Tag-arkiv: vandring

At vente i lufthavne

Hvordan er det at vente? Det spørgsmål fik jeg onsdag den 8. april. De franske flyveledere strejkede nemlig, så flyet til Madrid var forsinket lidt mere end tre timer.

Jeg nåede at få tandbørste og creme ud af bagagen, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville nå min forbindelse videre til San Sebastian. Men jeg havde ikke taget opladeren med til min telefon. Og det ærgrede jeg mig hurtigt over. Min første indskydelse var at jeg kunne sidde og læse mail og tjekke internetsider på telefonen. Men på en en gammel IPhone holder strømmen ikke længe.

Jeg undersøgte lufthavnens butikker og fandt ud af, at i Tiger-butikken kan man få vand og is meget billigere end i lufthavnens andre butikker. Håber ikke jeg får brug for den viden igen.

Faktisk er det lidt pinligt, at jeg kun kan forestille mig at glo på min telefon. Det gjorde alle andre også. For nogle år siden ville vi tale sammen. Ud over at bruge telefonen en smule for at spare på strømen læste jeg i et magasinet Udvikling fra Danida, som jeg havde taget med i sidste øjeblik. Ud over det skete der absolut ingenting i mit hoved.

Vi nåede Madrid flere timer senere end forventet, og flyet til San Sebastian var fløjet. Ved transferdesken fik jeg at vide, at jeg skulle på hotel. Jeg fik en voucher og skulle bare ud ad lufthavnen til busholdepladsen. Der ville være folk, som kunne hjælpe.

Flytrafik forbinder vi med effektivitet. Men når vejret, tekniske fejl og en strejke udfordrer systemet, skrider hele systemet. Passagererne bliver enten rasende eller passive. I Madrids lufthavn var vi meget tålmodige.

Først blev vi henvist til holdepladsen for hotellernes minibusser. De kom i en lind strøm og hentede kunder. Den eneste, der ikke kom var bussen til Hotel Melia. Da den endelig kom, var vi alt for mange, og chaufføren nægtede os adgang. Han henviste os i stedet til stoppested 7.

Ved det stoppested stod endnu flere mennesker, men der var ingen bus. Men i det mindste havde vi her fået en hjælper, som kun kunne fortælle os, at bussen ville komme.

Da bussen endelig kom, kørte den først, da den var helt fyldt. Det føltes en smule som i Afrika i gamle dage. Efter en time kørte vi endelig.

Vi ankom til et enormt luxushotel, og det var godt, at jeg ikke havde fulgt min første indskydelse om at gå til hotellet. Der var langt, og turen foregik ad motorvej.

Da vi ville tjekke ind på hotellet, fortalte receptionisterne at værelserne først skulle gøres klar. De virkede lidt overraskede over de mange pludselige gæster, selv om transferdesken i lufthavnen havde ringet til hotellet om hver enkelt gæst næsten to timer tidligere.

En gæst påpegede, at der stod aftensmad på den voucher, vi havde fået. Men køkkenet var desværre lukket klokken 23. Gæsten blev sur, og efter at receptionisterne havde konfereret, meddelte de os, at vi kunne få aftensmad, mens værelserne blev gjort klar.

Mens vi ventede, kunne vi have talt sammen. Jeg kunne have talt med den unge spanske mand, der talte længe, meget længe i telefon med Christina. Eller med den danske kvinde, der blev fragtet i kørestol i lufthavnen, men som skulle klare sig selv, så snart hun var uden for lufthavnen. Heldigvis kunne hun godt gå. Til gengæld talte hun ikke spansk, selv om hun boede på Tenerife.

Imponerende nok stablede restauranten et tre retters menu på benene med de stakkels tjenere, som troede de havde fri. Egentlig var jeg ikke sulten, men især deres paella smagte fantastisk.

Tilbage i receptionen var der lange køer for at få udleveret nøgler til værelserne. Alles flyoplysninger skulle tjekkes. Foran mig begyndte et par, der først skulle flyve senere næste dag at spørge om bustransport til centrum af Madrid. Imens måtte køen vente.

Jeg kom endelig i seng klokken 1:20. Allerede klokken 4:45 ringede receptionen, at jeg skulle gøre mig klar til afgang. Selv om det var et luxushotel, virkede bruseren ikke, så jeg kunne kun smide lidt vand i hovedet. Der var lidt kaffe og kage i receptionen.

I lufthavnen var der to timer til afgang, så jeg forsøgte at sove på en umagelig metalbænk magen til dem, jeg kender alt for godt fra Casablancas lufthavn. Jeg var bekymret for, om min rygsæk ville komme med. Det er min erfaring, at når noget går galt i en lufthavn, skrider det hele.

Lufthavnen i San Sebastian har en meget kort landingsbane bygget ud i floden. Heldigvis var rysækken med. Faktisk ligger den i Irun, og det passede perfekt, for der begyndte min tur. Det lykkedes mig at tyde den baskiske busplan og komme ind til centrum af Irun. Meget træt. På turistkontoret spurgte jeg om caminoen. Du står på den, var svaret. Så var det bare at begynde at gå. Jeg kunne se bjergkæden, jeg skulle op over.

Dag 1 Irun til Pasajes de San Juan

irun

I baggrunden grænsen mellem Spanien og Frankrig og byen Irun, hvor jeg begyndte min vandring

Dagens optur! Lidt stejl, og bagefter nyder jeg de smukkeste udsigter over kysten, havet, bjergene og lavlandet mellem Frankrig og Spanien. Den bedste begyndelse på en fantastisk vandretur.

Torsdag den 9. april 2015

Min første vandredag foregik i en osteklokke af træthed. Ærgerligt for det er beskrevet som den smukkeste vandredag på hele turen.

Jeg kom hurtigt ud af byen og fandt et minimalt supermarked at købe vand og lidt frokost i. Da jeg er landet om formiddagen, kommer jeg først i gang ved middagstid. Først gik turen gennem et beskyttet vådområde, hvor tidevandet skyller ind, og der er flydt med fugle og padder. Så begyndte opstigningen.

