Tag-arkiv: arbejde

Søfolk med faglig stolthed – Georg Stage

Tag de unges mobiltelefoner, giv dem opgaver alle døgnets timer og lad dem leve tæt sammen på et skib, som både er deres hjem, deres arbejdsplads og deres skole. Lyder det som opskriften på en succeshistorie i 2017?

Hvert år søger mellem 150 og 200 unge på 17 til 23 år om en af de 63 pladser på årets togt med Georg Stage. Ifølge Undervisningsministeriet er 99 procent af de unge i gang med job eller uddannelse efter et togt. Så direktøren for Georg Stage Stiftelsen, Asser Amdisen, betegner uddannelsen som en succes.

Georg Stage er ved at blive rigget af i august 2017

Det er midt i august, og Georg Stage er ved at blive rigget af som en del af uddannelsen. Eleverne er travlt beskæftigede med at skille dele af skibet ad, så de kan blive renoverede og fortsat bruges.

– På et skib afhænger alt af, at man kan klare sig selv. De unge er begejstrede for, at det er muligt at reparere alting. De er vant til, at man smider ting væk, som går i stykker. De opdager, at de kan bruge deres hænder og er overraskede over, hvor meget de selv kan, forklarer Helle Barner Jespersen.

Hun genopfrisker mottoet om, at som sømand kan man alt, ellers må man lære det.

Helle er overstyrmand på Georg Stage og har ansvar for at lede og fordele arbejdet for elever og ti besætningsmedlemmer. Hendes særlige udfordring er, at skibet både skal kunne sejle og fungere som en skole, hvor alle elever lærer de nødvendige færdigheder.

– På dækket svarer det til halvanden kvadratmeter til hver person, derfor er planlægning vigtigt, så man ikke træder hinanden over tæerne, konstaterer hun med et smil.

Tine og Marie fortæller om uddannelsen og alt det, de har fået ud af et togt med Georg Stage

Georg Stage sammensætter en besætning med udgangspunkt i elevernes forskellighed. En tredjedel er piger, og hver landsdel er repræsenteret med en tredjedel. En tredjedel har afsluttet gymnasiet, mens andre er færdige med folkeskolen.

– En skibsbesætnings styrke er dens forskelligheder. Det er et lille samfund, hvor alle skal lære at hjælpe hinanden, siger Helle.

Georg Stage – Reportage i Ny Tid 3F Sømændene Hele artiklen som PDF – åbner i nyt vindue. Artiklen er flot sat op af grafisk designer Annemette Klink Nielsen fra Sangill | Grafisk.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Sandfiskere sælger sand i Sahara

Sand, perlegrus og småsten er fangsten for fiskerne Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerflodens klare vand. Lyder det som en skuffende fangst? Ikke her, hvor fiskerne foretrækker flodbund frem for kaptajnfisk, karper og østers.

Tekst Lise Blom; Fotos Carsten Elert

De tre fiskere er en smule dopede, og det er også nødvendigt, for deres arbejde er ualmindeligt anstrengende.

Sandfiskeri er et af de fysisk krævende erhverv, man kun kan finde i et land som Mali. Langs Nigerfloden lever tusindvis af at levere sand, grus og småsten til byggeri. Efterspørgslen er stor – især omkring de store byer.

Med en skovl og en spand dykker Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerfloden. Her holder de vejret, mens de fylder spanden med sand og grus. Oppe ved overfladen kan de igen trække vejret, mens Boubacar Keita hiver spanden op og tømmer den i båden. Så er Amadou Haidara og Ali Sacko klar til endnu et dyk.

Imens skovler makkeren gruset gennem en grovmasket ramme, som sorterer grus og småsten. I dag er de kun ude efter småsten, så gruset ryger direkte tilbage i floden. I løbet af dagen skiftes de mellem opgaverne.

På flodbredden ligger bunker af sand, grus og småsten. Sidst på eftermiddagen kommer en større båd med pramme og henter småstenene. Båden bliver losset og i løbet af aftenen sejler lastbåden mod nordvest til Malis hovedstad Bamako. Turen tager hele natten, og tidligt om morgenen bliver stenene solgt og skovlet over i lastbiler. Derefter sejler båden tilbage til Somono So 50 kilometer sydvest for Bamako.

For hvert bådlæs tjener Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko 50.000 F cfa til deling (575 kroner). Af dem betaler de bådejeren for leje af båden. Mændene og deres familier har etableret en lille lejr ved bredden af Nigerfloden. Boligerne består af flettede stråmåtter og farvestrålende fleecetæpper. Her er koldt om natten. Normalt bor de i nærheden af hovedstaden Bamako, og de er taget hertil for at arbejde.

Man graver kun sand ude i selve floden for ikke at ødelægge bredderne og flodens løb. Nigerfloden er i fare for at sande til, så sandfiskernes arbejde er med til at sikre flodens løb. Der står en ubrugt sandsuger med sorteringsanlæg udenfor Somono So. Måske er den gået i stykker, eller måske foretrækker mændene selv at tjene penge på sandfiskeriet frem for en entreprenør.

