Tag-arkiv: natur

Malis baobabtræer springer ud

April er årets varmeste måned i Mali. Da springer baobab-træerne ud. Andre planter og træer står helt nøgne, for det er over seks måneder siden seneste regn.

De lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet

Samtidig med at de spæde danske bøgeblade folder sig ud, bliver Mali en smule grønnere. Det er nemlig i slutningen af april, at baobab-træerne springer ud. Nogle af bladene får træet lov til at beholde, mens andre bliver skåret ned, tørret og pulveriseret.

Baobab-blade er en vigtig ingrediens i den sovs, der ledsager tot. På landet i en landsby som Biry spiser man tot med baobab-blade hver dag. I stedet for baobab-blade kan man bruge okra. Den let bitre smag og slimede konsistens er den samme. Tot er en stiv hirsegrød, og sovsen indeholder ud over baobab-blade også tørret løg og nogle gange røget fisk. Når man dypper sin klump af tot i sovsen, trækker den en slimet tråd.

Der er folk fra Europa, som påstår, at baobab træer ikke har blade. Det er en typisk konklusion fra folk, som ikke har set et baobab-træ med blade. Men et baobab-træ er løvfældende, så det taber bladene i vintermånederne.

Drengene er med ude at gå tur, og de samler baobab-frugter til mig.

I juni blomstrer baobab-træerne. Desværre har jeg endnu ikke oplevet de store hvide blomster, som folder sig ud netop nu. Børnene samler blomsterne op og leger, at de er lygter.

Blomsterne bliver bestøvet af flagermus, og ud af blomsterne vokser baobab-frugter. Dem kalder man også for abe-brød, fordi aber elsker det syrligt-søde frugtkød.

Jeg har taget et par baobab-frugter med hjem. For tiden eksperimenterer jeg med at bage brød med mel af baobab-frugt. Baobab-frugt indeholder vitaminer og mineraler og er i virkeligheden en kolossal vitaminpille. Jeg bruger hvedemel, som ikke er tilsat ascorbinsyre, så baobab-melet kan erstatte ascorbin-syren og give syrlighed til brødet.

Jeg forsøger også at få baobab-frø til at spire, så jeg kan få et lille baobab-træ i vindueskarmen. Baobabtræer vokser ekstremt langsomt, så der er ingen fare for, at det kommer til at fylde hele stuen.

En gang skulle jeg skrive en artikel til Børnefondens medlemsblad om baobab-træer og baobab-frugter. Fra Børnefonden hovedkontor i Bamako havde vi ringet til forskellige af Børnefondens lokale centre for at spørge, om de havde baobab-træer i nærheden.

Et center fortalte, at de havde baobab-træer i landsbyen. Vi kørte over 100 kilometer for at nå landsbyen. Da vi ankom, så vi to spinkle træer kun omkring 100 år gamle. De bar ingen frugt, og de får først den karakteristiske baobab-form efter 700 år. Så vi skulle være ualmindeligt tålmodige for at få et foto af et typisk baobab-træ. Kom igen om 600 år!

Læs mere om det fantastiske baobab-træ.

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.

Verdens smukkeste zoo

Det er nye tider i Parque Zoologique i Bamako. Nu er naturen i fokus, og dyrene er ved at lære at være dyr. Chimpansen danser ikke længere.

På skiltet stod, “Det er forbudt at give antiloperne cigaretter”. I Mali svarer det til en invitation. Så gæsterne stak en tændt cigaret ind til de små antiloper, som sugede ivrigt på cigaretten. Det er slut nu. I dag græsser de små antiloper mellem strudse og marabustorke og ænser ikke de besøgende gæster på platformen nogle meter over deres hoveder.

Klik på billederne, for at se dem i fuld størrelse.

Zoologisk Have i Bamako har været under renovering i nogle år og er genåbnet i sommeren 2013. Resultatet er fantastisk, det er godt tænkt, og anlægget spiller sammen med naturen i klippedalen, hvor kilder fylder små søer. Det er den smukkeste zoologiske have, jeg har set. Denne søndag myldrer det med gæster, og jeg er sammen med en familie med fire børn og en af deres venner. Da vi betaler, har jeg glemt den ekstra person, så jeg har snydt. Vi kommer en smule sent på dagen, så der er ikke tid til at se det hele. Børnene har med det samme fået øje på en gigantisk hoppeborg. Dyrene er spændende, men den kulørte klods trækker.

