielt – blev enige om alting. Internationalt regnede man med, at konsensusdemokratiet gjorde de politiske beslutninger levedygtige, da alle var enige om mål og midler. Men i realiteten var alle blevet købt eller overbevist, ved at de fik en fordel.

ATT’s filosofi var at give indrømmelser, løfter og gaver i den tro, at så ville folk blive tilfredse. Men nogle løfter var umulige at gennemføre, og grådigheden voksede. Kritikere og modstandere blev spist af med fordele, for eksempel i hæren, som nu har over 60 generaler.

Nu lover Soumaila Cisse og hans parti ‘Union pour la République et la démocratie’ (URD)at være i politisk opposition. Det bliver spændende at se resultatet. Især da der ikke er voldsom forskel på partiernes politiske målsætninger. Begge udspringer af samme parti ADEMA, der er med Internationale Socialister ligesom de danske Socialdemokrater.

IBK er Malis håb

Han er målrettet. Det er en mand, som holder sit ord og står fast på sine beslutninger. Han har festet i Paris, dyrket karate og er religiøs. Og så har IBK siden 1960’erne udviklet et netværk af internationale ledere.

Stemmesedlen med IBK, partiets initialer og symbol væven

Mali venter stadig på det endelige resultat af præsidentvalget søndag den 11. august, selv om alle kender vinderen.

Ibrahim Boubacar Keita blev født i bomuldens hovedstad Koutiala i det østlige Mali i 1945. Efternavnet Keita er – selv om det er et almindeligt efternavn – helt særligt i Mali. To gange tidligere har Keita’ere samlet Malis befolkning og bragt dem ind i en ny tid. Allerede i 1235 grundlagde Soundiata Keita det legendariske Mali-imperium og skabte fred mellem rivaliserende konger. Det var indledningen på en gylden epoke for Mali. Og da Mali blev selvstændig i 1960, hed den første præsident Mobido Keita i en tid med optimisme, hvor landet skulle finde sine egne ben.

Som 13 årig vandt IBK et legat fra kolonimagten Frankrig til at studere på et gymnasium i Frankrig. Han fik dog sin studentereksamen i Malis hovedstad Bamako, da hans mor bad ham om at komme hjem. Siden har han studeret historie og international politik på universitetet i Dakar i Senegal og på Sorbonne i Paris. Som studerende var han aktiv i studenterbevægelsen og lagde grund til et netværk af det, der senere er blevet til afrikanske og europæiske ledere.

I Frankrig levede han ikke kun i den akademiske verden. Han dyrkede karate på højt plan, festede og arbejdede på Citroën fabrikkerne og på det gamle fødevaremarked Hallerne i Paris.

Efter studierne har han forsket og undervist på universiteter i Frankrig. Han har arbejdet for større internationale organisationer og været Malis ambassadør i Elfenbenskysten, Burkina Faso, Niger og Gabon.

I 1992 gik han ind i politik og var udenrigsminister i 1993 og 1994 og premierminister fra 1994 til 2000. De første mange år var han medlem af det regerende parti ADEMA, men da partiet ikke udnævnte ham som præsidentkandidat, dannede han partiet Rassemblement pour le Mali (RPM) i 2001. Alle partier i Mali har et symbol, og RPM har valgt en væv som symbol. Det handler om at samle trådene, samarbejde og at skabe. Partiet er ligesom ADEMA og Socialdemokraterne i Danmark medlem af Internationale Socialister. Fra 2002 til 2007 var IBK leder af Nationalforsamlingen i Mali.

To gange tidligere har han stillet op til præsidentvalget i Mali. I 2007 var resultatet efter sigende manipuleret, så han gik glip af sejren. Hans tilhængere var rede til at gå i kamp for ham, men han talte dem til ro og sagde, at stabiliteten og freden i Mali var vigtigere end hans politik. Derfor er der folk, som nu seks år senere mener, at skæbnen endelig har rådet. Vinderen af præsidentvalget i 2007, ATT, blev afsat ved et militærkup og den retmæssige vinder af valget dengang bliver snart præsident.

For at være helt sikker har IBK allieret sig med en coach og det samme kommunikationsbureau Voodoo, som Elfenbenskystens nuværende præsident Ouattara benyttede i 2010. Efter sigende har han også – og valgets andre kandidater – ofret hos marabouter, som er lige dele muslimske vismænd og magikere.

Hans kone Aminata Maïga Keïta er leder af en kendt NGO i Mali Agir (at handle) og aktiv for at forbedre levevilkårene i Mali.

Valgresultatet er ventet torsdag og skal senest offentliggøres på fredag.