Medarbejderindflydelse – NNFere ønsker mere indflydelse på arbejdet

Vaner og fastlåste roller mellem ledelse og ansatte er den største hindring for, at NNFere kan få større indflydelse på deres arbejde. Gevinsten for medarbejdere og virksomheder er ellers klar – større tilfredshed og mere loyalitet

Af freelancejournalist Lise Blom

Mere indflydelse på arbejdet. Sådan lyder ønsket fra over to tredjedele NNFere i en undersøgelse, NNF har foretaget i samarbejde med Analyse Danmark blandt 205 industriansatte NNFere.
Uanset om NNFerne arbejder på slagterier, mejerier, brødfabrikker eller andre industriarbejdspladser, ønsker de sig større indflydelse på emner som arbejdstempo, opgaver og pauser.
Hele 26,4 procent af NNFerne i undersøgelsen overvejer ligefrem at skifte job for at få mere indflydelse på deres arbejde.

Advarselstegn

Et advarselstegn, betegner professor i organisation og ledelse på RUC, Steen Scheuer, det høje antal af medarbejdere, som overvejer nyt job.
– Det betyder noget for virksomhederne i dag, hvor virksomhederne har svært ved at skaffe arbejdskraft, siger han.
Steen Scheuer stod i 2003 bag undersøgelsen »Frihed i arbejdslivet« for LO, som blandt andet undersøgte medarbejdernes indflydelse. Dengang var NNFerne de ansatte, som samlet set havde mindst indflydelse på egen arbejdssituation.
Og de nye tal rokker ikke ved den situation. Kun 22,9 procent af NNFerne har ifølge den nye undersøgelse en høj grad af indflydelse på, hvilke opgaver de udfører på deres job. I 2003 havde gennemsnitligt 38,5 procent af samtlige LO-medlemmer en høj grad af indflydelse på egne arbejdsopgaver.

Traditionel organisering

Den manglende indflydelse bliver oftest forklaret ved, at ansatte i industriproduktionen er bundet af arbejde på bånd og maskiner, der styrer tempo og opgavernes udførelse.
– Der er selvfølgelig stor forskel på, om man laver noget, hvor man er bundet af teknikken, eller om man kan arbejde selvstændigt. Men det er ikke en naturlov, at man ikke har indflydelse på sit arbejde, forklarer Steen Scheuer.
Han forklarer, at årsagen til den manglende indflydelse skal findes i den måde, arbejdet traditionelt er organiseret på, og i forholdet mellem ledelse, mellemledelse og ansatte på gulvet, som han mener er indgroet.
Den største udfordring er at overvinde vaner og rutiner. At vænne sig til at ting kan gøres på andre måder, siger han.

Individuelle hensyn

Ifølge Steen Scheuer må virksomhederne i højere grad se på medarbejderne som enkeltindivider med forskellige behov. Nogle er unge og har små børn, så der skal tages hensyn til arbejdstiden. Når det handler om tempo og arbejdsopgaver, er der andre, som må tage hensyn til helbredet. Derfor bør medarbejderne have forskellige valgmuligheder. En del af arbejdet skal planlægges i fællesskab, men der kan sagtens tages hensyn til den enkelte.
– Fordelen for virksomheden er, at den bliver mere attraktiv og får lettere ved at tiltrække arbejdskraft. Samtidig bliver de ansatte mere loyale. De oplever, at de har valg mellem forskelligt, og det er attraktivt. Det giver dem følelsen af, at der bliver lyttet til deres behov, siger Steen Scheuer.
Medarbejderne oplever også mere indflydelse, når virksomheden viser dem, at den satser på at beholde dem i mange år. Det gør virksomheden ved at give medarbejderne mulighed for at udvikle sig i jobbet og investere i deres uddannelse.
– Virksomheder skal sætte andre mål for, hvordan man vil behandle medarbejderne. Det sker ved at holde medarbejderudviklingssamtaler og følge op på dem. Sammen skal man lægge planer og sætte mål for, hvad medarbejderne skal lave om tre eller fem år, siger Steen Scheuer.

Morten Hansen Läntmannen Mills, Odense:

Information skaber tryghed

– Vores dagligdag er lidt mere spændende og udfordrende, fordi vi selv har ansvaret for, at den daglige produktion fungerer, siger Morten Hansen.
Han er møllersvend på Läntmannen Mills i Odense og tillidsmand for 32 NNFere. Morten Hansen arbejder i et team med fire andre kolleger, der selv skal planlægge dagens arbejde. De fastlægger selv deres arbejdstid og ferier og dækker hinanden ind ved sygdom.
Møllerne arbejder på timeløn, og det er Morten Hansen glad for.
– Akkordsystemet er et skidt system, fordi nogle hele tiden lige vil tjene en krone mere ved at sætte tempoet op. Det presser de andre, siger Morten Hansen.
Men selv om Morten Hansen er glad for sit arbejde, mærker han og kollegerne i øjeblikket et skår i den daglige arbejdsglæde.
– Vores afdeling skal lukkes ned, og selv om vi har fået lovning på andet arbejde i virksomheden, er arbejdsmiljøet i øjeblikket præget af usikkerhed og utryghed, fordi det ikke er alle, der ved, hvad der kommer til at ske for dem, fortæller Morten Hansen.
Der har været afholdt møder i et udvalg, som har beskæftiget sig med uddannelse og fratrædelsesgodtgørelse til dem, som virksomheden ikke har kunnet finde beskæftigelse til.
– Det har været positivt, men selve beslutningen om at nedlægge vores afdelinger i Lunderskov og Odense har vi ikke haft nogen indflydelse på, ligesom vi ikke har kunnet få alle de ting med i aftalen, som vi kunne ønske os, siger Morten Hansen.
Han mener, at det er vigtigt at inddrage medarbejderne så meget som muligt og så tidligt som muligt, når der skal ske ændringer på en virksomhed.
– Det er også sket fra vores øverste ledelses side, men kollegaerne føler ikke, at det er ført ud i livet i vores afdeling, siger Morten Hansen.

