Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.