Tag-arkiv: rejse

Koncert i Bamako med Mama, som lægger publikum ned

Alle numrene ved koncerten kulminerer med et stykke instrumentalt kaos, som publikum er frie til at fortolke. Der bliver grint ligeså meget, som der bliver flirtet

Af Lise Blom

Sexappeal er det langt fra, da sangerinden Mama Koite indtager fliserne i haven på Malis Nationalmuseum, der i dagens anledning gør det ud for en scene. Den spinkle sangerinde går med små stive trin i sine stilletter klædt i en harekrishna-bleg orange kjole. Hun bærer guldfiligransmykker, briller og har umiddelbart en udstråling som en gammeldags skolefrøken.

Inden hun kommer på scenen, har det store band klimpret på hver sin solo, og det er en lettelse, da musikken endelig samler sig. Mama Koite har en kraftfyldt stemme, der stiger og falder på klassisk malinesiske sangerindefacon. Ud over band og to korsangerinder kommer en mand på scenen. Hvor Mama er pyntet, ligner han en, som ikke har fundet omklædningsværelset inden koncerten. Det lange hår er permanenetet glat og strøget på plads i nakken. På fødderne har han sportssko med små sugekopper op ad siderne, som ser ud til, at de kan bruges til at gå op ad vægge. Under knæet ender et par blå fodboldstrømper, og over knæet blafrer et par enorme røde shorts. Derudover har han en grumset stram t-shirt på.

Der er selvfølgelig en årsag til, at han er på scenen. Han kan bevæge sig, og hans dans er en lang glidende bevægelse. I dansen får han kamp til stregen af en uautoriseret danser, en høj ranglet fyr med parallele flænger i sine jeans. I begyndelsen sniger han sig frem og tilbage af usynlige lige linier, indtil musikken endelig eksploderer, som publikum tålmodigt har ventet på.

Danserne giver alt, hvad de har og får følgeskab af unge kvinder. Fyren med de flængede bukser kaster sig til jorden, og en kvinde danser hen over hovedet på ham med rullende hofter. Alle os, der nøjes med at være tilskuere, griner og jubler.

Ved næste musikeksplotsion kommer børnene på banen. Nogle har først lige lært at gå, og alligevel danser de lystigt uden forældre, der skal overbevise dem om, at de ikke skal være generte. På et tidspunkt kravler et barn, der endnu ikke kan gå på scenen for at være med. Han har fint sæt tøj på med vest og et slips i diagonale røde og hvide striber.

Det er den mest grinende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Da klokken bliver 18 springer tilskuerne op, og Nationalmuseets have er tømt på ingen tid. Næste torsdag klokken 17 er der koncert igen.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel  finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne  er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører.  Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor

Kunstner Jeanette Land Schous møde med Mali

Visite au Mali

På udstillingen Visite au Mali af Jeanette Land Schou kan du møde smedene på Medinamarkedet. Her er affald en ressource, som bliver til nye produkter

Af Lise Blom

Suleiman Traore er mindst 70 år. Børn blev ikke registreret, dengang han blev født, derfor ved han ikke, hvor gammel han er. Han arbejder alene og har specialiseret sig i at banke metalstumper om til kroge, som han monterer på knagerækker.
– Arbejde er nødvendigt for at holde mig i gang. Det gør, at jeg føler, at jeg lever, siger han. På markedet går de fleste smede tidligere på pension efter et slidsomt arbejdsliv. Men som familieoverhoved er det vigtigt for Suleiman at bidrage til at forsørge familien.
– Jeg kan ikke længere arbejde så meget, derfor er mit bidrag ikke så stort nu,
konstaterer Suleiman.

I et lille skur banker Siaka Alama gamle konservesdåser i nye former. I dag er det sparebøsser. Han og de to kolleger har ingen chef. Hver producerer omkring 100 dåser om dagen, som de sælger for cirka 50 øre stykket.