Kent Kjær Jensen/Orlik, Holstebro

Indflydelse forbedrer arbejdsmiljøet

– Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem, hvilken indflydelse vi har, og om vi får smerter ved arbejdet. Jo flere forslag og initiativer vi selv kan komme med, jo mindre ensformigt og ensidigt bliver vores arbejde, siger Kent Kjær Jensen, som er sikkerhedsrepræsentant på Orlik i Holstebro.
Han har fået gennemført, at der nu skal 100 kilo tobak mod tidligere 120-130 kilo i tobaksvognene.
Den højere vægt betød, at tobakken stampede sig fast og var sværere at få ud med den greb, som han og kollegerne bruger til at tømme vognene med. Det har lettet arbejdet, og medarbejderne er nu mindre plaget af smerter i nakke og skuldre.
Desværre oplever han også forslag, som virksomheden mener er for dyre.
– Det er vigtigt at få en centralstøvsuger, som man kan trække ned fra loftet. Kvinderne i produktionen skal kravle op ad stiger med en støvsugerslange. Det er tungt og giver meget støv under rengøringen.
Støvsugeren kan forbedre arbejdsmiljøet, og på sigt vil virksomheden endda spare penge, fordi det vil være hurtigere at gøre rent, siger Kent Kjær Jensen.

Gitte Guldbrandsen/Odense Marcipan, Odense

Anerkendelse vigtigt

– At have indflydelse på sit eget arbejde betyder, at arbejdet bliver mere spændende, og man er med til at planlægge sin egen dag, siger Gitte Guldbrandsen. Hun er ansat i produktionen på Odense Marcipan.
Hun har selv fået mere ansvar, da hun er under oplæring som procesansvarlig. Nu er hun med til at planlægge og har ansvaret for at vurdere, hvilke problemer de selv kan klare i produktionen, og hvad hun skal gå videre med til chefen.
– Jeg føler ikke, at jeg skal være bussemand. Det har vi stadig chefen til. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville tage mod ansvaret. Det er en anerkendelse af, at jeg er god nok, siger Gitte Guldbrandsen.
For hende er det også vigtigt, at ledelsen anerkender, at hun og kollegerne arbejder hårdt. Hun føler sig værdsat og synes, at virksomheden gør meget for den enkelte medarbejder. Samtidig påskønner virksomheden indsatsen med goder som massageordning, fitnesshold og læse/stavekurser.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.

Medarbejderindflydelse – når ledelsen lytter

På mejeriet Naturmælk er ledelsen åben over for ideer og forslag og tager medarbejderne med på råd om blandt andet indretningen af produktionen

Af freelancejournalist Lise Blom

– Det er dumt, hvis man opdager, at en maskine er forkert placeret, når et byggeri er færdigt, siger Anne Lund Jensen.
Hun er nyudnævnt kvalitetsleder på mejeriet Naturmælk i Tinglev. Tidligere var hun tillidsrepræsentant på virksomheden, men da der endnu ikke er fundet en afløser, er det stadig hende, kollegerne henvender sig til.
Mejeriet udvider med nye bygninger til administration og produktion, fordi pladsen er blevet for trang i det oprindelige mejeri. Men i stedet for udelukkende at overlade indretningen til arkitekter og teknikere lytter mejeriet til de medarbejdere, som skal arbejde i lokalerne.
– Medarbejderne ved bedst, hvordan maskinerne fungerer, og hvad man skal være opmærksom på i forhold til placeringen. Samtidig giver det en følelse af ejerskab, når medarbejderne er med i processen, siger Anne Lund Jensen.

Arbejder selvstændigt

Men det er ikke bare i forbindelse med indretningen, at medarbejderne har indflydelse. Alle medarbejderne har et ansvarsområde, og de er selv med til at planlægge produktionen. Det gælder også Glenn Poulsen, som har ansvar for produktionen i skummesalen. Han er uddannet mejerist og har arbejdet i fire år på mejeriet.
– Ledelsen er positiv og åben over for alle forslag – så længe det ikke koster penge, mener Glenn Poulsen.
Den nyudlærte mejerist Allan Pedersen er tilfreds med, at han får lov til at arbejde selvstændigt og vise, hvad han kan.
– I relevante sager lytter ledelsen. Men man skal tænke over, hvad man siger, og hvornår man brokker sig. Det er vi blevet bedre til, siger han.
– Indflydelsen skaber større forståelse, og det er sværere at brokke sig bagefter, når man selv har været med til at bestemme. Det giver også indsigt i, hvor svært det er at blive enige, når der skal introduceres noget nyt, siger Anne Lund Jensen.

Trivsel giver godt arbejdsmiljø

En virksomhed kan forebygge mange problemer, når medarbejderne er med til at bestemme. Det skaber trivsel på arbejdspladsen og et godt arbejdsmiljø. Men det kræver, at ledelsen prioriterer indsatsen

Hvad har et godt arbejdsmiljø at gøre med faglig stolthed, virksomhedens økonomi og medarbejdernes trivsel? Alt, viser et projekt i strategisk arbejdsmiljø på tre mejerier. Her handler arbejdsmiljø om mere end røg, støj og ulykker. Målet er nemlig at inddrage medarbejderne i at udvikle virksomhederne.
– Det er vores erfaring, at når man giver medarbejderne mulighed for at få reel medindflydelse, tager de den til sig. Det giver mening i arbejdet, siger seniorkonsulent Birgit Lübker fra Teknologisk Institut.
– Det skaber energi, når man er med til at udvikle sin arbejdsplads. Men for at man kan træffe et valg, skal man have forudsætning for at se, at der er andre muligheder, supplerer hendes kollega, seniorkonsulent Charlotte Lotz.
Konsulenterne har været med til at skabe udvikling på en række mindre mejerier. Fælles for mejerierne er, at de har udvidet produktionen de seneste år. Og netop mange nyansatte kolleger og travlhed kan give problemer med både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.

