Tag-arkiv: Mad

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Bombetrussel i Bamako

Søndag burde jeg springe ud som krigsreporter og afdække internationale terrorplaner. I stedet kæmper jeg med lækkersult og overspringshandler på nettet.

Jeg drømmer om at sidde på en cafe og nyde chokolademousse eller hjemmelavet is eller en af de fantastiske kager, konditorerne i Bamako tilbyder i meterlange glasdiske på byens libanesiske cafeer. Men jeg må nøjes med mit medbragte slik. Chokoladen fra Ghana, som hverken smelter i hånden eller munden, faktisk smelter den slet ikke. Og tyrkisk nougat fra lufthavnen i Istanbul, som ikke helt rammer de smagsnuancer, jeg erindrer.

Men der er noget, som er værre end mine udfordrede smagsløg og lyst til selvforkælelse. I dag modtog jeg for første gang en advarsel fra den danske ambassade om risiko for et selvmordsbombeattentat i Bamako. Bliv indendørs indtil tirsdag morgen, stod der på sms og mail.

Og så opstår trangen. Lige neden for min bakke ligger en stor libanesisk restaurant og cafe. Ganske vist ikke med byens bedste kager, men de bedste i gåafstand. Men skulle en selvmordsbomber true, siger min logik mig, at cafeen ville være et oplagt mål med det blandede publikum af velstående malinesere og vesterlændinge. Det er efter sigende FN troppernes tilstedeværelse, som har fået cafeen til at sætte priserne op til næsten det dobbelte siden december.

Endnu mere synd er det for alle de lokale indbyggere, som ikke har en ambassade til at advare dem om et muligt angreb. Der står intet i medierne.

Indendørs har jeg dog ikke opholdt mig. Området, hvor jeg bor, er stort med haver og frisk luft, og jeg har fået skrevet en smule i dag. Men også overspringshandlet på nettet – og fundet Malis hærs Facebookprofil.

Patriotisk ja, og overraskende. Især opfordringen til at blive Valentine med Malis hær. Og bogstavlegen, hvor svaret både kan være MALI eller MNLA en oprørshær. Jeg vil også minde om, at Malis hær har sit eget fodboldhold, som spiller bold samtidig med, at soldater fra andre nationer forsøger at afvæbne terrorister i Malis ørken.

Jeg undskylder søndagens humør og min lyst til at blande kaloriebomber med selvmordsbomber. Normalt er jeg en seriøs journalist.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Bamakos gader er fyldt med levende og døde dyr op til ramadan festen

Jeg skriger og har ingen mulighed for at flygte. Til højre for mig drøner biler og motorcykler, mens der på venstre side er en to meter dyb afvandingskanal. Foran mig en rasende tyr.

Kønt er mit lår ikke, efter det blev stanget af en gal tyr

Få sekunder tidligere havde jeg ærgret mig over, at jeg endnu en gang havde glemt mit kamera. Det var, da jeg så teltpavillonerne med hundredevis af kødbunker og mændene, der grillede de kolossale kohoveder med de lange horn og andre, der splintrede blodige kroppe med økser.

Det er dagen inden den store ramadan-fest, og der skal spises kød. Jeg går forbi slagteriet, men i dagens anledning er slagtningerne flyttet udenfor slagteriet til vejen og vejsiderne.
I dagevis er køer, får og geder blevet fragtet ind til Bamako for at ende i kødgryderne. Men sammenbundne ben har de ligget på tage af biler og busser. Nogle minibusser har været omdannet fra persontransport til kreaturtransport. Det kan undre, hvordan det er muligt at bære en ko ind i en minibus, især når koen ikke er tilfreds med situationen.

Langs slagteriet står dyrene bundet, og køberne ser dem an. Nogle får endnu en køretur i bil, andre bliver slagtet på stedet. Dyrene bliver væltet om på siden og hurtigt aflivet. Parteringen foregår på deres eget skind, som de erfarne slagtere hurtigt har skilt fra kroppen.

Foran slagteriet er der trafikkaos af den slags, hvor man skal stå i kø for at passere til fods uden at snuble over der blodige koskind eller levende dyr. Nogle mænd foretrækker at blive siddende i bilen og udpege de dyr, de er interesseret i. Resten af trafikkanterne må vente, mens manden mærker på dyrets ryk og kølle.

Endelig er jeg forbi slagteriet. Jeg fortsætter af vejen mod centrum og nyder, at der endelig er en smal rabat at gå på.