Alle dyrene er endnu ikke ankommet til zoo, så vi spejder forgæves efter zebraen i det meterhøje græs mellem træer og vandløb i det enorme anlæg. Mange dyr er unge, som løverne, der er så fine og uden skrammer, at de næsten ligner nuttede plydsfigurer. Men de stirrer på os på en måde, som jeg aldrig før har oplevet i en zoo. De er tydeligvis rovdyr, og vi er byttet.

– Dans Moussa, dans. Chimpanserne har altid været et hit i Bamakos zoo, og folk flokkes om det store bur. Den ældre chimpanse Moussa kan godt huske, hvad det betyder, og han rækker forventningsfuld hånden ud mellem tremmerne. Moussa kender sin pris. I gamle dage fik han en sodavand hældt op i en plastikpose, som han drak. Folk klappede, og så dansede han. Men det er slut nu. En vagt holder øje med, at ingen fodrer chimpanserne. Måske har Moussa fortalt de yngre chimpanser om de gode gamle dage? De er i hvert fald lige så interesserede i os mennesker, som de er i at være chimpanser og klatre i træer og svinge sig i reb.

Desværre nåede vi hverken det store voliere med eksotiske fugle, akvariet eller krybdyrene. Der skulle jo være plads til en rutsjetur i hoppeborgen for børnene. Det var et hit og sjovt at se, for nogle børn var meget små, og det var som en stumfilmsfarce at se dem klatre op på den stejle borg og derefter frygten, når de opdagede, hvor langt der var ned.

En sidste erindring fra Bamakos Zoos inden den blev renoveret af Aga Khans fond. Engang var der en af Nigerflodens sidste søkøer i zoo. Da den døde blev den udstillet i et akvarium med formalin. En gren fra et træ smadrede på et tidspunkt akvariet, og søkoen tørrede ind. I Mali bruger de muslimske marabouter indtørrede dele af dyr til medicin og magi – gerne specielle dyr. Det kan man se på markeder, hvor der knogler, skind og hele indtørrede hestehoveder er til salg. Så nogle så det magiske potentiale i den indtørrede søko og begyndte at skærer små stykker af den. I årevis lå den delvist beskårne og indtørrede søko i glasskår.

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.

Investorernes drøm om landbrug i Mali

Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

Tekst: Lise Blom; Foto: Carsten Elert

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.

Burkina Fasos søde paradis

Selv vejene er belagt med sukker i Banfora. Den lille by i det sydvestlige Burkina Faso er synonym med sukker.Og så er her fantastisk natur

En svag duft af karamel byder en velkommen, og man kan næsten smage sukkeret i luften. For at holde på støvet overrisler en tankbil grusvejen med melasse. Rejsebureauet Viktors Farmor kører lige bag, og vores bus bliver kandiseret i en smuk gyldenbrun farve. En autolakerer kunne ikke have tonet farven smukkere. Chaufføren er mindre begejstret. Sukker glasuren ligger som en hård skal på bussens lak.

Duften af karamel kommer fra en sukkerrørsmark, der bliver brændt af. Det sker for at jage krybet på flugt, inden høstarbejderne rykker ind med macheter.

Sukkermarkerne fylder en bred dal og vidner om en frugtbarhed, der er mulig med omfattende kunstvanding i Burkina Faso, hvor regnen kun falder tre til fire måneder om året. Der er kontrol, inden man kører ud af sukkermarkerne. Det er Ok at smage på sukkerrørene, men man må ikke tage dem med hjem. Så skolebørnene mæsker sig i sukkerrør på vej hjem fra skole.

Første gang jeg besøgte Banfora var i 1992, hvor guidebogen havde ofret nogle få linier på byen og området. Dengang cyklede vi rundt. En fisker tog os med ud at se på flodheste i Tengrelasøen og grillede fisk til vores frokost. Vi havde vandfaldet for os selv og badede. Jeg blev forskrækket, da jeg pludselig stod overfor en vildmand på en lille tur langs floden. Han blev endnu mere forskrækket og forsvandt i buskadset.