Gik i stå

– Da jeg hørte om projektet, syntes jeg, at det var en rigtig god ide. Vi besluttede i fællesskab, hvilke punkter vi skulle arbejde med. Derefter fandt vi ud af, hvordan vi skulle gribe det an for at få arbejdet til at glide bedre i hverdagen, forklarer Morten Holme Jensen.
Som tillidsrepræsentant for chaufførerne på Hirtshals Mejeri deltog han i projektgruppen sammen med blandt andre tillidsrepræsentanten i produktionen, Bent Christensen.
Bent Christensen var tilfreds med, at et af punkterne var trivsel på arbejdspladsen.
Men efter noget tid gik projektet i stå. Der var ikke længere tid til, at alle i projektgruppen kunne deltage i møderne, fordi ledelsen prioriterede en udvidelse af mejeriet højere.
– Det var ærgerligt, at projektet ikke kom videre, for det lagde op til en øget dialog med ledelsen. På den måde ville vi kunne have taget problemer i opløbet, siger Bent Christensen.
For nylig har mejeriet fået ny ledelse, og tillidsrepræsentanterne håber, at projektet kan komme i gang igen.
Birgit Lübker forklarer, at en virksomhed reelt skal være villig til at skabe forandringer. Gevinsten er engagerede medarbejdere.
– Virksomheden får medarbejderne til at slå hjernen til, når de går på arbejde. Det giver bedre trivsel på arbejdspladsen og en mere sikker produktion. Det gavner virksomhedens konkurrenceevne og dermed medarbejdernes jobsituation. Samtidig er det sjovere for medarbejderne at gå på arbejde, siger hun.

Mere fokus på arbejdsmiljø

På Naturmælk kom projektet blandt andet til at handle om at blive bedre til at introducere nye medarbejdere. Problemet var, at de nye medarbejdere hurtigt fik vist en bestemt funktion, men at der ikke blev brugt tid på at sætte dem ind i, hvad der ellers skete på mejeriet.
– Vi har meget kemi på virksomheden, som nye medarbejdere er usikre på, siger Benno Giese, der er daglig sikkerhedsleder på Naturmælk.
Nye medarbejdere bliver derfor tilbudt et halvdagskursus om virksomhedens sikkerhed og kvalitetsstyringssystem. De introduceres til basal kemi og de kemikalier, der arbejdes med, samt brug af personlige værnemidler. Og generelt har alle på mejeriet fået mere fokus på arbejdsmiljøet efter projektet.
– Medarbejderne kontakter mig eller arbejdslederen, hvis der er noget galt, i stedet for at brokke sig. De ved, at henvendelserne bliver taget seriøst, og at der bliver gjort noget ved problemerne, siger Benno Giese.

Fakta

Projektet i Strategisk Arbejdsmiljø blev udviklet af Center for Arbejdsliv på Teknologisk Institut og gennemført på Naturmælk, Hirtshals og Borup Mejeri. Det blev sat i gang af BAR Jord til Bord. Formålet var at udvikle en værktøjskasse for andre virksomheder.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.

Medarbejderindflydelse – Danmarks første selvstyrende grupper

Medarbejderindflydelse begyndte som kreative tanker på et slagteri i Thy og blev til videnskab på universiteterne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Når man går på arbejde, skal det ikke betyde, at man hænger hjernen på knagen i omklædningsrummet. Den holdning mener jeg er menneskeligt nedværdigende, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Vagn Christensen.
I 1971 var han som tillidsrepræsentant med til at etablere selv- og medbestemmende grupper på slagteriet i Thisted, nu Tican. Det krævede læsning af international faglitteratur, for i fagforeningerne var der ingen inspiration at hente. Dengang var holdningen, at medarbejderindflydelse var en narresut, der kun handlede om at udnytte arbejderne.
Ole Vagn Christensen forklarer, at kravet om indflydelse på arbejdet opstod under anden verdenskrig. Dengang måtte amerikanske kvinder stå for produktionen på virksomhederne, mens mændene var i krig. Kvinderne fandt sig ikke i kæft, trit og retning ligesom mændene. Det skabte grobund for anderledes ledelsesformer, som siden er blevet videreudviklet.

Aftale om fællesakkord

På slagteriet i Thisted opstod den første selvstyrende gruppe i pølsemageriet i forbindelse med en aftale om akkordarbejde. Medarbejderne kom på fællesakkord og blev selv ansvarlige for planlægning af produktionen. Slagteriets øvrige afdelinger fik medbestemmende grupper, fordi medarbejderne ikke havde indflydelse på, hvor mange svin der blev leveret til slagtning. Fire gange om året holdt afdelingerne møder med deltagelse af driftslederen og tillidsrepræsentanten som sekretær. Her
skulle ledelsen og tillidsvalgte forklare, hvad der blev gjort for at løse problemer, der tidligere havde været oppe på møderne.
I fællesskab blev det besluttet at gøre arbejdstiderne mere humane, så medarbejderne mødte senere og fik senere fri. Arbejdstiden blev sat ned, og alle fyrede ved sæsonudsving fik lovning på genansættelse. Men nogle beslutninger måtte ændres. For eksempel da medarbejderne fik mulighed for at gå i kantinen, når de var færdige med en opgave. Det betød, at pengene og energien blev brugt på øl og kortspil, indtil klager fra utilfredse koner nåede slagteriet.