Ved et kapel kunne jeg vælge den almindelige camino eller en alpin camino. Jeg tog den sidste. I begyndelsen var den så stejl, at jeg nogle steder måtte støtte med hænderne. Til gengæld kom jeg hurtigt op på bjergkammen med udsigt over havet, Pyrenæerne og det smalle lavland.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Der gik køer og heste på bjerget, og midt i al naturen lyste et pink badekar op i det grønne. En let vind blæser fra land, og jeg tænker, at jeg er heldig, at det ikke er en storm fra Biscayabugten, der ruskede i mig.

Allerøverst er bjergkammen smal, og pludselig er vinden voldsom. Mit hår pisker mod ansigtet, og jeg skal balancere på ujævne klipper. Jeg fortryder, at jeg ikke har vandrestave med til at give støtte. Et sted må jeg tage rygsækken af, fordi jeg ikke tør balancere ned fra en høj sten.

Jeg skal gennem flere hegn med pigtråd og frygter for min nye dyre dunjakke. Heldigvis går det, og jeg kommer igen til lettere terræn uden vind.

Et enkelt sted er jeg i tvivl om ruten, for flere afmærkninger peger i forskellige retninger på andre vandreruter. Men jeg kan ikke se min gule pil. Mens jeg overvejer vejen, kommer en mand løbende, og han forklarer mig vejen, som ikke er ordentligt afmærket lige der. Da det allerede er sent på dagen, møder jeg kun få personer, men når man har brug for at være heldig, så er man heldig. I hvert fald denne dag!

Nedturen er begyndt. Da jeg kommer ud på en asfaltvej, passerer jeg et cafeteria. Der skal man spise, hvis man bliver udmattet af at gå ned ad bakke. For det går nedad. Nedad på en måde, som ikke eksisterer i Danmark. Et sted træder jeg forkert, og min hofte begynder at smerte for hvert et skridt.

Jeg er sidste vandrer, som ankommer til herberget i Pasajes. Et lille hyggeligt sted bygget sammen med en lille kirke. Der er syv kvinder og en mand. Der er en overkøje til mig. Efter et bad forklarer hospitalleroen mig vejen til en restaurant. Der går igen stejlt nedad på trapper.

På spisekortet vælger jeg tre ting. Den søde tjener forklarer mig, at det er meget mad og foreslår, at jeg begynder med to ting. Hvis jeg stadig er sulten, kan hun lave lidt mere.

Tjeneren har ret. Salaten med grillet gedeost er genial og derefter en stor portion blæksprutte, som jeg ikke kan spise op.

Da jeg er tilbage på herberget klokken 21:30, sover alle. Det er første vandredag, så folk er trætte. Selv om jeg kun har sovet få timer de seneste døgn, kan jeg ikke falde i søvn. Klokken syv vækker hospitalleroen os.

Dag 2 San Juan de Pasajes til San Sebastian

2 sanjuan fjord

Udsigt fra herberget i San Juan de Passajes

Min første camino-samtale efterlader mig helt forpustet. Derefter imponerende udsigter og en eftermiddag i  verdens måske smukkest beliggende by San Sebastian.

 

Fredag den 10. april 2015

Efter de mange trapper ned til fjorden finder jeg et lille sted med te og croissanter. Jeg har lige sat mig, da en canadisk kvinde ankommer og sætter sig ved samme bord. Dagen inden har vi hilst på hinanden på herberget.

Det er anden gang, hun vandrer camino, så nu kan hun sætte mig ind i sagerne. Da hun hører, at jeg kommer fra Danmark, nævner hun Claus, som også er fra Danmark, og som hun mødte på sin første tur. Claus havde et handicappet barn, som var dødt. Derefter havde han en kæreste med et handicappet barn, der forlod ham, kæresten altså.

Pludselig vifter hun et for mig usynligt insekt væk og griber et serviet med insektmiddel.

– Deet, siger hun, mens hun dupper det på huden. Det er noget værre noget. Jeg har haft hudkræft. Men på sidste camino fik jeg et insektbid, som hævede op.

Hun viser mig et område, næsten lige så stort som hele kinden.

– Jeg har behov for mad, når jeg går, forklarer hun mig videre og fortsætter med at fortælle mig om problemer med hende, hun følges med på denne tur.

– Hun spørger mig hele tiden, hvad jeg har lyst til. Og hun spiser ikke noget om morgenen. Canadieren er ikke sikker på, at de kan fortsætte turen sammen. På sidste tur gik hun sammen med en kvinde, der lige som hende stod tidligt op om morgenen.

Hun fortæller mig også om støvler, der bliver stjålet, og steder, hvor man ikke må have sin bagage med ind på værelset. Pensionatet, hvor hun overnattede i Irun, lå i et kvarter med mange narkomaner.

Endelig er hun færdig med sin kaffe. Hun har ikke hørt meget om mig, og det tror jeg er udmærket.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring:

En lille båd sejler mig over fjorden. På et værft er de i gang med at bygge en kopi af et gammelt galeonskib. Jeg går videre og kort tid efter begynder trapperne op ad.

Derefter går en smuk sti langs havet. Der er blomster, og det dufter vidunderligt af forår. Stien deler sig, og vandrevejen fortsætter langs havet. Jeg følger caminoen lidt ind i landet. Kort efter møder jeg en gård med cafe. Der skulle jeg været stoppet for at få lidt at drikke og tisse af. Der var nemlig ikke flere steder derefter.

Vejret er overskyet og lunt. Efter et stykke vej mellem gårde og marker kommer jeg til en skov. Der ligger et vandrehjem, og skoven er fyldt med vandreruter og skoleelever på udflugt. EU har betalt for nogle bassiner til padder. I et lever en art tudse og frøer. I et andet er der tudser. To slags i hvert bassin. Enten kan padder ikke lide at leve sammen eller også er det et pædagogisk kneb for ikke at have for mange padder på skiltene, så folk kun skal forholde sig til to arter af padder på hvert skilt.

På et tidspunkt tolker jeg de gule pile forkert og går op ad en meget smal og stejl sti. Længere oppe er der ingen pile, så jeg må ned igen. Da jeg igen er nede, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne opfatte, at pilen pegede opad.

Lyden kommer før synet. Det lyder som fly, der lander uafbrudt. Men det er endelig Biscayabugten, der viser tænder og kaster bølger op på stranden i San Sebastian.

