Tag-arkiv: kultur

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Et fixerum som kunstprojekt

I 2002 var fandtes der ikke lovlige fixerum i Danmark. Kunstneren Kenneth A. Balfelt satte gang i den danske debat om fixerum, da han indrettede et fixerum på bunkeren populært kaldet Nålepuden på det nyrenoverede Halmtorv i København. Fixerummet var et kunstprojekt, hvor Kenneth havde involveret fagfolk for at kunne indrette rummet optimalt og kende argumenter for og imod fixerum.

Efter at jeg havde skrevet en artikel i Politiken om renoveringen af Mændenes Hjem i Politiken i 2004, kontaktede Kenneth mig for at skrive tre kapitler i en kunstbog, der analyserede hans arbejde arbejde med social kunst. Min opgave var at interviewe deltagere og fagfolk om oplevelser og vurdering af kunstprojekterne i fixerummet, på Mændenes Hjem og i Hjemløsehuset.

Art ad Social PracticeTil kapitlet om fixerummet interviewede jeg sygeplejerskerne Charlotte Fich og Nina Brünés, der var vant til at arbejde med målgruppen af stofbrugere. Jørgen Kjær var talsperson for Brugerforeningen, der er en organisation for stofbrugere. Preben Brandt var tidligere talsperson for Narkotikarådet og daværende talsperson for Rådet for Socialt Udsatte. Politikeren Sophie Hæstorp Andersen var dengang medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Nu er bogen endelig udkommet, og du kan købe den som ebog. Her er en smagsprøve fra bogen “Art as Social Practice – A Critical Investigation of Works by Kenneth A. Balfelt“. Bogen er på engelsk.

An injection room is a room where drug addicts can take their drugs. Basically, this is as much as Kenneth A. Balfeft knew on the subject when he decided to create an injection room himself. he has followed the debate and taken into account the opinions of experts and specialists. he believes that injection rooms are reasonable solutions to the health and societal challenges which drug abusers present. But despite the persuasive arguments from experts and positive experiences with injection rooms in other countries, the injection room was, and were until 2012 illegal and is still a controversial political issue.

– In making an injection room, my aim is to enable a multi-faceted debate on injection rooms. The debate on injection rooms had gone on for a long time. There had been statements from experts, Narkotikarådet (Narcotics Council) and various ministries, but the debate had been exclusively in the spoken and written language. I wanted to bring a visual contribution to the debate, says Kenneth A. Balfelt.

Protection Room – Injection Room for Drug Users was Kenneth A. Balfelt’s contribution to the Contemplation Room exhibition, which dealt with how one can use the public space. As a resident in the Vesterbro quarter of Copenhagen, which for decades has been a meeting place for drug addicts, Kenneth A. Balfelt has been witness to the everyday life of drug abusers. He has seen that life as a drug addict is both difficult and damaging to one’s health – to a larger extent than it ought to be. Therefore he decided to make an injection room.

As his knowledge of injection rooms was limited, he jumped head first into a three month long research process. Aside from written material he contacted a number of people active within the field, who had knowledge and opinions on the problem. Those whom he contacted urged him to use the project so they could get their own viewpoints across.

– As an artist I have the fundamental principle that I come up with an initiative and explain which direction I would like it to go in. Those I work together with can contribute their thoughts and in this way we get a  common platform to work from. In my experience the project improves when I am open to ideas from other people, says Kenneth A. Balfelt.

Halmtorvet on Vesterbro has throughout many years been a place  that respectable citizens avoided. But the area has been renovated.  And the authorities have done what they can to keep the original inhab- itants and their stoned existences away from the central square, in order to make it attractive for the area’s new inhabitants and the guests in the  fashionable cafés.

Nålepuden (The Pincushion) was a little hillock on Halmtorvet, situated beside a roundabout and formerly an air-raid shelter. On top of the mound one could have previously met some of the traditional stoned inhabitants from the area – namely drug addicts who sat there to get their fix. For Kennneth A. Balfelt it was a paradox that there was a shelter, but the people, who really were in need of it, had to sit on the street to get their fix. It was in this way he found out where to place the injection room.

Thereafter the task was to find out how an injection room should be furnished. During his research Kenneth A. Balfelt experienced that the physical surrounding in the existing injection rooms abroad did not show respect for the people who used them. And it made him decide to come up with his own attempt at designing an injection room.