Virksomheden klarede konkurrencen

Men alt i alt fik medarbejderindflydelsen stor opbakning. Det skyldtes blandt andet, at ingen medarbejdere gik ned i løn ved de fælles akkorder, og at de blev tilbudt undervisning til samme løn som ved arbejde. Fællesskabet blev styrket, og kollegerne tog sig af hinanden. Det forbedrede arbejdsmiljøet, og antallet af både arbejdsulykker og sygefravær blev reduceret.
– Den største fordel ved at give medarbejderne større indflydelse var, at virksomheden overlevede. Ellers tror jeg ikke, at den ville have klaret sig i konkurrencen. Der blev investeret i ny teknologi, og medarbejderne var veluddannede. Samtidig fik slagteriet en øget fleksibilitet ved hjælp af medbestemmelsen, siger Ole Vagn Christensen.
Da de selv- og medstyrende grupper blev kendt i universitetsverdenen, kom studerende og forskere til Thisted. Ole Vagn Christensen holdt foredrag om medarbejderes indflydelse og blev ekstern lektor på Aarhus Universitet. Og efter forskningsprogrammet »Det Udviklende Arbejde« blev medarbejderindflydelse også et mantra for de før så afvisende fagforeninger.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.

Ledelse af en skole er en balancegang

At blive skoleleder er at få en ny identitet i forhold til kolleger og samarbejdspartnere. Udfordringen er at skabe kompromis mellem økonomi, skiftende lovgivning og idealisme

Af freelancejournalist Lise Blom

– Jeg var godt klar over, at jeg havde temperament. Men jeg vidste ikke, at jeg kunne virke angstfremkaldende, og at mine kolleger kunne blive bange for mig. Men det er jo klart – det er mig, der kan fyre dem, siger Lisa Elsbøll, som er forstander på AOF Job og Uddannelse i Gladsaxe.
I 1999 var hun underviser og tillidsrepræsentant på AOF Hvidovre Daghøjskole. Da lederen sagde op, valgte hun at overtage jobbet som leder. Og efter et halvt år blev hun tilbudt sin nuværende stilling i Gladsaxe.
– I dag glemmer jeg ikke, at jeg er leder, det kunne jeg godt i starten, siger hun.

Ny identitet som leder

Jobbet som leder kræver distance til kollegerne, fastslår Lejf Moos, lektor ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. De seneste 15 år har han forsket i ledelse i uddannelsesinstitutioner og været med til at udvikle diplom- og masteruddannelser i ledelse.
– Det er et stort spring at blive leder. Man ændrer sin identitet fra at være lærer til at blive leder, siger Lejf Moos.
Han forklarer, at nye ledere sjældent er forberedt på, at kollegerne pludselig taler anderledes til dem. Da DPU begyndte med diplomuddannelser for ledere, var det nødvendigt at dele de studerende i hold, efter om de havde ledelseserfaring eller ej, fordi de uden ledelseserfaring ikke kunne forstå diskussionerne.

Først lederuddannelse nu

Da Lisa Elsbøll begyndte som leder, fik hun ikke tilbudt nogen lederuddannelse. På eget initiativ tog hun en række kortere kurser, og så havde hun erfaring fra formandsposter i foreningssammenhæng og som tillidsrepræsentant for undervisere og i vaskeriet på Det Kongelige Teater. Siden har hun været fortaler for, at ledere inden for AOF bliver bedre klædt på. Og i dag får nye ledere tilbudt uddannelse. Hun er selv i gang med en diplomuddannelse i ledelse organiseret gennem AOF.
Lisa Elsbøll er sig bevidst, at hendes opgave som leder rækker ud over hende selv.
– Min fornemmeste opgave er at få skolen til at fungere og køre videre. Medarbejdernes er at gøre deres arbejde bedst muligt. I den ideelle verden ville økonomien blive god, når medarbejderne gør deres job godt. Men sådan ser det ikke ud i den virkelige verden, siger Lisa Elsbøll.
Lejf Moos forklarer, at ledere er folk, der brænder for arbejdet og vil gøre en forskel. For mange kommer ambitionen, når de i forbindelse med for eksempel fagligt arbejde skal se på skolen i et større perspektiv.
Lisa Elsbøll er blevet leder, fordi hun gerne vil lære nyt og godt kan lide at sætte dagsordenen.
– Jeg føler, at jeg har indflydelse, at det nytter at være med. Som leder er jeg kompromissøgende. Men det betyder ikke, at jeg har glemt min dagsorden, siger hun.

