Hvordan er det at vente? Det spørgsmål fik jeg onsdag den 8. april. De franske flyveledere strejkede nemlig, så flyet til Madrid var forsinket lidt mere end tre timer.

Jeg nåede at få tandbørste og creme ud af bagagen, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville nå min forbindelse videre til San Sebastian. Men jeg havde ikke taget opladeren med til min telefon. Og det ærgrede jeg mig hurtigt over. Min første indskydelse var at jeg kunne sidde og læse mail og tjekke internetsider på telefonen. Men på en en gammel IPhone holder strømmen ikke længe.

Jeg undersøgte lufthavnens butikker og fandt ud af, at i Tiger-butikken kan man få vand og is meget billigere end i lufthavnens andre butikker. Håber ikke jeg får brug for den viden igen.

Faktisk er det lidt pinligt, at jeg kun kan forestille mig at glo på min telefon. Det gjorde alle andre også. For nogle år siden ville vi tale sammen. Ud over at bruge telefonen en smule for at spare på strømen læste jeg i et magasinet Udvikling fra Danida, som jeg havde taget med i sidste øjeblik. Ud over det skete der absolut ingenting i mit hoved.

Vi nåede Madrid flere timer senere end forventet, og flyet til San Sebastian var fløjet. Ved transferdesken fik jeg at vide, at jeg skulle på hotel. Jeg fik en voucher og skulle bare ud ad lufthavnen til busholdepladsen. Der ville være folk, som kunne hjælpe.

Flytrafik forbinder vi med effektivitet. Men når vejret, tekniske fejl og en strejke udfordrer systemet, skrider hele systemet. Passagererne bliver enten rasende eller passive. I Madrids lufthavn var vi meget tålmodige.

Først blev vi henvist til holdepladsen for hotellernes minibusser. De kom i en lind strøm og hentede kunder. Den eneste, der ikke kom var bussen til Hotel Melia. Da den endelig kom, var vi alt for mange, og chaufføren nægtede os adgang. Han henviste os i stedet til stoppested 7.

Ved det stoppested stod endnu flere mennesker, men der var ingen bus. Men i det mindste havde vi her fået en hjælper, som kun kunne fortælle os, at bussen ville komme.

Da bussen endelig kom, kørte den først, da den var helt fyldt. Det føltes en smule som i Afrika i gamle dage. Efter en time kørte vi endelig.

Vi ankom til et enormt luxushotel, og det var godt, at jeg ikke havde fulgt min første indskydelse om at gå til hotellet. Der var langt, og turen foregik ad motorvej.

Da vi ville tjekke ind på hotellet, fortalte receptionisterne at værelserne først skulle gøres klar. De virkede lidt overraskede over de mange pludselige gæster, selv om transferdesken i lufthavnen havde ringet til hotellet om hver enkelt gæst næsten to timer tidligere.

En gæst påpegede, at der stod aftensmad på den voucher, vi havde fået. Men køkkenet var desværre lukket klokken 23. Gæsten blev sur, og efter at receptionisterne havde konfereret, meddelte de os, at vi kunne få aftensmad, mens værelserne blev gjort klar.

Mens vi ventede, kunne vi have talt sammen. Jeg kunne have talt med den unge spanske mand, der talte længe, meget længe i telefon med Christina. Eller med den danske kvinde, der blev fragtet i kørestol i lufthavnen, men som skulle klare sig selv, så snart hun var uden for lufthavnen. Heldigvis kunne hun godt gå. Til gengæld talte hun ikke spansk, selv om hun boede på Tenerife.

Imponerende nok stablede restauranten et tre retters menu på benene med de stakkels tjenere, som troede de havde fri. Egentlig var jeg ikke sulten, men især deres paella smagte fantastisk.

Tilbage i receptionen var der lange køer for at få udleveret nøgler til værelserne. Alles flyoplysninger skulle tjekkes. Foran mig begyndte et par, der først skulle flyve senere næste dag at spørge om bustransport til centrum af Madrid. Imens måtte køen vente.

Jeg kom endelig i seng klokken 1:20. Allerede klokken 4:45 ringede receptionen, at jeg skulle gøre mig klar til afgang. Selv om det var et luxushotel, virkede bruseren ikke, så jeg kunne kun smide lidt vand i hovedet. Der var lidt kaffe og kage i receptionen.

I lufthavnen var der to timer til afgang, så jeg forsøgte at sove på en umagelig metalbænk magen til dem, jeg kender alt for godt fra Casablancas lufthavn. Jeg var bekymret for, om min rygsæk ville komme med. Det er min erfaring, at når noget går galt i en lufthavn, skrider det hele.

Lufthavnen i San Sebastian har en meget kort landingsbane bygget ud i floden. Heldigvis var rysækken med. Faktisk ligger den i Irun, og det passede perfekt, for der begyndte min tur. Det lykkedes mig at tyde den baskiske busplan og komme ind til centrum af Irun. Meget træt. På turistkontoret spurgte jeg om caminoen. Du står på den, var svaret. Så var det bare at begynde at gå. Jeg kunne se bjergkæden, jeg skulle op over.