– The general attitude seemed to be that if one offers social counsel- ling then it doesn’t matter if the rooms are unattractive. It made it clear to me that I also wanted to work with the stigmatisation and exclusion that goes on at the design level, says Kenneth A. Balfelt.

But quite quickly it also came to focus on human prejudices. Even though Kenneth A. Balfelt felt that he was open and non-judgemental, he realised that he also had prejudices. Deep inside he assumed that drug addicts were a little dumb and that in reality they had put themselves in the situation they had ended up in. He realised these prejudices during a visit to an outpatient department, where the head of the department treat- ed its visitors in exactly the same way as he treated any other people.

– Afterwards, when I interviewed an addict, I could hear a voice inside me that said – “what he says sounds stupid. What use can I possibly make of that?” I realised that I was prejudiced. I was able to put it aside, since I had become aware of it. For the first time I began to listen, and since then I have become more aware of the various nuances of these people I have met. I can see that they are just as different as any other person I meet and can contribute with just as much or just as little. It has been important for me in a humane sense to acknowledge this, says Kenneth A. Balfelt.

Even the physical furnishing of the room should be functional and reflect the value of the users. Kenneth A. Balfelt quickly realised that an injection room was not just a room with a particular furnishing. In order for an  injection room to function in this manner, there needs to be nurses. – From the start I had not considered whether or not there should be nurses in the injection room. It was only after I realised what an injection room really was that I considered this. An injection room is a nurse – that is the core of an injection room, Kenneth A. Balfelt underlines.

The project got engaged people involved, financial backing, moral support and practical help from around 30 persons and organisations. Amongst others, an architect student, a journalist, residents of the area,  a film documentarist and several local companies made contributions.

In this text you can meet some of the people who got involved in the project. The nurses Charlotte Fich and Nina Brünés work with drug addicts in an outpatient department and as a street nurse,  respectively. Jørgen Kjær is spokesman for Brugerforeningen, which is the union for active drug users. Preben Brandt is a qualified psy- chiatrist, former spokesman for Narkotikarådet (The Narcotics Council) and  current spokes- man for Rådet for Socialt Udsatte (The Council for Socially Marginalised People). Politician Sophie Hæstorp Andersen, the then  parliamentary member for Socialdemokratiet (The Social Democrats).

Charlotte Fich – nurse in the outpatient department “Stæren” for addicts: The project showed that there is room for both a subcukture and trendy cafés.

When drug addicts appear in art it is normally because the artists want to exhibit a hideous and cruel reality. Therefore, the nurse Charlotte Fich was surprised when Kenneth A. Balfelt approached her. His aim was to create a piece of art which took the addicts’ own subculture as its starting point, as well as their expression. He wanted to create an injection room where drug addicts could get their fix. Charlotte Fich has worked for the same goal for many years.

– Kenneth wanted to show that the injection room is more than just being practical and hygienic. It is an artistic assignment and a challenge to create a beautiful piece of city furniture, says Charlotte Fich and adds:

– He made an underground cave,  in order for the addicts to feel good. A model of an injection room in  actual size was like a gift. It gave  specialists an example from which to begin their discussions, and it could wipe out the myth that injection rooms should be sad and ugly.

– To have an injection room made, as I had myself wished for over many years, and on top of that to have it made by an artist, transforms it from a piece of bread, necessary from a health perspective, into a cream cake, she says.

When Kenneth A. Balfelt contacted her, Charlotte Fich had some mis- givings, but she knew that she had to participate. She used to work as a street nurse, and here in this country she is the one of the leading figures with insight into ‘fixing up’. She is known as an outspoken advocate of injection rooms, and as she is employed by Copenhagen local author- ity this has, over the years, given her a few political bruises. Therefore she asked her manager in the Familie– og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Family and Labour Market Administration) for permission to participate and she got his approval.

Firstly, Kenneth A. Balfelt told her what she already knew about  getting a fix. And because it was related with artwork, Charlotte Fich felt free to come up with all sorts of thoughts and ideas.

– One could give one’s imagination a free rein, because an artist has a much broader framework and freedom to move in than an architect, for example. If an architect had asked for my advice, we would probably arrive at a very hygienic and precise injection room, says Charlotte Fich.

But even though the injection room was an art project it was, after all, more than a picture one went in and looked at. It also needed to function in practice.