Efter en lang stejl nedtur står jeg på strandpromenaden i byen. Jeg ankommer om formiddagen, så jeg har tid til at opleve byen. Jeg finder en pensionat til 25 euro med fælles bad. Den kvindelige ejer forklarer, at hun altid er hjemme. Det kan jeg høre. Hendes gennemtrængende stemme lyder konstant i baggrunden i samme skingre tone som en desperat type i en film af Almodovar.

Til frokost vælger jeg fire store pintxos – det baskiske ord for tapas. De ser mere imponerende ud, end de smager. Der indgår serranoskinke, rejer og champignon i dem, og de er vanskelige at spise, fordi de er så høje.

Efter lidt hvile vil jeg købe vabelplaster og ibuprofen-piller, da jeg stadig har ondt i hoften. På apoteket falder jeg ind i butikken, da der er et uventet trin ned. Da jeg samtidig ser mig tilbage for at undersøge, hvad der skete, rammer jeg en papopstilling med varer. Ekspedienten får straks øje på mig.

Efter en fantastisk kage på et konditori og et glas friskpresset juice på en cafe, går jeg en tur langs vandet på den fantastiske strand. Vandet er iskoldt, men det er dejligt at få sand mellem tæerne.

San Sebatian skal være kulturby i 2016, og den er allerede rigt udsmykket. Fantastiske bygninger fra begyndelsen af 1900 tallet. Drikkefontænerne fungerer som solur. Det er bare svært at se, hvad klokken er i overskyet vejr som i dag.

Om aftenen sætter jeg mig i restauranten i kælderen under en tapasbar med udsigt til ti knoklende kokke. Der bliver ikke givet ordrer, alle læser bestillingerne og arbejder koncentreret med hver deres speciale.

Endnu en gang vælger jeg salat med gedeost. Denne gang er der enorme hvide asparges med i salaten. Så store at jeg først tror, det er kartofler. Hovedretten er havaborre med hasselnøddeskum. Så lækkert, at jeg har lyst til at slikke tallerknen. Men det er en dyb tallerken, hvor der ikke er plads til næsen, og kokkene ville nok glo. Som dessert får jeg cheesecake pyntet med tynde skiver æble og sprød kiks. Den nærmeste kok roser mit valg af dessert. Hele herligheden kostede mig 34 euro.

Dag 3 – San Sebastian til Orio

orio udsigt

Udsigt fra herberget i Orio

En kortere vandredag bringer mig gennem landlig idyl til herberget i Orio med den bedste udsigt og lækkert fælles mad serveret af venlige værter. Benene er møre af de bratte nedture i det stejle landskab.

Lørdag den 11. april 2015

Cafeerne i San Sebastian åbner først med morgenmad efter klokken 10. Inden da er der kun steder åbne med ståpladser og plastik-indpakkede snacks. På markedet køber jeg friske ærter. Lige som i Afrika er de bælgede og pakket i plastikpose. Jeg køber en fåremælksost og har stadig noget af mit hjemmebagte brød fra Danmark.

Ruten går på smalle asfaltveje mellem marker og gårde. Vejene ligger nærmest parallelle i landskabet, og der er ingen biler. Senere kommer man ind på grusveje i skoven. Det har regnet lidt og er mudret. Kun få steder kan man sidde og holde pause. Et sted springer en kilde med vidunderligt vand. Efter jeg har sat mig og fået støvlerne af, får jeg øje på en stor hundelort et stykke fra mig. Jeg vælger at ignorere den. I denne del af Spanien er der mange meget store hunde. De ligner designerhunde med hver sit specielle look. Langt fra alle har styr på deres hunde, når de er ude at lufte dem.

skilt

Det første skilt jeg møder med antallet af kilometer til Santiago de Compostella

Turen går fint og jeg tænker umiddelbart, at jeg sagtens kan gå længere end Orio. Men så begynder nedturen. Først rimeligt blidt efter spansk standard. Men kan altid se stejlhedsgraden på en vej. Er det en asfaltvej, er den mindre stejl. Er det en cementvej, er der meget stejlt. I første omgang går jeg på en asfaltvej.

Men så drejer vejen, og ruten fortsætter ned ad en stenvej, der ikke er renoveret siden romertiden. Det går stejlt nedad, og jeg må balancere fra sten til sten. Det er umuligt at nyde udsigten og handler kun om, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg kan nu mærke en smerte i begge hofter.

Jeg skal også gå et lillebitte stykke langs en hovedvej og under en motorvejsbro. Ikke muntert,men jeg møder heldigvis ingen biler under broen. Det går en smule op, og selvfølgelig nedad igen. Store mørke stenkors langs vejen virker truende og som en kontrast til det lysegrønne forårslandskab.

orio morgen

Næste morgen ligger tågen i dalene under os

Endelig ankommer jeg til herberget så tidligt, at jeg kan vælge en underkøje ved døren og den friske luft. Herberget ligger smukt med udsigt over dalen. I begyndelsen er der mudder i bunden af dalen, men senere kommer tidevandet og fylder dalens bund med blåt vand. Solen bryder gennem skyerne, og vi ligger i græsset og nyder varmen og forårets dufte, mens bjælderne ringler fra græssende får, og små lam bræger spædt.

Om aftenen spiser vi sammen og får serveret suppe, salat, fisk og bagte æbler med is. Vinen flyder. De fleste er tysktalende, men der er også to franskcanadiere, en far og hans datter og en spanier. En tysk kvinde har gået caminoer mange gange med en trækvogn, som jeg undrer mig, hvordan hun kan få med gennem de stejleste, smalleste og mest stenede passager. Hun drejer hele tiden samtalen over på tysk. Jeg forstår tysk, men taler det ikke og flytter op i enden, hvor samtalen foregår på fransk med canadierne og andre fransktalende. Her møder jeg tyske Peter og Lisa for første gang.

zumaia morgen modlys

Endnu et morgenfoto fra herberget i Orio

Jeg kan stadig ikke falde i søvn, men er dejligt afslappet. Næste morgen vågner vi klokken 7 til morgenmad med varmt brød. Landskabet er hyldet i tåge. Solen bryder først gennem til os, mens skyerne stadig ligger tungt over dalen. Så smukt.

