Tag-arkiv: Ghana

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Dødens triumf i Ghana

I Ghana deltager du ikke selv i den største fest, der bliver holdt for dig. Den foregår nemlig først efter din død. Få steder i verden fylder døden så meget som i Ghana. I weekenden går folk oftere til begravelse, end de går til bryllup.

Det er lørdag i en provinsby i Ghana. Gaden er spærret af et optog, og alle deltagerne bærer smukt tøj mønstret i sort og orange-røde nuancer. På pladsen midt i den lille by står baldakinerne med række af stole, mens et band står klar ved instrumenterne. Hele dagen skal der sørges og festes. Måske foregår selve begravelsen i dag? Men det kan lige så vel være en mindeceremoni et år efter døden. Ghaneserne nøjes ikke med en enkel ceremoni for den afdøde. De afdøde bliver mindet igen og igen. På gaderne hænger plakater, der roser den afdøde, så man skulle tro, der var valg til folketinget. Rige familier investerer i kæmpe billboards med portrætter af deres kære.

I fjerne landsbyer hænger en liste med planlagte begravelsesdage, hvor alle indbyggere forventes at deltage – også selv om de bor i en fjern storby for at arbejde. Så ligger man for døden, ved man, hvilken dag man bliver begravet.

Begravelsesfesterne kræver særlige dragter til de levende, og de døde skal naturligvis også begraves i en flot kiste. I Ghanas hovedstad Accra er det muligt at bestille en helt særlig kiste, der fortæller noget om dig og dine drømme eller dit erhverv.

Med ”Viktors Farmor” besøger vi kistesnedkeren Eric Adjeley. Hans far var den første, der begyndte at fremstille personlige kister. Kisterne bliver også udstillet, og han har blandt andet udstillet kister i Danmark. En kiste koster 1.500 dollars plus fragt, så her er det mulighed for at erhverve sig en helt særlig souvenir.

Enkelte kister bliver brugt til reklame, og det er da også svært at forestille sig at en familie vil begrave bedstefar i en flaske sprut, selv om han døde af druk.

Den mest populære kiste er en bibel eller en bog. En del præster har været imod de flotte kister, fordi de fjerner fokus fra de kristne ritualer. Men nu kan præster blive begravet i en bibel.

Kistesamlingen rummer også en edderkop-kiste.  Vi forestiller os noget skummelt, når vi ser en edderkop. Men i Ghana er en edderkop et positivt symbol. Det vil normalt være et gammelt familieoverhoved, der bliver begravet i sådan en kiste. Edderkoppen bliver betragtet som vis og klog.

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.

Paradisstrand i Ghana med udfordringer

Ezile Bay i Ghana er smuk som et paradis om dagen, men det er ikke rart at dele hus med rotter og edderkopper

– Generer rotterne dig? Den unge kvindelige tjener på Ezile Bay Village spørger bekymret, som om det er mig, der har et problem.
– Ja, de generer, og de lugter slemt, svarer jeg, da jeg kan se, at hun ikke mener, at rotter i huset er et problem.

Og faktisk bliver jeg i første omgang lettet, da jeg opdager, at det er en rotte, jeg stirrer på gennem det flettede stråloft. Det første, jeg får øje på, er nemlig den glidende bevægelse af noget langt og tyndt. En slange, når jeg panisk at tænke, inden lyset fra det utætte tag afslører resten af kroppen, så jeg kan se, at det er en rotte.

Aldrig er jeg blevet så glad over at se en rotte. Men kun et kort øjeblik. Rotten stirrer på mig fra loftet mindre en halv meter over mit hoved. Og jeg ved endelig, hvorfor der af og til lugter ubehageligt i huset. Tagkonstruktionen er hævet over ydermurene, og loftet er en tynd flettet stråmåtte, som man kan se igennem.