– I could see that he had considered the height and weight neces- sary for the interior. If you need a fix in the neck, if you need to inject in the groin, then you need to have this much space. The room must have a certain openness, so you can be found if you are about to die of an overdose. And in order for it to not be a total exhibition of humiliating situ- ations for the individuals, it needs this kind of privacy. I saw those consid- erations in the finished product, so therefore he must have listened to our words, says Charlotte Fich.

When the injection room opened she was one of the nurses who was on duty. She remembers especially the white smocks the nurses wore.

– At the bottom of the sleeve was written stay with me (BLIV HOS MIG), and when one folded the edge of the sleeve up it read life with me (LIV HOS MIG). It was discreet and spoke volumes for what went on in an injection room with nurses, tells Charlotte Fich.

People attempt to close their eyes to the fact that there are drug ad- dicts who inject themselves. In this way they believe that they can be free from relating to reality and taking a position on it. If it were up to Charlotte Fich, the bunker would have had a sign with injection room written in pink neon over the entrance. A sign that could show that an activity takes place here, just as other signs tell us that here is a library, a hairdresser and a chemist.

She is against the tendency to cover up subcultures and hide them away, so they don’t bother others. This position became ex- tremely clear for her after she participated in the injection room project. She used to imagine an injection room on a bus or discreetly placed on a side street. Now she is of the opinion that it was appropriate that the injection room was placed on the newly renovated Halmtorvet.

– We can easily have several dimensions together. One of the trend- iest places in the city with cafés in steel and glass and in between them there was a bunker containing an injection room. It was perfect. Each culture has its own physical expression. Those from the subculture have a right to be, just like all the others. I learned from this project that it’s possible for these things to be placed side by side, says Charlotte Fich.

The placing in a bunker was meant to underline that this is a sub- culture. But when the subculture has its own style and its own place, it signals that it is there on an equal footing with other forms of culture.

– There is something symbolic in the fact that it is a bunker. It means that we go underground, we hide ourselves a little, but we also come up again. We are a subculture, and we play on it without being ashamed, says Charlotte Fich.

She believes that it is important that the culture becomes more visible in this way. Just the fact that we begin to talk about drug abuse can ease the burden for those who are injecting themselves, for example. At this present moment in time they see themselves as bad citizens, and they feel that everything they do is wrong. Charlotte Fich underlines that drug addicts are also sweet and helpful people and she wishes that both the population and the drug users themselves recognise that just because they take drugs does not mean they are hopeless at everything else.  Our acceptance of their lifestyle is a condition for them to be able to  hold their heads high as proud people.

Before, during and after the injection room project, Charlotte Fich con- templated how a subculture could be integrated in society. The project itself gave her the possibility of experiencing an injection room that gave her new arguments and a belief in a broader cooperation.

– How can we use each other to uplift society? If we put our energies together there may well be some problems that stand out clearer, rather than being blurred, she points out.

Stjernen Ligestillingsartisten Forretningskvinden og naboens rapkæftede datter

I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Af Lise Blom og Solveig Sandnes

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik

400.000 manuskripter evakueret fra Timbuktu

Verdens kulturarv er i fare, når islamistiske ekstremister overtager magten. I Timbuktu ødelagde al-Qaida relaterede oprørsgrupper de kulturskatte verdenssamfundet og UNESCO udtrykte sin bekymring for. Men det lykkedes modige borgere at redde størstedelen af byens uerstattelige manuskriptsamling i al hemmelighed.

Foto Jeanette Land Schou. Et manuskript fra imamens samling i Timbuktu fotograferet i 2009. Det er nu i sikkerhed sammen med 400.000 andre manuskripter.

Det vakte forargelse, da internationale medier i januar 2013 viste billeder af brændende århundrede gamle historiske og religiøse manuskripter og manuskript-
æsker fra Timbuktus biblioteker i det nordlige Mali. På samme tidspunkt drog ejerne af manuskripterne, koran-lærde, konservatorer, forskere og bibliotekarer på byens 30 biblioteker et lettelsens suk. Kort tid efter islamisternes magtovertagelse i foråret 2012 gik de i gang med at evakuere næsten 400.000 manuskripter fra byen, så ilden fortærede kun en lille del af Timbuktus historiske arv.

”Jeg var klar over, at manuskripterne var truede allerede i juni 2012. På Al Jazeera, så jeg, hvordan islamister i Libyen angreb et mausoleum i nærheden af Tripoli. Ved siden af mausoleet lå et bibliotek med gamle manuskripter. Her brændte de alle manuskripterne. Den hændelse sagde mig, at jeg skulle være opmærksom, for islamisterne i Libyen og dem, der havde besat Timbuktu, var den samme slags. Da besluttede jeg, at vi måtte evakuere manuskripterne fra Timbuktu,” siger Abdel Kader Haïdara.