Dag 4 – Orio til Zumaia

zumaia by

Zumaia ligger smukt ved kysten

Det er søndag og dermed vandredag for spanierne. Nogle steder går vi næsten i kø langs havet. Men det er dejligt at se, at spanierne er glade for at vandre, og der er mange afmærkede ruter i landskabet.

 

Søndag den 12. april 2015

Endnu en gang går jeg mellem marker og gårde. Landskabet er lidt blidere, og der er også vingårde nu. På en mark tager et nyfødt føl sine første skridt. Men staklen har endnu ikke forstået konceptet med fire ben. Føllet kommer fremad med forbenene, mens bagbenene står fast og bliver mere og mere udstrakte. Ren Bambi, bare uden is.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse og uden beskæring

Et skilt beder hundeejerne om at holde deres hunde i snor, da de løse hunde forskrækker kørne og får kørne til at abortere. Et andet skilt oplyser folk om, at de i området lever af at fremstille kvalitetsmælk. Det er vigtigt at kørne får ordentligt græs at spise. Derfor beder bonden folk om at undgå at tisse på markerne og dermed ødelægge græsset!

Noget af vejen følges jeg med nogle af de samme mennesker fra herberget i Orio. Lige som jeg er det personer, som ikke har trænet til turen og derfor begynder med korte etaper. Vi ankommer til Zumaia, hvor vi skal sove. Der er byfest. Mænd, kvinder og børn er klædt i blåt tøj. De ligner medlemmer af en sekt, for nogle af dem er klædt gammeldags.

Med besvær finder vi herberget Villa Luz. Men der er ingen skilte om, at det er et herberg og ingen åbner, da vi ringer på. Jeg er den eneste, som kan spansk og ringer. Men forgæves. Fra et åbent vindue kan vi høre telefonen ringe i det tomme hus.

Heldigvis finder en et mobilnummer i en tysk guidebog. En mand forklarer, at herberget er lukket. Vi bander over, at de ikke har sat et skilt op, hvor der står, at herberget er lukket. Der skal være endnu et herberg udenfor byen på en gård. De to franskcanadiere vælger at blive i byen, mens jeg og en schweizer maser os op ad de stejle bakker til det formodede herberg.

Herberget ligger på et casa rural Santa Klara, som er en form for bed and breakfast. Men her er heller ingen hjemme. Heldigvis reagerer en kvinde, da jeg ringer. Hun kommer i bil og lukker os indenfor. Jeg får et vidunderligt værelse med udsigt over havet og eget bad. Pilgrimme betaler 20 euro per person med morgenmad. Ren luxus! Vi slapper af med den vidunderlige udsigt. Om aftenen kører ejeren os ned til byen for, at vi kan spise aftensmad.

Byfesten er stadig i fuld gang. Den ser mindre skræmmende og sekterisk ud, da vi får at vide, at festen er til ære for fiskernes helgen San Telmo. Det blå tø symboliserer fiskernes tøj.

På restauranten kan vi først spise efter kl 21, så vi begynder med tapas. En harmonikaspiller og en mand med tamburin spiller op, og en gruppe ældre kvinder kaster sig ud i dans.

Der er kun to kvindelige tjenere til de mange fulde og sultne gæster. Da min salat endelig kommer, må jeg sluge den, så vi kan nå vores aftale om kørelejlighed tilbage til gården.

Dag 5 – Zumaia – Anedo

Morgenudsigt fra værelset

Morgenudsigt fra værelset

Hvordan påvirker en negativ beskrivelse i en guidebog ens møde med en by og dens mennesker? Og hvorfor er det lige her, at nogen har lavet hærværk mod vores vejvisere, de gule pile?

Mandag den 13. april 2015

Sover lidt længe i den dejlige seng og nyder den fantastiske udsigt over det gyldne morgenlys, der tegner skarpe skygger i dalene mellem grønne bakker. Bakkerne bliver brat afbrudt, der hvor stejle klinter markerer overgangen til havet. Der er ingen vind, så Biscayabugten er en rolig sø og ikke et frådende hav, som jeg frygtede.

I køkkenet er der dækket op til morgenmad. Da vi sover i et ”casa rural” med eget landbrug, forventer jeg en fantastisk morgenmad med æg fra hønsene og hjemmelavet marmelade. Men på tallerkenen ligger de sædvanlige små pakker med smør og marmelade. Vi kan selv riste brød, og der er masser af gode kager. Friskpresset appelsinjuice kompenserer lidt for skuffelsen over den plastikindpakkede morgenmad.

Allerede fra om formiddagen varmer solen. Smalle asfaltveje løber mellem vinmarker. Det er mandag, og derfor er der ikke så mange vandrere og motionscyklister på ruten i dag. Jeg taler dog lidt med en spanier, som holder ferie i området og tager på dagsture på de mange afmærkede ruter.

På en mark ligger et dødt dyr, som ligner et vildsvin. Ellers er alt idyl på første del af turen.
Egentlig ville jeg gerne gå af vandreruten GR 121, men jeg har stadig ikke fået købt vandrestave, og turen skulle være meget kuperet. Mine knæ og hofter gør stadig opmærksom på, at de er i uvant terræn, så jeg vælger at følge selve caminoen. Men jeg vil anbefale, at man i stedet vælger stierne langs kysten. Selv om den er mere kuperet, er den også kortere og helt sikkert smukkere med udsigt til havet.

Caminoen går nemlig ind i landet og pludselig skal man krydse en trafikeret landevej og senere gå langs landevejen. Der er dog også strækninger med bløde skovveje gennem en granskov og en sti gennem en fortryllende dal i strålende forårsfarver. Men jeg har også en fornemmelse af at gå i zigzag gennem landskabet for at få alle højdepunkterne med.

Endelig går en smal vej ud mod havet igen og ved et kapel går den sti ned mod byen Deba. Stejlere og stejlere og da jeg endelig når byen, er gaderne så stejle, at jeg undrer mig over, hvordan biler kan parkere. Byplanlæggerne har hjulpet fodgængerne med elevatorer. Først en elevator og når man krydser en vej, kommer bringer endnu en elevator en helt ned på højde med vandet.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Deba minder om en soveby. Jeg finder en bar, hvor jeg forsyner mig med tapas og køber ind til morgendagens frokost i en lille butik. I baren leder jeg efter toilettet og finder ud af toilet på baskisk hedder kommunak. Guidebogen advarer om, at nogen har udført hærværk mod pilene ud af byen og foreslår, at man får vandrevejledning på turistkontoret.