Men rotten er ikke det første dyr, der har brokket mig over på hotellet. En dag springer en enorm edderkop op, da jeg vil åbne min rygsæk. Bortset fra i zoo har jeg aldrig set så stor en edderkop. Jeg har allerede slået nogle ihjel i huset, men de var mindre end denne. Den er så stor, så en bog eller en sko ikke ville kunne knuse den. Og den er lynhurtig. Det er en jagtedderkop, som ikke sætter spind.
I receptionen griner de. Edderkopper er ikke farlige. En ung kvinde går med mig for at se på problemet. Edderkoppen er selvfølgelig væk, da den ved, at den ikke er en populær gæst. Hun giver mig en dåse insektgift, jeg kan sprøjte på dyret, hvis jeg ser det igen. Det er ikke muligt at få et andet værelse, da alt er optaget.

Senere på dagen får jeg øje på edderkoppen og henter sprayflasken. Jeg sprayer den, indtil den er kridhvid af skum, og sprayflasken er iskold. Men dyret kravler videre. Til sidst er spraydåsen tom, og edderkoppen lever stadig. Dens bevægelser er en smule langsommere, og den er på vej mod mig.

Da griber jeg træristen fra brusekabinen og hamrer den ned over edderkoppen, indtil den holder op med at sprælle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fået ram på den rigtige edderkop, den, jeg  lige har slået ihjel, ser faktisk en anelse mindre ud, end den, jeg så tidligere. Alligevel tjekker jeg ikke ud af Ezile Bay Lodge. Dagene er nemlig paradisiske. Så de får en til at glemme nattens kryb i huset.

Om dagen er jeg på vandreture i området. En halv time fra kysten begynder regnskoven med gigantiske træer og lianer. Der er marker med afgrøder i flere etager – kassava, ananas, forskellige palmer og gummitræer. Ghanas sydligste punkt Cape 3 points ligger på et klippefremspring omgivet af øde strande. Den lille by Akwida ligger mellem en lagune med mangroveskov og havet. Husene ligger tæt i landsbyen, og der er gang i markedet hver dag.

Men efter rotten og en larmende teknofest får jeg nok af Ezile Bay. Jeg tager mig endelig sammen og bærer min tunge bagage gennem den lille by Akwida og de fire kilometer ad stranden for at komme til Safari Beach Lodge på den anden side af Akwida.

Stedet er øko-luksus, og det betyder muldtoiletter, traditionelle materialer og fantastisk smukt håndværk.

Dørene i mit hus åbner direkte ud til stranden og det brussende Atlanterhav. Her er ingen beskyttende bugt, så man vågner de få gange, der er sekunders ro mellem bølgerne.

Hotellet reklamerer med en menu af en prisbelønnet kok. Det er en lokal kvinde, som står i køkkenet til daglig. Men det er ikke nemt at annoncere et gourmetkoncept langt ude på landet i Ghana. Til frokost er den sort og hvidklædte tjener usikker på, om det vil tage en time at tilberede en meget enkel ret. Eller måske kun et minut.

Efter en halv time viser den bestilte humus sig at være et helt hakket løg, lidt hakket tomat med et tyndt lag humus over. Ud fra det pænt arrangerede tårn breder skrællede agurkestave sig som solens stråler over trekantede stykker toastbrød. Gourmetmad og toastbrød rimer dårligt. Og smagen af løg holder resten af dagen.
Jeg bliver ikke mæt, så jeg bestiller en pandekage til dessert. Tjeneren understreger, at her siger man ikke pandekage, men bruger det franske ord crepe. Jeg ved godt, at jeg gør noget risikabelt, da jeg bestiller noget, som ikke står på spisekortet. Men jeg ønsker blot at få serveret sukker og en frisk citron til min crepe. Jeg regner med, at det er forstået, for jeg gentager det mange gange, og tjeneren nikker.

Derfor bliver jeg overrasket, da desserten dukker op.

– Hvad er det, spørger jeg og peger på den mørke klump ved siden af pandekagen.

Det viser sig at være et stykke stegt fisk, og der er en skål med sovs til fisken. Det er den mest underlige dessert, jeg nogensinde har set. Jeg får forklaret, at jeg ikke har bestilt fisk til dessert, og kokken fjerner fisken fra min pandekage.