Trods åbne esser, tungt værktøj og mangel på sikkerhedsudstyr er der sjældent ulykker på markedet. Sidste halvår af 2008 bød dog på tre alvorlige ulykker med øjenskader. Det sker typisk, når en metalplint rammer et øje og ødelægger det.

Besøg udstillingen

Oplev hvordan kunstner Jeanette Land Schou tolker sit møde med Mali i foto og video på www.jeanettelandschou.dk

Ud over genbrugssmedene samarbejder hun med unge fotografer fra Mali, bliver fascineret af det anderledes landskab, studerer kulturmødet mellem Saharas ørkennomader og vestlige turister til Festival au Desert og deltager i en traditionel fest.

Festival au desert i Essakane i Mali

Musikfestival skaber kulturmøde i ørkenen

Peace & Love er indbegrebet af festivalkulturen. I Saharas ørken skal de ord tages helt bogstaveligt, når det blå folk inviterer til kulturmøde mellem tradition og international pop og rock

Tekst og foto Lise Blom

Timbuktu er verdens ende. Videre ud i Sahara kommer kun opdagelsesrejsende og romantikere. Tørke, truende borgerkrig i starten af 1990’erne, terrorister og røverbander får ferierejsende til at se sig om efter venligere rejsemål end det nordlige Mali. Men ørkenens folk vil gerne kendes for andet end problemer. Derfor inviterer Malis blå folk – tuaregerne til fest. For femte år i træk stabler de musikfestivalen Festival Au Desert på benene. Over 5.000 mennesker mødes den anden weekend i januar i Essakane fire timers anstrengende kørsel fra ørkenhovedstaden Timbuktu. Af dem er 4.000 tuareger, og 600 er vestlige turister.

Fotograferne bliver fristet af de smukke og eksotiske tuareg kvinder ved festivalen.

Fotograferne bliver fristet af de smukke og eksotiske tuareg kvinder ved festivalen.

Etnisk fotosafari

Tuaregkvinderne myldrer frem i små grupper og blander sig i sangen. Bag dem trænger turister med stadig mere pågående kameraer og båndoptagere sig på. Forsamlingen spredes, da vagterne træder frem. Kvinderne må vente med at deltage i sangen, til det bliver deres tur, og turisterne må respektere de tilskuere, som sidder længere tilbage i klitterne. I en periode har alle frit udsyn til de 50 mænd og kvinder, som spiller, synger og danser siddende i sandet. Indtil forførelsen overmander folk.

Sandet er kridhvidt og blødt. Om natten minder det om et vinterlandskab. Det er ligeså udmattende at gå i, og klitterne ligner forstørrede snedriver. Festivalens indgang ligger i en lille skov af skyggefulde akacietræer. For 30 år siden lå området under vand som en del af Vestafrikas største sø Lac Faguibine. Rundt om søen var der marker, hvor bønderne dyrkede hirse. I 1984 udtørrede søen fuldstændig, og siden er sandet kommet til, så søen aldrig har genvundet sin tidligere størrelse. Nogle steder kan man i dalene mellem klitterne endnu se den dyrkbare jord, men der skal en veludviklet fantasi til at forestille sig området med grønne marker.

Verden på scenen

Traditionel tuaregmusik er bygget op om sang, enkelte trommer og strengeinstrumenter.

Traditionel tuaregmusik er bygget op om sang, enkelte trommer og strengeinstrumenter.

Ifølge plakaterne skal koncerterne på den store scene begynde klokken 19. Men teknikken driller, så musikken begynder to til tre timer senere. Lørdag aften spidser folk ører og trækker på smilebåndet, da de hører jodlen. Det er østrigske Hubert Von Goisern, der med harmonika giver tilskuerne en gang alpepop spædet op med jazz, rock og verdensmusik.
“Sæt jer ned, sæt jer ned”, råber folk bagfra. Når man er nomade i Sahara, sidder man i sandet til koncerter. Og både mænd og kvinder kan danse siddende på hug. Det insisterende tonefald får folk til at sætte sig. For trætte tuareger har det den fordel, at man kan læne sig op af den nærmeste ryg, når søvnigheden melder sig. Og det gør den hos sidemanden søndag nat klokken to, hvor indisk-canadiske Galitcha går på scenen med indiske instrumenter, jazzet pop og fortællinger fra Indien.