Jeg har ingen problemer med at finde gennem byen, og da jeg står ved stien op mod skoven, møder jeg Nicola, som jeg har fulgtes med de seneste dage. Hun har foreslået, at vi sover i Anedo, da turen i morgen ellers vil blive meget lang og med højdeforskel på en kilometer.

Hærværket mod pilene viser sig først oppe i skoven. Pludselig er der flere pile og pile, der er malet over med sort. Første gang vi er i tvivl, vælger vi at gå til højre. Vi kommer op til en ridehal og en masse heste. Her er alle skilte malet over. Men heldigvis er Nicolas tyske guide detaljeret, så vi går til venstre og lige efter folden med hestene til venstre igen af en grusvej. Efter et hus på højre hånd tager vi grusvejen til højre langs det høje hegn.

Vi taler om, hvorfor nogen vil vildlede pilgrimme og vandrere. Måske husenes ejere? De høje hegn og gale hunde giver indtryk af mennesker, som ikke ønsker at blive forstyrrede. Husene i skoven minder om eksklusive sommerhuse.

I Nicolas guide står der, at det er besværligt at komme på herberget i selve byen Deba, fordi man skal hente nøglen på turistkontoret. Så hun har et negativt indtryk af byen og dens indbyggere. En mand, hun spurgte om hjælp, havde også virket negativ på hende. Forvirringen med de overmalede pile forstærker en negativ oplevelse af Deba. Men jeg tror også, at indtrykket fra en guidebog farver ens møde med en en by og dens indbyggere. Måske møder vi dem ikke ligeså åbent og venligt, fordi vi allerede har en negativ forventning om, at de ikke kan lide os?

Vi fortsætter lige ud og kommer til en kirke, hvor vi slapper af i en kølig svalegang ved kirken. Udsigten over bakkerne og havet er vidunderlig. Et opslag beder os om ikke at spise og drikke ved kirken. Men en tår vand og en bid chokolade går vel?

Herberget i Anedo/Izarbide Aterpetxea ligger længere væk, end min guide skriver. Men endelig når vi frem. En lade i bølgeblik er bygget om til herberg. Men overraskende komfortabelt og velfungerende i forhold til rammerne. Vi bliver budt velkommen med hjemmebrygget cider. Der er god plads, og vi er kun fire personer, som overnatter her. En stor have med udsigt over havet og en cafe med flydemøbler giver stemningen af en strandbar. Her er kitch med gamle møbler og indiske pudder.

Nicola og jeg bestiller aftenens menu og får en gigantisk salat og derefter kylling og til dessert hjemmelavet yoghurt. Vinen er selvfølgelig også hjemmebrygget. Om aftenen sidder vi udenfor til kl 23. Luften er lun, og himlens stjerner stråler. Træernes blade er endnu ikke foldet helt ud, og grenene tegner mørke silhuetter på den lysende stjernehimmel. Egentlig har vi ikke lyst til at sove, vil bare nyde magien.

Dag 6 Anedo – Markina Xemein

Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

En lang optur og en lige så lang nedtur. Det er dagens rute gennem skov, bittesmå landsbyer og forbi enkelte huse. Dagens lektie: Lyt til kroppen, når den beder om en pause. Kroppens svar: En vabel.

 

Tirsdag den 14. april 2015

Dagen før havde vi aftalt morgenmad kl 7:30, men vi kommer til at vente mere end en time. Som sædvanlig er jeg den sidste, der går. Jeg er allerede overhalet af vandrere, der har overnattet i Deba.

Det går opad bakke gennem skoven. Heldigvis er der ikke problemer med pilene nu. Jeg er bedst til opture, så jeg overhaler flere pilgrimme. Da det på et tidspunkt går nedad, har jeg en tysk kvinde lige i hælene. Hun zigzagger ned ad bakke med små hurtige skridt, der bliver understreget af klikket fra vandrestave. Lyden af de hurtige skridt lyder absurd og en smule stressende.

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

I bunden af dalen ligger en lille landsby i en lysning i skoven. Her ligger rutens eneste cafe.

Oppe igen går vi langs en bjergkam med udsigt, da de gamle træer er blevet fældet. Det er varmt, solen bager, og inde i skoven er der også fugtigt, så det er en svedig dag.

En landsby har bevaret sit gamle overdækkede vaskehus, hvor en kilde forsyner det store bassin med vand. Jeg kan huske, da jeg tidligere vandrede i Spanien og Portugal for næsten tyve år siden. Dengang vaskede kvinderne stadig i disse vaskehuse. Nu bliver de brugt af vandrere som jeg, der kan sidde i skyggen og få frisk koldt vand til frokosten. Nicola sidder her allerede. Min frokost er seranoskinke, en godt lagret ost, som har været med helt fra San Sebastian og mandler. Jeg glemte at tage brød med fra morgenmaden.

Ren idyl på en solskinsdag

Ren idyl på en solskinsdag

En turist kommer kørende i bil, og han stopper en cyklist og spørger cyklisten, om han kan tage et foto. Det bliver til rigtigt mange fotos, hvor billisten poserer foran vandreskiltene. Jeg får ondt af den stakkels cyklist, der skal tage fotos med al sin opbakning på. Og synes det er komisk, at en bilist vil posere og spille rollen som energisk vandringsmand, når han i virkeligheden kører i bil.

Jeg har svært ved at vurdere afstande efter beskrivelsen i guidebogen og de mikroskopiske kort, som tydeligvis hverken er opdaterede eller i samme størrelsesforhold. Jeg ved fra Nicolas tyske guide, at der er to nedture. Begge stejle, men den ene endnu værre end den anden. Nicola gik forud allerede ved frokosten, så der er ingen, jeg kan spørge. Langt om længe begynder nedturen. Der er ikke noget valg mellem ruter, så jeg vurderer, at det må være den ”letteste” nedtur, jeg står overfor. To tyske kvinder holder pause i græsset lidt længere fremme, og det burde jeg også have gjort. Men i det øjeblik vil jeg bare have nedturen overstået. Det fornuftige ville være at tage støvlerne af, så fødder og sokker kunne tørre, inden jeg gik ned.