Da hører jeg råb bag mig, som overdøver trafiklarmen. Jeg vender mig om og når lige at se en løs tyr komme galoperende mod mig. Jeg konstaterer, at jeg hverken kan springe til højre eller venstre. Så jeg skriger og ser de lange spidse horn, som favner en meter. Bliver jeg fanget i mellem dem, bliver jeg trampet ned af den rasende tyr. Eller spiddet.

Tyren springer en anelse til venstre, og jeg drejer siden til, så jeg kun bliver snittet af hornet øverst på låret. Og tyren galoperer videre med en råbende knægt i hælene. Jeg løber lidt frem og ind på en parkeringsplads og læner mig op ad hegnet. Hele kroppen ryster, og nogle motorcyklister stopper og spørger, hvordan jeg har det. Jeg er nogenlunde uskadt og skal bare hvile lidt. Længere fremme ad vejen har knægten fået fat i tyrens hale. De tager sig en rasende svingom, inden tyren vrider sig løs og fortsætter op ad en mudret sidevej i industrikvarteret.

Da mine ben igen makker ret, fortsætter jeg. Et par hundrede meter længere fremme ligger fire kolossale tyre i vejkanten. Dem vil jeg ikke skærve over, så jeg gør mig klar til at gå over vejen igen. Trafikken er tæt, og jeg står længe og venter på et hul mellem biler og motorcykler. En ung mand kommer hen til mig og tilbyder at følge mig forbi tyrene. Jeg forklarer, at jeg lige er blevet stanget af en tyr, så han tager min hånd og trækker mig over vejen i slalom mellem biler og motorcykler.

Da jeg lidt længere fremme vil tilbage på den anden side af vejen, dukker han op igen og hjælper mig over.

Lidt senere samme dag, hører jeg hujen og ser to små drenge komme løbende efter en tyr. Jeg venter, til de er ude af syne og glæder mig, til alle byens dyr er spist.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Baobab – ondt i eventyr og bedste ven i virkeligheden

Baobabtræer giver mad og vand til dyr og mennesker på savannen. De kan blive flere tusinde år gamle og forbinder det gamle Afrika med det nye

Af freelancejournalist Lise Blom

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

Afrikanerne undrer sig, når de læser eventyret Den lille Prins. Her er baobabtræet nemlig en ond plante. Hver gang den lille prins ser et baobabtræ spire i jorden, skynder han sig at trække det op. I eventyret er en baobab farlig, fordi den vokser hurtigt, og de enorme rødder truer med at sprænge den lille planet i stykker.

I virkelighedens Afrika opfører baobabtræet sig heldigvis helt anderledes. Træet er en ven, hvor man altid kan finde, vand, mad og skygge. I landsbyer flere steder i Afrika spiser man hver dag grød med sovs af baobabblade, og træets frugter er både søde som slik og verdens største vitaminpille. Når man er tørstig, kan man finde vand i træets hulrum. Nogle afrikanere kalder det livets træ, og det vokser faktisk meget langsomt. Så langsomt, at det tager 1000 år, inden træet når sin fulde størrelse og får den knudrede form, vi kender som et baobabtræ. Også derfor spiller det en helt særlig rolle for mange afrikanere. Fordi træerne er så gamle, forbinder de fortid med nutid.

Børnenes træ

Vi er i Galamadji i det sydlige Mali og møder Fama på 11 år. Han fortæller os, at baobabtræet er populært hos børnene i landsbyen.

– Det er vores frugter, som vokser på træet. Frugterne på det midterste træ smager bedst, fortæller Fama.

Vi står ved træerne i landsbyens udkant. Famas far Dembelé viser os en sten ved et baobabtræ.

– Her er grundlæggeren af landsbyen begravet i et hulrum nederst på stammen. Efter begravelsen voksede baobabtræet sammen igen, siger han.

Senere samler landsbyens historiefortæller børnene ved foden af træet. Han begynder at fortælle om folkets historie og traditioner. Nogle historier er uhyggelige, andre er sjove. Dembelé siger, at børnene skal lære træet at kende for at vide, hvordan de klarer sig i naturen.

– Du er nødt til at vide, hvor alle baobabtræer gror. Når du er på jagt eller vandring, blliver du tørstig. I et baobabtræ er der hulrum med vand, du kan drikke. Du kan også gemme dig i en baobab, hvis der er fjender eller vilde dyr efter dig.

