Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Besøg i voodooland

Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?

En Zangbeto skal dirigeres

Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.

Bro til en anden verden

Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.

Bro over lagunen

Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?

På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.

Gud og under-guder

Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.

Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.

En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.

Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.

Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.

Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.

Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.

Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.

Forskellige karakterer

Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.

Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.

Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.

Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.

Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.

Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.

Ganvie, en by på vandet

Sikkerhed, først og fremmest sikkerhed. Det er årsagen til byen Ganvies placering. Her lever 20.000 mennesker i en by bygget på pæle midt i en stor sø.

Al færdsel mellem husene i Ganvie foregår med kano eller båd

Nu om dage kan det virke besværligt at skulle leve i et lille hus bygget på pæle i en sø. Når du skal besøge naboen, købe ind eller sende børnene i skole, må du padle i din kano. Men alt det, der i dag virker besværligt, beskyttede i fjerne tider indbyggerne. I tidligere tider hærgede krige og slavehandel og derfor søgte Ganvies daværende indbyggere tilflugt på søen.

Dengang herskede det mægtige Dahomey-rige, som blev rigt og magtfuldt ved at bekrige andre og mindre etniske grupper. Krigsfangerne blev solgt som slaver og fragtet til Nord og Sydamerika og de caribiske øer.

Men uanset hvor magtfulde herskerne i Dahomey var, så havde de et tabu. De måtte ikke bevæge sig på vand. Det nød Ganvies oprindelige indbyggere godt af. De etablerede sig i et lille samfund på søen Nokoué, som beskyttede dem. Søen var rig på fisk, så indbyggerne specialiserede sig i fiskeri og fiskeopdræt.

Ganvies indbyggere lever af fiskeri

Fiskeri og fiskeopdræt er stadig byens hovederhverv. Synet af den dynamiske og livlige by på vandet er selvsagt spektakulær, så nu om dage kommer der også turister til byen.

Et liv på vandet

Sidst på eftermiddagen sejler vi ud på Nokoué-søen fra byen Abomey-Calavi. Vores båd har en motor, så turen ud til Ganvie tager cirka 20 minutter. Det er søndag, og der er en livlig trafik på søen. Der er små både med fiskere, rutebåde med festklædte gæster, som skal til begravelse. Der er også vandbusser til Benins økonomiske hovedstad Cotonou. Nogle lange tomme både er smuglerbåde, får vi at vide. De sejler til Nigeria og henter billig benzin, som bliver solgt i store glaskarafler.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Omkring fiskefarmene står små pælehuse, hvor vagter om natten beskytter de opdrættede fisk mod fisketyve. Rovfugle som glenter og isfugle har en fest og kamikaze-dykker omkring os.

Nokoué-søen ligger tæt ved havet, så tre måneder om året er det en ferskvandssø, resten af året er der saltvand i søen. Dybden er mellem halvanden og tre meter, så ude i byen er der etableret øer til de større bygninger, som skole og virksomheder. Det er et multikulturelt samfund, som rummer både moske og forskellige kirker. Der er godt gang i baren, som ligger på en lille etableret ø. De dansende skal passe på, at de ikke skvatter i vandet.

Byens marked er selvfølgelig flydende, og vi ser mindre både bringe tungere varer ud, som brænde og keramikkrukker.

Størst indtryk gør drikkevandsforsyningerne. Dem er der kun fire af i byen, så der er lange kano-køer, der tålmodigt venter på frisk vand.

Ganvie er ikke den eneste vestafrikanske pæleby i en sø. I Benin har Nokoué-søen flere mindre pælebyer, ligesom der også findes lignende samfund i Ahémé-søen. I Ghana lever folk også i en by på pæle i Nzulenzu.

Unikt kulturlandskab i Togo og Benin

Fantasien fik frit løb, da Batammariba-folket ville forsvare og beskytte deres oprindelige kultur. De har bygget små borge i ler og skabt et magisk eventyrland, der nu er del af UNESCOs verdenskulturarv.

Batammariba-dansen minder mig om Dogon-folkets dans i Mali

Det gibbede i mig, da jeg så dansen. De lynhurtige lette trin og en overkrop helt i ro. Og trommernes rytme. Det lignede fuldstændig dansen fra Dogonfolket i Mali. En dans, som jeg indrømmer, at jeg aldrig har mestret, trods mange forsøg. Måske fordi det ene ben har flere trin, end det andet ben – og så går det lynende stærkt.

Vi er hos Batammariba-folket i Koutammakou i Togo. Et folk, der oprindeligt stammer fra det nuværende Burkina Faso. Så det er ikke kun dansen, der virker bekendt. Det samme gør den imponerende ler-arkitektur. Hvert enkelt hus er bygget som en lille borg, der kan beskytte familien. Her bliver husene kaldt for takienta.

Isolerede folkeslag

Batammariba-folket er endnu et eksempel på et folkeslag, der gennem århundreder har migreret fra sted til sted for at kunne bevare deres egen kultur, deres religion og beskytte sig selv mod krige og slavehandel. Nogle befolkningsgrupper migrerede til Malis ufremkommelige Dogon-bjerge, mens andre udviklede arkitektur, som små forsvarsværker, som jeg har set i Burkina Faso og nu også her i Togo og Benin. Måske viser dansen også et slægtskab?