Cementvejen er stejl, uendelig stejl og med krat i kanterne, så ingen pausemuligheder. Jeg kan mærke en vabel, som pludselig vokser. Nogle gange går der kun få minutter med en irritation på fugtig hud, så er den der. Min første vabel på lilletåen.

Da jeg når bunden og udkanten af Markina, hænger reklamer for byens herberger. Ved Albergue Intxauspe står der et telefonnummer og tilbuddet om, at de kan hente en. Ingen betænkningstid! I min guide er herbergerne ikke tegnet ind på et kort, så jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal gå for at finde dem. I den tyske guide er der et lille kort, så man kan finde gennem byerne og se, hvor herbergerne er placeret. På Nordruten er der bare et herberg i det fleste byer og pile, så det er normalt ikke noget problem at finde det. Men i Markina er der flere herberger.

Efter et øjeblik dukker værten op i sin bil og bringer mig til herberget. Her er allerede en del. Jeg får en underkøje og vasker tøj. Derefter snakker vi på terrassen. Her er 12 personer fordelt på amerikanere, tyskere, italienere, spaniere og franskmænd, så der er flere sprog i spil for en gang skyld.

En franskmand har vandret tidligere og fortæller, at han på en vandring har mødt verdens sødeste menneske. Det var en dansker ved navn Erik Rasmussen. En tandlæge. Han havde mistet kontakten til ham og ville gerne have forbindelse igen. Så hvis nogen kender Erik Rasmussen, så bed ham kontakte Jean Luc!

Nogle amerikanere diskuterer, hvor langt vi er fra havet. De mener, at der må være mindst 100 kilometer til vandet. Og ganske rigtigt har byen en isoleret bjergstemning over sig. Men jeg minder dem på, at de samme dag har gået langs vandet. Og selv om det nogen gange føles som om, man går meget langt, er det denne dag kun omkring 25 kilometer.

Desværre er Nicola her ikke, så jeg får ikke sagt farvel. En tanke er nemlig vokset. En bus til Bilbao. Og da det viser sig, at der er direkte busforbindelse fra byen hver time, beslutter jeg mig for at slappe lidt af og give vablen til at hele. Egentlig ville jeg gå til Gernika og tage toget derfra for at undgå de store indfaldsveje til Bilbao. I guidebogen står ordet monoton i beskrivelse af ruten til Gernika. En smule monoton. Det ord gør min beslutning let. Jeg er ikke til monotoni Nu springer jeg to en halv dags vandring over med bussen.

Vi spiser i hold. Først pasta med rigeligt hvidløg. Uhm, endelig hvidløg. Derefter bastant føde med kød og spejlæg og pommes frites. Til dessert tryller værten friske jordbær med flødeskum frem.

Dag 7 – Markina Xemein – Bilbao

Banegården i Bilbao

Banegården i Bilbao

En time i bus bringer mig til Bilbao, som imponerer med smuk arkitektur og delikat mad. Jeg er på opdagelse og har ikke planlagt andet end at gå i byens gader.

 

 

 

Onsdag den 15. april 2015

Om natten begynder det at blæse, og da jeg ligger i et hjørne er der gennemtræk mellem to vinduer på hver side af min seng. Vinduet klaprer, men ikke hele tiden. Jeg gider ikke at stå op og lukke det ene vindue og tænker hver gang, det er roligt, at nu har vinden sikkert lagt sig. Men nej. Til sidst må jeg stå op og lukke det.

Vablen er der stadig, og for første gang i it liv punkterer jeg sådan en. Selv om jeg har købt Compeed, vælger jeg et almindeligt plaster, fordi jeg ikke skal gå så langt. Jeg klipper plastret så stort, at det rækker lidt ud over storetåen.

To amerikanske mænd vil også tage bussen til Bilbao. De er overraskede over, hvor fysisk hård turen er og havde valgt ruten, fordi den så kortest ud på et landkort. Men de er endnu langsommere med at tage sig sammen end jeg, så jeg venter ikke på dem.

Herbergs-fatteren forklarer mig turen til busstoppestedet og opfordrer mig til at spørge, når jeg kommer til kirken. God ide. Jeg tror nemlig, at jeg har fået øje på busstoppestedet, men da jeg kommer derhen, er det et halvtag med indkøbsvogne. Så jeg husker rådet: Spørg om vej! Det varer et par tålmodige øjeblikke i den tomme gade, før en mand kan udpege stoppestedet for mig. Her er en lillebitte informationskiosk, hvor den ansatte forklarer, at der kommer to busser til Bilbao næsten samtidigt. Den første kører på de små veje og stopper ved alle landsbyer. Den anden kører direkte. Jeg får vekslet en seddel, så jeg kan betale i bussen uden at skulle have byttepenge. Turen tager knap en time og erstatter to lange dages vandring.

I Bilbao står jeg af ved busterminalen. Jeg kan ikke finde et bykort og ved ikke, hvor centrum ligger. Jeg begynder at kikke efter et pensionat. På telefonens kort kan jeg kun finde dyre hoteller, og området ser ikke specielt hyggeligt ud. På en cafe drikker jeg friskpresset juice og finder ud af, at jeg skal over på den anden side af floden for at finde byens gamle centrum Casco Viejo. Jeg kan også se, at Guggenheim-museet ikke ligger i det gamle centrum.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Det føles lidt, som da jeg rejste i 1980’erne. Bare at ankomme til en by uden at vide noget om den. Før  guidebøger og hjemmesider fortalte en, hvor man skulle spise og sove, og hvad man kunne opleve. For første gang i mange år er jeg klar til at møde en by og dens mennesker. Men denne gang er jeg bundet af et tidspres og har besluttet kun at have to overnatninger i Bilbao. Jeg finder en metro, der kører mig til den gamle by på et øjeblik. Da jeg igen stiger op til jordens overflade, er jeg ankommet til en hel anden verden af smalle gader, smukke huse og hoteller og pensioner i alle prisklasser.