Store krav til ledere

Generelt er lysten til at blive leder på en uddannelsesinstitution lille. Det understøtter et forskningsprojekt på DPU. Måske skyldes det lønnen eller udsigten til en stressende arbejdsuge på 60 timer.
– Det eneste, man ikke kræver af en skoleleder, er, at han kan gå på vandet. Lederen skal kunne bestille reparation af taget, lave budget, tale med elever, der har problemer med læreren, og sætte pædagogisk udvikling i gang. Samtidig viser en undersøgelse, at lederne føler, at de bruger mest tid på administration og mindre tid på det strategiske end rimeligt, siger Lejf Moos.
Lisa Elsbøll er ikke motiveret af lønforskellen. Hun får cirka 2000 kroner mere udbetalt end de fastansatte og står til gengæld ubegrænset til rådighed. Og selv om den seneste overenskomst bød på pæne lønforhøjelser til hende og kollegerne, bandede hun, for hun skal finde sin egen løn i regnskabet.
– Guleroden er, at jeg får lov til at realisere tanker og holdninger, som er i overensstemmelse med det, jeg står for, siger hun.
Hendes arbejdsdag er på ni timer. Halvdelen af tiden bruger hun på administration, en fjerdedel på udvikling og møder, mens resten er fordelt mellem bestyrelsen, strategi og undervisning. For tiden gør hun også rent, da pedellen er sygemeldt.

Lærere er ledelsesresistente

Lejf Moos anbefaler, at en leder skal have kendskab til både pædagogik, uddannelse og ledelse. Ledelseserfaring alene virker ikke i skolesammenhæng.
– Man siger traditionelt, at lærere er ledelsesresistente. De er meget selvstændige og har stor indflydelse på deres egen arbejdssituation. Nogle kan have svært ved at indse, at de har behov for ledelse, siger Lejf Moos.
Han vurderer dog, at det er blevet mere naturligt for yngre lærere at samarbejde og tænke undervisningen ind i en større sammenhæng.
– I dag skriger mange lærere på ledelse, fordi der kommer så meget udefra. Ledelsen skal beskytte dem og filtrere informationerne, så læreren kan bruge mere tid på eleverne, siger han.
Udfordringen er, at det er indirekte ledelse at lede en skole.
– Man skal være god til at få læreren til at yde sit bedste, for læreren leverer grundydelsen, siger Lejf Moos.
Lederen skal være god til at forhandle og at få folk til at agere efter skolens strategi. Lederen er en rollemodel, som med sin ledelse viser, hvordan det skal være. Det handler om meningsdannelse og om at overbevise medarbejderne, for i klasseværelserne er kommandoer virkningsløse.
Lejf Moos anbefaler lederen at inddrage lærerne på en fornuftig måde, så de kender skolens overordnede strategi og økonomi, men ikke detaljerne. De skal kunne se fornuften i ikke at undervise i det, der ikke er penge til.

Idealistiske lærere

På AOF Job og Uddannelse i Gladsaxe eksisterer ligegyldighed ikke blandt personalet, fastslår Lisa Elsbøll.
– Personalet er idealister med stærke holdninger til medmennesker. Det er en af udfordringerne ved den mennesketype, vi rekrutterer, og som tiltrækkes af arbejdet, siger hun.
Medarbejdernes engagement giver udfordringer, når hun kan se, at en medarbejder er i fare for at brænde ud. Det er svært at beordre en lang ferie, når medarbejderen selv mener, at det er vigtigt for kursisterne, at de er der. De økonomiske ressourcer diskuterer hun med personalet. Der kan være uenighed om, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der skal bruges på en opgave. Opgaven er at få økonomien til at balancere, og så har Lisa Elsbøll også selv en leder, nemlig bestyrelsesformanden.
I dag er en skole en virksomhed, der sælger ydelser tilpasset markedets behov.
– Tidligere var skoler institutioner. Definitionen blev først ændret til organisationer, og nu bliver skoler betegnet som virksomheder. Det understreger, at skolerne er en del af markedet med regnskabspligt og planlægningspligt. Alle regler er stort set økonomiske og strukturelle, siger Lejf Moos.
Men selv om skolerne skal leve efter de økonomiske vilkår, mener han, at det er forkert at kalde skoler for virksomheder, da de også har pædagogiske og dannelsesmæssige forpligtelser i forhold til eleverne.

Afhængig af lovgivning

Siden Lisa Elsbøll begyndte, har markedsvilkårene ændret skolens tilbud.
– Vi er gået fra at have tavlelærere ansat til at have samtalelærere, som beskæftiger sig med vejledning af matchgruppe 4 og 5, siger hun.
Kunderne er kommuner, som skal overholde lovgivningen på social- og beskæftigelsesområdet.
– Vores arbejdsvilkår er, at hver gang lovgivningen bliver ændret, må vi ændre vores udbud, siger Lisa Elsbøll.
Netop lovgivningen kan give konflikter med medarbejdere, som mener, det er urimeligt at behandle medmennesker, som loven foreskriver.
– Jeg er også et engageret menneske, og jeg bryder mig ikke om alle opgaver. Men jeg har sagt ja til en aftale med kommunen og forvalter lovgivning, som jeg ikke er enig i. Men skolen skal overleve, og lovgivningen betyder, at vi får mere arbejde, siger Lisa Elsbøll.
Hun skal sørge for, at medarbejderne passer til de nye opgaver ved at opkvalificere medarbejderne med ny uddannelse. Men hun må også afskedige medarbejdere hvert år.
– Skolen kan ikke løse opgaverne uden den faste stab på 12-15 faste medarbejdere. De arbejder med mennesker i krise og er derfor meget afhængige af hinanden. Derfor kan vi ikke have for stor udskiftning, selv om det kommer i konflikt med økonomien, siger hun.
Et hold for alkoholikere viste sig at blive en særlig udfordring, da det ramte ind i personlige barrierer hos medarbejderne.
– Alkoholikerne var angstprovokerende, og det kunne medarbejderne ikke håndtere, de andre kursister blev også skræmte, siger Lisa Elsbøll og fortsætter:
– Det var ikke sjovt som leder. Medarbejderne anklagede mig, fordi jeg valgte at gennemføre en arbejdsopgave, som efter deres skøn ikke kunne løses med de ressourcer, de havde.
Hun afviser ikke, at skolen i fremtiden kommer til at køre et lignende forløb, det skal bare ikke foregå sammen med de andre kursister.
– Jeg ser det som en opgave for os. Vi er sat på jorden for at forholde os til dem, de andre ikke vil lege med, siger hun.