Klik på billederne for at se dem i større størrelse

I det nordlige Benin og Togo lever mange mindre etniske grupper, som indtil for nylig har levet uforstyrret og isoleret fra omverdenen. I Benin bliver Batammariba-folket kaldt for somba af landets dominerende etniske grupper. Somba betyder nøgen og for 30-40 år siden brugte folket kun minimale klæder til at dække deres køn. Da jeg første gang rejste til Vestafrika i 1991, dækkede min meget tynde guidebog hele Vestafrika. Om somba-folket stod der en advarsel: Gå ikke ud af bilen, nærm dig ikke folket, med mindre du har en lokal guide med dig, som kan spørge om lov til et besøg. Dengang risikerede man ifølge Lonely Planet at blive ramt af en pil eller et spyd.

Verdens kulturarv

Koutammakou i Togo er nu beskyttet af UNESCO som bevaringsværdig kulturarv. De små en-families takienta-borge ligger spredt i et bakket klippeområde omgivet af baobab og andre gamle krogede træer. Det perfekte eventyrland for mig. Jeg føler mig straks hjemme.

De traditionelle takienta-huse er bygget af ler. I underetagen er der plads til husdyr. Øverst på husene er der bygget en platform med små stråklædte værelser og forrådskamre. I værelserne er man godt beskyttede, for man skal kravle ind gennem et lille hul i gulvhøjde. Den gang krigene hærgede havde man også forsyning af vand i husene, så man kunne klare sig som belejrede i en lang periode. Nu om dage har familierne bygget nyere og lettere tilgængelige huse. Men familiernes ældre familiemedlemmer sover stadig i de oprindelige huse.

Gifte og indviede Batammariba-kvinder bærer særlige hatte med horn

Som så mange andre oprindelige kulturer er der indvielser og riter for både drenge og piger, mænd og kvinder. Indviede og gifte kvinder kan smykke sig med en helt særlig hat med lange horn fra zebu-kvæg eller bøfler. Den er tung at bære og balancere med – særligt når man skal danse.

Hestedans i Sokode

Danser med heste

En rytmisk bund af trommer akkompagnerer de de dansende heste i Sokode i det nordlige Togo. De koncentrerede ryttere giver små signaler til heste, som finder ind i rytmen.

Der er farver, der er fart og der er elegance. Både heste og ryttere er udsmykkede og det virker som om de udgør en krop. Men tag ikke fejl af det smukke ydre. I gamle dage var hestedansen en krigsdans, som krigerne opførte for kongen for at vise deres mod og deres kontrol over hestene.

I dag danser hestene ved festivaler og særlige begivenheder. Denne dag skulle Togos præsident komme på besøg i Sokode og inden præsidentens besøg fik vi lov at beundre krigerne og deres imponerende heste.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Hjertevarm ferie i Marokko

Paradis er noget man skaber, ikke noget man finder. Det er en indsats for at skabe en bedre verden. At tro på frugtbarheden i det, der ligner et goldt landskab. Værktøjerne er kreativitet, hårdt arbejde og tålmodighed.

Foran mig virker højsletten uendelig. En bred dal flankeret af højere bjerge mod nord og mod syd. Bløde bakker og et snoet hjulspor. Stenet med enkelte lave tornede buske, som man skal være kamel eller ged for at sætte pris på. Nogle steder er jorden sort, andre steder er den grå, gullig eller glødende rød. Plastikposer lyser op i landskabet som skinnende juveler, selv om de egentlig er forbudte i Marokko.

Vi er på vej til et landbrug. Men for hver kilometer vi kører i det golde landskab, virker det mere og mere usandsynligt, at vi er på vej mod det ideelle sted til at anlægge en gård med frugtplantager. Og dog. I en dalsænkning stopper vi og forsyner os med naboens granatæbler. Der er sådan en overflod, at de fleste frugter allerede er eksploderede og kun sidder på grenene som en udtørret skal. Mine meget store jakkelommer bliver fyldte og tunge af de saftige frugter. Vi kører lidt videre og kommer til gården.

Klik på fotos for at se dem i stor størrelse

En plantage

Et syn møder mig. Nyplantede oliventræer i tusindvis, granatæbletræer, figen, vindruer, abrikos, ferskner og gult blomstrende courgetteplanter. En vandpumpe, et stort bassin og kilometer af vandslanger, der ligger som livliner til ørkenlandskabets nye beplantning.

To ualmindelige kælne røde katte byder velkommen, mens en grå kat går sine egne veje. Små indhegninger huser kaglende høns og brægende får og geder.

Jeg er imponeret. Hvem skulle tro, at denne jord faktisk er frugtbar og huser store vandreserver 50 meter nede? Vandinstallationen alene har kostet omkring 50.000 euro, dertil kommer de mange træer og arbejdskraften. Den marokkanske stat giver støtte, men først efter at landmanden har betalt og er kommet i gang.