Pension Mendez har pensionat på 1. sal for de magelige og 4. sal for os, der vil spare penge. Der er højt til loftet i gamle spanske bylejligheder, så kondien bliver holdt ved lige på den lange trappe. Mit værelse ligner lidt en klostercelle. Senere på dagen kommer de to tyskere Lisa og Peter. Deres dobbeltværelse vender ud mod gaden, og det har rigtige møbler.

Jeg bor i c/ Santa Maria, og her finder jeg også tapasbaren Irrintzi. Fantastisk frokost! Deres tapas har hentet ingredienser og smagssammensætninger fra det japanske køkken. Traditionelle baskiske tapas hedder pintxos og er ofte tynget at store mængder mayonnaise. Deres tapas er ikke ligeså høje som de traditionelle, til gengæld passer smagene sammen. Alle tapas bliver serveret på små stykker brød. De står placeret i en montre langs bardisken. Man får udleveret en tallerken og tager dem, man har lyst til at smage. I denne tapasbar beskriver en lille tekst, hvad der er i den enkelte tapas.

En sprødstegt skive æble med and i jordnøddesovs, tempurastegte grøntsager med soja, aubergine med skinke og pate og shitakesvampe med falafel. Fire tapas passer fint til en frokost.

Jeg går langs floden og bliver begejstret over den fine Art Deco arkitektur. Især banegården er flot. Desværre kun udenpå. Turen går til Guggenheim-museet, der imponerer som forventet. Ud mod floden går jeg mellem benene på en edderkop – skulpturen Mama af Louise Bourgeois. En intens duft af blomster pirrer næsen. Det er Jeff Koons gigantiske hund modelleret i potteplanter. På denne årstid blomstrer stedmoderblomsterne. På pladsen ved museet  finder jeg også et turistkontor og dermed et kort over byen og dens tilbud.

Næste projekt er at finde et konditori. Sjovt nok er Bilbao ikke en by med konditorier ligesom San Sebatian. I hvert fald ikke konditorier, hvor man kan sidde og nyde en kage. En original gammel cafe i art deco-stil er piftet op som sportscafe og ud over fodboldtørklæder var alle tekstiler skotskternede. I stedet for konditorier har Bilbao iscafeer, så jeg ender med hasselnøddeis.

Til aftenmad finder jeg en restaurant med et spændende spisekort. Til forret vårsalat med grillet gedeost og syltet appelsin og dadel. Hovedretten er en blækspruttearm med ris og muslinger. Maden er god, med hovedvægten lagt på æstetik fremfor smag, og jeg spiser for 32 euro uden dessert.

Vablen er faldet til ro efter en dag i sandaler og generer ikke.

Dag 8 – Fridag i Bilbao

Guggenheim i Bilbao

Guggenheim i Bilbao

Tiden går hurtigt i Bilbao. Efter et besøg på en internetcafe, ser jeg på kunst på Guggenheim og smager på byens delikatesser.

 

 

 

 

Torsdag den 16. april 2015

Endelig kan jeg læse til sent om aftenen og sove længe. Jeg vil gerne dele mine oplevelser på turen via min hjemmeside, men da det for mig er en udfordring at ramme bogstaverne i en kort SMS, orker jeg ikke at opdatere min hjemmeside på mobiltelefonen. Derfor finder jeg en internetcafe. Turistkontoret har sat et kryds på kortet. Internetcafeer er der nemlig blevet langt imellem de seneste år.

Det tager tid at finde cafeen. Udefra ligner det bare en lille støvet elektronikforretning med antikveret udstyr. Indenfor er cafeen lidt større, og først på dagen er her kun en medarbejder.

På tre timer får jeg skrevet fem indlæg, men jeg må opgive at uploade fotos. Senere viser det sig, at WordPress, som jeg bruger til at redigere min hjemmeside, er blokeret. Så efter besøget på internetcafeen kan jeg ikke længere opdatere min hjemmeside.

En stille regn er begyndt, og jeg går i sandaler med strømper. Min vabel er næsten helet og fødderne er glade for at slippe for støvlerne.

Edderkoppe-skulpturen Maman (mor) af Louise Bourgeois foran Guggenheim

Edderkoppe-skulpturen Maman (mor) af Louise Bourgeois foran Guggenheim

Bilbao bugner af restauranter, og Baskerlandet er i det hele taget kendt for et fantastisk køkken og restauranter med Michelin-stjerner. Til middag kan man købe dagens menu for mellem 9 og 15 Euro. Prisen inkluderer tre retter mad, drikkevarer og brød. Egentlig vidste jeg godt, at det er om dagen, man skal spise sit store måltid i Spanien. De færreste restauranter har en menu om aftenen, og en enkelt ret a la carte koster ofte mere end en hel menu om dagen.

Jeg vil gerne have fisk og skal finde en restaurant, hvor både forret og hovedret vækker min nysgerrighed. Muligheden for asparges til forret og fisken Dorado til hovedret lokker mig indenfor. Jeg bliver vist op på første sal og træder ind i gammel verden med tunge duge og muzak. Stærkt sminkede kvinder serverer, og den yngste bærer et diadem.

I Danmark bliver vi hele foråret forsynet med friske asparges fra Spanien, men i selve Spanien serverer de oftest asparges fra glas. Heldigvis af den gode slags. Fisken er stegt med masser af hvidløg, og jeg husker ikke længere desserten.

Tiden skrider, så jeg må opgive at besøge markedet, der skulle være Europas største overdækkede marked. I stedet er det tid til en tur på Guggenheim. Særudstillingen er af den kvindelige franske kunster Niki Saint Phalle, en udstilling jeg så i Nice for nogle år siden.
De nyeste værker er kæmpestore, flotte, men ikke nogen, som griber mig om hjertet.

Der er de sædvanlige værker af Warhol, Beuys og Rauschenberg, som om et moderne kunstmuseum anskaffer sig en grundpakke. Godt at kunstnerne har været så produktive, men eksisterer der et museum for moderne kunst uden værker af de herrer? Jeg savnede flere spanske kunstnere, når vi nu er i Spanien.

Bedst kan jeg lide Anselm Kiefers billeder og et videoværk af den koreanske kunstner Kimsooja – Thread routes. Videoerne handler om tråd og tekstiler fra forskellige egne af verden. Det glædede en gammel håndarbejdslærerinde.