På busstationen hang et foto af spektakulære klipper, og da vi fik fortalt, at de lå i området, hyrede vi en bush-taxi og blev kørt ud til klipperne i Sindue.

Banfora var stedet for en billig brandert, da der blev solgt palmevin i små barer under halvtag af flettede stråmåtter. Kunderne drak og spillede på balafon og trommer. Palmevin gærer, fra det bliver tappet i toppen af palmerne, og det gærer mens man drikker det. Derfor bliver vinen stærkere og stærkere i løbet af dagen. I begyndelsen af dagen var musikken rytmisk i de små barer. Men ud på aftenen blev musikken mere og mere kaotisk, efterhånden som gæsternes promille steg.

I 1992 løb byen tør for kød, mens vi var der. Dag for dag var der færre og færre retter på spisekortet. Vi sad på en stor udendørs restaurant og kunne kun bestille spagetti med sovs af koncentreret tomat. Gæster, der var ankommet tidligere, kunne også vælge kylling. Så vi måtte kikke langt og lækkersultent efter de stegte kyllinger, der blev båret ind til andre borde. Pludseligt fik vi øje på en kat med en stegt kylling i munden. Der blev helt stille, og alle gæster fulgte katten med øjnene, da den med besvær slæbte sin fangst tværs gennem gården og hen til sine killinger. Et brøl afslørede, at kokken havde opdaget det tomme fad, og en tjener kom løbende ud i gården, hvor han opgivende betragtede katten. Det var den sidste kylling i Banfora.

I dag er der tjekkede hoteller og guider i Banfora. Man skal betale entre til Tengrela søen og vandfaldet, og der er bygget picnic pavilloner til gæsterne. Men heldigvis er naturens vidundere lige så smukke i dag som for 21 år siden.

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Baobab – ondt i eventyr og bedste ven i virkeligheden

Baobabtræer giver mad og vand til dyr og mennesker på savannen. De kan blive flere tusinde år gamle og forbinder det gamle Afrika med det nye

Af freelancejournalist Lise Blom

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

Afrikanerne undrer sig, når de læser eventyret Den lille Prins. Her er baobabtræet nemlig en ond plante. Hver gang den lille prins ser et baobabtræ spire i jorden, skynder han sig at trække det op. I eventyret er en baobab farlig, fordi den vokser hurtigt, og de enorme rødder truer med at sprænge den lille planet i stykker.

I virkelighedens Afrika opfører baobabtræet sig heldigvis helt anderledes. Træet er en ven, hvor man altid kan finde, vand, mad og skygge. I landsbyer flere steder i Afrika spiser man hver dag grød med sovs af baobabblade, og træets frugter er både søde som slik og verdens største vitaminpille. Når man er tørstig, kan man finde vand i træets hulrum. Nogle afrikanere kalder det livets træ, og det vokser faktisk meget langsomt. Så langsomt, at det tager 1000 år, inden træet når sin fulde størrelse og får den knudrede form, vi kender som et baobabtræ. Også derfor spiller det en helt særlig rolle for mange afrikanere. Fordi træerne er så gamle, forbinder de fortid med nutid.

Børnenes træ

Vi er i Galamadji i det sydlige Mali og møder Fama på 11 år. Han fortæller os, at baobabtræet er populært hos børnene i landsbyen.

– Det er vores frugter, som vokser på træet. Frugterne på det midterste træ smager bedst, fortæller Fama.

Vi står ved træerne i landsbyens udkant. Famas far Dembelé viser os en sten ved et baobabtræ.

– Her er grundlæggeren af landsbyen begravet i et hulrum nederst på stammen. Efter begravelsen voksede baobabtræet sammen igen, siger han.

Senere samler landsbyens historiefortæller børnene ved foden af træet. Han begynder at fortælle om folkets historie og traditioner. Nogle historier er uhyggelige, andre er sjove. Dembelé siger, at børnene skal lære træet at kende for at vide, hvordan de klarer sig i naturen.

– Du er nødt til at vide, hvor alle baobabtræer gror. Når du er på jagt eller vandring, blliver du tørstig. I et baobabtræ er der hulrum med vand, du kan drikke. Du kan også gemme dig i en baobab, hvis der er fjender eller vilde dyr efter dig.