Abdel Kader Haïdara sørgede for, at Timbuktus manuskripter kom i sikkerhed

Abdel Kader Haïdara stammer fra en indflydel-sesrig og lærd familie i Timbuktu. Familiens bibliotek blev grundlagt i det sekstende århundrede af en qadi, som er den arabiske betegnelse for en dommer. Gennem generationer har familien virket som imamer, traditionelle ledere, lærere og handelsfolk. Biblioteket er gået i arv fra far til søn. Fra 1984 til 2002 var han tilknyttet det offentlige bibliotek og forskningscenter Ahmed Baba, og her indsamlede han 16.000 manuskripter til instituttet.

I dag er han leder af foreningen Savama – DCI, som arbejder på at beskytte og udbrede viden om manuskripterne og den muslimske arv, de rummer. Truslen mod manuskripterne har tidligere været ælde og termitter. Et stort internationalt projekt med at konservere, katalogisere og studere den omfattende samling af manuskripter har længe været i gang. Men i januar 2012 begyndte en konflikt, som på få måneder ændrede Timbuktu.

Islamister overtog byen
Da Gadaffi faldt i Libyen forsvandt våben og tidligere lejesoldater til det nordlige Mali. De sluttede sig til oprørske tuareger, som kæmpede for selvstændighed i Sahara.
Malis militær var for dårligt udstyret til at bekæmpe dem, og i protest kuppede militæret magten. Det skabte så meget kaos, at tuaregernes oprørsgruppe kunne indtage hele det nordlige Mali på få dage. Men tuaregernes nye kampfæller fra Libyen viste sig at være al-Qaida relaterede islamister med deres egen dagsorden, og de overtog hurtigt magten i Timbuktu og resten af de besatte områder.

”Islamisterne havde en politisk dagsorden. De ville ændre den måde, vi levede. Det var noget nyt for os,” fortæller Abdel Kader Haïdara.

Timbuktus biblioteker og manuskriptsamlinger bakker op om Abdel Kader Haïdaras plan om at evakuere manuskripterne. Det er langt fra første gang, de gamle manuskripter skal reddes, men denne gang er opgaven mere risikabel og omfattende end tidligere i historien. I første omgang bliver manuskripterne skjult i Timbuktu, men de islamistiske besættere begynder at plyndre private hjem for alt af værdi. Derfor vurderer Abdel Kader og redningsholdet, at det er nødvendigt at få dem ud af byen.

Det er en logistisk og risikabel udfordring at flytte 400.000 manuskripter, uden at nogen opdager det og uden at kunne bede befolkningen om hjælp. Der skal bruges flere hundrede personer, og hver enkelt udfører kun sin del af evakueringen en eller to gange for at hindre, at de bliver overvåget.

Evakuering med bil, æselkærre og båd
Aktionen varer et halvt år. På metalværksteder bliver der fremstillet 2.491 metalkufferter til at fragte manuskripterne af karosserier på udtjente biler. Hver sending indeholder kun to til tre kufferter for at undgå at miste et sort antal, hvis en sending går galt. Går der rygter om, at noget er på færde, må de holde lav profil i en uge.

I begyndelsen foregår det i firehjulstrækkere. Bilerne krydser Nigerfloden på en pram. Derfra er det 400 kilometer med patruljerende islamister og røverbander, før bilen er i sikkerhed i den del af Mali, som er kontrolleret af myndighederne. Den første halvdel er kontrolleret af islamisterne og går ad de hullede og tilsandede rester af en grusvej. Den anden halvdel er hæren flygtet fra, så her er ingen myndigheder overhovedet.
Fra byen Sevaré bliver kufferterne samlet og kørt til Malis hovedstad Bamako.

Vejen bliver lukket i december, og nu må de fragte kufferterne enkeltvis med æselkærrer til landsbyer langs Nigerfloden. Derfra bliver de staget videre i smalle træbåde, inden de kommer om bord på en lidt større motoriseret pinasse. Den er tungtlastet, og under hele turen er en person beskæftiget med at øse vand, som pibler frem med plankerne, der er tætnet med stofrester. Pinasserne sejler i rutefart mellem byer langs floden og efter tre til fem dage, når den Djenne, der er kontrolleret af Malis myndigheder.