Ejeren Driss Fakhredine har inviteret mig ud og opleve hans gård. Et stort bifald for at give liv til jorden og forvandle en gold stenørken til spirende frodighed. Jeg er gæst på Auberge des Cavaliers du Todra ejet af Driss og hans søde familie. En hjertevarm og gæstfri familie, som ikke bare opvarter sine gæster men også taler med dem, forklarer og giver forslag til aktiviteter. Udflugten til gården var sådan et forslag. Gården ligger næsten en times kørsel fra landsbyen Ait Baha med deres lille kro. Ud over overnatning arrangerer Driss også rideture på sine smukke heste.

Øst i Marokko

Da jeg skulle holde ferie i Marokko, fik jeg stedet anbefalet, bestilte et værelse og transport. Jeg havde travlt inden rejsen, så jeg havde jeg undersøgt, hvor stedet lå. Jeg vidste kun, at det lå langt fra Casablanca, hvor jeg landede med flyet fra København. Ved ankomst kunne jeg på telefonens kort konstatere, at jeg befandt mig i Atlasbjergene øst for Marrakech. Den nærmeste by hedder Tinghir og landsbyen hedder Ait Baha. Det er en smal dal i 1.400 meters højde. I bunden af dalen løber en lille flod omgivet af frodige haver. Kilden til floden springer inde i en imponerende kløft en kilometer fra landsbyen. 200 meter lodrette klipper tiltrækker turister, vandrere og klatrere.

Jeg gik lange ture ind i den 16 kilometer lange kløft. Der er en asfaltvej og også mulighed for at gå i flodlejet, når der er lavvande. Heldigvis er der ikke så meget trafik, og når den kommer, kan man tydeligt høre den, så man kan træde til side på den smalle vej.

Landsby af ler

Jeg besøgte også den gamle landsby med huse af ler i tre etager. Desværre har de fleste landsbyboere udskiftet de smukke gamle huse med nye cementhuse langs vejen. Så landsbyen ligger uberørt som en labyrint af høje lerhuse. Nogle steder går gyderne gennem mørke tunneller under husene, andre dele af landsbyen er faldet sammen. Fascinerende og fantastisk den dag alle familier har midler til at istandsætte deres gamle boliger. Jeg beklager, at jeg kun har taget billeder af ruinerne. Men ruiner er fascinerende ….

Om morgenen vågnede jeg langsomt, spiste morgenmad, hvor jeg vil fremhæve familiens egen olivenolie. Sammen med det nybagte brød er det nok den bedste olivenolie, jeg nogensinde har smagt. Jeg fik også lækker hjemmelavet aftensmad og dejlige friske frugter.

Selv om jeg havde ferie, måtte jeg ordne nogle arbejdsopgaver, så jeg havde ikke mulighed for heldagsudflugter. Men jeg gik lange ture hver eftermiddag og nød det imponerende landsskab og solens varme. Jeg følte en glæde, hver gang jeg så noget, der mindede mig om Mali, som jeg desværre ikke længere kan besøge. De traditionelle låse på dørene. De vilde frugter til salg på markedet. Dufte og lyde.

Det må blive næste gang! For jeg må helt sikkert tilbage til Auberge des Cavaliers du Todra og ikke mindst familiens gård for at opleve, hvordan paradiset folder sig frodigt ud.

Sightseeing i taxa

På tilbagevejen hyrede jeg Aziz og hans taxa til at køre mig til lufthavnen i Ouarzazate. Der er tre timers kørsel. Men jeg kombinerende turen med besøg undervejs. Vi var i Dades-kløften med forunderligt farvede og formede klipper. Min sidste nat i området kom under frysepunktet, så træernes blade skiftede farve til det gyldne og satte dermed endnu mere kolorit til landskabet.

I Skoura besøgte vi Kasbah Amridil. Desværre var det blevet sent, så jeg følte mig som en fotograferende kineser, der næsten løb gennem de labyrintiske gange. Næste gang skal jeg have bedre tid, en guide til at fortælle mig om kasbahen og tid til en tur i palme-oasen. Jeg tror, at en del af kasbahen er indrettet som hotel, så det vil være et perfekt sted at overnatte.

Ønsker du en ferie i samme omgivelser? Så kontakt Driss Fakhredine på mail: driss.fakhr@gmail.com eller på telefon: +212 0524895090 og +212 0618530790 /fransk og engelsk). Du kan også finde Auberge des Cavaliers du Todra på hotel-søgesider.

Ønsker du at hyre Aziz og hans taxa så ring på +212 672045330 (på fransk). Han kan også køre andre steder i Marokko, hvis du ønsker en længere rejse.

Tip hvis du rejser forår, efterår og vinter: Tag varmt tøj med, så du kan sidde udenfor på terrassen om morgenen og aftenen. Udsigten er fantastisk. I løbet af dagen ændrer de rå klipper  udseende, når solens stråler skaber nyt lys og  nye skygger. Om natten skaber fuldmånens lys et magisk landskab.