Tyvagtige aber

Når man bliver ældre, lærer man endnu mere om baobabtræet. Man lærer at lave naturmedicin, og at der er ritualer om træet, som kan bruges til at komme i kontakt med sine forfædre.

Fama er stadigt et barn, så han er mest glad for baobabtræet, fordi det giver frugt. Frugten smager sødt og syrligt.

– Chimpanserne kan også godt lide baobabfrugt. De stjæler fra vores træ. Når vi ser dem, jager vi dem væk. Men når der er gæster, må vi ikke smide sten efter dem, siger Fama.

Da det begynder at blive mørkt, kommer chimpanserne. De andre aber venter, mens en voksen chimpanse klatrer op i træet og plukker baobabfrugter. Børnene i Galamadji er sure, fordi aberne tager frugten fra det bedste træ. Men de lytter til de voksne og holder sig i ro.

Baobab som potteplante

Malis hovedstad hedder Bamako, og her møder vi Salif på 12 år. Han bor i et moderne rækkehus med sin far, sin tante og sin bedstemor. Bamako er en rigtig storby, og der er ingen baobabtræer i byen længere.

– Jeg har kun set rigtige baobabtræer på billeder og i tv. Men min bedstemor har plantet et lille baobabtræ i gårdhaven, siger Salif.

Det står i en krukke og er ikke mere end en tynd stamme på en meter. Det ligner slet ikke de gamle baobabtræer. Salifs bedstemor hedder Fatoumata og kommer fra en landsby. Hun er glad for, at hun ikke skal arbejde så hårdt i byen som på landet. Det er rart med elektricitet, tv og vand i vandhanen, men hun savner landsbyens traditioner.

– I landsbyen er man del af en lang historie. Man kender alle familier og har kontakt til sine forfædre, siger Fatoumata.

Symbol for traditioner

Det hjælper baobabtræet med. Det lille træ i gårdhaven er Fatoumatas forbindelse til landsbyen. Hun har også købt en kæmpe Skildpadde, der er mere end 100 år gammel. Den er så stor, at hun kan sidde på den.

I Mali er skildpadden et helligt dyr. Den stammer fra urtiden og er ligesom baobabtræet et symbol på det oprindelige.

Fatoumata fodrer sin skildpadde med salatblade og taler til den. Hun håber, at den vil bringe ordene videre til hendes afdøde far og mor.

Når Fatoumata får besøg af sin søster Korka, taler de meget om den landsby, de kommer fra. Korka har plukket blade fra en baobabtræ og lavet en grøn sovs, som de spiser med en tyk stiv grød af hirse.

– I lansbyen spiste vi den hver dag til både middagsmad og aftensmad. Vi fik kun kød, når der var fest. Og vi fik aldrig sodavand eller bolsjer, griner Korka.

Salif smager på det. Sovsen er slimet og lidt bitter. Han er vant til ris med grøntsager og kød eller fisk.

Fakta om baobab

Baobab – et anderledes træ

  • Der findes otte sorter baobab, seks vokser på Madagaskar, en i Australien og en i Afrika
  • Baobab er en plante i katostfamilien i familie med stokroser, bomuld og kakao
  • Træet vokser langsomt. Når det er 1000 år gammelt får det hulrum. Den ældste baobab er 6000 år ifølge kulstof 14 datering
  • Det får tykke grønne blade i regntiden, som det taber i tørtiden. I Afrika skærer man de friske blade ned, tørrer dem og bruger dem til sovs
  • Træet får store hvide blomster i begyndelsen af regntiden, som bliver bestøvet af flagermus
  • Blomsterne bliver til 30 centimeter aflange frugter. Frugterne har en hård skal. Frugtkødet er som hvidt kridt og smager sødt og syrligt
  • Baobab består af 80 procent vand. Stammen har ikke årringe og kan ikke bruges til brænde eller byggeri. Et dødt baobab klasker sammen til en bunke fibre, der er godt som gødning
  • Træet kaldes også et abebrødstræ, fordi aber er glade for frugterne

Pluk en vitaminpille

Baobabfrugt er meget sund. Den indeholder mere C vitamin end appelsin og mere kalk end mælk. Børnene spiser baobabfrugt i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt.