Sådan får du et godt samarbejde med din leder:

  • Gør dig klart, hvilke forventninger du selv har til ledelsen og find ud af, hvilke forventninger ledelsen har til dig. Mange konflikter skyldes uafklarede forventninger.
  • Vær selv aktiv, spørg og vær sikker på, at både du og lederen har forstået budskabet.
  • Vær åben for uddannelse
  • Lad være med at konfrontere lederen med problemstillinger, når I lige er kommet ind af døren.
  • Forvent ikke et øjeblikkeligt svar på komplekse problemer. Man risikerer at få et uønsket eller uhensigtsmæssigt svar og lukke for noget, som kunne blive godt.

Bragt i LVU-Fagbladet 08 2008 side 20 – 22
Fagblad for voksenundervisere i LVU – nu Uddannelsesforbundet

Srilankansk konditor lokket til slavearbejde i dansk bageri

Arbejdsdage på 13 timer, ingen ferie og minimal løn. Sådan så virkeligheden ud, da en konditor fra Sri Lanka tog imod tilbuddet om et job i Danmark

Af freelancejournalist Lise Blom

Askepot, Askepot! Man kan næsten høre den onde stedmoder råbe, når den 30-årige Sampath Perera fortæller sin historie. Som i eventyrene må Sampath nemlig gå gennem en masse prøvelser, inden livet i Danmark kan blive godt.
Historien begynder på solskinsøen Sri Lanka. Her vælger Sampath at uddanne sig på en hotelskole med speciale som konditor. Målet for ham er at være sikker på at få et arbejde. Det får han, da han besøger sin onkel i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. I seks år arbejder han for en kæde af bagerier.
En dag får Sampath en bestilling på en fødselsdagskage formet som en guitar. Bestillingen kommer fra et arabisk ægtepar, der bor i Danmark og er på besøg i Dubai. Bagefter vender de tilbage og roser Sampath for kagen og giver ham et tilbud. De vil ansætte ham i deres bageri i Danmark.
Sampath har et godt job samt familie og venner i Dubai, så han afslår tilbuddet.
Et år senere kommer familien igen. Årets fødselsdagskage skal være en åben bog. Da familien vender tilbage med ros efter fødselsdagsfesten, får han igen tilbud om et arbejde i Danmark. Denne gang siger han ja for at prøve noget nyt.

Tager hans pas

Nogle måneder senere ankommer han til en lille by uden for Ringsted. Familien byder ham varmt velkommen og giver ham tid til hvile efter den lange rejse. Sit pas giver han til arbejdsgiverne, da de beder om det. Det synes han ikke er underligt.
I Dubai er det normalt, at arbejdsgiverne opbevarer ens pas. Det udnytter det arabiske ægtepar.
I bageriet arbejder han sammen med en dansker. Men han stopper hurtigt. Derefter bliver listen med arbejdsopgaver længere og længere dag for dag.
Arbejdsdagen for Sampath begynder klokken fem om morgenen og slutter klokken 18. Nogle aftener bliver han ringet op klokken 22 og beordret på arbejde, fordi kollegerne på natholdet ikke er mødt på arbejde. Hans timeløn er 111 kroner i timen. Men selv om han arbejder mere end 12 timer i døgnet, får han kun løn for syv en halv times arbejde. I løbet af et halvt år har han fire fridage.
Sampath synes, at han arbejder meget. Da han bringer emnet på banen, skælder den mandlige ejer ham ud og skubber til ham.
Livet i Danmark er surt, og Sampath savner venner og familie i Dubai. Han er nu klar over, at den arabiske familie udnytter, at han er alene, uden netværk og kendskab til det danske samfund og arbejdsmarked.

Kunde hjælper

Men en dag, hvor det ser allermest sort ud, sker der noget. På vej hjem fra arbejde bliver Sampath kontaktet af en kvinde, som arbejder for kommunen. Denne kvinde har han bagt en hjerteformet kage til. Hun roser ham for kagen, men hun er også interesseret i, hvordan han har det.
Da Sampath fortæller om sine arbejdsforhold, reagerer hun. Først fortæller hun ham, at en dansk arbejdsuge normalt er på 37 timer. Dernæst kontakter hun bagermester Klavs van Hauen, som ejer flere butikker i København. Hun fortæller ham om den dygtige konditor og de elendige arbejdsforhold.
– Jeg troede ikke, at sådan noget kunne ske i Danmark, siger Klavs van Hauen, der vælger at møde Sampath.
Sampath møder op med fotos af festkager fra syv års arbejde i Dubai og får tilbud om arbejde hos van Hauen. Samtidig kontakter Klavs van Hauen Fødevareforbundet NNF, for at Sampath kan melde sig ind og få hjælp fra fagforeningen i forhold til den gamle arbejdsgiver.
Det tager tid at få en ny arbejdstilladelse, og imens er Sampath tvunget til at fortsætte arbejdet hos ægteparret. Da han endelig kan fortælle om det nye job, bliver manden rasende. Ægteparret har en nøgle til hans bolig, og de smider alt hans tøj ud. De nægter også at betale ham løn for de to sidste måneder.