Jeg fløj til og fra Ouarzazate og kørte med taxa. Fra Marrakech er der også bus gennem bjergene med Supratours til Tinghir.

Essaouira – byen hvor slaverne blev superstjerner

I en verden, hvor lande bygger mure og lukker sig om egne kulturer, er Essaouira helt særlig. Den UNESCO beskyttede marokkanske by har altid åbnet sig for verden. Den lever og udvikler sig ved ny inspiration, nye fællesskaber og nye kunstneriske udtryk.

Riads med elegante gårdhaver, et imponerende fæstningsanlæg, kilometervis af sandstrande, glødende solnedgange over Atlanterhavet, elskværdige mennesker og fristelser i soukken med smukt kunsthåndværk og velduftende kropspleje. Maden er et kapitel for sig selv med en overflod af friskfangede fisk og skaldyr tilberedt med delikate krydderier. Og så er der musikken.

Festivalen for gnaoua-musik i Essaouira begynder med et optog gennem byens gader

I 2017 var det tyvende gang Essaouira indbudte til festival for gnaoua musik og kultur. Netop musikken rummer essensen af Essaouiras kultur og historie.

 

Link til festival d’Essaouira Gnaoua

En musikalsk fødsel

Mokhtar Gania blev født ind i musikken. Bogstaveligt talt.
En fødselslæge ville nok have frarådet det. Men familien Gania konsulterede ikke det vestlige sundhedsvæsen, da Mokhtars højgravide mor valgte at deltage i en lila. En lila-ceremoni varer hele natten og er både en musikalsk fest og en åndelig oplevelse, hvor de dansende går i trance. Et medium er i kontakt med ånderne, de dårlige skal uddrives, og de gode ånder kan helbrede de syge.

Mokhtars mor dansede, indtil smerten rev hende ud af trancen. Veerne var gået i gang, og hun forlod ceremonien for at føde.  Fødslen gik hurtigt. Og inden natten var ovre, var hun tilbage på dansegulvet med den nyfødte Mokhtar. Det var første gang, han blev vugget i søvn af de insisterende rytmer.

Maâlem Mokhtar Guinea fortæller om gnaoua-musikken i Essaouira

I et blafrende telt mødte Viktors Farmors udsendte den lokale superstjerne Maâlem Mokhtar Guinea. Hans familie hedder Gania. De er gnaoua og har i generationer været musikere og samtidig fungeret som healere med forbindelse til den åndelige verden. I gnaoua kulturen hænger musik og helbred nemlig sammen. Titlen Maâlem viser, at Mokhtar er en mester, Guinea er et kunstnernavn for at understrege de afrikanske rødder.

 

Slavernes lænker

Gnaoua var oprindeligt de afrikanske slavers kultur og religion. En musik med rødder dybt i Afrika, der i Marokko blev tilpasset islam. Et gennemgående instrument er store kastagnetter af metal. Lyden symboliserer slavernes lænker, og den er tilsat rytme og melodi fra trommer og strengeinstrumenter. Tidligere levede gnaoua-kulturen ved ceremonier i lukkede fællesskaber. Det ændrede sig i 1960’erne, hvor internationale kunstnere indenfor rock, blues og jazz begyndte at valfarte til gnaouaerne i Marokko.

Dengang Marokko var et fransk protektorat, spillede Mokhtars far blæseinstrumenter i den franske hærs tambourkorps. Derefter åbnede han en musikskole i Essaouira. I musikskolen underviste han i traditionel gnaouamusik, bigband og marchmusik, for musikere i kongens musikkorps.

Musikskolens mest kendte elev var Jimi Hendrix. Det var i 1969, mens Mokhtar endnu var spæd. For Mokhtar og hans søskende var skolen et musikalsk paradis, hvor de kunne boltre sig på alt fra traditionelle instrumenter til banjo og trompet.

Arabisk karneval

Mokhtar er fortsat med at eksperimentere og udforske musikken. Til årets festival spillede han med et lokalt hiphop band, og han har tidligere spillet med en mongolsk strubesanger, japanske og brasilianske musikere og superstjerner som Carlos Santana og Bill Laswell. Han turnerer internationalt og har spillet på både Roskilde Festivalen og Jazzhouse i København.

Klik på fotos for at se dem i større format

Fra at være slavernes musik er gnaoua kulturen i dag blevet anerkendt og populær i det marokkanske samfund. Arabere og berbere deltager i festivalens parader. Til dagligt er de klædt i ensfarvede djellaba, tshirts eller jakkesæt. Ved festivalen kæler de for farver, mønstre og skinnede stoffer. Musikken, de farverige udsmykninger og livsglæden minder om de sydamerikanske karnevaller, hvis rødder også stammer fra tidligere afrikanske slaver.

Festivalen i Essaouira har omkring 100.000 deltagere. Her er hverken mudder eller fulde mennesker. I stedet møder man en blanding af marokkanske unge og familier med små børn og bedstemor i kørestol blandet op med et internationalt publikum.