Mere end underholdning

Festivalen er mere end blot underholdning, der er arrangeret konferencer, hvor emner som decentralisering, kultur og udvikling bliver diskuteret. Toufahit Madesh har fulgt debatten om fred og sikkerhed i en times tid søndag eftermiddag, da hun signalerer til ordstyreren, at hun vil tale.

“Vi kvinder vil have adgang til rent vand, og vi vil have skoler, så børnene kan få en uddannelse. Vores største problem er fattigdom, og det er fordi, der mangler skoler og arbejde til folk”, slår hun fast overfor forsamlingen.

Hidtil er det mest lokale politikere og traditionelle ledere, som har holdt lange taler. Toufahit Madesh taler kort, og der er bifald til hende både efter hendes egne ord på tamashek, og da talen bliver oversat til fransk for udlændinge og folk fra andre dele af Mali. Hun har aldrig holdt en politisk tale før, men hun griber chancen nu, hvor den byder sig. Hendes drøm er nemlig, at landsbyen Emimalan, hvor hun kommer fra, får en kvindegruppe. Tuaregerne er et af de få folkeslag, som har et matriarkalsk samfund, men kvindernes stilling er under pres.
“I må huske at respektere os kvinder og inddrage os i beslutningerne. Ifølge traditionen har vi en vigtig rolle i familien og landsbyen, men som det er nu, bliver vi glemt, når beslutningerne skal tages”, siger Toufahit Madesh.
Deltagerne er enige om, at forudsætningen for fred og sikkerhed er arbejde til de unge, et retfærdigt retsvæsenet og medmenneskelig tolerance.

Usynlig Berlinmur

Isolation er i hvert fald ikke vejen frem, hvis man vil bevare sin kultur og forbedre sine levevilkår. Det er læren for de tuareger, der i starten af 1990’erne greb til våben og indledte et oprør med krav om selvstændighed i det nordlige Mali.
“Før var Mali delt af en usynlig Berlinmur. Der var ingen kontakt mellem folk fra syd og os i det nordlige Mali. Vi ønskede ikke kontakt, og vi afviste identitetskort, der viste, at vi levede i Mali. Vores børn nægtede vi at sende i skole. Vi var så meget imod staten, at mange af os blev rebeller og siden hen flygtninge i andre lande”, forklarer sangerinden Fadimata Wallet Oumar. Hun er gift med en af de forhenværende ledere af oprøret og måtte leve i eksil.
“I flygtningelejrene i nabolandene gik det op for os, at man kan leve på en anden måde. Nu har vi erkendt, at vi deler et land”, understreger hun.
Det fysiske bevis står som et monument i Timbuktu. Fredens Flamme hed det bål, som i 1996 symbolsk slugte hærens og oprørenes våben. Siden er integrationen gået stærkt ikke kun på det politiske plan men også på det følelsesmæssige plan, hvor folk i Mali fortæller om glæden ved, at de nu er et folk. Fem år efter den endelige fredsaftale begyndte festivalen og kulturmødet i ørkenen.
Tuareggruppen Tartit, som Fadimata Wallet Oumar synger i, har indgået et frugtbart partnerskab med Afel Bocoum og Habib Koité fra henholdsvis Midt- og Sydmali. Det er det 23 personer store Desert Blues, som gæstede Roskilde Festivalen i 2004.