På et tidspunkt går man sukkerkold på et museum og bliver tørstig. Men Guggenheim har ingen cafe i selve museet, så jeg måtte nøjes med Läkeroler, inden jeg havde set det hele og kunne besøge en italiensk is-cafe.

Pintxos i Bilbao

Pintxos i Bilbao

Om aftenen besøger jeg igen Irrintzi for deres geniale tapas. Jeg spiser mig mæt i fem tapas, nogle af de samme fra i går og suppleret med feta med grøntsager og fuglereder. Tilbage på værelset har jeg ikke lyst til at sove. Dagen efter skal jeg for første gang gå over 30 kilometer. Alle de første dage har jeg taget den med ro, da jeg ikke havde trænet hjemmefra og derfor ikke var i form. Nu begynder min camino med længere vandringer. Landskabet er samtidig blevet fladere og mindre fysisk udfordrende.

Dag 9 – Portugalete – Castro Urdiales

Træerne vidner om, at det nogle gange stormer fra vest ved Biscaya-bugten

Træerne vidner om, at det nogle gange stormer fra vest ved Biscaya-bugten

Der er heldigvis lyspunkter på en lang regnvejrsdag med alt for mange strækninger på asfalt. En trafikeret hovedvej og turen gennem rundkørsler ved motorvejen er slemme, så det er rart at nå frem til en smuk by ved havet.

Fredag den 17. april 2015

Der er lovet let regn, men jeg kan heldigvis gå i tørvejr til metroen. Jeg gider ikke at gå gennem Bilbaos industri-kvarterer og forstæder, derfor tager jeg metro til byen Portugalete. Selv om metro-turen er kort, møder jeg en helt anden vejrsituation, da jeg igen når gadeniveau.

Regnen siler, og jeg må finde mit regnslag og folder det ud for første gang.

Fra metroen går man direkte ud på caminoen. Man skal gå opad og vælge højre side af vejen for at finde pilene og den gangbro, der leder en hen over motorvejen, når man er ude af byen.

En asfalteret kombineret gang- og cykelsti går langs motorvejen og er afskærmet af en rød lydmur. Begejstringen er begrænset. Indelukket under hætte og regnslag med trafikstøj fra den våde vej. Cykelstien har rastepladser med bænke og borde, og der er vandposter hele vejen til Kobaron. Desværre ingen overdækkede bænke og heller ingen toiletter.

Sådan går 7 – 8 kilometer, før jeg er ude i noget, der minder mere om natur. Her er mange heste på markerne. Samtidig stilner regner en smule af. Jeg finder ud af, at jeg kunne have taget et tog helt herud og sluppet for den kedeligste del af turen.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg når kysten ved Playa de Arena og går langs stranden til Pobena. Jeg går op i landsbyen på udkik efter en restaurant og vælger den længst til venstre. Her er masser af fisk, og på en tavle kan man se dagens fangst og kilopriser på fiskene. Jeg vælger dagens menu til 15 Euro og bliver vist ind i restauranten. Her jeg den eneste gæst, og personalet kikker medfølende på mig. Så jeg tager noget af det våde tøj og støvlerne af.

Forretten er en kartoffelstuvning med blæksprutte. Den smager fantastisk, og jeg tror aldrig, jeg har spist så mange kartofler på en gang. Hovedretten er havaborre – Lubina med sprødstegte hvidløg. Til dessert vælger jeg risbudding. I mellemtiden er restauranten næsten blevet fuld af pæne familier og venner på udflugt. Jeg ser deres pæne tøj og føler mig lidt malplaceret i strømpefødder og lag på lag af tøj, der endelig er nogenlunde tørt.

Turen går op ad en lang, lang trappe, hvor jeg kan mærke og næsten smage den megen mad, jeg har spist. Området langs kysten har været gennemgravet af jernminer, og nu er området gennemkrydset af pædagogiske vandreture. Plancher forklarer alt om geologi, flora, havet og selvfølgelig selve minedriften. Ruten er flot, men den er desværre asfalteret, så det er hårdt for fødderne.

Senere kommer jeg ud på selve hovedvejen, og da den går langs en motorvej, zigzagger ruten mellem motorvejsafkørsler. Heldigvis er regnen hørt helt op, men jeg finder den del af turen afskyelig. Udsigten er smuk over havet. Men bilisterne kører ikke pænt, når de lige er kommet af motorvejen. På et tidspunkt kommer en bil alt for tæt på, da den overhaler og dermed kommer bagfra i den vognbane, hvor jeg går.

Der er kun få cafeer undervejs, og jeg nyder et glas friskpresset appelsinjuice med udsigt over havet. Endelig drejer en grusvej ned til vandet. Resten af turen går på stier og små veje langs kysten. I det fjerne ligger Castro Urdiales og kommer kun langsomt nærmere.

Helt tæt på byen forsvinder de gule pile. Der er masser af nybyggeri. Jeg forbander min guidebog, som skulle være en opdateret udgave fra 2015. Men kortene i bogen er oldgamle, og teksten er kun opdateret få steder. Men jeg finder vej og kan konstatere, at Castro Urdiales er en meget meget lang by, bygget langs kysten. På strandpromenaden prøver jeg at finde et hotel på telefonen. Men de få, der er, ser dyre ud.

Langsomt nærmer jeg mig centrum og følger mig udslidt. Ved et bykort møder jeg en fransk-canadier, jeg sidst så i Zumaia. Han har været et smut i Frankrig, da hans datter skulle flyve hjem derfra, og så har han taget bussen hertil. Han tager mig med til et pensionat, som ligger ud til promenaden og havnen. Der står et telefonnummer, og en kvinde kommer og giver mig det sidste værelse. Prisen er 20 euro med fælles bad og toilet.

Jeg spreder mit tøj, så det kan tørre helt. Efter at jeg har hvilet benene en smule, går jeg ud for at spise. Det er weekend, og de fleste er stadig på tapasbarene. Jeg vil sidde ned og vælger restauranten i stueetagen. Her kommer både en hel flaske vand og vin på bordet, og jeg spiser mig gennem endnu en tre retters menu. Forretten er linser med lidt kød, og det mætter og varmer min trætte krop. Til aften er det blevet koldt.