Om Essaouira

Den multikulturelle by

En muslingeskal i porten viser afskibningshavnen for katolske pilgrimme på vej til Santiago de Compostella, Davidsstjerner markerer det befæstede jødiske handelskvarter. Essaouira har helt fra grundlæggelsen i 1760 været en multikulturel by præget af handel og håndværk. Som en undtagelse fra Marokkos labyrintiske byer er Essaouira let at finde rundt i. Den daværende sultan hyrede nemlig en fransk byplanlægger. Dengang var den nordlige Afrika frygtet blandt søfolk for piratangreb og risikoen for at ende som slave. I Essaouira blev de europæiske lande inviteret til at oprette handelsstationer.

Det danske konsulat

Et af byens første og største huse er et dansk konsulat, som Danmark opførte i 1765-67. Danmark fik monopol på handel i havnen. Essaouira var dengang kendt som Timbuktus havn. Hertil kom karavanerne fra Sahara tungt lastede med eksotiske afrikanske varer som strudsefjer, guld og elfenben. Efter ti år gik Det Danske Afrika Selskab dog konkurs, og konsulatet lukkede. I dag er konsulatet en ruin, som venter på investorer.

Essaouiras slaver

Karavanerne medbragte et stort antal afrikanske slaver til Essaouira. De måtte gå gennem Sahara og blev solgt på slavemarkedet i Essaouira som hushjælp og bygningshåndværkere. De uheldigste mandlige slaver blev kastrerede og endte som eunukker i lokale rigmænds haremmer. I dag er der cafeer og butikker med kunsthåndværk på det gamle slavemarked. Men handelen med lænkede afrikanske slaver foregik ifølge en lokal så sent som i 1930’erne.

Den jødiske smykkekunst

Fatimas Hånd med David-stjernen

Det populære arabiske smykke Fatimas hånd er i Essaouira udsmykket med en Davids Stjerne. Tidligere var halvdelen af byens indbyggere jøder, og mange arbejdede som sølvsmede. Selvom jøderne nu er migreret til Israel, lever deres designs og håndværk videre i byens mange sølvsmede. En del af byens basar består af smykkebutikker og på en skole for sølvsmede kan man se smykkerne blive til – uden at blive presset til at købe. De fineste og spinkleste filigransmykker bliver fremstillet af unge kvinder med lange tynde fingre, der bedre end mændene kan styre deres hænder.

Flere indtryk fra Essaouira fra en rejse i december.

Eksotisk dansker i Nigeria

En gammel artikel, som jeg finder, da jeg rydder op i mine papirer. En artikel, der vækker minder om en særlig tid. Der er både gode, absurde og rædselsvækkende oplevelser. Velkommen til Biafra i Nigeria 1994.

Artiklen fra Daily Times Onsdag den 29. juni 1994. Klik på billedet for at læse artiklen i fuld størrelse.

Journalisten Maurice Archibong rejste til Nigerias forskellige byer for at støvsuge dem for historier, miljøer og specielle personer. Jeg var helt uvidende om, at jeg skulle blive til et portræt i avisen, og datoen på artiklen afslører da også, at artiklen først blev bragt lang tid efter vores møder i Oba.

Jeg kan nu se, at Maurice Archibong var en kendt journalist i Nigeria. Han boede nogle dage på et forlystelseskompleks i Oba, der var nabo til den skole, hvor jeg var i praktik i tre måneder i begyndelsen af 1994. Forlystelseskompleks er den bedste betegnelse, for hotellet fyldte et stort område langs med den befærdede landevej mellem Onitsha og kysten. Umiddelbart kunne komplekset se lukket ud, og jeg havde aldrig overvejet at besøge det, selv om jeg i weekenderne ikke havde så meget at give mig til på en næsten tom skole, og der var kun omkring en kilometer derhen.

Området husede et sportsstadium, et tivoli, en zoo, en natklub og en stor have med kitchede afrikanske hytter. Det hele var omringet af en høj mur, og det var derfor, det hele så så lukket ud. Det sydlige Nigeria var dengang præget af høj kriminalitet, og man skulle ikke gå udenfor efter mørkets frembrud. På hotellet kunne gæsterne komme i weekenden og havde adgang til alle forlystelserne uden at skulle bevæge sig udenfor.

Maurice Archibong inviterede mig på rundvisning. At området havde set bedre dage var en underdrivelse. Man skulle være en meget troende nigerianer med sikkerhed for, at gud holdt hånden over en, for at prøve tivoliets forlystelser. Den zoologiske haves stolthed var et par løver. De to dyr var desværre begge døde, men gæsterne skulle ikke gå glip af attraktionen. Derfor var de to indtørrede og udstrakte lig sat i spænd i et bur, så det næsten så ud, som om de stod oprejste. En enorm pythonslange levede stadig. Det gjorde en lille ged også. Den stod tøjret i pythonens bur. Men dens liv havde ikke lange udsigter, og det var geden tydeligvis klar over. Den lille krop rystede af angst, mens den ventede på, at den sovende python igen fik appetit og kunne sluge den i en mundfuld. Bare tænk på tegningen i ”Den lille prins” af en slange, der har slugt en elefant. Snart ville geden ende sine dage som en stor bule på en slange.