Resten af måltiderne går godt, og stedet er forunderligt. Et godt sted at slappe af. Så når man ser sig for, er det muligt at finde et paradis, der er behageligt både om dagen og om natten.

Læs om turen til Akwida

Gennemblødt i Ghana

Efter tre måneders tørke er regn en behagelig afveksling. Men selv pengene i det vandtætte pengebælte bliver våde, da jeg kæmper mig gennem mudderet til det, der skal være en ferie på den paradisisk strand Ezile Bay

Jeg trænger til at slappe af efter tre uger som rejseleder på en tur, som begyndte i Mali og endte i Ghana. Derfor vælger jeg et område langt fra de tætbefolkede områder ved Ghanas hovedstad Accra. Her er naturen mere uberørt, og det er billigere.

Det regner. Regnen begynder i Takoradi Ghanas tredjestørste by med tilknyttet havn og olieindustri. Byen er eksotisk på sin helt egen måde. På restaurant North Sea hænger billeder af fyrtårne og indgangspartier til huse i det dansk tyske marskområde. En tysk sejler er gået i land. Han knipser og kommanderer med det unge kvindelige personale, så de er usikre på selv de mest enkle spørgsmål. Melody Hotel overfor busstationen viser sig også at huse en radiostation med tilhørende koncertstudie.

Det er stadig mørkt i Takoradi, da en mekanisk busannoncør begynder på sit monotone refræn Accra, Accra, Accra, fullyairconditioned, Accra, Accra, Accra, airport, Accra, Accra, Accra med indlagte stammende bla, bla, bla. Det har sådan en styrke, at det var umuligt at overhøre og lige præcis så varieret, så det ikke kan ignoreres. Da det bliver lyst, begynder radioen en livetransmission af en gospelkoncert med en mængde ukoordinerede instrumenter og et råbende kor. Jeg er næsten paralyseret af støj, inden regnen kommer og overtager næsten hele lydbilledet.

I en time vælter vandet ned, mens jeg venter på at komme videre. Derefter finder jeg hurtigt minibusstationen og en minibus til første del af turen. I Agona skal jeg skifte minibus. Jo længere væk fra byen man kører, jo dårligere stand er køretøjerne. Jeg er en af de sidste passagerer og får derfor en plads på det bagerste sæde. Der er tre rækker sæder med 11 officielle pladser. Mine knæ er presset op i metalskelettet på sæderne foran.

Der er en mandlig passager, chaufføren, hans medhjælper, og resten er kvinder. Jeg har sagt, at jeg skal til endestationen den lille fiskerbyAkwida. Alligevel har kvinderne en mening om, hvor jeg skal af. Det kan åbenbart ikke passe, at jeg skal hele vejen til Akwida. Diskussionen bølger højlydt mellem kvinderne og chaufføren. Jeg bliver træt i hovedet.

Regnen begynder svagt igen, og støvet fra vejen samler sig til røde dråber, der løber ned af vinduer og drypper på os gennem det utætte tag.

Da vi når Akwida, går vejret amok. Men vi skal ud af bussen. Jeg er en af de sidste, og en kvinde begynder at diskutere med chaufføren, inden jeg kommer ud. Jeg formoder, at hun ønsker at blive i bussen, indtil regnen stilner af. Stemningen er hysterisk, og den viser, at chaufføren er påvirket af en eller anden form for stoffer. Pludselig begynder han at køre, og jeg råber også op. Det ville være surt at skulle tilbagelægge den samme skrumplende tur flere gange end nødvendigt.

Vi kommer ikke særligt langt, inden minibussen skrider sidelæns ned ad en skråning i det tiltagende mudder. Det giver mig mulighed for at komme udenfor og efter en del råberi også at få min bagage.
De andre kvinder fra bussen står presset op af en mur, hvor taget beskytter dem en smule mod regnen. Jeg begynder at gå. Mine sandaler er indsmurt i ler, så jeg glider. Der er heldigvis plads til mig ved muren. Jeg kan se, hvordan mine rygsække bliver våde, da de rager en smule ud over tagets beskyttende kant, og jeg frygter for mine papirer, computer og kameraer.