Islamister ville skade fjenden
Mausoleer for muslimske helgener og dele af moskeer i Timbuktu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv kunne befolkningen ikke redde, så de blev revet ned. Destruktionen forargede, men den undrede også. For hvordan kunne islamister ødelægge monumenter og manuskripter, som er knyttet til deres egen religion?

Det har Albrecht Hofheinz en forklaring på. Han er lektor i mellemøst og afrikanske studier på Universitetet i Oslo og deltog i universitetets tiårige samarbejde med Timbuktus biblioteker, som endte i 2008. Albrecht Hofheinz har været konsulent på Fondo Ka’ti biblioteket i Timbuktu og har været med til at katalogisere bibliotekets samling.

”Det er blevet sagt, at islamisterne destruerede manuskripterne, fordi de indeholdt læring, som ikke var forenelig med deres egen fundamentalistiske tilgang til islam. Men det holder ikke. De manuskripter, som blev destrueret, var ikke udvalgt på grund af deres indhold, men fordi det var dem, islamisterne kunne få fat i,” vurderer Albrecht Hofheinz og fortsætter:

”Afbrændingen var en symbolsk handling for at udfordre og ramme deres fjende, og den fjende, det er os i vesten. Man kan sammenligne det med Buddha statuerne i Bamiyan i Afghanistan. De blev ødelagt, da vi i det internationale samfund viste vores bekymring, og at det var vigtigt for os at have kulturel adgang til dem”.

Derfor blev han og andre forskere bedt om tie om manuskripterne i håb om, at islamisterne ikke blev opmærksomme på deres værdi.

Ny trussel mod manuskripterne
Manuskripterne har historisk værdi, fordi Timbuktu er det ældste og mest indflydelsesrige lærested indenfor islam i Vestafrika. Albrecht Hofheinz afviser, at manuskripterne skulle vise, at man i Mali praktiserer en særlig blød form for vestafrikansk islam. Ifølge ham beskriver manuskripterne den samme islam som i de arabiske lande.
Men en del manuskripter indeholder mere end de oprindelige tekster.

”Dengang var papir en mangelvare, så der er også skrevet i bøgernes margener. Det er tekster, som ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige tekst at gøre. Det kan være en dagbog, astronomiske observationer eller handle om modtagelsen af en regeringsdelegation,” siger Albrecht Hofheinz.

Abdel Kader Haïdara forklarer, at emnerne for manuskripterne ud over religion er filosofi, astronomi, astrologi, historie, matematik, medicin, musik, biologi, fysik, kemi og geografi. Det ældste stammer fra det tiende århundrede.

”Der er tekster om, hvordan konflikter er opstået og løst, om god regeringsførelse, om menneskerettigheder, om børn og kvinders forhold og om vigtigheden af, at piger går i skole. Der er rejsebeskrivelser, tekster om slaveri, om landbrug, kvægavl og madlavning,” nævner Abdel Kader Haïdara.

Han søger sammen med lokale og internationale forskere at genoplive Timbuktu som center for viden. Det er en udfordring, for traditioner og adgang til viden gik tabt under den franske kolonitid. Da franskmændene for hundrede år siden begyndte at indsamle manuskripter og sende dem til Frankrig, murede ejerne dem inde i hemmelige rum. Manuskripterne var dermed utilgængelige for de lærde, og i samme periode blev det arabiske skriftsprog skiftet ud med latinske bogstaver. Så da Mali blev selvstændigt i 1960, havde ingen længere erfaring i at læse og tolke de gamle tekster.

Desværre har redningsaktionen vist sig at udgøre en ny trussel for manuskripterne, for i Malis hovedstad Bamako er klimaet fugtigere end det tørre ørkenklima i Timbuktu. Internationale midler er på vej, så konservatorerne kan beskytte alle 400.000 manuskripter, inden de bliver fragtet tilbage til Timbuktu.

Artiklen er bragt i kortere udgave i Weekendavisen uge 38 2013.

Læs mere om forskningsprojektet for manuskripterne i Timbuktu.
Støt indsamlingen til at bevare manuskripterne i Timbuktu.

Teater i Ungdomhuset

Med virkeligheden og underbevidstheden som brændstof skabte teaterinteresserede i Ungdomshuset Jagtvej 69 i København alt fra absurde performances over humoristisk gadeteater til tænksomme forestillinger

Plakat til Ungdomshusets forestilling Nej på Gulvet opfører Slet Ikke i 1985

I 1980’erne blev der spillet teater i Ungdomshuset Jagtvej 69 i København. Læs, hvordan det forgik i bogen “69”.