Jeg afslog tilbuddet om et natligt besøg i natklubben. Men i løbet af nogle underholdende dage guidede vi hinanden i området, hvor vi begge var fremmede. Jeg var med hos nogle ghanesiske rastafarier i eksil fra Ghana. Og jeg tog journalisten med til den lille flod, som gav drikkevand til Obas indbyggere, og hvor kvinderne vaskede tøj, og mændene stagede sig ud i sumpen og for at tappe palmevin. Det var en lille biflod til Nigerfloden, som jeg kendte så godt fra Mali.

Den eneste tegning jeg fik lov at tegne ved floden i Oba. Klik på billedet for at se det i stor størrelse

Flodbredden var mit favoritsted i Oba. Dengang tegnede jeg. Men efter en enkelt skitse blev jeg forbudt at tegne der. Forklaringen var, at folk var nervøse for, at stedet skulle blive kendt, solgt og derefter indhegnet. Men jeg måtte gerne komme ned til floden og købe frisktappet palmevin.

En enkelt gang vaskede jeg tøj ved floden, da der ikke var vand på skolen. Der var regler for, hvor man måtte vaske tøj. Det var selvfølgelig kvindernes opgave, og det skulle foregå på en mudret banke ude i floden, så kvinderne måtte vade gennem det mørke vand med vand op til livet. Da jeg selvfølgelig brød reglerne, bragte en enøjet beruset og venlig kanofører mig over på mudderbanken og hentede mig heldigvis tilbage igen, da jeg var færdig med vasken.

Jeg tænkte, at jeg godt kunne tage journalisten med til den lille naturperle. Han var begejstret og afslørede, at han ikke var vant til at drikke frisk palmevin. Det smager så meget bedre end palmevin, der er lagret bare nogle få timer. Gæringen er i fuld gang, og smagen bliver hurtigt ret ubehagelig. Men frisk og i godt selskab er palmevin perfekt.

Et andet sted ved Nigerfloden, hvor ingen forhindrede mig i at tegne. Klik for at se billedet i stor størrelse.

Oba er en landsby. Dengang med 60.000 indbyggere, og den dækkede et enormt areal, som jeg kun så en smule af. Jeg gik ikke så langt, mest til nogle små boder på den anden side af den befærdede landevej, hvor bilerne aldrig sagtnede farten – eller kunne drømme om at stoppe, hvis de ramte en fodgænger. Det var med livet i halsen, når jeg en gang om dagen sammen med de lokale løb over vejen for at gøre mine daglige indkøb. En dag blev jeg ført hen til en såret dreng, der ikke var kommet helskindet over vejen, uden at bilen var stoppet. Han klarede den heldigvis.

I skovene var der indrettet altre ved hellige steder, og det tydeligt, at jeg ikke var velkommen de steder. Jeg lyttede også til mine kollegers fortællinger om menneskeofre. Det skulle ifølge mine kolleger være de lokale rigmænd, der ikke skyede nogen midler for at bevare deres rigdom og magt. Om råheden var eftervirkninger efter Biafra-krigen eller en særlig lokal kultur, ved jeg ikke. Men samfundet i Oba var meget opdelt i rig og fattig.  Folk var søde og gæstfrie overfor mig og dem de kendte. Men der var ikke samme form for samarbejde og omsorg på landsbyniveau, som jeg havde oplevet i andre vestafrikanske lande som for eksempel Mali.

Hvis de risikable omgivelser ikke var nok til at holde mig på skolens område, var der røverne, der efter mørkets frembrud belejrede landevejen og skød efter bilerne, indtil de stoppede, og passagererne blev berøvede. Jeg oplevede, at vi måtte flygte fra skolens tag med kugler susende om ørerne ved et skyderi oppe på vejen. Nogle kilometer nede ad vejen var et makabert udstillingssted for ofre og kriminelle, der havde forsøgt at undslippe røvernes vilje.

Jeg blev chokeret, da jeg så en nøgen opsvulmet krop på vejen. Vi var i bil på vej til et bar for at få en fredagsøl. Men min vært og de andre passagerer reagerede ikke. Og da jeg spurgte til den nøgne krop, fik jeg svaret, at det sikkert var en myrdet kriminel, der lå der til skræk og advarsel. De andre tog det ikke så tungt. Jeg erindrede stedet og lærte at lukke øjnene og lade være med at trække vejret, når vi passerede. Antallet af lig steg efter sigende til fem, og det varede fem uger, inden nogle fjernede de udsmattede kropsrester fra vejbanen. Efter en uge var folk begyndt at blive oprørte, fordi det var så ulækkert, at de lå der.