Regnen bliver ved og ved, og stien bliver forvandlet til et brussende vandløb. To kvinder begynder at gå, og de vil have mig med. Jeg afslår i håbet om, at regnen snart vil stilne af. Men i stedet tiltager regnen, vinden skifter retning, så den nu blæser ind under taget, og det begynder at tordne.

Da taget ikke længere yder beskyttelse, kan jeg ligeså godt gå. Jeg har fået at vide, at jeg skal gennem landsbyen og over en bro for at nå til hotellet i Ezile Bay.

Det er en hård fysisk udfordring at gå nedad i mudderet, og jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg ser ud, mens jeg kæmper mig frem. Hvis det var en film, ville den være enten umådelig komisk eller dybt tragisk. Så længe jeg kan holde mig på benene uden at falde i mudderet, holder jeg mig til den morsomme version. På trods af at jeg ikke præcist ved, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Og endnu mindre, hvordan jeg kommer derhen.

Men så møder jeg George. Han kan se, at jeg har behov for hjælp. Han spørger, hvor jeg skal hen. Han griber om mit håndled og trækker mig gennem mudder og rivende vandløb. Men stien går opad og ud af landsbyen, og den svinder ind til et lille hul i junglen. Det er stik imod mine anvisninger. Jeg spørger George om broen, og han fortæller, at den leder til en anden strand. Kan den unge fyr være en kriminel, som vil lokke mig ud i jungle og stjæle alle mine ejendele? Så er han i hvert fald koldblodig, for vi bliver set af mange i landsbyen, der hilser på mig.

Jeg insisterer på at vente, til regnen tager af. Vi går tilbage til landsbyen, og George finder et halvtag, vi kan sidde under. Jeg ringer til hotellet og får dem til at forklare ham vejen. Han finder en mindre stejl sti gennem skoven. Det føles som en lang ekspedition, men i virkeligheden går jeg højest en kilometer. Og pludselig dukker hotellet op, og så begynder næste del af farcen.

Når der ikke er styr på tingene, får afrikanerne generelt skylden for at være sløsede. Kvinden i baren kikker forgæves efter mit navn i ordrebogen. Den franske ejer dukker op. Det er ham, som har taget mod min bestilling, Men han undlod at notere den, for de har jo masser af værelser. Han havde dog glemt, at hotellet denne weekend er fyldt af gæster fra et bryllup. De fleste tager af sted, så der er heldigvis et ledigt værelse. Jeg skal bare lige vente, mens det bliver gjort rent. På det tidspunkt er jeg lige ved at miste besindelsen. De kan se, hvor gennemblødt jeg er, og hvilket vejr jeg har trodset for at komme frem. Men måske franskmanden har svært ved at få øje på virkeligheden udenfor hashtågerne?

Næste morgen vågner jeg i paradis. Min bagage bager i solen og er næsten tør. Hotellet ligger i en lille bugt omgivet af palmer og store træer. De lokale spadserer forbi. I den ene retning bærer de frugt og grønt, den anden vej bærer de blanke fisk.

Bag en pynt gemmer det vilde hav sig med store bølger. Man kan gå langs vandet på en højderyg med udsigt til en klippekyst med små strande. Der er kokospalmer, oliepalmer, palmevinspalmer, ananas, bananer og kassava i en frodig forvirring.

Natten larmer med eksotiske lyde fra cikader og frøer og andet, som jeg aldrig før har hørt. Den lille spadseretur til mit hus virker meget lang i den måneløse nat. Stien er flankeret med liljer, der dufter i mørket.

Jeg finder ud af, at minibussen er kørt af en anden rute end normalt til Akwida. Så kvindernes bekymring for, hvor jeg skulle af, var reel. Hvis jeg skulle have været til et andet hotel, ville gåturen have været meget lang. Den gåtur må jeg nemlig tage en uge senere, da jeg finder ud af, hvem jeg ufrivilligt deler hus med i paradiset.

Læs hvilke dyr jeg delte hus med