Tyvagtige aber

Når man bliver ældre, lærer man endnu mere om baobabtræet. Man lærer at lave naturmedicin, og at der er ritualer om træet, som kan bruges til at komme i kontakt med sine forfædre.

Fama er stadigt et barn, så han er mest glad for baobabtræet, fordi det giver frugt. Frugten smager sødt og syrligt.

– Chimpanserne kan også godt lide baobabfrugt. De stjæler fra vores træ. Når vi ser dem, jager vi dem væk. Men når der er gæster, må vi ikke smide sten efter dem, siger Fama.

Da det begynder at blive mørkt, kommer chimpanserne. De andre aber venter, mens en voksen chimpanse klatrer op i træet og plukker baobabfrugter. Børnene i Galamadji er sure, fordi aberne tager frugten fra det bedste træ. Men de lytter til de voksne og holder sig i ro.

Baobab som potteplante

Malis hovedstad hedder Bamako, og her møder vi Salif på 12 år. Han bor i et moderne rækkehus med sin far, sin tante og sin bedstemor. Bamako er en rigtig storby, og der er ingen baobabtræer i byen længere.

– Jeg har kun set rigtige baobabtræer på billeder og i tv. Men min bedstemor har plantet et lille baobabtræ i gårdhaven, siger Salif.

Det står i en krukke og er ikke mere end en tynd stamme på en meter. Det ligner slet ikke de gamle baobabtræer. Salifs bedstemor hedder Fatoumata og kommer fra en landsby. Hun er glad for, at hun ikke skal arbejde så hårdt i byen som på landet. Det er rart med elektricitet, tv og vand i vandhanen, men hun savner landsbyens traditioner.

– I landsbyen er man del af en lang historie. Man kender alle familier og har kontakt til sine forfædre, siger Fatoumata.

Symbol for traditioner

Det hjælper baobabtræet med. Det lille træ i gårdhaven er Fatoumatas forbindelse til landsbyen. Hun har også købt en kæmpe Skildpadde, der er mere end 100 år gammel. Den er så stor, at hun kan sidde på den.

I Mali er skildpadden et helligt dyr. Den stammer fra urtiden og er ligesom baobabtræet et symbol på det oprindelige.

Fatoumata fodrer sin skildpadde med salatblade og taler til den. Hun håber, at den vil bringe ordene videre til hendes afdøde far og mor.

Når Fatoumata får besøg af sin søster Korka, taler de meget om den landsby, de kommer fra. Korka har plukket blade fra en baobabtræ og lavet en grøn sovs, som de spiser med en tyk stiv grød af hirse.

– I lansbyen spiste vi den hver dag til både middagsmad og aftensmad. Vi fik kun kød, når der var fest. Og vi fik aldrig sodavand eller bolsjer, griner Korka.

Salif smager på det. Sovsen er slimet og lidt bitter. Han er vant til ris med grøntsager og kød eller fisk.

Fakta om baobab

Baobab – et anderledes træ

  • Der findes otte sorter baobab, seks vokser på Madagaskar, en i Australien og en i Afrika
  • Baobab er en plante i katostfamilien i familie med stokroser, bomuld og kakao
  • Træet vokser langsomt. Når det er 1000 år gammelt får det hulrum. Den ældste baobab er 6000 år ifølge kulstof 14 datering
  • Det får tykke grønne blade i regntiden, som det taber i tørtiden. I Afrika skærer man de friske blade ned, tørrer dem og bruger dem til sovs
  • Træet får store hvide blomster i begyndelsen af regntiden, som bliver bestøvet af flagermus
  • Blomsterne bliver til 30 centimeter aflange frugter. Frugterne har en hård skal. Frugtkødet er som hvidt kridt og smager sødt og syrligt
  • Baobab består af 80 procent vand. Stammen har ikke årringe og kan ikke bruges til brænde eller byggeri. Et dødt baobab klasker sammen til en bunke fibre, der er godt som gødning
  • Træet kaldes også et abebrødstræ, fordi aber er glade for frugterne

Pluk en vitaminpille

Baobabfrugt er meget sund. Den indeholder mere C vitamin end appelsin og mere kalk end mælk. Børnene spiser baobabfrugt i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt.