Min lyst til at gå på opdagelse i de ellers smukke omgivelser var derfor stækket, og de fleste weekender tilbragte jeg næsten alene på den lukkede skole. Ud over at tegne og lave tekstiler læste jeg. Og uden adgang til tv og radio havde jeg god tid til at læse bøger. Som nævnt i artiklen måtte jeg rationere læsningen for ikke at løbe tør for læsestof. En tidligere dansk beboer havde efterladt alle udgaver af bladet Press, hvor jeg med fornøjelse læste hver eneste artikel.

Heldigvis var der også mange venlige og hjælpsomme nigerianere. En af dem blev endda rørt af artiklen og sendte en bog til skolen, så jeg havde noget at læse i. Det var ”Madame Bovary”, men jeg ved ikke, om personen havde nogen bagtanker med valget af roman, da artiklen først blev bragt lang tid efter, at jeg var rejst hjem.

Et andet minde fra Nigeria er fra dengang, da jeg kom til at spille med i en nigeriansk tv-serie. Måske har jeg været Nollywood-stjerne? Jeg ved det ikke, da jeg aldrig fik resultatet at se. Der var kun en optagelse og ingen prøver eller instruktion. Så det er en helt anden historie.

Mystisk massage i Marrakech

Havde en mystisk oplevelse i Marrakech. Det føltes lidt som en drøm – en underlig en.

Aften i Marrakech, da verden igen var blevet hel normal og behagelig

Trængte til massage og havde ikke meget tid. Så da jeg så et skilt, der reklamerede med massage fulgte jeg pilene i smallere og smallere gyder. Til sidst sluttede gyderne ved et hus. Men labyrinten fortsatte ind i huset indtil jeg kom til en reception med en kvinde og en ung fyr.

Ville jeg have en mand eller en pige til at massere mig? Den unge fyr var vældig god, fik jeg at vide. Men jeg foretrak en pige.

Jeg spurgte om jeg kunne betale med kort, da jeg ikke havde kontanter.

Kun kontanter, men ingen problemer, jeg kunne bare give dem mit kort, så kunne de hæve for mig.

Da jeg afslog venligheden, og sagde de, at den unge mand kunne følge mig til pengeautomaten, så kunne jeg betale efter massagen.

Massøsen hentede mig og labyrinten fortsatte op ad trapper i et meget svagt oplyst hus. Et blåligt skær fra dårlige sparepærer. Der var lidt rødt plys over møblerne.

Jeg kom ind i en stue med nogle skabe, hvor jeg skulle lægge mit tøj. Først skulle en mand jages ud af stuen.

Iført morgenkjole kom jeg ind i massagerummet lige ved siden af stuen og kun adskilt af et forhæng.

–  Læg dig på briksen og slap af, kommanderede massøsen.

Den hjemmebyggede briks knagede og sejlede rundt, mens jeg lagde mig til rette. I hullet til ansigtet var kunstlæderet fastspændt med store nitter, der stak ind i panden. Ikke videre behageligt, så jeg fik ekstra håndklæder at lægge hovedet på.

Lidt efter gik massøsen i gang med fødderne. Det var helt fantastisk. Endelig at slappe af og hun var god. Men der gik ikke lang tid, så kunne jeg høre at der kom en mand i stuen. Massøsen gik ud til ham og talte lidt med ham inden hun kom ind til mig igen.

Derefter fulgte lyden af en raslen med nøgler i stuen og et skab blev åbnet.

Kort efter gik massøsen igen ud i stuen. Jeg kunne høre lyden af tøj. To lynlåse blev åbnet – en meget kort og en, en lille smule længere.

Der gik et øjeblik, så tænkte jeg, at lyden svarede til længden på lynlåsen i mit pengebælte, som lå i skabet.

Var det i virkeligheden mit skab og mine ejendele, der blev rodet igennem?

Massøsen var stadig ikke tilbage og hendes og mandens hvisken var en anelse hektisk.
Jeg rejste mig fra den knagende briks og tog morgenkjolen på. Men inden jeg nåede ud i stuen, var massøsen tilbage.

–  Relax, sagde hun og fik mig op på briksen igen.

Derefter var min afslapning slut.

Hvis det var mit tøj og de tog noget fra mig, hvordan ville de så forklare mig det? Der var kun få penge, en telefon og betalingskortet. Kunne jeg forvente at blive bedøvet og derefter vågne op i en gyde uden tøj og ejendele? Hotellet lå langt, meget langt fra centrum af byen og jeg havde et fly tidligt næste morgen.

Selv om massagen stadig var god, væltede mine tanker rundt i mit hoved. Og da jeg skulle vende mig, fik jeg dækket øjnene med et håndklæde. Heldigvis kunne jeg titte ud forneden og holde øje med om der kom andre ind i rummet.

Til sidst sluttede massøsen og bad mig om at slappe af i fem minutter.

Jeg skyndte mig i morgenkjolen og ud i stuen, hvor der sad endnu en mand. Han blev bedt om at gå, mens jeg åbnede mit skab og fandt mit tøj. Jeg er så rodet, at jeg ikke kunne se om der var blevet rodet endnu mere i skabet. Men mine ejendele var der.

