Tag-arkiv: Burkina Faso

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Moderne medicinmand i Burkina Faso

Naturmedicin i Burkina Faso involverer normalt ofring af dyr og kontakt med forfædrenes ånder. Mød Lassina Diallo, som fremstiller moderne naturmedicin uden hokus pokus.

”Du kan slå folk ihjel med den uddannelse”. Så benhårde er kammeraternes kommentarer, da Lassina Diallo fortæller, at han vil uddanne sig til behandler i naturmedicin. Nogle driller ham med, at naturmedicin er et fag for gamle mænd. Andre betragter behandlere som heksedoktorer, der bruger magi og kaster forbandelser over folk.  Efter deres mening er det ikke et fag for en moderne ung mand som ham.

Lassinas butik ligger på hovedgaden i Ouo

Vi er i det sydvestlige Burkina Faso. En 192 kilometer lang hullet grusvej går gennem skov og bomulds-marker. Næsten midtvejs ligger Ouo, en lille by af boder og traditionelle huse af ler. En sjælden bil, minibus og lastbil ankommer i en sky af rødbrunt afrikansk støv, men kun få stopper længe nok til, at støvet når at lægge sig.

I en lillebitte butik og konsultation fremstiller og sælger den 22-årige Lassina naturmedicin. Siden 2013 har han skrevet 55 kvitteringer for salg af naturmedicin. Lassina har tillid til, at antallet af kunder vil vokse, for med sin uddannelse kan han hjælpe folk til et bedre helbred.

”Jeg har uddannet mig, og jeg er kommet ud af mørket. Nu har jeg viden om et fag, så jeg er forberedt på fremtiden”, siger Lassina.

Lassinas mest populære medicin virker mod forstoppelse, hæmorider og malaria

Det kan lyde som en kliche, når Lassina beskriver det liv, han levede for få år siden som mørke og nu betegner sig selv som oplyst. Men i Ouo foregår livet, som det har gjort i århundreder. På overfladen kan Lassinas kammerater se moderne ud med mobiltelefon, tv og måske en motorcykel. Men kun få har gået i skole, og endnu færre har uddannet sig. Nogle få huse har et solpanel, men ellers er her ingen elektricitet, og vandet kommer fra en fælles vandpumpe. Landmændene dyrker jorden på samme måde som deres bedsteforældre. Køer, geder og høns løber frit rundt og forvilder sig nogle gange ind i huse og på marker. En lille motorcykel koster 3.000 kroner og for at få råd til sådan en, er de unge tvunget til at rejse til storbyerne eller udlandet og arbejde. Når de ingen uddannelse har, kan de kun finde ufaglært arbejde og tjene omkring 300 kroner om måneden.

I Ouo er Lassina en sjælden fugl. Han er ung og ambitiøs, og han er blevet i Ouo. Han kan takke sin uddannelse for, at han har fået den nødvendige viden til at udvikle noget nyt og etablere sin egen forretning her. Han deler sin viden med familien, og de lytter. Lassina er i gang med at undervise sin storebror i moderne landbrugsteknik, der kan forbedre familiens udbytte. Det har han også lært på uddannelsen.

Lassina familie er flyttet fra landsbyen og bygget nye huse langs grusvejen, der forbunder de største byer i området. Lassinas bror sælger benzin i flasker, Deres lille tankstation hedder Total ligesom det største franske benzinselskab i Vestafrika. Ingen tvivl om deres ambition

Lassina er den midterste af fem børn. Den ældste søn skal overtage familiens landbrug, og pigerne skal lære at passe hus. Lassina er den første i familien, som kommer i skole. Men undervisningen i skolen foregår på fransk. I hans familie og i landsbyen taler alle sproget dioula, så Lassina lærer et sprog, han ikke kan bruge i hverdagen. Da han er færdig med skolen, ønsker han sig en uddannelse. Men det er svært, når alle uddannelserne foregår på fransk. Efter 10 års undervisning på fransk kan Lassina læse og skrive nogenlunde på fransk, men han taler ikke sproget.

I 2011 er Lassina 17 år. Han hører om en ny erhvervsskole, hvor uddannelserne foregår på de lokale sprog dioula og djerma. Det er den perfekte løsning for ham. Han kan få en uddannelse på sit eget sprog, uden at han skal frygte ikke at forstå undervisningen.
Uddannelsescentret Koutoura ligger 170 kilometer fra familiens hjem. Hans familie betaler et indmeldelsesgebyr, der svarer til 172 kroner, samt en sæk med 100 kilo majs til skolens kantine, så Lassina kan spise gratis på skolen.

Da Lassina og de andre 308 nye elever ankommer til erhvervsskolen, er han ikke klar over, hvilken uddannelse han skal i gang med. Det vigtigste for ham er at få en uddannelse. Det viser sig, at den nye erhvervsskole kun tilbyder to uddannelser. Den ene er indenfor landbrug og skovbrug, den anden er indenfor naturmedicin.