Klik her for at læse kapitlet Laboratorium for Ideer

Det flotte layout står Raadal Grafisk Design for. Bogen er redigeret af Helle Hansen og kan købes i Ungdomshuset Dortheavej 61 i København.

I en ansøgning til fonde og Københavns Kommune beskriver teatergruppen Nej på Gulvet deres arbejdsmetode:

“Jamen vi gik da bare i gang, må være svaret, hvis nogen spørger os om, hvorfor vi begyndte at lave teater. Vi er alle unge mellem 20 og 26 år, som bruger vores tid som arbejdsløse på at skabe et teaterstykke. Vi arbejder uden ledere, uden instruktører og uden manuskriptforfatter. Til gengæld bruger vi masser af tid på at blive enige om stykkets udvikling og finde nye måder at arbejde på.”

Film fra Ungdomshuset, Jagtvej 69 i 1984

Filmen Gobelin – en historie i Ungdomshuset tager dig med indenfor i Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Vi har filmet hverdag, fest og spektakulære aktioner i 1984 og 1985

“Hvor skal vi sove i nat” var et stort hit i 1980’erne, og det var også et spørgsmål mange i miljøet omkring Ungdomshuset måtte stille hinanden. Se Kulørte Klats overraskende fortolkning af hittet i filmen.

Filmen er desværre ikke længere tilgængelig på YouTube. Vi arbejder på at få den vist igen. Ønsker du at se filmen, må du skrive til blomlise@gmail.com

Filmen begynder med Kulørte Klats demonstration i 1984. Demonstrationen er en fortsættelse af åbningsdemonstrationen den 4. maj 1984, som blev afbrudt af Danmarkshistoriens dengang største masseanholdelse.

Ragna Wehding, Marianna Finnsdottir Krarup og Lise Blom skabte filmen med støtte fra det Danske Filmværksted og har copyright på filmen.

Debatavis for Valby Lokaludvalg

En levende skole, der er åben for lokalsamfundet, bedre offentlig transport i form af en sporvogn og en skaterbane til børn og unge. Det er nogle af forslagene i debatavisen”Præg din bydel”

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvordan skal Valby se ud og fungere i fremtiden? Det spørgsmål arbejder Lokaludvalget i Valby med i en ny bydelsplan. For at engagere Valbys borgere i bydelens fremtid udgiver lokaludvalget en debatavis.

I debatavisen tager freelancejournalist Lise Blom udgangspunkt i personlige historier, som illustrerer de muligheder og problematikker borgerne i Valby og bydelsudvalget har valgt at arbejde med. Emnere er skole, integration, miljø, idræt, byplanlægning og trafik.

Debatavisen udkommer som tillæg til Valbybladet og Valby Lokalavis i august 2008.

Se “Præg din bydel” som indscannet PDF-fil.

Børn med budskaber i Mali

I Mali giver en konkurrence i historiefortælling arrangeret af dansk-malinesiske Moussa Diallo børn mulighed for at udtrykke sig om vigtige emner i samfundet ved hjælp af teater, sang og musik

Af freelancejournalist Lise Blom
Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Øjnene lyner, når den grådige frue kommanderer med den lille pige i det slidte tøj. Lav mad, hent mad, vask op, lyder de konstante krav til pigen. Hun finder en tom gryde, da fruen og hendes forkælede datter har spist. Foran scenen sidder og står hundredvis af børn og voksne, som lever sig ind i det hjerteskærende drama og buher af utilfredshed.

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Historien om den forældreløse pige og familien, der udnytter hende er velkendt i alverdens eventyr og et populært tema, da 12 skoler i Mali konkurrerer i historie-fortælling. Men hvor vores Askepot lader sig redde af prinsen på den hvide hest, har afrikanske skolebørn andre og mere handlekraftige bud på, hvordan pigens fremtid kan forandres.

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Sulten og trist begiver pigen sig ud i skoven og finder ud af, at hun kan tale til træerne, så de sænker sig, og hun let kan plukke deres frugter. Den grådige frue og hendes forkælede datter går med i skoven og bliver forfærdede, da et træ adlyder pigens bøn og vokser nedad, så frugterne let kan plukkes. Men den grådige frue vil ikke lade chancen for lavt hængende frugter gå fra sig og sætter sig i træets krone og begynder at proppe sig med frugterne. Publikum jubler, da pigen beder træet rejse sig igen, mens den grådige frue desperat klamrer sig til træets krone.