Jeg bad om at komme på toilettet og blev ført gennem endnu mere dunkle rum. I et stort rum var der røde plyssofaer hele vejen rundt og et kæmpe bord i midten med underlig ting. En mand sad i hjørnet og ventede.

Nedenunder i receptionen sad der tre marokkanske mænd og en tysk mand henvendte sig i receptionen.

Min fornemmelse af at være gæst på et bordel blev stærkere.

Jeg havde planlagt at notere mig stedets navn, men da jeg gik mod pengeautomaten med en ung mand, glemte jeg alt om det. Snart stod jeg igen i Marrakechs sollys og mylder af mennesker. Og det føltes som en kort intens drøm.

Da jeg endelig fik netforbindelse spærrede jeg mit betalingskort.

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Telefonen forandrer verden

Jeg har fået min første Facebook-ven i Biry. Når jeg tænker tilbage på mit første besøg i Biry i april 1992, er det en utrolig teknologisk udvikling.

Midt i bedet med søde kartofler sidder Youssouf. Telefonen er selvfølgelig med.

Dengang i 1992 rakte min fantasi slet ikke til at forstille sig hverken smartphones, sociale medier eller muligheden for at kunne kommunikere globalt til en rimelig pris – hverken i Malis mest utilgængelige områder eller i Danmark.

Jeg husker stadig telefoncentralen i Mopti, hvor jeg kun havde råd til enkelte opkald på en skrattende forbindelse og ekkoet af mine sætninger blandede sig med samtalepartnerens svar.

Men udviklingen har ikke kun været teknologisk. I 1992 var Biry et isoleret samfund. Indbyggere gik til fods og fik indblik i omverdenen, når de besøgte et marked. Enkelte havde været i udlandet for at arbejde, en havde været i Saudiarabien, en anden i Gabon, en del havde været i Elfenbenskysten og en havde arbejdet i Senegal. Deres historier fra den store verden vakte opsigt. De fortalte om flyvemaskiner, brede veje, høje huse og om et tv, der kunne vise levende billeder.

I 1992 kiggede min daværende svigermor Sah på sin søns fotos. For hende var billeder symboler, og hendes øjne var ikke vant til at tolke virkeligheden afbilledet i to dimensioner. Når hun kiggede på et foto af et ansigt, pegede hun på øje, øje, næse, mund og kunne på den måde konkludere, at det var et ansigt.  De yngre i landsbyen var vant til at afkode billeder.

Maisada er teenager og barnebarn af Sah. Hun er taget til hovedstaden Bamako for at arbejde og tjene penge. Dem har hun blandt andet investeret i en smartphone.

Få år senere begyndte de unge i Biry at rejse ud for at arbejde. Enten tog de til hovedstaden eller til omkringliggende lande. Verden og dens muligheder kom tættere på. Kvinderne i Biry samles ved fester og bryllupper og synger fællessange. En af sangene handler om deres længsler efter et andet liv og at komme ud og se verden. Første gang jeg var i Biry ønskede de sig i sangen til Bandiagara 60 kilometer fra landsbyen. Den lille by lokkede med vand og elektricitet og fester. Kvinderne synger stadig den samme sang, men teksten er blevet ændret. Målet er ikke længere den støvede provinsby Bandiagara. Nu drømmer de om Abidjan og Lagos og glamourøse verdener, de kender fra tv serier og musikvideoer.

Alle familier i Biry har i dag en telefon, og skolens lærere har smartphones. Ud over prisen er det en udfordring for Birys indbyggere, at de færreste kan læse og skrive og dermed udnytte alle telefonens funktioner. De tager selv fotos og videoer til fester. Men på nær byens lærere kan de ikke bruge internettet til at søge efter underholdning og information. De får i stedet uploadet videoer på deres telefon på markedet. Så de ser mange af de samme sjove videoer, vi deler på Facebook.

Om aftenen samles folk i grupper og drikker te sammen. Men ligesom i Danmark bliver der ikke længere talt så meget som for få år siden. I stedet sidder folk i små grupper og ser video på deres telefoner. I stedet for at folk selv spiller musik og synger, har telefonerne overtaget med hver sin melodi.

Når folk tjener penge, bliver de investerede i nye telefoner og i taletidskort. I begyndelsen af mobiltelefonernes tidsalder, ønskede teleselskaberne ikke at investere i mobildækning på landet i Mali og andre afrikanske lande, fordi befolkningen havde så lidt købekraft. Men så opdagede teleskaberne, at fattige mennesker havde store behov for at kommunikere og var villige til at betale en procentvis enorm del af deres sparsomme indkomster på at tale i telefon. Så nu er der dækning næsten overalt i Mali. Ikke en god dækning, så vil man på internettet i Biry, er det bedst om natten.

På markedet bliver der ikke kun uploadet underholdning på de unge mænds telefoner. Det er også her, at islamisterne får spredt deres propagandavideoer. Jeg er blevet vist propagandavideoer i Biry, men det har været propagandavideoer i kampen mod islamister.