Tag-arkiv: kvindeliv i Afrika

En bybo på opdagelsesrejse i Malis provins

Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.