Stykket bliver fortalt medrivende af skolen Tièba B fra Sikasso i det sydlige Mali og giver skolen en andenplads i finalen torsdag den 13. januar 2011.

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Historien lever op til konkurrencens krav om at have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Under mottoet ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” har den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo for andet år arrangeret en konkurrence i historiefortælling for skoleelever.

I 2010 forgik konkurrencen på 24 skoler i Bamako, Kati, Koulikoro og Segou. I år er konkurrencen flyttet sydpå til Sikasso og omegn og for første gang deltager også skoler fra landsbyer.

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Tre af de 12 skoler giver deres bud på en fortælling om den forældreløse pige, som bliver misbrugt af en grådig familie.  Landsby-skolen Kignan B fortæller, hvordan demokratiet bliver indført i dyreriget. Her vinder den muntre abe valget om at blive konge overfor modkandidaten den stærke løve. Modsat situationen i Malis naboland Elfenbenskysten lykkes det for aben at overbevise den tidligere hersker løven om, at det er bedst for riget, hvis de samarbejder i stedet for at bekæmpe hinanden.

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

Vinderen af finalen er den tydeligvis ressource-stærke privatskole Amadou Sogodogo fra Sikasso med et stykke om ikke at miste håbet. Et kongerige er konstant i krig, og kvinderne bliver beordret til kun at føde sønner, så de kan blive krigere i kongens hær. En kvinde nedkommer med en datter og bor i en hytte langt ude i skoven, indtil datteren en dag liver bortført. Årene går, og kvinden er blevet gal af savnet efter den forsvundne datter. Hun synger konstant en særlig sang, som var signal til, at datteren trygt kunne åbne døren til hytten. En dag bliver den gale mor ført til en konge i et fjernt rige, og det viser sig, at dronningen er den bortførte datter.

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Tredjeprisen går til endnu en skole fra Sikasso, der har kampen mellem det gode og det onde som tema. Forældrene til et handicappet barn beordrer storesøsteren til kun at gifte sig, hvis den nye ægtemand samtidig lover også at tage sig af den handicappede lillebror. Forældrene dør, og datteren afviser bejler efter bejler, indtil hun en dag siger ja. Hun forlader sin handicappede lillebror. I skoven møder han en djævel, der som alle djævle i malinesiske fortællinger er let kende, fordi han er hvid. Djævlen helbreder ham og skænker ham rigdom, så han kan indtage rollen som ny konge.

Undersåtterne valfarter til ham, for han deler ud af sin rigdom. En dag er det hans egen søster, der ikke genkender ham. Hun får ekstra meget og vender tilbage dagen efter. Men da får hun i stedet den kæde, som forældrene gav hende til gengæld for, at hun altid skulle passe sin bror. Da hun forlod sin bror, havde hun givet ham kæden, og hun bliver forfærdet, da hun opdager, hvem den nye konge er.

De ti-årige børn er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

De ti-årige børn fra Kouoro Village er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

Desværre må landsby-skolerne vende hjem fra finalen i Sikasso uden andre præmier end én for bedste danserinde. Hverken en historie om en forældreløs pige eller den om dyrenes valg falder i dommernes smag. Landsbyskolen Kouoro Village bruger humor i historien om de gamle mænd i landsbyen, som nægter landsbyens piger at komme i skole. En dag lykkedes det en pige at komme i skole, og da hun senere sender penge hjem til sin gnavne gamle far, vender stemningen blandt de gamle mænd.

Læs mere om Arc en Ciel på malinyt.dk

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.

Debat om det offentlige rum

Borgerjournalistik om Københavns udseende

Kan en hjemmeside engagere borgerne i debat om byens offentlige rum? Din BY! er et eksempel på borgerjournalistik i tekst, foto, lyd og video til en målgruppe fra børn til ældre  

Af freelancejournalist Lise Blom

Din By! er et eksamensprojekt fra Danmarks Journalisthøjskoles multimediehold på 7. semester. Sitet er lavet af Lise Blom og Rune Geertsen.

Din By! vil engagere borgerne i København til at tage stilling til deres offentlige rum. Det gøres gennem public journalism – journalistik, der er tæt på borgerne.

Besøg Din By