Tag-arkiv: Marokko

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Mystisk massage i Marrakech

Havde en mystisk oplevelse i Marrakech. Det føltes lidt som en drøm – en underlig en.

Aften i Marrakech, da verden igen var blevet hel normal og behagelig

Trængte til massage og havde ikke meget tid. Så da jeg så et skilt, der reklamerede med massage fulgte jeg pilene i smallere og smallere gyder. Til sidst sluttede gyderne ved et hus. Men labyrinten fortsatte ind i huset indtil jeg kom til en reception med en kvinde og en ung fyr.

Ville jeg have en mand eller en pige til at massere mig? Den unge fyr var vældig god, fik jeg at vide. Men jeg foretrak en pige.

Jeg spurgte om jeg kunne betale med kort, da jeg ikke havde kontanter.

Kun kontanter, men ingen problemer, jeg kunne bare give dem mit kort, så kunne de hæve for mig.

Da jeg afslog venligheden, og sagde de, at den unge mand kunne følge mig til pengeautomaten, så kunne jeg betale efter massagen.

Massøsen hentede mig og labyrinten fortsatte op ad trapper i et meget svagt oplyst hus. Et blåligt skær fra dårlige sparepærer. Der var lidt rødt plys over møblerne.

Jeg kom ind i en stue med nogle skabe, hvor jeg skulle lægge mit tøj. Først skulle en mand jages ud af stuen.

Iført morgenkjole kom jeg ind i massagerummet lige ved siden af stuen og kun adskilt af et forhæng.

–  Læg dig på briksen og slap af, kommanderede massøsen.

Den hjemmebyggede briks knagede og sejlede rundt, mens jeg lagde mig til rette. I hullet til ansigtet var kunstlæderet fastspændt med store nitter, der stak ind i panden. Ikke videre behageligt, så jeg fik ekstra håndklæder at lægge hovedet på.

Lidt efter gik massøsen i gang med fødderne. Det var helt fantastisk. Endelig at slappe af og hun var god. Men der gik ikke lang tid, så kunne jeg høre at der kom en mand i stuen. Massøsen gik ud til ham og talte lidt med ham inden hun kom ind til mig igen.

Derefter fulgte lyden af en raslen med nøgler i stuen og et skab blev åbnet.

Kort efter gik massøsen igen ud i stuen. Jeg kunne høre lyden af tøj. To lynlåse blev åbnet – en meget kort og en, en lille smule længere.

Der gik et øjeblik, så tænkte jeg, at lyden svarede til længden på lynlåsen i mit pengebælte, som lå i skabet.

Var det i virkeligheden mit skab og mine ejendele, der blev rodet igennem?

Massøsen var stadig ikke tilbage og hendes og mandens hvisken var en anelse hektisk.
Jeg rejste mig fra den knagende briks og tog morgenkjolen på. Men inden jeg nåede ud i stuen, var massøsen tilbage.

–  Relax, sagde hun og fik mig op på briksen igen.

Derefter var min afslapning slut.

Hvis det var mit tøj og de tog noget fra mig, hvordan ville de så forklare mig det? Der var kun få penge, en telefon og betalingskortet. Kunne jeg forvente at blive bedøvet og derefter vågne op i en gyde uden tøj og ejendele? Hotellet lå langt, meget langt fra centrum af byen og jeg havde et fly tidligt næste morgen.

Selv om massagen stadig var god, væltede mine tanker rundt i mit hoved. Og da jeg skulle vende mig, fik jeg dækket øjnene med et håndklæde. Heldigvis kunne jeg titte ud forneden og holde øje med om der kom andre ind i rummet.

Til sidst sluttede massøsen og bad mig om at slappe af i fem minutter.

Jeg skyndte mig i morgenkjolen og ud i stuen, hvor der sad endnu en mand. Han blev bedt om at gå, mens jeg åbnede mit skab og fandt mit tøj. Jeg er så rodet, at jeg ikke kunne se om der var blevet rodet endnu mere i skabet. Men mine ejendele var der.

Jeg bad om at komme på toilettet og blev ført gennem endnu mere dunkle rum. I et stort rum var der røde plyssofaer hele vejen rundt og et kæmpe bord i midten med underlig ting. En mand sad i hjørnet og ventede.

Nedenunder i receptionen sad der tre marokkanske mænd og en tysk mand henvendte sig i receptionen.

Min fornemmelse af at være gæst på et bordel blev stærkere.

Jeg havde planlagt at notere mig stedets navn, men da jeg gik mod pengeautomaten med en ung mand, glemte jeg alt om det. Snart stod jeg igen i Marrakechs sollys og mylder af mennesker. Og det føltes som en kort intens drøm.

Da jeg endelig fik netforbindelse spærrede jeg mit betalingskort.

Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

Lys og vand i Essaouira

Lyset er helt klart i Essaouira på Marokkos vestkyst. Byen ligger ud til havet, og her lugter af fisk på den gode appetitvækkende måde i de smalle gyder.

Jeg blev forelsket i det smukke lys i Essaouira. Om dagen lå verden badet i lys, og sidst på eftermiddagen glødede himlen i alle regnbuens farver. Det er måske lidt kikset at fotografere solnedgange, men jeg kunne ikke lade være.

Klik på billederne i galleriet for at se dem i fuld størrelse.

Efter middag trækker tidevandet sig tilbage og efterlader en bred strand af det fineste sand uden sten. Her promenerer bedstemødre og kærestepar, mens drengene spiller fodbold. Et par heldige betjente ser ud til at nyde at patruljere på stranden på deres smukke arabiske heste. Det er også muligt at leje en hest eller en kamel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det spirende forår i Ourikadalen

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.