Musik er politik

Kamelen er stadig tuaregernes foretrukne transportmiddel - også når de er til fest i ørkenen

Kamelen er stadig tuaregernes foretrukne transportmiddel - også når de er til fest i ørkenen

“Kun gennem kultur kan folk forenes, alle mennesker kan samles om musikken”, siger Habib Koité og fastslår, at det betyder noget helt særligt for musikerne at optræde i Essakane.
“Ørkenen er et sted, som giver liv til fantasien. Der er storhed. På en festival i Europa oplever man ikke naturen på samme måde”, siger den festivalvante Habib Koité.
Musikere i Mali er vant til at blive taget alvorligt, og derfor er det vigtigt at være med til at sende det budskab om fred og kulturel samhørighed, som festivalen hviler på.
“Tidligere sang vi om skønhed, om dyr, men nu er vi begyndt at ændre emnerne, så sangene handler om demokrati, om aids og om fællesskab”, fortæller Fadimata Wallet Oumar.
“I Europa er det politiske system færdigudviklet. Mali er et land, som er midt i en udvikling. Vi kommer med budskaber i vores musik, det er vores politiske bidrag”, siger Afel Bocoum.
Habib Koité oplever, at han nu bliver inviteret til at deltage i konferencer om AIDS, miljø og ligeværdig handel sammen med internationale eksperter. Han undrer sig over, hvorfor han bliver inviteret, men han er glad for den viden, det giver ham, og den giver han videre i sangtekster. Ali Farka Touré, som desværre meldte afbud til årets festival på grund af sygdom, er gået et skridt videre og har nu et politisk ansvar. Borgerne i hjembyen Niafunke har valgt ham til borgmester.

Musikalsk kick

kamelTo kulturelle foreninger Efés og AITMA i det nordlige Mali arbejder med festivalen. Målet er at vise ørkenen som et fantastisk, ufarligt sted og at promovere ørkenfolkenes kultur.

“Da vi første gang arrangerede festivalen og inviterede bands ud i ørkenen, havde de lokale aldrig set en mikrofon før. Og de havde ikke haft mulighed for at få deres musik optaget. Den traditionelle kultur var ved at forsvinde. Ved at optage den traditionelle musik ønskede vi i første omgang at konservere kulturen”, fortæller festivalens leder Manny – kort for Mohamed Ag Mohamed Aly.

Festivalen har ikke bare konserveret musikken, den har givet kulturen et skub, så der er kommet gang i lokale foreninger, hvor gamle og unge mødes om den traditionelle musik. Mange af foreningerne med op til 100 medvirkende optræder om eftermiddagen under festivalen. De optrædende foreninger kommer fra forskellige etniske grupper, flest er tuareger, men der er også bellaer, der traditionelt har været slaver for tuaregerne, ligesom der er berbere, sonrhai, fulani og mange andre. Nogle er gået et skridt videre og blander traditioner fra forskellige etniske grupper. Fredag nat optræder gruppen Takamba Super Onze, der består af både bønder og nomader. Musikalsk blander de lut, kalabasrytmer med en rå elektrisk guitar.

Halveret budget

Rygterne går både før og efter festivalen, fordi hjemmesiden ikke bliver opdateret. Her står nævnt en række internationalt kendte kunstnere som Dee Dee Brigdewater og Salif Keita fra Mali. Da festivalen går i gang, er programmet barberet ned, mens andre afbud skyldes sygdom. En del af det vestlige publikum føler sig snydt. De gæster, som besøgte festivalen året før, fortæller, at alt var meget bedre – både programmet, lydkvaliteten og arrangementet. Og det er festivalens leder Manny enig i. Årets festival har et kæmpe hul i budgettet, fordi hovedsponsoren EU ikke længere har den fond, der før har støttet festivalen. Budgettet er derfor halveret fra 2,3 millioner kroner til 1,15 millioner kroner.

Fakta

  • Afrikanere deltager gratis i festivalen.
  • Alle andre betaler i 2005 115 euro. Der var kun 600 billetter til salg, og der var udsolgt.
  • Billetter kan købes i Timbuktu og på www.festival-au-desert.org
  • En pakkeløsning, der inkluderer telt og forplejning koster 300 euro.

The Festival in the Desert findes som CD med koncertoptagelser og på DVD som film. Begge dele er fra festivalen i 2003.

Artiklen har været bragt i magasinet Kontakt i 2005.
Magasinet blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.