Baobabfrugt er godkendt som kosttilskud i EU. Man kan købe smoothie og müslibar med baobab i Frankrig

Tre særlige baobabtræer

  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og et af verdens ældste træer. Omkredsen er 47 meter og det er 22 meter højt. Træet er hult, og der er en bar indeni med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Læs mere om baobab-træet

Artiklen er bragt i Weekendavisen i tillægget Faktisk den 9. september 2011. Målgruppen for tillægget er børn.

Naturens slik i Mali

På jagt efter abebrød og andre søde sager

Matadormix, chokolade og is er ukendt for børn i Mali. Når de er lækkersultne, går de ud i naturen og finder vilde frugter, der er søde som slik. Noget af det lækreste kommer fra baobab-træet og hedder abebrød

Tekst og foto freelancejournalist Lise Blom

Lamine på vej hjem fra skole i landsbyen Keleya i Mali

Præcis klokken 12 slår en af Lamines klassekammerater på et hjulkapsel fra en bil, der er sømmet op i et træ. Den rungende lyd er tegn til skolens elever om, at den tre timer lange middagspause er begyndt. Vi er i landsbyen Keleya, som er tilknyttet BØRNEfondens udviklingscenter 707 i Mali. Lamine er sponsorbarn, 11 år og går i 5. klasse. I dag skynder Lamine sig hjem fra skole for at spise frokost, for han skal på tur med et andet sponsorbarn og BØRNEfonden.

– Anitlé, hvordan har du det, hilser Lamine på sin bedstemor, da han træder ind i gården mellem de små stråtækte huse.

– N’se, jeg har det fint,” svarer bedstemor.

Bedstemor sidder under et halvtag på en skammel og spiser sammen med Lamines to yngre søstre. Under halvtaget ved huset overfor venter Lamines far Broulaye på, at Lamine kommer hjem fra skole. Tèrin er Lamines mor, og hun kommer med maden. På landet spiser mænd og kvinder normalt ikke sammen. Maden bliver delt i to portioner og serveret i plastikskåle.
Der er hverken tallerkner eller bestik, for man spiser med fingrene. Skålene
med mad står på jorden, og man sidder på en skammel eller på hug, mens man spiser.

Samme mad hver dag

Lamines mor har tilberedt tô med grøntsagssovs. I Mali spiser folk på landet tô hver dag til enten middag eller aften og nogle gange til begge måltider. Den tô, Lamine spiser, er tilberedt af majs og minder om en stiv grød. Tô kan også være tilberedt af hirse.
Lamine spiser hurtigt, så vi kan komme ud og finde vilde frugter. Først henter vi Moussoni, der også er sponsorbarn. Hun har også spist tô til middag. Moussoni er 11 år og går i 6. klasse. Hverken i hendes eller Lamines familie er der mange penge, så det nytter ikke at spørge om søde sager og slik. Ligesom børn i Danmark kan børn i Mali også lide søde sager.
Men i Mali er børnene nødt til selv at finde frugter i naturen, som de spiser som slik. Og takket være sol og varme er frugternes smag sødere og mere koncentreret end frugt i Danmark.

– Jeg elsker mango, og jeg glæder mig til, at de snart er modne, fortæller Moussoni.

Der er masser af mangotræer i landsbyen, så fra marts til august kan hun spise alle de mangoer, hun har lyst til.

Deler med søskende

Lamine og Moussoni spiser jijibe-frugter og selv om de pjatter og leger, kikker de hele tiden efter flerefrugter

Der er fem kilometer ned til jijibe-træerne, som bærer frugt i januar og februar. Normalt går børnene herned i weekenden, når de har god tid. Men i dag kører vi i bil, så Lamine og Mousseni kan nå tilbage i skole inden klokken tre.
Det store træs grene er tunge af de små søde frugter. Smagen af de friske bær minder om krydrede pærer, mens de helt modne mørkere bær smager af frugtkaramel.
Moussoni og Lamine går i gang med at finde alle de nedfaldne frugter, så de ikke træder på dem. Derefter plukker de dem, de kan nå, og til sidst bruger de en pind til at banke modne frugter ned, som sidder højere oppe i træet. Selvom de taler sammen og driller hinanden, er de hele tiden på udkig efter
frugt.

Læs hele artiklen i side 8 og 9 i Nyt fra Børnefonden 2 2011

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Levende mad i Mali

Fra levende ko til ingrediens i sovsen. I Mali er det let at se, hvor maden kommer fra. Jeg har samlet en række hverdagsbilleder, som alle handler om fødevarer

Af freelancejournalist Lise Blom