Baobabfrugt er godkendt som kosttilskud i EU. Man kan købe smoothie og müslibar med baobab i Frankrig

Tre særlige baobabtræer

  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og et af verdens ældste træer. Omkredsen er 47 meter og det er 22 meter højt. Træet er hult, og der er en bar indeni med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Læs mere om baobab-træet

Artiklen er bragt i Weekendavisen i tillægget Faktisk den 9. september 2011. Målgruppen for tillægget er børn.

Naturens slik i Mali

På jagt efter abebrød og andre søde sager

Matadormix, chokolade og is er ukendt for børn i Mali. Når de er lækkersultne, går de ud i naturen og finder vilde frugter, der er søde som slik. Noget af det lækreste kommer fra baobab-træet og hedder abebrød

Tekst og foto freelancejournalist Lise Blom

Lamine på vej hjem fra skole i landsbyen Keleya i Mali

Præcis klokken 12 slår en af Lamines klassekammerater på et hjulkapsel fra en bil, der er sømmet op i et træ. Den rungende lyd er tegn til skolens elever om, at den tre timer lange middagspause er begyndt. Vi er i landsbyen Keleya, som er tilknyttet BØRNEfondens udviklingscenter 707 i Mali. Lamine er sponsorbarn, 11 år og går i 5. klasse. I dag skynder Lamine sig hjem fra skole for at spise frokost, for han skal på tur med et andet sponsorbarn og BØRNEfonden.

– Anitlé, hvordan har du det, hilser Lamine på sin bedstemor, da han træder ind i gården mellem de små stråtækte huse.

– N’se, jeg har det fint,” svarer bedstemor.

Bedstemor sidder under et halvtag på en skammel og spiser sammen med Lamines to yngre søstre. Under halvtaget ved huset overfor venter Lamines far Broulaye på, at Lamine kommer hjem fra skole. Tèrin er Lamines mor, og hun kommer med maden. På landet spiser mænd og kvinder normalt ikke sammen. Maden bliver delt i to portioner og serveret i plastikskåle.
Der er hverken tallerkner eller bestik, for man spiser med fingrene. Skålene
med mad står på jorden, og man sidder på en skammel eller på hug, mens man spiser.

Samme mad hver dag

Lamines mor har tilberedt tô med grøntsagssovs. I Mali spiser folk på landet tô hver dag til enten middag eller aften og nogle gange til begge måltider. Den tô, Lamine spiser, er tilberedt af majs og minder om en stiv grød. Tô kan også være tilberedt af hirse.
Lamine spiser hurtigt, så vi kan komme ud og finde vilde frugter. Først henter vi Moussoni, der også er sponsorbarn. Hun har også spist tô til middag. Moussoni er 11 år og går i 6. klasse. Hverken i hendes eller Lamines familie er der mange penge, så det nytter ikke at spørge om søde sager og slik. Ligesom børn i Danmark kan børn i Mali også lide søde sager.
Men i Mali er børnene nødt til selv at finde frugter i naturen, som de spiser som slik. Og takket være sol og varme er frugternes smag sødere og mere koncentreret end frugt i Danmark.

– Jeg elsker mango, og jeg glæder mig til, at de snart er modne, fortæller Moussoni.

Der er masser af mangotræer i landsbyen, så fra marts til august kan hun spise alle de mangoer, hun har lyst til.

Deler med søskende

Lamine og Moussoni spiser jijibe-frugter og selv om de pjatter og leger, kikker de hele tiden efter flerefrugter

Der er fem kilometer ned til jijibe-træerne, som bærer frugt i januar og februar. Normalt går børnene herned i weekenden, når de har god tid. Men i dag kører vi i bil, så Lamine og Mousseni kan nå tilbage i skole inden klokken tre.
Det store træs grene er tunge af de små søde frugter. Smagen af de friske bær minder om krydrede pærer, mens de helt modne mørkere bær smager af frugtkaramel.
Moussoni og Lamine går i gang med at finde alle de nedfaldne frugter, så de ikke træder på dem. Derefter plukker de dem, de kan nå, og til sidst bruger de en pind til at banke modne frugter ned, som sidder højere oppe i træet. Selvom de taler sammen og driller hinanden, er de hele tiden på udkig efter
frugt.

Læs hele artiklen i side 8 og 9 i Nyt fra Børnefonden 2 2011