Filosofien bag uddannelsen er, at eleverne skal lære at udnytte og udvikle de lokale ressourcer. Landbruget og skovbruget kan blive mere effektivt, når de lokale bønder lærer om nye landsbrugsteknikker. Og naturen gemmer på en guldgrube af planter, som kan bruges til naturmedicin. Men mange af de nye elever bliver skuffede. De drømmer om uddannelser som mekaniker, syerske, frisør eller snedker, og over halvdelen rejser, da de finder ud af, at erhvervsskolen ikke vil ændre de tilbudte fag.

Lassina bliver. Han synes, at en uddannelse i naturmedicin lyder spændende, og det tiltaler ham at få en viden, hvor han kan hjælpe folk til at blive sundere. Naturmedicin er ikke et oplagt valg for Lassina. Hans viden om botanik rækker til at pege på karite- og mangotræer. Ingen i familien har tidligere beskæftiget sig med medicin.

Læs hele artiklen på U-Web.dk – Danidas portal om udvikling for børn og unge.
Der er magi i luften og frisk blod på feticherne, når man besøger en traditionel helbreder i Burkina Faso.

Burkina Fasos søde paradis

Selv vejene er belagt med sukker i Banfora. Den lille by i det sydvestlige Burkina Faso er synonym med sukker.Og så er her fantastisk natur

En svag duft af karamel byder en velkommen, og man kan næsten smage sukkeret i luften. For at holde på støvet overrisler en tankbil grusvejen med melasse. Rejsebureauet Viktors Farmor kører lige bag, og vores bus bliver kandiseret i en smuk gyldenbrun farve. En autolakerer kunne ikke have tonet farven smukkere. Chaufføren er mindre begejstret. Sukker glasuren ligger som en hård skal på bussens lak.

Duften af karamel kommer fra en sukkerrørsmark, der bliver brændt af. Det sker for at jage krybet på flugt, inden høstarbejderne rykker ind med macheter.

Sukkermarkerne fylder en bred dal og vidner om en frugtbarhed, der er mulig med omfattende kunstvanding i Burkina Faso, hvor regnen kun falder tre til fire måneder om året. Der er kontrol, inden man kører ud af sukkermarkerne. Det er Ok at smage på sukkerrørene, men man må ikke tage dem med hjem. Så skolebørnene mæsker sig i sukkerrør på vej hjem fra skole.

Første gang jeg besøgte Banfora var i 1992, hvor guidebogen havde ofret nogle få linier på byen og området. Dengang cyklede vi rundt. En fisker tog os med ud at se på flodheste i Tengrelasøen og grillede fisk til vores frokost. Vi havde vandfaldet for os selv og badede. Jeg blev forskrækket, da jeg pludselig stod overfor en vildmand på en lille tur langs floden. Han blev endnu mere forskrækket og forsvandt i buskadset.

På busstationen hang et foto af spektakulære klipper, og da vi fik fortalt, at de lå i området, hyrede vi en bush-taxi og blev kørt ud til klipperne i Sindue.

Banfora var stedet for en billig brandert, da der blev solgt palmevin i små barer under halvtag af flettede stråmåtter. Kunderne drak og spillede på balafon og trommer. Palmevin gærer, fra det bliver tappet i toppen af palmerne, og det gærer mens man drikker det. Derfor bliver vinen stærkere og stærkere i løbet af dagen. I begyndelsen af dagen var musikken rytmisk i de små barer. Men ud på aftenen blev musikken mere og mere kaotisk, efterhånden som gæsternes promille steg.

I 1992 løb byen tør for kød, mens vi var der. Dag for dag var der færre og færre retter på spisekortet. Vi sad på en stor udendørs restaurant og kunne kun bestille spagetti med sovs af koncentreret tomat. Gæster, der var ankommet tidligere, kunne også vælge kylling. Så vi måtte kikke langt og lækkersultent efter de stegte kyllinger, der blev båret ind til andre borde. Pludseligt fik vi øje på en kat med en stegt kylling i munden. Der blev helt stille, og alle gæster fulgte katten med øjnene, da den med besvær slæbte sin fangst tværs gennem gården og hen til sine killinger. Et brøl afslørede, at kokken havde opdaget det tomme fad, og en tjener kom løbende ud i gården, hvor han opgivende betragtede katten. Det var den sidste kylling i Banfora.

I dag er der tjekkede hoteller og guider i Banfora. Man skal betale entre til Tengrela søen og vandfaldet, og der er bygget picnic pavilloner til gæsterne. Men heldigvis er naturens vidundere lige så smukke i dag som for 21 år siden.

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.