Forlig på 30.000 kr

Sampath har fået stor hjælp af faglig sekretær Lone Krydsfeldt fra Fødevareforbundet NNF. Hun hjælper ham med at få sit pas udleveret fra ægteparret. Ejerne af bageriet er ikke medlem af en arbejdsgiverorganisation.
Og da Lone Krydsfeldt henvender sig med et krav om den manglende løn, har ægteparret hyret en advokat, der kommer med modkrav. Ægteparret påstår, at Sampath skylder dem for blandt andet flybillet, tøj og husleje.
Heldigvis har Sampath dokumentation på, at han selv har betalt alle udgifterne. Der bliver indgået et forlig, så han modtager 30.000 kroner.
Det er også Lone Krydsfeldt, som undersøger antallet af ledige konditorer i København og skriver til Arbejdsmarkedsrådet, så Sampath kan få arbejdstilladelse. Arbejdstilladelsen er netop forlænget med et år, og Sampath er faldet godt til hos van Hauen.
– Jeg er meget glad for at være her. Der er mindre ulighed mellem folk i Danmark, end der er i Dubai. Mennesker i Danmark er flinke og mere nede på jorden. Det kan jeg godt lide, siger Sampath.
Derfor er der udsigt til, at vi får glæde af ham og hans kager også i fremtiden. Han har fået dispensation til at købe en lejlighed, og han er nygift og familiesammenført med sin kone Anne. Hun har efter en måned i landet fået arbejde som yogainstruktør. Sampaths drøm er en dag at åbne sit eget konditori med flot dekorerede kager.

Bragt i Substans 01/09 side 32 og 33.
Magasin for Fødevareforbundet NNF

I Mali er fysisk arbejde lig hårdt arbejde

I Mali får tøjet bank, når det skal være rigtigt fint. Slagene med en kølle giver en blankere overflade end et strygejern. Men det er et hårdt og ensformigt arbejde

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvis jeg nogensinde skulle få medlidenhed med mig selv og føle, at livet er hårdt og ensformigt, skal jeg blot lytte til den rytmiske banken, der lyder fra små boder af strå ved gader og veje i alle Malis byer. Her afleverer malineserne deres pæne tøj.

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

På en måtte af strå sidder to mænd overfor hinanden med hver sin kølle af træ. Mellem sig har de en glat blok af træ. På blokken ligger et stykke stof, som de skiftevis banker med køllen. Det er fint damaskvævet stof, som bliver ekstra blankt, når stoffets fibre bliver banket helt flade. Ved vask er skyllevandet tilsat lidt arabisk gummi for at give en hård og blank overflade. Efter at stoffet har fået bank, ligner mændenes store dragt boubou’en og kvindernes kjoler og tørklæder regntøj, og det rasler som papir, når folk bevæger sig. Hver dragt består af fem meter stof.

Fra tidlig morgen til sen aften ligger den rytmiske banken et lydspor – nogle gange i en jævn rytme andre gange til et stigende crescendo, når kanten af stoffet nærmer sig, og mændene i fællesskab beslutter sig for en ekstra anstrengelse.

Jeg har selv fået ømme hænder og små vabler. Bocari, som jeg bor hos i forstaden Bouga Songo ved Bamako, har fundet en kuffert fuld af frø. Frøene er fra Sverige, og de skal plantes af et kvindeprojekt i hans landsby Ennde i dogonland. Men inden må vi prøve, om frøene fra Brødrene Nelson overhovedet kan spire og gro i et varmere klima end Sverige. Planterne er dels velkendte grøntsager fra skandinaviske haver, men der er også bizarre varianter som brune rosenkål, violet grønkål og blå bønner.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Bocari har ryddet det krat, der har dækket det meste af grunden. Under krattet afslører et fundament til mure, at huset skulle have været dobbelt så stort. I Mali ser man mange halvfærdige huse, for malineserne kan ikke gå i banken og låne penge til et hus. Byggeriet skrider frem, efterhånden som de kan betale materialer og arbejdskraft.

Mellem fundamentet til murene er der jord, som vi må gennemvande inden vi kan begynde at hake i den. Her bruger man selvfølgelig en hakke, som er effektiv til at hakke, løsne og grave i jorden – eneste minus er skaftets rå overflade, som giver vabler. I første omgang har vi gjort to ”værelser” klar med bønner, ærter, gulerødder, rødbede, courgette og salat. Komposten er anderledes, og jeg har fjernet konservesdåser, plastikposer og tøjstumper.

Krattet skjulte tomatplanter plantet under regntiden, som sluttede for næste fire måneder siden. Der er hverken faldet regn eller dug siden, og alligevel lever planterne med blomster og tomater. Tidligere har jeg altid tænkt på Mali som ekstremt tørt, men jeg har ændret min opfattelse. Mali er ekstremt grønt og frodigt i forhold til mængden af nedbør, den brændende sol og de mange får, geder og køer. Tænk hvor hurtigt den danske natur visner, hvis det ikke regner nogle få uger. I Mali er der frisk grøn vegetation, selv om det ikke regner mellem syv og otte måneder om året.

Jeg er spændt på, om planterne når op, inden jeg skal hjem. Det vil begejstre mig, hvis jeg kan nå at smage en høst af friske grønne ærter i februar! Men det er ikke kun mig, der glæder mig. Flere og flere duer har spottet den rensede jord, som de cirkler om.